Jeg er blevet inviteret

Refluksforeningen – Refluksbørn.dk har inviteret mig til at deltage i deres event i Fælledparken i København. Målet er at få sat mere fokus på denne problematik, som gør livet mere end vanskeligt for de ramte børn og forældre.

Det er d. 12. maj, og jeg vil være til stede sammen med andre fagfolk, og forhåbentlig en masse, der vil støtte dette arrangement.

Så skal vil mødes? Så kig forbi. Du kan læse mere om arrangementet her https://www.facebook.com/events/1497988446987732/

Se også foreningens video her https://www.facebook.com/refluksboern/videos/1734399493249200/

Ingen er vist i tvivl om udfordringerne, når vi ser det præmature barn i kuvøsen, med hjælp til vejrtrækning, spisning, overvågning af hjerteaktion og iltning mv. Det gør dybt indtryk på de fleste, og enhver kan forstå, at her er et barn og en familie, som er udfordret.

Men hvad med de store præmature børn? Skolebarnet, teenageren og den unge?

Når barnet når, særligt teenageårene, så er der ikke ret mange, der tænker det præmature ind længere. Og hvad betyder det for teenageren? Jo, det betyder, at det store barn/den unge, ikke bliver forstået i forhold til adfærd, trivsel og behov som skiller sig ud.

Det kan da ikke passe, at Rasmus på 14 år, ikke kan sidde stille på stolen. At han ikke kan koncentrere sig, og få løst den opgave han bliver sat overfor.

Og hvorfor kniber det for ham at være den gode kammerat? Måske kommer han ofte i konflikt, han er let af provokere, og reagerer voldsomt herpå. Det kan også være, at han ikke rigtig er med i fællesskabet. Måske foretrækker han sit eget selskab efter skole, og måske har han blot en enkelt god ven.

Hvad skal vi tænke om Rasmus?

Jo, vi skal først og fremmest huske på, at man aldrig holder op med at være præmatur. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ser frem til et liv med problemer. Men det betyder, at vi skal huske at tænke det præmature ind, når vi bliver bekymrede over teenagerens adfærd. Man holder jo ikke op med at have sanseintegrationsproblemer fordi man er fyldt 15. Eller 30 for den sags skyld.

Jeg har mødt dem. Det store skolebarn, teenageren og den voksne. Og udfordringerne kan være de samme, som vi ser hos børnehavebarnet. Nemlig udfordringer i forhold til at rumme for mange indtryk, behov for pauser og ro, sanser i ubalance og langvarig sanseintegration.

For et par år siden holdt jeg foredrag med en ung mand, der er født 3½ måned for tidlig. Jeg viste ham min “PowerPoint” hvor problemer med sanseintegration illustreres som et harmonikasammenstød. Da han så dette udbrød han: “Det er præcis sådan jeg har det”! Han havde heldigvis lært sig, at han ikke bare kan drøne derud af. Han må have sine pauser i løbet af dagen. Men når han får det, er der ingen problemer. Han er en velfungerende og veluddannet ung mand. Men han har stadig brug for sine strategier.

Lad os hjælpes ad med at få formidlet til forældre, skolelærere, sagsbehandlere, psykologer mv. og ikke mindst de unge, at vi stadig er nødt til at tænke det at være præmatur ind, når vi vurderer den unges trivsel, adfærd og eventuelle tiltag. Når den unge selv bliver bekendt med denne sammenhæng, falder noget på plads for dem. De kan lettere forholde sig til deres udfordringer. For årsagen er til at tage at føle på. Og det er ikke fordi der i øvrigt er noget galt med dem, hvilket mange af dem føler.

Derfor husk:

• din præmature teenager har stadig brug for pauser og hvil
• din præmature teenager kan have behov for sansemotorisk stimulation
• din præmature teenager kan have glæde af at kende sammenhængen
• man holder aldrig op  med at være præmatur, men det behøver ikke være et livslangt problem

Mange hilsner fra Marianne

Altså i min klinik. Mange børn og forældre finder vej, fordi børnene er udfordrede. Ca. en tredjedel af børnene er præmature.

Nogle lider af kropslig uro, de er altid i bevægelse.

Nogle er meget følsomme, og rummer ikke de indtryk et almindeligt hverdagsliv bringer.

Nogle er så generede af deres tøj, at det er svært at have tøj på, at skifte fra sommersko til vinterstøvler, at komme i brusebad eller få klippet håret.

Nogle sover meget dårligt. Det tager timer at falde i søvn, og søvnen er urolig og præget af mareridt og night-terror.

Nogle børn er meget usikre i deres bevægelser. Måske er musklerne meget bløde, leddene overstrækker. Eller også er musklerne så spændte, at det er svært at slappe af.

Når man er født for tidligt, så er barnet gået glip af vigtig sansestimulation i mors mave. Den stimulation som hjernen har brug for, for at kroppen kan lave sikre bevægelser, og for at barnet er tilpas i sin krop.

I vores hjerne foregår også sortering af alle de millioner af sanseindtryk, som vi hele tiden modtager.

Når man er født for tidligt, har hjernen ikke nået at lære, hvordan man sorterer sanseindtryk. Det man også kalder sanseintegration.

Derfor ser vi de reaktioner, som jeg har beskrevet ovenfor…..

Når vi træner sansemotorik, så stimulerer vi de sanser, som er i ubalance.

Det er følesansen, labyrintsansen og muskel-ledsansen.

På den måde får hjernen “noget at arbejde med”. Den får mulighed for at øve sig på sanseintegrationsarbejdet.

Og efterhånden oplever vi, at generne aftager. Motorikken bliver mere sikker, sproget udvikles og barnet trives i det hele taget bedre.

Det kan tage tid. For de præmatures hjerne har tidligt i livet, lagret erfaringer og følelser, som ikke alle har været lige hensigtsmæssige. Til gengæld har de været nødvendig for at hjælpe barnet efter en tidlig fødsel.

Så hjernen skal have nye, mere behagelige og hensigtsmæssige erfaringer og følelser. Det hjælper træningen med.

Vi kan ikke lave om på, at børnene er præmature. Men vi kan hjælpe dem med de udfordringer de har.

Jeg er fyldt med glæde over, at få mulighed for at arbejde med det jeg gør. At møde Jer forældre, og Jeres skønne børn. At lytte til Jeres historier og erfaringer på godt og ondt. Og særligt at kunne støtte Jer og Jeres barn i den bedst mulige udvikling.

Tak!

Mange hilsner fra Marianne 🙂

I dag hører jeg i medierne, at andelen af børn, der får en psykiatrisk diagnose, er fordoblet siden 2010. Nærmere bestemt fra 4 til 9 procent.

9 procent af alle børn, får en diagnose inden de forlader folkeskolen…..ADHD, autismespektrumforstyrrelse, angst eller andet. Jamen der er da noget helt skævt!

Da jeg for mange år siden var under uddannelse til sygeplejerske, talte man om, at hver 6. dansker på et eller andet tidspunkt i livet, ville få kontakt til psykiatrien. Tal som jeg et eller andet sted, godt kunne forholde mig til. Men at hver 10. barn får en diagnose inden de overhovedet når voksenlivet, har jeg svært ved at acceptere.

»Vores kapacitet er blevet større, og vi kan nå ud til flere børn end førhen. Derfor ser vi også mest stigningen som et udtryk for, at der har været et udækket behov, som vi er ved at skyde os ind på,«  udtaler en Jesper Pedersen, ledende overlæge for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Sjælland i KL´s avis Momentum

Jeg er bange for, at det ikke alene er forklaringen. Jeg tænker meget på, at børnene reagerer på det liv vi lever. Som børnepsykolog Henning Strand udtaler i netavisen Zetland: “Vi bliver nødt til at forstå børnenes reaktioner som et svar på det, de bliver udsat for“. Børnepsykiater Søren Hertz siger i sin bog Børn og unge, psykiatri og samfund,  at de besværlige børn kan ses som “whistleblowere”.

Disse citater er naturligvis taget ud af en sammenhæng. Men de passer nu meget godt ind i min antagelse. Nemlig at vores  børns reaktioner, bliver et symptom på, at der er noget skruet helt galt sammen. Vores hverdag, er for manges vedkommende blevet alt for stresset. Og i institutioner og skoler er alle efterhånden så pressede, at det kan være svært, både for børn og vokse at navigere i. Jeg møder jævnlig børn, der ikke kan rumme deres hverdag i institutionen eller skolen. Og der er da også fuld knald på. Mange børn samlet i små rammer, og med alt for få voksne. Voksne der gør deres bedste, men hvis ressourcer ikke rækker. Det er vores børns hverdag. Og så undrer vi os over, at børnene reagerer? Det gør vi andre også på daglig og langvarig stress. Vi kan ganske enkelt ikke holde til det.

Skulle man så oven i købet være en følsom sjæl, som særligt mange præmature, men også andre børn er, ja så går det da helt galt. Så ser vi voldsomme reaktioner, eller som mange forældre beskriver det: nedsmeltninger, hvor barnet bryder helt sammen, og faktisk ikke er i stand til at modtage trøst og hjælp.

STOP VERDEN, JEG VIL AF, tænker jeg nogle gange. Det går for stærkt. Vi må ned i tempo, for vi lider under det her. Og et af resultaterne er måske et stigende antal børn med diagnoser. Nogle vil sige, at det er da lidt af en påstand. Men så lad os tage denne drøftelse når skal forsøge at belyse problemet i en større sammenhæng. Det kunne jeg godt tænke mig, fremfor flere diagnoser, og en socialminister, som tror, at vi kan opdrage os ud af problemet…..

Har I set det? Mit nye logo.

Det er min dygtige svigerdatter, der har lavet det. Jeg er så glad for det.

Det viser det lille præmature barn, skærmet og båret af kærlige hænder.

Dette logo er det, som fremover skal være kendetegnende for mig, præmatursundhedsplejerske.

Jeg arbejder stadig på at få selve bloggen færdig, så den bliver fuldt brugbar..

Så tag godt imod mit nye logo, og endnu en gang velkommen til min side.