Når vi lytter. Altså virkelig lytter….

Det med at lytte til barnet, er et punkt, der ligger mig meget på sinde.

Altså virkelig at høre efter hvad de siger! Og tage det alvorligt. Jamen så sker der noget positivt.

Min mand sagde for nyligt: Marianne taler ikke til børn, hun taler med børn.

Og det er vel lige præcis det, der er essensen. Og det som gør, at børn får tillid til os som voksne. Når vi gør os umage med at høre, hvad det er de siger. Både med ord, men så sandelig også med kroppen.

En gang imellem oplever jeg et barn, der pludselig reagerer med vrede eller flugt midt i en træningssession. Og heldigvis ser jeg det, får sat ord på det, så barnet føler sig set.

Og næste punkt er så, at få barnet til at føle sig taget alvorligt: “Nu tror jeg, at jeg bad dig om noget, som blev for svært. Det må du undskylde. Vi laver noget andet i stedet”. Eller: “Nu troede du, at jeg grinede af dig. Og faktisk grinede jeg, fordi jeg syntes, at vi havde det sjovt. Men sådan oplevede du det ikke, så det beklager jeg”.

Barnet nikker/siger ja, og så kan vi faktisk komme videre derfra. Få fjernet presset, og bevaret tilliden til hinanden.

Når børn oplever at blive set, anerkendt og respekteret, så er det faktisk, at vi kan rykke grænser. Det kan lyde fortærsket, men er det ikke det vi alle har brug for? At blive set og hørt i det vi udtrykker. Blive anerkendt i, at følelsen er ok og legal. Og at der er en løsning videre frem. Så kan vi føle os taget i hånden, fremfor at blive skubbet frem.

Det er vel sådan vi alle vokser. Børn som voksne. Eller rettere alle mennesker.

Børn med sansemæssige udfordringer, udtrykker sig ofte med kroppen. De kan ikke sætte ord på, det som er svært, eller det de har brug for. Men kroppen taler.

Den piller ved ting, bider, skubber, har fart på eller slår måske.

Vi voksne skylder børnene at forstå det kroppen fortæller. For på den måde kan vi undgå en masse irettesættelser, og i stedet støtte barnet i at få dækket de sansemæssige behov.

Når kroppen taler, har kroppen brug for at mærke et svar, i form af sansestimulation.

Lige netop det, er blevet min måde at forstå og tænke sansemotorik på. Og det er med det i mente, at jeg møder børn.

NYE TIDER

Vi går den dejlige sommer i møde, og for mit vedkommende bliver det en sommer med forandring.

For snart 1 år siden, rykkede vi teltpælene op, og flyttede til Midtsjælland, for at udleve drømmen om landejendom og natur omkring os. Og det har vi ikke fortrudt!

Samtidig har jeg længe leget med tanken om at pensionere mig selv. Og jeg kan mærke, at det er ved at være tid til at skrue ned for blusset.

Jeg stopper dog ikke helt, men vil stadig tilbyde:

  • Hjemmekonsultation, primært på Sjælland (medmindre man er flere i samme område andre steder i landet)
  • Præmaturkonsultation i mit hjemmekontor
  • Sparring for forældre i mit hjemmekontor
  • Sparring for bedsteforældre i mit hjemmekontor
  • Online sparring for forældre og bedsteforældre
  • Online sparring med fokus på det præmature barn
  • Konsulentbistand til institutioner, skoler, kommuner mv.
  • Undervisning og foredrag

Ovenstående kan bookes på mabe@sansemotorik.NET eller på 2195 9712

Jeg vil ikke længere kunne tilbyde sansemotoriske træningsforløb, da jeg lukker min klinikdel ned. Jeg henviser i stedet til mine dygtige kollegaer rundt i hele landet. Dem kan I finde her www.sansemotorik.NET/afdelinger

De familier som allerede er i gang med et træningsforløb, når at blive afsluttet, eller bliver taget hånd om fremover, i forhold til, hvad der er behov for.

Jeg vil stadig være en del af Sanse Motorik® – det bedste til dit barn. Blot med andre funktioner og tilbud. Og ”Præmatursundhedsplejersken” kommer også til at forsætte.

Har I spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte mig på 2195 9712.

Med ønsket om en rigtig dejlig sommer til jer alle

Marianne