Kort fortalt er det samspillet mellem det vi sanser, og den måde vi kan bruge kroppen på.

EN CYKLUS:
Når vi bevæger os, modtager hjernen sanseinformationer fra kroppen.
Disse sanseinformationer bruger hjernen til at sende beskeder tilbage ud i kroppen om, hvordan vi skal bevæge os.
Det giver mere sikre og ubesværede bevægelser, og dermed mere lyst til at bevæge sig.
Og så får hjernen igen sanseinformationer fra krop til hjerne osv. osv.

Det er således fundamentalt, at vi bevæger os, for at give hjernen tilstrækkelig information til at lave gode bevægelser.

Vores sansemotoriske udvikling har stor betydning for, hvordan vi mærker vores krop, verden omkring os og, hvordan vi bruger kroppen.
Dvs. vores måde at “være i verden” på.

Når vi taler sansemotorik, er det de primære sanser som er i spil. Dvs. de sanser som har med balance, muskelspænding og måden at mærke os selv og omgivelserne på.

Disse sanser er uundværlige, hvis vi skal kunne holde os i live. Så fundamentalt er det.

Øvrige sanser, som syn, hørelse, smags og lugtesans, kan vi godt leve uden. Det er ikke rart, men det kan sagtens lade sig gøre.

PRIMÆRE SANSER:

VESTIBULÆRSANSEN, som er vores ubevidste balance. Sidder i det indre øre, og sender beskeder ind i hjernen om, “hvad vej vi vender, om vi er ved at falde, om tyngdekraftens påvirkning, om fart og bevægelse mv. Man kan også kalde den for kroppens vaterpas.
Denne sans stimuleres når vi gynger, vipper, snurrer, triller, laver kolbøtter o.lign. altså alt det, som vi kan bliver rundtossede af. Og i værste fald utilpasse af.

TAKTILSANSEN er den sans vi mærker os selv med. Om vi fryser, sveder, er sultne, trætte, syge, har slået os osv. Og det er også den vi mærker om noget stikker, er blødt, køligt, varmt, kilder osv.
Taktilsansen stimuleres når vi krammer, kysser, aer, masserer, går med bare fødder i græsset, føler forskellig tekstur osv. Taktilsansen har stor betydning for, vores evne til at være sammen med andre menneske.

DEN KINESTETISKE SANS (også kaldet muskel-ledsansen) er den sans, der hjælper os til at afstemme, hvor meget vi skal spænde i vores muskler, i forhold til den opgave vi skal løse. Det kan ex. være at kaste en bold, så modtageren let kan gribe den. Give et knus, som hverken bliver for hårdt eller for blødt, hoppe og skubbe/trække. Har stor betydning for vores evne til at lave præcise bevægelser. Og så er den en vigtig del af vores balance. Den kinestetiske sans stimuleres når vi bruger vores muskler og led. Så det er noget med at ase og mase, hoppe, skubbe, trække osv.

KOORDINATION er en væsentlig faktor i sansemotorik. Vi skal kunne koordinere vores bevægelser. Både for at få flow i vores bevægelser, koble de to hjernehalvdele, men også fordi koordination har stor betydning for vores evne til at bearbejde sanseindtryk. Også kaldet sanseintegration.

SYNET er væsentligt. Også selvom det ikke er en primær sans. Men synssansen tager 80% af vores sanseopmærksomhed, så derfor er det væsentligt, at vi har et godt syn, og at vores øjne kan finde ud af at arbejde sammen.
Synssansen hænger tæt sammen med vestibulærsansen. Så vores evne til at kontrollere øjenbevægelserne, afhænger af en velstimuleret vestibulærsans.

Vores sansemotoriske udvikling skal gerne være på plads, når vi starter i skole, da det er en forudsætning for, at vi har plads i hjernen til at lære.
Men er der noget, der driller, kan vi heldigvis altid skabe forbedringer. Uanset om man er barn eller voksen. Dog er hjernen lettere at påvirke hos børnene. Så en tidlig indsats er værd at vælge.

SE DET VAR DEN MEGET OVERORDNEDE, OG FORENKLEDE FORKLARING PÅ HVAD SANSEMOTORIK ER…….

Det tænker jeg er væsentligt, når man arbejder med præmature børn.

Men ved man mon altid, om der er præmature børn i ens børnegruppe i daginstitutionen eller skolen?

Statistisk set er omkring 7% børn født for tidligt.

Det svarer til, at der i en institution med 100 børn, er 7 præmature.

Ved vi hvem de er?

Eller at der er i hver skoleklasse sidder 1-2 præmature børn.

Ved vi hvem de er?

Eller er vi holdt op med at tillægge det nogen betydning, at man er født for tidligt, fordi barnet er blevet større?

Når vi som fagfolk, der arbejder med børn, måske ikke ved, hvem de præmature er, kan det være svært at forstå baggrunden for, at barnet måske reagerer anderledes end de andre i gruppen.

Men måske har vi slet ikke fået noget at vide?

Som sundhedsplejersker ved vi det godt. For vi får jo fødselsanmeldelsen, hvor det står. Og forhåbentlig har vi langt før familien kommer hjem, fået besked, og har haft kontakt med familien. Måske har vi ovenikøbet besøgt dem på neonatalafdelingen inden de kommer hjem.

Men ikke alle faggrupper får denne information. Og det kan der være flere grunde til. Måske er informationen ikke gået videre fra forældre til institution. Måske er informationen ikke gået videre fra institution til skole. Og det kan der igen være flere forklaringer på. Og grunde til…..

Men hvis vi skal støtte børn og forældre, er det vigtigt, at vi som fagfolk har denne viden. For ellers kan det være svært at forstå.

Og det gælder i øvrigt også, hvis man har brug for en sagsbehandler på kommunen, eller PPR psykolog eller talepædagog.

Så min opfordring er:

– Hvis du er forælder, så fortæl det

– Hvis du er pædagog, dagplejer, lærer mv. så spørg om barnet er født til tiden.

Skulle nogen undre sig over, enten at blive informeret, eller over at blive spurgt, kan vi jo svare, at vi fortæller/spørger fordi, at det er en god information af have, i tilfælde af, at der er noget vi ikke helt forstår, i forhold til barnets trivsel og udvikling.

Ovenstående er noget af det, jeg fortæller om, når jeg holder mine oplæg rundt omkring i landet. For jeg vil SÅ gerne, at forældre og fagfolk kan få et udviklende samarbejde omkring de præmature børn. Og det kan vi bedst, når vi er velinformerede og veloplyste.

De bedste hilsner fra Marianne

I dag bruger jeg en regnvejrsdag til at pusle med min blog her.

Og så støder jeg på denne kladde, hvor der kun var en overskrift. Gad vide, hvad jeg mon ville skrive dengang, hvor jeg ikke kom videre? Nå, men nu forsætter jeg så herfra.

Det får mig til nemlig at tænke på alle de børn og familier, som jeg har sagt farvel til igennem mine år som sansemotorisk konsulent.

Børn som i kortere eller længere perioder har været kommet i min klinik.

Familier som hjemme har knoklet med sansemotoriske træningsforløb, mhp. at styrke deres barns udvikling og trivsel. Et KÆMPE arbejde!!!

Hold da op, hvor er jeg taknemmelig for den tillid, der er blevet vist mig gennem årene. For alle de forsigtige smil, knus, tårer, søde ord og meget mere, som jeg er blevet mødt med.

Man siger, at små fødder sætter store spor. Og det skal jeg da lige love for!!

Alle I familier, som har krydset min vej, har sat store spor. Og har været med til forme mig, den viden jeg har, og de erfaringer jeg har med mig.

Så tusinde tak for det!!!

Dette kan lyde som en afskedsalut. Men det er det ikke. For jeg er jo stadig fuld gang. Bare på en lidt anden måde end tidligere. Men det kan I læse om, hvis I lige går lidt tilbage i bloggen…..

Kærlig hilsen Marianne

Det med at lytte til barnet, er et punkt, der ligger mig meget på sinde.

Altså virkelig at høre efter hvad de siger! Og tage det alvorligt. Jamen så sker der noget positivt.

Min mand sagde for nyligt: Marianne taler ikke til børn, hun taler med børn.

Og det er vel lige præcis det, der er essensen. Og det som gør, at børn får tillid til os som voksne. Når vi gør os umage med at høre, hvad det er de siger. Både med ord, men så sandelig også med kroppen.

En gang imellem oplever jeg et barn, der pludselig reagerer med vrede eller flugt midt i en træningssession. Og heldigvis ser jeg det, får sat ord på det, så barnet føler sig set.

Og næste punkt er så, at få barnet til at føle sig taget alvorligt: “Nu tror jeg, at jeg bad dig om noget, som blev for svært. Det må du undskylde. Vi laver noget andet i stedet”. Eller: “Nu troede du, at jeg grinede af dig. Og faktisk grinede jeg, fordi jeg syntes, at vi havde det sjovt. Men sådan oplevede du det ikke, så det beklager jeg”.

Barnet nikker/siger ja, og så kan vi faktisk komme videre derfra. Få fjernet presset, og bevaret tilliden til hinanden.

Når børn oplever at blive set, anerkendt og respekteret, så er det faktisk, at vi kan rykke grænser. Det kan lyde fortærsket, men er det ikke det vi alle har brug for? At blive set og hørt i det vi udtrykker. Blive anerkendt i, at følelsen er ok og legal. Og at der er en løsning videre frem. Så kan vi føle os taget i hånden, fremfor at blive skubbet frem.

Det er vel sådan vi alle vokser. Børn som voksne. Eller rettere alle mennesker.

Børn med sansemæssige udfordringer, udtrykker sig ofte med kroppen. De kan ikke sætte ord på, det som er svært, eller det de har brug for. Men kroppen taler.

Den piller ved ting, bider, skubber, har fart på eller slår måske.

Vi voksne skylder børnene at forstå det kroppen fortæller. For på den måde kan vi undgå en masse irettesættelser, og i stedet støtte barnet i at få dækket de sansemæssige behov.

Når kroppen taler, har kroppen brug for at mærke et svar, i form af sansestimulation.

Lige netop det, er blevet min måde at forstå og tænke sansemotorik på. Og det er med det i mente, at jeg møder børn.

Vi går den dejlige sommer i møde, og for mit vedkommende bliver det en sommer med forandring.

For snart 1 år siden, rykkede vi teltpælene op, og flyttede til Midtsjælland, for at udleve drømmen om landejendom og natur omkring os. Og det har vi ikke fortrudt!

Samtidig har jeg længe leget med tanken om at pensionere mig selv. Og jeg kan mærke, at det er ved at være tid til at skrue ned for blusset.

Jeg stopper dog ikke helt, men vil stadig tilbyde:

• Hjemmekonsultation, primært på Sjælland (medmindre man er flere i samme område andre steder i landet)
• Præmaturkonsultation i mit hjemmekontor
• Sparring for forældre i mit hjemmekontor
• Sparring for bedsteforældre i mit hjemmekontor
• Online sparring for forældre og bedsteforældre
• Online sparring med fokus på det præmature barn
• Konsulentbistand til institutioner, skoler, kommuner mv.
• Undervisning og foredrag

Ovenstående kan bookes på mabe@sansemotorik.NET eller på 2195 9712

Jeg vil ikke længere kunne tilbyde sansemotoriske træningsforløb, da jeg lukker min klinikdel ned. Jeg henviser i stedet til mine dygtige kollegaer rundt i hele landet. Dem kan I finde her www.sansemotorik.NET/afdelinger

De familier som allerede er i gang med et træningsforløb, når at blive afsluttet, eller bliver taget hånd om fremover, i forhold til, hvad der er behov for.

Jeg vil stadig være en del af Sanse Motorik® – det bedste til dit barn. Blot med andre funktioner og tilbud. Og ”Præmatursundhedsplejersken” kommer også til at forsætte.

Har I spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte mig på 2195 9712.

Med ønsket om en rigtig dejlig sommer til jer alle

Marianne

Et begreb, som jeg stødte på, da jeg læste til sundhedsplejerske for 20 år siden (tænk, at det er så længe siden….)

Nå, men jeg holder meget af den tanke om, at gøre noget anderledes. At tænke ud af boksen.

Og det må jeg gøre jævnligt i mødet med børnene i min klinik.

For de kommer ikke bare altid glade ind ad døren. Faktisk er der mange, som er bekymrede, utrygge eller decideret bange.

Jeg går altid ud og hilser pænt på, og ikke sjældent må vores møde starte i venterummet, hvor jeg må sætte mig ud til familien, for stille og roligt at gøre barnet tryg nok til at komme indenfor.

Men engang imellem er det ikke engang tilstrækkeligt.

Som for nyligt, hvor jeg endte med at hoppe i overtøjet og tage mor og barn med på en lille gåtur i den nærliggende skov. Med det ene for øje at bevare den skrøbelige relation, som vi havde. For selvom det ikke var første gang vi så hinanden, så var følelsen af at blive stillet overfor en forventning eller nogle krav, bare for meget for barnet…. Og her taler vi om barnets følelse, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det faktiske.

Men nogle børn er så pressede, at yderligere pres udløser angst. Og har man prøvet at have angst, så ved man, at yderligere pres, vil medføre kamp eller flugt. Eller også, at man “fryser” i situationen, hvilket er forfærdeligt at være i.

Der er en betegnelse for denne adfærd. Nemlig “ekstremt kravafvisende adfærd”, også kaldet PDA.

Ligesom med skolevægring, så synes jeg, at det er nogle lidt misvisende og trælse betegnelser, da det kan føles som om, at ansvaret for adfærden lægges over på barnet. Og det er dybt urimeligt i min optik, da barnet reagerer på noget som er alt for svært. Såsom omgivelserne eller de krav/forventninger vi har.

Når børn “afviser” krav, eller ikke kan gå i skole, er det fordi de reagerer på noget som er for svært for dem. De gør det af nød, og fordi de ikke magter andet.

Og det skal vi som voksne omkring dem forstå. For gør vi ikke det, er vi med til at eskalere situationen og følelsen. Og vi skal også forstå, at selv det, som i vores øjne, ikke er krav eller forventninger, kan føles sådan for barnet.

For et krav eller en forventning kan også være: “jeg er glad for at se dig, nu skal vi hygge os, jeg håber, at du bliver glad for gaven” og lignende, som de fleste vil opleve som positive tilkendegivelser, overfor et andet menneske.

Men sådan er det ikke, hvis man er ramt at PDA. For så føler man, at der er krav om, at man viser glæde, er glad for gaven osv.

Så det her kan være virkelig svært at være i for børn OG voksne.

Og jeg har ikke facitlisten her. Jeg prøver efter bedste evne, i hvert fald at forstå, hvad et er der sker, når børn reagerer kraftigt og voldsomt. At de faktisk bliver angste.

Så her prøver jeg at gøre noget andet end jeg plejer. Som ex. den lille skovtur, som i øvrigt endte i klinikken med spisning af den medbragte madpakke, og lidt leg. Og så blev mor instrueret i den videre sansemotoriske træning, som de godt kan arbejde videre med hjemme i kendte og trygge omgivelser.

Vil I vide mere om ekstremt kravafvisende børn, så søg evt. på PDA profil, for så er der kloge mennesker, der kan give viden og hjælp på området.

De bedste tanker fra Marianne

Ja, hvad er den gode pause?

For dig?

For mig?

For dit barn?

Det kan vi faktisk ikke vide, med mindre, at vi spørger.

Og det gør jeg ofte. Altså spørger de større børn, hvad en god pause er for dem.

For det som er en god pause for den ene, er ikke nødvendigvis den gode pause for en anden.

Jeg kan få så forskellige svar som:

• at komme ud i klatrestativet i skolegården alene
• at få lov til at sidde ude på gangen for mig selv
• at læse
• at spille computer eller lign.
• eller at lave noget kreativt.
• I min klinik, er det ofte hulen, der giver en pause

Så når vi har med børn at gøre, som har brug for pauser, så kan det være en god ide´ at spørge, hvad der giver deres system en pause?

Og måske, hvor lang de forestiller sig, at den skal være?

Og nej. Vi behøver ikke at være så bekymrede for, at de misbruger det. Men måske kan lige 5 minutter mere end vi forestiller os, være det som gør, at pauser bliver god.

Så….. Hvad er en god pause for dit barn?