Gudskelov er det ikke mig selv jeg taler om….

Jeg tænker på det der sker, når verden ramler sammen for de præmature børn. Når de bare får nok!

Det rammer store og små, og det rammer barnets familie.

Jeg har set videooptagelser af et barn med en sådan “nedsmeltning”. Det er ikke noget rart syn. Men det understøtter på bedste vis, det som forældrene beskriver og oplever. Nemlig et barn, der er ude af sig selv. Som græder/skriger, og som værst af alt, ikke kan trøstes.

Og i modsætning til andre børns “sammenbrud” så varer disse nedsmeltninger i længere tid. Nogle gange i adskillige timer. Og det er godt nok lang tid, ikke at kunne hjælpe sit barn.

Nogle gange oplever jeg i min klinik, at familier må melde afbud til træning i sidste øjeblik. Ganske enkelt fordi barnets dag er ramlet. Måske er de udmattede af dagen i børnehaven, eller måske kan de større børn bare ikke længere, rumme alle de krav, som alle stiller til dem. Og så melder de sig helt ud. De små skriger, de store løber måske væk, eller vil ikke komme ud fra deres værelse.

Jeg ved, at vi med den sansemotoriske stimulation, kan hjælpe børn og unge, og dæmpe deres udbrud. De kan aftage i både hyppighed og styrke. Men vi kommer heller ikke udenom at kigge på de rammer, som tegner barnets dagligdag. Ude og hjemme.

De fleste forældre har med tiden lært, hvad deres barn rummer, og ved hvad der sker, når det går galt. Men det ved resten af verden ikke. Så derfor risikerer barnet, ikke at blive mødt i deres behov for ex. pauser, når de er i skole, børnehave, til sport osv. Derfor er vi også nødt til at arbejde på at lære barnet, hvordan de selv kan tage deres “pauser”. De kræver dog stadig, at omgivelserne så accepterer dette og samarbejder med barnet og familien. Når det lykkes, kan vi i langt højere grad undgå, at børn og unge, bliver så pressede, at det udløser et “sammenbrud”

Denne problemstilling er en af grundene til, at jeg bliver ved at skrive om præmature og deres behov. Jeg håber, at vi med fælles oplysning efterhånden kan få alle til at forstå og anerkende, at det ikke er uden betydning, at man bliver født før hjernen er klar. Men også at vi med den rette støtte, kan hjælpe barnet til et godt børne- og voksenliv.