Hvordan er det lige med det?

Mange præmature babyer har svært ved øjenkontakt. De er ofte ældre end andre børn, før de magter det. Ofte er øjenkontakten sparsom og svær at opnå. Det bekymrer mange forældre, og ikke sjældent bliver bekymringen større, fordi andre bemærker den sparsomme øjenkontakt. Også fagfolk…..

Jeg plejer at sige, at før vi kan forvente øjenkontakt skal barnet jo lige være ”blevet født”. Dvs. nå terminsdatoen. Det er ikke det samme som, at man ikke kan få øjenkontakt tidligere. Men vi kan ikke tillade os at forvente det. Og måske er den oveni købet lidt forsinket. For det præmature barn bruger meget energi på andre ting.

Præmature børn er længere tid om at bearbejde sanseindtryk. Øjenkontakt er sanseindtryk. Derfor vil man ofte opleve, at det præmature barn kun kigger kortvarigt, for derefter at vende blikket væk. Barnet har brug for tid til at bearbejde det sete. Også ansigter….. Hvis man forholder sig afventende, vil man opleve, at barnet efter lidt tid, vender tilbage med blikket. Igen kortvarigt, for atter at kigge væk. Dette kan gentage sig mange gange indtil barnet måske får nok, og begynder at lukke øjnene/lægge sig til at sove.

Hvis vi presser barnet i denne proces, risikerer vi at overstimulere barnet. Ja, bare et ”krav” om øjenkontakt kan overstimulere et præmaturt barn. Og såmænd også andre børn.

Vi skal respektere barnets behov for pauser fra øjenkontakten, og ikke forsøge at lokke til yderligere, ex. ved at ”følge efter” barnet. Barnet viser selv, hvad det magter, hvis vi altså ser det.

Jeg hører en gang imellem forældre til præmature børn fortælle, at de får at vide, at de skal arbejde med øjenkontakten hos deres barn. At den ikke er god nok. Men hvordan gør man det?

Jo, man tilbyder barnet kontakt. Altså øjenkontakt og små samtaler. Og når barnet kigger væk, så venter man! At vente er en dyd i denne proces. Man kan med understøtte barnets handlinger ved at sætte ord på det man ser: ”nå der var du, hej med dig”, ”nu kigger du væk, du har brug for en pause”, ”hov, der var du igen” osv. osv. På den måde viser man både barnet (og sig selv) at man forstår, hvad barnet har gang i. Det er værdifuldt for selv et ganske lille barn.

Et præmaturt barn, der presses til øjenkontakt kan reagere med gråd, med at lukke af, med ikke at ville spise. Alt sammen tegn på, at barnet er overstimuleret. Derfor er det så vigtigt, at vi forstår denne fine proces. Respekterer den og følge barnet. Når vi gør det, vil vi opleve, at vi efterhånden får opbygget barnets evne til øjenkontakt. Fordi det oplever at blive respekteret i forhold til, hvad det magter.

Denne fine proces bør alle, der har med præmature børn kende til. For så risikerer vi ikke, at vi kommer til at handle eller vejlede forkert.

Så dette opslag er til alle Jer forældre, bedsteforældre, venner, familie, fagpersoner og andre, der møder de præmature børn