Kom I godt ind i det nye år? Det håber jeg, for jeg ved jo, at december kan udfordre børn med følsomme nervesystemer.
Og bedst som I måske er landet i ferietid og fejring af jul og nytår, så venter næste skift forude.
Nemlig skiftet tilbage til hverdagen.
For lige så udfordrende det kan være at finde ind i december, med arrangementer, julepynt, julekalendere osv. Lige så svært kan det være at finde tilbage igen.
Ikke fordi hverdagen er mere udfordrende. Tvært imod. Så er den for mange genkendelig med de samme rutiner i familien. Mange sansefølsomme børn, foretrækker hverdagen.
Det er selve skiftet, der kan være svært.
Når mennesker, som har en anderledes sansning og sansebearbejdning møder nye ting, bruger de mere tid end andre, på at orientere sig i det nye. De skal have “rullet deres antenner ud” i forhold til den situation de står i.
Når “antennerne” er rullet ud, kan det sagtens fungere at være i situationen. Men i det øjeblik, man skal skifte til noget andet, kan udfordringen komme.
For så skal “antennerne” først rulles ind igen, man skal flytte sig til det nye, og så rulle antennerne ud igen. Og det tager tid.
Nu her taler jeg jo om et større skift. Nemlig skift fra hverdag til ferie og tilbage igen.
Men det her gælder faktisk også alle de små skift i løbet af en dag. Skiftet fra leg til spisning. Fra spisning til påklædning. Til tandbørstning osv. Dvs. hver gang man går fra en aktivitet til en anden.
For dem, som hurtigt kan rulle antenner ud og og ind, kan det være virkelig svært at forstå, at det kan være så svært.
Men som en voksen gæst med sanseintegrationsforstyrrelse fortalte mig forleden, så kunne det at bevæge sig fra et rum til et andet, faktisk kræve så meget, at hun næsten var ved at opgive på forhånd.
Hvad kan vi gøre ved det?
- forudsigelighed i form af planer og skemaer, som fortæller, hvad vi skal
- tid til skiftet – sig ex. “om 5 minutter skal vi ud at børste tænder”
- brug Timetimer eller andet, der kan vise tiden
- FORSTÅ, at det ikke er noget barnet (eller den voksne) gør, for at ville bestemme eller styre
Man kommer altså virkelig langt med forståelse…….
