I dag hører jeg i medierne, at andelen af børn, der får en psykiatrisk diagnose, er fordoblet siden 2010. Nærmere bestemt fra 4 til 9 procent.
9 procent af alle børn, får en diagnose inden de forlader folkeskolen…..ADHD, autismespektrumforstyrrelse, angst eller andet. Jamen der er da noget helt skævt!
Da jeg for mange år siden var under uddannelse til sygeplejerske, talte man om, at hver 6. dansker på et eller andet tidspunkt i livet, ville få kontakt til psykiatrien. Tal som jeg et eller andet sted, godt kunne forholde mig til. Men at hver 10. barn får en diagnose inden de overhovedet når voksenlivet, har jeg svært ved at acceptere.
»Vores kapacitet er blevet større, og vi kan nå ud til flere børn end førhen. Derfor ser vi også mest stigningen som et udtryk for, at der har været et udækket behov, som vi er ved at skyde os ind på,« udtaler en Jesper Pedersen, ledende overlæge for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Sjælland i KL´s avis Momentum
Jeg er bange for, at det ikke alene er forklaringen. Jeg tænker meget på, at børnene reagerer på det liv vi lever. Som børnepsykolog Henning Strand udtaler i netavisen Zetland: “Vi bliver nødt til at forstå børnenes reaktioner som et svar på det, de bliver udsat for“. Børnepsykiater Søren Hertz siger i sin bog Børn og unge, psykiatri og samfund, at de besværlige børn kan ses som “whistleblowere”.
Disse citater er naturligvis taget ud af en sammenhæng. Men de passer nu meget godt ind i min antagelse. Nemlig at vores børns reaktioner, bliver et symptom på, at der er noget skruet helt galt sammen. Vores hverdag, er for manges vedkommende blevet alt for stresset. Og i institutioner og skoler er alle efterhånden så pressede, at det kan være svært, både for børn og vokse at navigere i. Jeg møder jævnlig børn, der ikke kan rumme deres hverdag i institutionen eller skolen. Og der er da også fuld knald på. Mange børn samlet i små rammer, og med alt for få voksne. Voksne der gør deres bedste, men hvis ressourcer ikke rækker. Det er vores børns hverdag. Og så undrer vi os over, at børnene reagerer? Det gør vi andre også på daglig og langvarig stress. Vi kan ganske enkelt ikke holde til det.
Skulle man så oven i købet være en følsom sjæl, som særligt mange præmature, men også andre børn er, ja så går det da helt galt. Så ser vi voldsomme reaktioner, eller som mange forældre beskriver det: nedsmeltninger, hvor barnet bryder helt sammen, og faktisk ikke er i stand til at modtage trøst og hjælp.
STOP VERDEN, JEG VIL AF, tænker jeg nogle gange. Det går for stærkt. Vi må ned i tempo, for vi lider under det her. Og et af resultaterne er måske et stigende antal børn med diagnoser. Nogle vil sige, at det er da lidt af en påstand. Men så lad os tage denne drøftelse når skal forsøge at belyse problemet i en større sammenhæng. Det kunne jeg godt tænke mig, fremfor flere diagnoser, og en socialminister, som tror, at vi kan opdrage os ud af problemet…..
