Mit hjerte græder. Jeg sidder og ser TV2´s program om, hvordan nogle børns hverdag i deres daginstitution er.
Små vuggestuebørn, der ikke bliver trøstet, som bliver kaldt egoister, som bliver talt til som om de burde forstå og vide bedre. Børnehavebørn der slås, ødelægger hinandens lege, gemmer sig og som ikke får meget andet end negativ kontakt fra de voksne. Og ikke mindst børn som bliver håndteret så hårdhændet, at det nærmer sig fysiske irettesættelser.
Børn som passes i institutioner, hvor kulturen er blevet så rå, at personalet ikke længere reflekterer over egen praksis, eller sætter sig op imod en helt igennem urimelig behandling af børnene.
DER ER BØRNENE DER BETALER PRISEN FOR, AT DER IKKE ER TILSTRÆKKELIG RESSOURCER PÅ PASNINGSOMRÅDET!
DET KAN VI IKKE VÆRE BEKENDT.
Jeg arbejder med børn, som for nogles vedkommende har svært ved at rumme en dagligdag i institutionen. Måske fordi de har sansemotoriske udfordringer, som gør dem urolige, usikre, udfordrede sprogligt og eller socialt. Måske fordi de har svært ved at integrere alle de sanseindtryk, man møder når mange mennesker er samlet på et (lille) sted.
Disse børn er særligt udsatte, og særligt afhængige af, at de voksne som er omkring dem, har forståelse for, indsigt, og omsorg for, hvordan de bedst støtter børnene. Men de er også afhængige af, at der er ressourcer til at gøre det ekstra, som disse, og i virkeligheden alle børn har behov for, og krav på.
Alle børn har krav på, og fortjener voksnes omsorg og støtte. De er fremtidens voksne. Dem, der skal passe på os når vi bliver gamle. Det kan være svært, hvis man er blevet svigtet som barn, af et system som skulle være med til at forme os som hele mennesker.
Alt ære og respekt til alt det pædagogiske personale, som dagligt kæmper og knokler for at skabe en indholdsrig og omsorgsfuld hverdag for vores børn. I fortjener, at dem der bestemmer, sikrer tilstrækkelige ressourcer til, at I kan gøre det arbejde som I er uddannede til, og ikke bare yder brandslukning.
Måske er det ikke op til mig at blande mig i denne debat. Men det sætter mit arbejde i perspektiv, når jeg i min dagligdag møder så mange børn, som har svært ved at rumme deres dag i daginstitutionen. For hvad er hvad?
Sansemotoriske udfordringer?
Sanseintegrationsproblemer?
Børn der reagerer på en helt igennem uhensigtsmæssig behandling?
Det skal vi dælme være gode til at gennemskue…….
