Hvornår skal børn kunne sidde? Det korte svar er, at det skal de, når de selv kan sætte sig op. Og det vil i praksis sige, at det oftest sker i forbindelse med, at barnet er på vej til at kunne kravle, eller måske først når barnet er i gang med at kravle.

Men hvorfor er det så, at vi ikke bør træne børn i at sidde? Eller sætte dem op når de ser ud til at kunne sidde selv? Det vil jeg fortælle lidt om her.

Børns motoriske udvikling det første år til halvanden, er langt hen ad vejen, styret at det vi kalder spædbarnreflekser eller primære reflekser. Det er disse reflekser, der sætter gang i nye bevægelser eksempelvis at kunne gribe fat om noget, at kunne trille, og at komme op og sidde.

Reflekserne er aktive i den periode de er ved at “lære” kroppen en ny bevægelse, og skal derefter aftage/integreres og dermed forsvinde. Alle spædbarnsreflekser bør være væk når barnet er 1½ år.

Hvis barnet ikke får lov til at være i de enkelte faser (eksempelvis at øve sig på at trille) længe nok, er der stor risiko for, at refleksen forbliver aktiv også når barnet er større. Og så bliver refleksen forstyrrende for barnets bevægemønster og måske og trivsel og adfærd. Det ser jeg ofte i mit daglige virke, hvor jeg arbejder med sansemotorisk træning af børn.

De vigtige reflekser i spædbarnslivet og i forhold til motorikken, er reflekser, der hjælper barnet til hovedløft, gribereflekser særligt i hænderne. Reflekser, der hjælper barnet til at trille, både den ene og den anden vej, og refleksen, der hjælper barnet op at kravle/op at sidde.

Når vi hjælper barnet op at sidde, før det selv kan, ligger barnet selvsagt mindre på gulvet. Og så får barnet ikke trillet længe nok, undgår måske krybefasen inden det kravler. Barnet er måske ikke længe nok i den fase, hvor barnet står på alle 4 og rokker, inden det kan kravle, OG sætter sig på numsen. Det kan medføre en stadig aktiv refleks, som rent faktisk kan forhindre barnet i at kravle, så det i stedet rumper sig afsted, eller kravler med samlede ben. Dette mønster kan jeg se hos selv skolebørn.

SÅ BØRN SKAL FØRST SIDDE NÅR DE SELV SÆTTER SIG OP.

Det skal dog lige bemærkes, at når barnet er stærk nok i ryggen (kan sidde med ret ryg) så mener jeg godt, at de må sidde i en høj stol mens de spiser. Men ind imellem skal de stadig ligge på gulvet.

Og så lige en lille tilføjelse: børn skal heller ikke op at gå før de selv kan kravle hen til møbler, rejser sig op ad dem, og går langs sofaen eller bordet. Så er de ved at være klar til at bære egen vægt, finde balancen, og komme videre ud at gå. Når de kan de, kan vi støtte dem det sidste stykke på vej. Og hvorfor så det? Jo for på den måde sikrer vi barnet en god lang kravleperiode, som gerne må være på 2-3 måneder. For når man kravler, så laver man krydskoordination, som er den ypperste form for koordinationstræning af hjerne og krop. Er vi først begyndt at gå med barnet i hænderne, bliver de ofte svært utilfredse når vil lægger dem ned igen. Og så er vi “fanget” i at vandre rundt med barnet. Det er ikke godt for udviklingen, og vi får ondt i ryggen.

Jamen, hvad skal vi så lave med vores børn? Jo de skal have svingture, hovedet nedad, vugges, krammes, have massage, have lov at mærke alt muligt, lege trillelege, ligge på en stor bold, både på mave og ryg, ride ranke, trille med bolde, kigge på og gribe efter sæbebobler og lege fagtelege. Der er såmænd masser at finde på, som stimulerer barnets udvikling, så reflekser integreres og barnets grundmotorik hjælpes godt på vej.

God fornøjelse

Mit hjerte græder. Jeg sidder og ser TV2´s program om, hvordan nogle børns hverdag i deres daginstitution er.
Små vuggestuebørn, der ikke bliver trøstet, som bliver kaldt egoister, som bliver talt til som om de burde forstå og vide bedre. Børnehavebørn der slås, ødelægger hinandens lege, gemmer sig og som ikke får meget andet end negativ kontakt fra de voksne. Og ikke mindst børn som bliver håndteret så hårdhændet, at det nærmer sig fysiske irettesættelser.
Børn som passes i institutioner, hvor kulturen er blevet så rå, at personalet ikke længere reflekterer over egen praksis, eller sætter sig op imod en helt igennem urimelig behandling af børnene.

DER ER BØRNENE DER BETALER PRISEN FOR, AT DER IKKE ER TILSTRÆKKELIG RESSOURCER PÅ PASNINGSOMRÅDET!

DET KAN VI IKKE VÆRE BEKENDT.

Jeg arbejder med børn, som for nogles vedkommende har svært ved at rumme en dagligdag i institutionen. Måske fordi de har sansemotoriske udfordringer, som gør dem urolige, usikre, udfordrede sprogligt og eller socialt. Måske fordi de har svært ved at integrere alle de sanseindtryk, man møder når mange mennesker er samlet på et (lille) sted.
Disse børn er særligt udsatte, og særligt afhængige af, at de voksne som er omkring dem, har forståelse for, indsigt, og omsorg for, hvordan de bedst støtter børnene. Men de er også afhængige af, at der er ressourcer til at gøre det ekstra, som disse, og i virkeligheden alle børn har behov for, og krav på.

Alle børn har krav på, og fortjener voksnes omsorg og støtte. De er fremtidens voksne. Dem, der skal passe på os når vi bliver gamle. Det kan være svært, hvis man er blevet svigtet som barn, af et system som skulle være med til at forme os som hele mennesker.

Alt ære og respekt til alt det pædagogiske personale, som dagligt kæmper og knokler for at skabe en indholdsrig og omsorgsfuld hverdag for vores børn. I fortjener, at dem der bestemmer, sikrer tilstrækkelige ressourcer til, at I kan gøre det arbejde som I er uddannede til, og ikke bare yder brandslukning.

Måske er det ikke op til mig at blande mig i denne debat. Men det sætter mit arbejde i perspektiv, når jeg i min dagligdag møder så mange børn, som har svært ved at rumme deres dag i daginstitutionen. For hvad er hvad?
Sansemotoriske udfordringer?
Sanseintegrationsproblemer?
Børn der reagerer på en helt igennem uhensigtsmæssig behandling?

Det skal vi dælme være gode til at gennemskue…….

Ovenstående er en bemærkning jeg ofte støder på. De børn, der som små var meget hurtige i deres udvikling. De trillede næsten fra starten, sad tidligt, kravlede da de var 6 måneder, og gik måske 9-10 måneder gamle.

Ofte klapper familie og venner begejstrede i deres hænder, og i mødregruppen bliver der næsten misundelse over det kvikke barn (jeg ved, at det er sat lidt på spidsen).

MEN…. det er faktisk ikke altid, at det hurtige barn, er et udtryk for et særligt kvikt barn. Det er nærmere et udtryk for et barn, der tidligt viser tegn på sansemotoriske udfordringer.

For ikke sjældent viser energien og hurtigheden sig på andre områder også. Nemlig i form af søvnproblemer, spiseproblemer, børn der ikke vil putte og nusses, børn der altid er i bevægelse og børn der senere ikke kan fordybe sig.

Når jeg møder de “hurtige” børn i min klinik, viser det sig ofte, at de har sansemotoriske udfordringer. De har en overreagerende følesans, de har mange aktive spædbarnsreflekser (disse skal være væk når barnet er 1½ år) og det gælder selv store børn i skolealderen. De har kludder i labyrintsansen, og ofte en høj muskelspænding.

En del af børnene har en god motorik ja, men sansefundamentet er ikke på plads. Man kan sammenligne de primære sanser med fundamentet i et hus. Hvis vi bygger et hus med et dårligt, eller uden fundament, så kan huset se flot og nyt ud, men der skal ikke meget til, før det falder sammen. Sådan er det også  med børns motorik. Hvis ikke sansefundamentet er på plads, så virker kroppen måske umiddelbart godt, men barnet har andre symptomer, som ex. uro, manglende koncentration, gener med tøj, bad, mad mv. og rigtig ofte søvnproblemer.

Jeg taler ofte med forældre som er tvivl om deres barn har sansemotoriske udfordringer. Netop fordi de har en god motorik. De har bare også mange af de symptomer som jeg har beskrevet ovenfor. Og ja, så har de sansemotoriske udfordringer. Det er også ofte sådan, at jo ældre børnene bliver, jo bedre bliver de til at kompensere for de sansemæssige ubalancer. Så det kan blive endnu sværere at få øje på, udover en teenager, der ikke trives.

Sansemotorik er så meget andet end blot motorik. Og derfor er det også sanserne vi i første omgang koncentrerer os om, når man kommer med sit barn til mig. Det nytter nemlig ikke at træne at gå på line, hvis man er dårlig til det. Så skal der trænes labyrintsans, muskelspænding og koordination. Bare for at nævne noget. Og når det kommer på plads, så kommer balancen af sig selv.

Så har du et barn med fuld fart på, og hvor noget af det ovenstående virker bekendt, så tænk SANSEMOTORIK.

Skolestarten nærmer sig. Og således også for de præmature børn. For mange er det heldigvis forbundet med glæde og spænding, fordi børnene er parate til nye udfordringer, og forældrene er trygge ved, at det nok skal gå godt.

Men for nogle giver tanken om skolestart anledning til mange bekymringer, stress og utryghed. Det er forældre til børn, der pga. deres for tidlige fødsel, ikke lige passer ind i kasserne. Det kan forekomme for svært at starte i en almindelig folkeskole, men også for stort et skridt at tage, at lade dem gå i en specialklasse eller specialskole.

Jeg har mødt flere store børn, og deres forældre, hvor skolelivet har udviklet sig til en stor udfordring. Børnene som bliver overstimulerede, har kropslig uro, koncentrationsproblemer og dermed udfordringer omkring indlæring, risikerer at blive fejltolkede i skolen. Man glemmer at tænke deres præmaturitet ind. Og det kan der være flere grunde til.

Enten kan det skyldes, at forældrene ikke oplyser skolen om, at barnet er født for tidligt, og hvilken betydning det har for netop deres barn. Det kan også skyldes, at skolen ikke i tilstrækkelig grad, tænker det ind. Eller glemmer det. Mange tror desværre stadig, at når barnet når skolealderen, så er det ikke noget vi behøver at tænke på længere. Og det er en stor misforståelse. For ofte viser senfølgerne sig for alvor i skolealderen. Her er der nemlig langt større krav til barnet om både indlæringsmæssige og sociale kompetencer, end nogensiden tidligere i barnets liv.

Når børnene ikke bliver set i det rigtige lys, er der stor risiko for, at vi tænker, at der kan være andre ting i spil. Såsom diagnoser… Og ja, der er en overvægt af præmature børn, som får en diagnose. Men så er der alle de andre. Dem som ligner, og som har behov for de rammer som ex. en specialskole kan tilbyde.

Det er de børn, der kan lande mellem 2 stole.

For hvad sker der når et sensitivt, letafledeligt præmaturt barn, går i en klasse med meget urolige og udadreagerende børn? Jeg kender flere eksempler på, at det ikke går godt. Rammerne er gode, med særlig struktur, piktogrammer og små klasser. Men alligevel er der nogle af børnene, der ikke trives og udvikler sig her. De bliver overstimulerede, utrygge og får ikke udnyttet det potentiale som mange af dem har.

Og nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke går ind for specialklasser og specialskoler. Det gør jeg i høj grad, for alt for mange børn mangler sådan et tilbud, i inklusionens hellige navn.

Jeg kender børn, som efterfølgende blev flyttet til en almindelig folkeskole, eventuelt med støtte, som har haft stor glæde af det. Jeg kender børn, som ender isolerede i deres skoletilbud, fordi man ikke kan finde ud af, hvad der er det rette til dem. Jeg kender børn, der starter i små privatskoler, i håb om, at det er løsningen, men som må flyttes til folkeskolen, fordi lilleskolen ikke har ressourcer til at støtte disse børn. Og jeg kender børn, hvor flytning fra folkeskolen til specialskolen eller lilleskolen, er det rette.

Så hvad vil jeg sige med dette? Jo, at vi skal tænke os rigtig godt om, når vi vælger skoletilbud til de præmature børn. At der er mange aspekter vi skal tænke ind. At småt er godt, men ikke altid. Det som er det vigtige er i virkeligheden de mennesker, der møder børnene. Hvis de lærere og andre fagfolk, der møder barnet og hele familien, forstår og rummer de præmatures særlige behov og potentialer, så kan det fungere rigtig godt. Det kender jeg heldigvis flere eksempler på. Børn der er kommet i skole, hvor støtten, forståelsen og ikke mindst samarbejdet fungerer rigtig godt. Og når det gør det, så får børnene de bedste muligheder for at udvikle sig til de fantastiske, kloge, sjove, indsigtsfulde og ressourcefyldte mennesker de er.

Så mit råd til alle os, der møder de præmature førskole- og skolebørn er: Vi skal sætte os ind i, hvad det vil sige at være præmatur, hvad senfølger er, hvad sanseintegrationsforstyrrelser er, hvad sansemotoriske udfordringer er, hvordan vi skal forstå barnets reaktioner og adfærd, og ikke mindst, hvordan vi bedst støtter og udvikler disse børn. Og så skal vi lytte til forældrene, som jeg igen må understrege, ikke bare er pylderforældre, der ikke tør udfordre deres børn. Det er forældre, der kender deres børn, og dagligt knokler for barnets trivsel, ikke sjældent med store omkostninger i kølvandet.

Det skal vi vide og huske!

Jeg møder jævnligt børn, der er udfordrede omkring koncentration og indlæring i skolen. For nogle ses disse udfordringer allerede i børnehaven, hvilket kan gøre, at der bliver bekymring omkring barnets skoleparathed. For når det er svært at holde fokus og koncentration, vil det unægtelig give problemer i forhold til skolen.

For nogle børn er forklaringen kropslig uro. Hvis barnet skal bruge meget energi på at sidde stille på stolen, jamen så er det svært samtidig at høre efter. Og når man ikke hører de informationer, som læreren giver, så bliver det svært at komme igang de opgaver man skal. Det kan også være svært at holde fokus, fordi barnet hele tiden bliver afledt af lyde og bevægelser omkring det. De bliver forstyrret af de andre børn, og kan ikke lukke af for det, som foregår omkring dem. På den måde bliver det svært at få lavet de opgaver man skal.

Det kan således både være svært at komme igang, men også at fastholde tilstrækkelig koncentration, til at blive færdig.

Når barnet har det sådan, kan det medføre mange frustrationer. Både for barnet selv, for lærerne og for forældre. Og ofte følger spørgsmålet: hvordan kan vi hjælpe til bedre koncentration og indlæring?

Mit bud er, at vi skal afdække, om der er kludder i sansemotorikken. For hvis der er ubalancer i de primære sanser, aktive spædbarnsreflekser, problemer med koordination og samsyn, så går det ud over evnen til koncentration og dermed indlæring.

Hvis vi finder nogle fokusområder i sansemotorikken, hvad vi ofte gør, så skal vi igang med at træne sansemotorik. Min erfaring er, at når der kommer balance i kropsfornemmelse og kropskontrol, så bliver der overskud i hjernen til andre færdigheder, og i det her tilfælde, koncentration og indlæring.

Hos de mindre børn kan vi se, at deres sprogudvikling bliver forsinket, når sansemotorikken driller. Hos de større børn, er det ofte udfordringerne med koncentration og indlæring.

Det skal bemærkes, at børn med kludder i sansemotorikken, godt kan have en sikker motorik….. Men da sansegrundlaget ikke er tilpas, så er de igang med at kompensere. Og det tager de et sted fra. Eksempelvis fra indlæring. Omkring hver 6. barn, der starter i skole, har motoriske udfordringer. Så derfor ser vi også en del børn, som bliver udfordrede i skolen. Det ville være skønt og gavnligt, hvis vi kunne tilbyde alle disse børn et sansemotorisk forløb, for det vil på sigt afhjælpe mange problemer, og dermed hurtigt tjene sig selv hjem på flere måder. Men det starter med, at vi overhovedet forstår og anderkender denne sammenhæng.

Krop og hjerne hænger sammen, så derfor kan det være godt at starte med kroppen, når vi vil arbejde med hjernen.

SANSEINTEGRATION
Er når hjernen kan tolke, sortere og anvende sanseindtryk på en hensigtsmæssig og brugbar måde. Når hjernen kan samle forskellige sanseindtryk til en meningsfuld helhed.
Mange af de børn, der kommer i min klinik, er udfordrede omkring sanseintegration.
Et af symptomerne kan være, at det kaos, som er i barnets hjerne, afspejles i deres handlinger og omgivelser.
Det er altid “interessant” at se barnets adfærd i klinikken. Netop fordi det ofte hænger sammen med barnets udfordringer. Så når klinikken ender som på billedet her, ja så kan det vise noget om barnets overvældelse.
Omvendt er der nogle børn, der slet ikke vil undersøge noget, eller som er meget opsatte på, at der skal ryddes grundigt op.
For meget eller for lidt? Ingen af delene er optimale, da det ofte er et udtryk for barnets evne til at regulere sig selv.
Evnen til at kunne sanseintegrere kan bedres via sansemotorisk træning. Så derfor vil “rodet” i klinikken, ofte aftage, i takt med, at træningsforløbet skrider frem.
Det er faktisk ret tankevækkende at iagttage 

Min mand driller mig en gang imellem. Han driller mig med, at jeg har det allerbedst, når der er nogle børn jeg kan hjælpe…. Og det er trods alt ikke så godt med børn i nød, heller ikke selvom man gerne vil have nogen at hjælpe

Men faktisk har han helt ret. F.eks. så har vi i  familien i mange år, taget på skiferie, og nydt det i fulde drag. Men jeg er altså ikke verdens modigste menneske, og da jeg altid har kæmpet med højdeskræk, ja så kan det være udfordrende at bevæge sig rundt på ski i høje bjerge. Så en gang imellem sker der det, at jeg ikke kan komme ned ad bakken. Den er for stejl, for puklet, for iset, der er for mange mennesker osv. Og der står jeg så og stivner, og har flere gange endt med at tage skiene af, og krabbe mig ned. Ikke særlig elegant skulle jeg hilse at sige.

Men så er det, at jeg nogen gange er så heldig, at et barn er i “nød”. Er faldet og skal hjælpes op, og lidt ned ad bakken til mor og far. Og så skal I ellers se Fru Bentsen. Så kan jeg sagtens klare skiene, få hjulpet barnet op, trøstet og få guidet barnet sikkert ned ad bakken. Glemt er mine egne trængsler i min iver efter at hjælpe barnet. Så joken på vores ture er, at hvis der bare er et barn jeg kan hjælpe, så kan jeg komme ned af en hvilken som helst bakke!

Det skal lige siges, at jeg trods alt også gerne hjælper voksne….

Nå men hvad har det så med præmature at gøre? Såmænd ikke andet end, at det giver mig en hel masse glæde og tilfredsstillelse at arbejde med disse børn og deres forældre.

For mange år siden da jeg arbejdede på neonatalafdelingen, var min store udfordring, at hvis jeg ikke følte, at jeg kunne passe børnene, som jeg ønskede, at mine egne børn blev passet, så blev jeg meget frustreret og ked af det. Og det var jo desværre ikke altid muligt. Så da jeg som sundhedsplejerske en del år senere, fik mulighed, og faktisk ret frie hænder, for at arbejde med denne gruppe igen, så var det jo som at finde sin rette hylde.

Og da jeg så år senere startede som selvstændig, jamen så kunne jeg føre det helt ud i livet. At kæmpe sammen med alle de præmature for bedre forståelse og bedre rammer. På den måde er jeg kommet til at arbejde med noget af det, som jeg holder allermest af.

Forleden fik jeg en mail fra en mor, som skrev, at hun kunne mærke udfra mine opslag, videoer osv. at jeg har hjerte i de præmature børn. Det blev jeg selvfølgelig rigtig glad for, at hun syntes. For det er sådan det er. De præmature er min hjertesag.

Jeg ved såmænd ikke, hvor det er kommet fra. Bare at jeg allerede som helt nyuddannet sygeplejerske følte en stor tiltrækning i forhold til arbejdet på neonatalafdelingen. Og siden, da jeg blev sundhedsplejerske tænkte jeg, at det var oplagt at arbejde med de præmature her også. At jeg så ind imellem selv skulle opleve at være i fare for at føde for tidligt to gange, at ligge og aflaste i 6 uger, få vehæmmende medicin og ende med at føde 3 uger før termin, og få et barn med sansemotoriske udfordringer, ja det var jo ikke til at vide.

Men på en eller anden måde er ringen sluttet. I morgen drager jeg til Aalborg og holder foredrag for en masse mennesker, der finder det meningsfuldt at høre netop, hvad jeg har at sige. Hvor heldig kan man være?