Pigen gemmer sig bag sin mor. Hun vil ikke kigge mig i øjnene, og jeg må ikke røre hende. Det tager tid før hun vover sig frem og begynder at undersøge omgivelserne. Hun siger nej tak til det jeg foreslår, at vi skal gøre sammen. Hvad enten det er en tur på gyngen, en tur på min “Tarzanbane” eller at tegne. Hun skal ganske enkelt ikke nyde noget.
Hendes krop og hjerne er i alarmberedskab. Hendes hjerne pumper stress-stoffer ud i blodet, da den virkelig tror, at der er fare på færde. Det er det den har lært tidligt i pigens liv, inden hun kunne passe på sig selv, og flytte sig fra det som ikke var rart. Det er ikke fordi, at hun ikke er blevet behandlet ordentligt. Faktisk blev der passet rigtig godt på hende. Hendes forældre, og andre voksne gjorde alt hvad de kunne, for at give hende en god start på livet.
Hun er født for tidligt. Inden hendes hjerne og krop var klar til at modtage, fortolke og bearbejde det, som hendes lille krop mødte.
Og hendes hjerne husker. På godt og på ondt.
Så når hun i dag møder nye eller ukendte ting, så tror hendes hjerne, at der virkelig er fare på færde. Den råber “ALARM”. Også selvom det hun møder faktisk ikke er spor farligt. Og det er svært at overbevise den om, at det faktisk er ok, det vi har gang i.
Derfor må vi møde pigen med forståelse og indsigt. Forstå, at det er det, der sker. At hun ikke gør det for at være besværlig, på tværs, fordi hun er forkælet, kravafvisende, eller ikke er vant til at møde verden.
Vi må stille og roligt lære hendes hjerne, at verden ikke er farlig. Give hende oplevelser, hvor hun erfarer, at det er ok. Hjælpe hende i et tempo hun kan håndtere.
Lad mig komme med et eksempel: når et barn fødes for tidligt, er følesansen ikke klar til at håndtere den påvirkning barnet møder. Det er stadig meningen, at barnet skal ligge og vugge i fostervandet i mors mave, og mærke den gode følelse, som det giver. I stedet møder barnet nu ubehag og smerte. Får lagt sonde, slanger til at hjælpe vejrtrækning, får taget blodprøver og lagt drop. Får påsat elektroder og plastre, som jo skal af igen. Alt sammen noget, som er uundgåeligt, når vi skal hjælpe det for tidligt fødte barn.
Men når barnet vokser op, husker hjernen, at berøring er forbundet med smerte og ubehag. Derfor har mange for tidligt fødte børn gener ved deres tøj, er angste for brusebad, hårvask, negleklip, hader at træde i græsset, kan have problemer med konsistens af maden osv. Fordi hjernen tolker forkert, kan man sige.
Ingen har lyst til at opleve ubehag. Så derfor vil vi undgå at sætte os selv i den situation. Det er det børnene gør. De passer på sig selv.
Nogle gange er alarmberedskabet så stærkt, at hele kroppen spænder op når nogen nærmer sig. Det er faktisk meget anstrengende at have det sådan.
Disse børn skal have massage. Men det skal altid være på barnets præmisser. Massagen skal være dejlig. Det må ikke kilde, gøre ondt, eller være ubehageligt. Og det kan være en kunst. For kroppen forventer jo netop ubehag. Når jeg begynder at arbejde med at give børnene massage, er det ofte massage med et massageredskab. Men givet igennem en masse lag tæpper. Det kan ex. være en bold, en skrubbe eller en massagerulle. Jeg lægger tæppe på, indtil det ikke længere er ubehageligt. Når massagen er dejlig, vil hjernen udskille vores “velværestoffer”. Og det er her, at vi kan begynde at omprogrammere hjernen til at forstå, at berøring kan være ok. Det kan være en særdeles lang proces. Men det er vejen frem til at dæmpe alarmberedskabet.
Jeg møder ofte børn i min klinik, der har det sådan. Ikke bare for tidligt fødte. Men også andre børn, hvor hjernen råber “alarm”, måske fordi den ikke er god til at tolke og sortere i sanseindtryk. Det hjælper når vi træner sansemotorik. Og det er en gave at opleve, hvordan alarmberedskabet aftager, så børnene får mere mod til at møde verden. For selvom verden kan være farlig, så må vi gå ud i den, med en tro på, at det er ok.
Jeg har fået den store ære at skrive en artikel i sundhedsplejerskernes faglige sammenslutnings fagblad “Sundhedsplejersken nr. 1 2020. Det er den I får her 🙂
Der er ting
jeg ville ønske jeg havde haft større viden om da jeg arbejdede som
sundhedsplejerske.
F.eks.
hvorfor nogle spædbørn bliver ved at have svært ved at ligge på maven og løfte
deres hoved, på trods af alle vores velmenende og kloge råd. Jeg var jo godt
klar over, at det kunne handle om manglende styrke, om børn der var låst et
sted i nakke, ryg eller bækken eller om børn, der pga. megen gråd og/eller
gylpen, var svære at få til at ligge på maven, i mere end få minutter ad
gangen. Men jeg vidste ikke det jeg ved i dag.
Jeg ville
gerne have kunne vejledt mere nuanceret. F.eks. i forhold til alle de børn vi
ser med dårlig søvn. Som er svære at få til at sove, og som sover kort tid af
gangen. Eller dem som er svære at få i gang med fast føde. De børn, som ikke
bryder sig om at få skiftet tøj og ble, dem som ikke vil ligge tæt og trøstes,
og dem som har svært ved kontakten med andre end lige mor og far.
De større
børn med den kropslige uro, som har forsinket sprogudvikling, som ikke vil have
tøj på, som bider og slår, som er selvstimulerende, eller som trækker sig fra
kontakt. De børn som mange voksne bliver udfordrede af, og hvor vi kommer til
at tænke på, og arbejde med samspil og opdragelse, uden at det rigtig virker. Børn,
som har svært ved at blive renlige.
De store
børn i skolen, som ikke kan sidde stille på stolen, som ikke kan koncentrere
sig, og som har svært ved indlæring. Dem som ikke kan få det til at fungere med
deres kammerater, og de voksne omkring dem. Dem som sidder og hænger ind over
bordet, og som er trætte ud over det sædvanlige.
Og så er der
selvfølgelig alle dem, som var meget usikre motorisk ved indskolingsundersøgelsen,
og som jeg manglede ordentlige tilbud til. Eller som ikke blev ret meget bedre,
selvom de var med på skolens motorikhold.
Alle de børn
og forældre…
Nu kan det
jo komme til at lyde som om, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op? Så
slemt var det da heldigvis ikke. Jeg havde masser af ideer, handlemuligheder og
tilbud. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft viden til at tænke
sansemotorikken ind.
Jeg ville
ønske, at jeg havde vidst mere om primære sanser, om muskelspænding, og om hvordan
primære reflekser kan være styrende for børns adfærd og motorik. Det er den
viden, som jeg vil prøve at bringe videre til Jer, mine kollegaer rundt om i
landet. Måske ved I det allerede, for det er der da heldigvis en masse, der
godt ved, men måske kan I alligevel få lidt flere nuancer og handlemuligheder
på.
Jeg vil i
det kommende ridse op, hvad sansemotorik
egentlig er:
Kort
fortalt, så får hjernen sanseinformationer fra vores primære sanser, når vi
bruger kroppen. Disse sanseinformationer kan omsættes i hjernen, så vi kan
skabe nye og bedre bevægelser. Man kan sige, at det er en form for cyklus, hvor
bevægelser, sanseinformationer, og nye bevægelser hele tiden er i samspil med
hinanden.
Vores primære sanser, er labyrintsans
(vestibulær) følesans (taktil) og muskelledsans (kinestetisk sans). Det er
sanser, som vi ikke kan leve foruden, og som er med til at danne fundamentet
for, at vi kan bevæge og mærke vores krop.
Sammen med
de primære sanser skal koordination af bevægelser og samsyn medvirke til en
sikker motorik. Altså at vores grundmotorik er på plads og vores bevægelser
bliver automatiserede.
Det med
primære sanser, tror jeg efterhånden, at en del sundhedsplejersker har ret godt
styr på. Alligevel er det ikke nødvendigvis det vi kigger på, når vi vurderer
et barns motorik. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg vidste heller ikke ret
meget om, hvordan primære sreflekser indvirker på den motoriske udvikling, på
godt og på ondt. Gad vide om jeg havde sovet i timen?
Derfor vil
jeg i denne artikel særligt sætte fokus på disse reflekser, som alle hænger sammen med de primære sanser.
Forhåbentlig vil I læsere have fået en uddybet vinkel på, hvordan vi vurderer
små og store børns grundmotorik når i har læst dette.
Spædbarnsreflekser eller primære reflekser, er overordnet set reflekser, som sætter nye
bevægelser i gang i barnets første år. Så som gribe, hovedløft, trille, op at
sidde, kravle og i det hele taget at holde kroppen oprejst. Reflekserne modner
de bevidste bevægelser og danner ”små automatiseringer, som med tiden bliver
til en stor automatiseret bevægelse. Altså bevægelser vi ikke tænker over, at
vi udfører. De primærereflekser skal være integrerede (væk) når barnet er 1½
år, ellers bliver de forstyrrende for barnets kropsopfattelse og kropskontrol.
Som
sundhedsplejersker tjekker vi de nyfødtes reflekser i etableringsbesøget. Gribereflekser,
sutte, kravle, gang og moro. For de viser os noget om, at nervesystemet
fungerer som det skal. Men der er andre reflekser, hvis betydning ville jeg
have ønsket, at jeg havde vidst meget mere om. For så havde min vejledning
været noget anderledes. Og nogle af disse reflekser er nogle, som mange af os
slet ikke kigger på når vi vurderer børnene.
Jeg vil
starte med en lille case:
Jeg bliver
kontaktet af en mor til en 5 mdr. gammel pige, i det følgende kaldt Sara. Det
er kiropraktoren, der har henvist. Sara er behandlet der mange gange, da hun
var låst i ryg og nakke. Hun var svær at amme, da hun slet ikke kunne ligge ind
til brystet. Det var blevet bedre efter behandlingerne. Men hun kunne stadig
ikke løfte sit hoved.
Da de kom
til mig, kunne jeg hurtigt konstatere, at det var labyrintsansen den var gal
med. Den var ikke stimuleret tilstrækkeligt, og derfor var forløbet med at få
integreret TLR (tonisk labyrintrefleks) og få hovedrejsningrefleksen i gang,
ikke på plads. Dette skyldtes ikke mangelfuld stimulation fra forældrenes side,
men andre faktorer, som jeg vil komme ind på i det følgende.
Jeg satte
derfor mor i gang med at give Sara rolige svingture hver dag. Andre sanser blev
også stimuleret, men dette var det overordnede indsatsområdet. Efter 3 uger kom
mor og Sara tilbage i klinikken, og nu kunne hun løfte sit hoved. Både når hun
lå på maven, ligesom hun kunne holde sit hoved rygliggende. En fantastisk
udvikling. Jeg så Sara samlet 3 gange inden for 1½ måned, så var problemet
løst. Tiden arbejdede selvfølgelig også med, men det var helt klart, at
udviklingen blev boostet vha. denne stimulation.
Det er blot
et af mange eksempler på, hvordan man med anderledes vejledning kan styrke og booste
barnets udvikling.
Jeg vil her
lave en gennemgang af de reflekser
som jeg arbejder med i min klinik. Der er mange flere nuancer og elementer i
min sansemotoriske praksis, som dog vil være alt for omfattende at komme ind på
her.
TLR (tonisk labyrint refleks)
Mest
aktiv fra fødslen/er en fødselshjælper
Ses
ved at barnet maveliggende (eller i lodret position) folder kroppen sammen
Med
hovedet nedad, vil barnet gå i en bue bagover
Integreres
via stimulation af labyrintsansen. I første omgang når barnet maveliggende
kortvarigt løfter sit hoved, men ellers ved svingture, vuggen, hoved nedad osv.
Afløses
af hovedrejsningsrefleksen når den er integreret (barnet kan nu løfte hovedet
både mave og rygliggende, og dermed tage af ved fald, dvs. udvikler
faldrefleks)
Bør
være integreret omkring 2-3 måneders alderen
Hos
det store barn, kan en stadig aktiv refleks medføre manglende hovedløft og
besvær med at holde kroppen i oprejst position. Med andre ord, kan en stadig
aktiv TLR medføre manglende kropsstabilitet hos det store barn, og hos voksne
for den sags skyld.
GALANT/SPINAL REFLEKS
Aktiv
fra fødslen men mest omkring 3-6 mdr.s alderen. Bør integreres omkring 6
måneders alderen og allersenest omkring 1½ år.
Er
en muskelsammentrækning omkring ryg og hofter når man stryger langs rygsøjlen,
lænd og baglår.
Hjælper
barnet til at trille og når det skal op at sidde og gå (rotation i kroppen)
Integreres
refleksen ikke, er det ofte skyld i kropslig uro. Det er konkret svært at sidde
stille.
Stimuleres
af taktilsansen, og hænger ofte sammen med taktile forstyrrelser.
Kan
være skyld i ufrivillig vandladning dag og nat.
Ses
ofte hos sensitive børn
GRIBEREFLEKSER
I
hænder og fødder. Mest et levn fra da vi var aber og skulle holde fast i mors
pels
Ved
berøring i hhv. håndflade eller fodsål, vil fingre/tæer krummes
Kan
give finmotoriske forstyrrelser, hvis griberefleks i hænder ikke integreres i 4
måneders alderen, som den bør.
Kan
give børn som går på tæer, eller besværliggøre en god afvikling af gangen, hvis
den ikke integreres når barnet er kommet op at gå.
Stimuleres
af følesansen
ATNR
(asymmetric tonic neck reflex)
Ses
når babys hoved drejer til den ene side ved, at samme sides ben og arm
strækkes, mens modsatte sides ben og arm bøjes. Hos det store barn ses
tilsvarende bevægemønster.
Er
aktiv fra fødslen, men topper omkring 3- 4 måneders alderen. Bør være
integreret i 7 måneders alderen.
Hjælper
barnet til at trille fra mave til ryg (sammen med galantrefleksen) og integreres
således når barnet triller tilstrækkelig meget.
Arbejder
sammen med hovedløftet, idet hovedet skal kunne løftes for, at armen kommer fri
af kroppen i trillet.
Kan
give problemer med at lære at cykle, svært ved koordination (hæmmer de to
kropshalvdeles frie bevægelighed) og finmotorik (skrivefærdigheder), og dermed
også indlæring, hvis den ikke integreres.
Hænger
sammen med, og stimuleres/integreres vha. muskelspænding, specielt i
halsmuskulaturen.
STNR
(symmetric tonic neck reflex)
Mest
aktiv omkring 6-9 måneders alderen. Bør integreres senest omkring 11-12
måneders alderen.
Integreres
når barnet står i kravlestilling og ”rokker”
Bevirker
at barnet kommer liggende fra gulvet til at rejse kroppen fra gulvet og senere
til siddende stilling.
Når
refleksen er aktiv, vil vi se, at når barnet kigger op, lander det med numsen i
gulvet, og når det kigger ned, knækker armene sammen, og måske hovedet i
gulvet.
Så
længe refleksen er aktiv, er det besværligt at komme videre frem og kravle.
Kan
være skyld i, at børn kravler på strakte ben, med samlede ben, eller rumper sig
frem.
Kan
være skyld i klodsede og besværliggjorte bevægelser hos det større barn.
Ligesom
det er tilfældet med ATNR, er der en sammenhæng med muskelspænding i
halsmuskulaturen.
MOROREFLEKSEN
Ved jeg, at
vi som sundhedsplejersker kender særdeles godt. Men det som er værd at tænke
ind her er, at den, når den ikke integreres, kan den hænge sammen med en større
ængstelighed og opmærksomhed hos et barn. Og det kan så medføre:
Forsinket
motorisk udvikling, da barnet er tilbageholdende.
Usikkerhed
og ængstelighed – i værste fald angstproblematikker.
Et
usikkert barn, kan reagere med at blive kontrollerende og kravafvisende.
Sensitivitet
overfor lyde og lys
Koncentrationsbesvær.
Sanseintegrationsforstyrrelser.
Stimuleres
og hænger sammen med alle primære sanser. Således vil sansemotorisk træning få
refleksen til at aftage, øge evnen til sanseintegration og dermed gøre barnet
mere tilpas og sikkert i egen krop.
Som det ses
af ovenstående kan, ikke integrerede primære reflekser, være skyld i mange af
de symptomer vi ser hos børn med sansemotoriske udfordringer, hvorfor de er
værd at kende til, og tænke ind i vores vurdering af børnene.
I forhold
til casen med Sara i starten, var der sket det, at hun var så låst i ryg mv. at
hun ikke kunne starte de små hovedløft når hun lå på maven. Hun fik derfor ikke
selv startet stimulationen af labyrintsansen. Efterfølgende brød hun sig ikke
om det. Og det er ikke let at vende et barn på hovedet, som tydeligt viser
ubehag ved det. Sara havde ikke i tilstrækkelig grad stimuleret sin
muskel-ledsans, idet hun ikke kunne ligge på maven, og spænde muskler og løfte
sit hoved. Så TLR var ikke integreret, og hovedrejsningsrefleksen kunne ikke
komme i gang. Hun fik løsnet sine låsninger, og så stimuleret labyrintsans, og
muskel-ledsans, som det primære. Det bevirkede, at TLR aftog og blev integreret,
hvorefter hovedrejsningsrefleksen kunne komme på plads.
Jeg har
efterhånden set denne proces flere gange. Også hos store børn, som faktisk ikke
var i stand til at løfte deres hovedet når de lå på mave og ryg, og som efter
denne stimulation, fik det på plads, fordi reflekserne kom på plads. Det er ret
fantastisk at opleve. Og tag ikke fejl. Når et barn har svært ved hovedløft,
skyldes det sjældent et ”stort hoved” men derimod en aktiv TLR.
Via mit
daglige arbejde med børn i alle aldre, med enkelte eller flere aktive primære reflekser,
har jeg erfaret, hvor forstyrrende disse reflekser kan være, for børns evne til
at kontrollere egne bevægelser. Et rigtig godt eksempel er når jeg vil teste
barnet for en aktiv STNR og ATNR. Jeg beder barnet stå på alle 4. Jeg stiller
mig i firestående ved siden af, og viser således, hvad jeg mener. Jeg ser nu
børn, der står med strakte ben, eller som sætter sig, eller som slet ikke kan
placere sig i firestående stilling. Nogle er sågar ved at vælte. Hvordan tror I
det er for sådan et barn at komme til at kravle? Når jeg konstaterer en aktiv
ATNR, som bevirket, at venstre arm bøjer, når hovedet drejes til højre, og
omvendt, så spørger jeg til, hvordan det har været at lære at cykle? Og ofte er
svaret, at det har – eller er, meget svært. Barnet slingrer afsted. Og det
forstå jeg sørme godt. For når barnet kigger til højre, vil refleksen få
cykelstyret til at dreje til venstre. Og så er det svært at cykle!
I min optik
nytter det således ikke noget at bede børn øve sig i at cykle og kravle, hvis aktive
primære reflekser forhindrer deres frie bevægelighed. Vi er nødt til at få
reflekserne til at aftage og integreres først. Og da alle reflekserne er koblet
til en af de primære sanser, er det sanserne vi skal arbejde med, evt.
suppleret med øvelser, som retter sig direkte mod refleksen. Når vi gør det, og
refleksen er aftaget, vil vi opleve, at børnene af sig selv kommer til at kunne
cykle og kravle. Det er bare én af grundene til, at ”funktionstræning” efter
min opfattelse, sjældent er vejen frem når vi skal styrke børns grundmotorik.
I forhold
til ubalancer i de primære sanser, gør det samme sig gældende. For eksempel
møder jeg mange børn med en usikker balance, som blandt andet viser sig ved, at
barnet har svært ved at gå på line. Jeg starter aldrig med at bede disse børn
om at øve sig på at gå på line. Jeg arbejder i stedet med at stimulere
labyrintsansen, som ofte trænger til at blive rettet ind. Vi arbejder med
barnets evne til at regulere muskelspænding, så hjernen kan få de rigtige
beskeder ud til led og muskler, og dermed lave de bevægelser, der skal til, for
at holde balancen. Vi arbejder med koordination og følesans, for vi skal både
kunne koordinere bevægelser, og mærke, hvad der foregår i kroppen. Så det er
med andre ord, et helt andet sted at starte. Det er det som er forklaringen på,
at nogle børn bliver ved at være motorisk udfordrede, selvom de har deltaget på
skolens motorikhold. For nogle virker funktionstræning, men for mange gør den
ikke. Der beder vi blot barnet om at gøre mere af det, som er svært. Og er det
fair?
Jeg er så
heldig, at jeg har fået lov til at undervise sundhedsplejersker i flere
kommuner. En opgave jeg er meget ydmyg overfor. I min undervisning har jeg sat
fokus på netop primære reflekser, og hvorfor vi skal tænke stimulation af
primære sanser, før vi tænker funktionstræning. Jeg er af den opfattelse, at
mange af sundhedsplejerskerne, ligesom jeg selv, har fået en øjenåbner i
forhold til, hvordan vi skal vurdere og arbejde med børns sansemotoriske
udvikling. Jeg håber, at jeg med denne artikel kan nå endnu længere ud med mit
budskab, for der er ingen tvivl om, at vi som sundhedsplejersker bør kende til,
og arbejde ud fra denne viden, når vi vejleder forældre og andre faggrupper
omkring, hvordan vi skal styrke børns udvikling. Både i forhold til det
forebyggende og sundhedsfremmende perspektiv, men så sandelig også i forhold
til alle de børn, der kæmper med udfordringer omkring sansemotorik – og
sanseintegration for den sags skyld.
Kilder:
Sanse Motorik® – det bedste til dit barn (www.sansemotorik.net/artikler-og-links/)
Anne Brodersen & Bente Pedersen (Grundmotorik testning
og træning 2008)
A. Jean Ayres (Sanseintegration hos børn 2. udgave 4. oplag
2017)