Et begreb, som jeg stødte på, da jeg læste til sundhedsplejerske for 20 år siden (tænk, at det er så længe siden….)

Nå, men jeg holder meget af den tanke om, at gøre noget anderledes. At tænke ud af boksen.

Og det må jeg gøre jævnligt i mødet med børnene i min klinik.

For de kommer ikke bare altid glade ind ad døren. Faktisk er der mange, som er bekymrede, utrygge eller decideret bange.

Jeg går altid ud og hilser pænt på, og ikke sjældent må vores møde starte i venterummet, hvor jeg må sætte mig ud til familien, for stille og roligt at gøre barnet tryg nok til at komme indenfor.

Men engang imellem er det ikke engang tilstrækkeligt.

Som for nyligt, hvor jeg endte med at hoppe i overtøjet og tage mor og barn med på en lille gåtur i den nærliggende skov. Med det ene for øje at bevare den skrøbelige relation, som vi havde. For selvom det ikke var første gang vi så hinanden, så var følelsen af at blive stillet overfor en forventning eller nogle krav, bare for meget for barnet…. Og her taler vi om barnets følelse, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det faktiske.

Men nogle børn er så pressede, at yderligere pres udløser angst. Og har man prøvet at have angst, så ved man, at yderligere pres, vil medføre kamp eller flugt. Eller også, at man “fryser” i situationen, hvilket er forfærdeligt at være i.

Der er en betegnelse for denne adfærd. Nemlig “ekstremt kravafvisende adfærd”, også kaldet PDA.

Ligesom med skolevægring, så synes jeg, at det er nogle lidt misvisende og trælse betegnelser, da det kan føles som om, at ansvaret for adfærden lægges over på barnet. Og det er dybt urimeligt i min optik, da barnet reagerer på noget som er alt for svært. Såsom omgivelserne eller de krav/forventninger vi har.

Når børn “afviser” krav, eller ikke kan gå i skole, er det fordi de reagerer på noget som er for svært for dem. De gør det af nød, og fordi de ikke magter andet.

Og det skal vi som voksne omkring dem forstå. For gør vi ikke det, er vi med til at eskalere situationen og følelsen. Og vi skal også forstå, at selv det, som i vores øjne, ikke er krav eller forventninger, kan føles sådan for barnet.

For et krav eller en forventning kan også være: “jeg er glad for at se dig, nu skal vi hygge os, jeg håber, at du bliver glad for gaven” og lignende, som de fleste vil opleve som positive tilkendegivelser, overfor et andet menneske.

Men sådan er det ikke, hvis man er ramt at PDA. For så føler man, at der er krav om, at man viser glæde, er glad for gaven osv.

Så det her kan være virkelig svært at være i for børn OG voksne.

Og jeg har ikke facitlisten her. Jeg prøver efter bedste evne, i hvert fald at forstå, hvad et er der sker, når børn reagerer kraftigt og voldsomt. At de faktisk bliver angste.

Så her prøver jeg at gøre noget andet end jeg plejer. Som ex. den lille skovtur, som i øvrigt endte i klinikken med spisning af den medbragte madpakke, og lidt leg. Og så blev mor instrueret i den videre sansemotoriske træning, som de godt kan arbejde videre med hjemme i kendte og trygge omgivelser.

Vil I vide mere om ekstremt kravafvisende børn, så søg evt. på PDA profil, for så er der kloge mennesker, der kan give viden og hjælp på området.

De bedste tanker fra Marianne

Ja, hvad er den gode pause?

For dig?

For mig?

For dit barn?

Det kan vi faktisk ikke vide, med mindre, at vi spørger.

Og det gør jeg ofte. Altså spørger de større børn, hvad en god pause er for dem.

For det som er en god pause for den ene, er ikke nødvendigvis den gode pause for en anden.

Jeg kan få så forskellige svar som:

• at komme ud i klatrestativet i skolegården alene
• at få lov til at sidde ude på gangen for mig selv
• at læse
• at spille computer eller lign.
• eller at lave noget kreativt.
• I min klinik, er det ofte hulen, der giver en pause

Så når vi har med børn at gøre, som har brug for pauser, så kan det være en god ide´ at spørge, hvad der giver deres system en pause?

Og måske, hvor lang de forestiller sig, at den skal være?

Og nej. Vi behøver ikke at være så bekymrede for, at de misbruger det. Men måske kan lige 5 minutter mere end vi forestiller os, være det som gør, at pauser bliver god.

Så….. Hvad er en god pause for dit barn?

Ja, her sker spændende nyt.

Efter, at have haft base i min klinik i Smørum, rykker jeg nu vestover. Både privat og med mit virke.

Jeg åbner ny klinik i Dianalund. Stadig som en del af konceptet Sanse Motorik® – det bedste til dit barn.

Dvs. at jeg stadig vil tilbyde sansemotoriske træningsforløb, som hidtil. Nu bliver det bare lettere, for Jer som bor væk fra Københavnsområdet at komme til mig.

Jeg vil også stadig tilbyde præmaturkonsultationer, både i klinikken og online.

Hvis du ønsker hjælp til dit barn, så kan du kontakte mig på samme mail og mobilnr. som hidtil. Nemlig mabe@sansemotorik.NET og 2195 9712.

Jeg glæder mig til stadig at stå til rådighed for de præmature børn, og deres familier.

Mange hilsner fra Marianne

Jeg møder dem jævnlig i klinikken. Børn som går på tå. Og ja, jeg har skrevet om det før. Om årsager og hvad vi kan gøre.

Men denne gang skriver jeg, fordi jeg er frustreret….

Det er så ærgerligt gang på gang at tale med forældre, som kan fortælle, at de har fået at vide, at det går over af sig selv.

Nej, det skal vi sørme ikke satse på!

For nogle børn, gør det måske. Men for mange gør det ikke, og så har vi problemet, hvis vi ikke sætter tidligt ind. For når først barnet har gået på tå i et par år, så er der stor risiko for en forkortet akillessene. Og så bliver den i sig selv skyld i, at det er svært for barnet at komme ned på flad fod.

Når børn går på tæer, som små, altså omkring det tidspunkt, hvor de begynder at gå, kan det skyldes flere ting. Ofte er det en stadig aktiv griberefleks i foden, der er synderen. Denne refleks aftager ofte først, når barnet begynder at gå, og har gået et stykke tid.

Men hvorfor vente på, at denne refleks forsvinder af sig selv? Med risiko for, at den ikke gør det – og måske medfører tågængeri.

Hvorfor ikke sætte ind meget før med massage af babys fod, stræk af de små tæer og stimulation af følesansen under foden på måder, som baby nyder? Det er i hvert fald det jeg opfordrer til på mine SpædbarnsMotorik-hold.

Følsomme fødder er ofte også en synder. Hvis barnet er meget følsomt under fødderne, jamen så vil det være tilbøjeligt til at undgå kontakt med underlaget. Og det kan gøres ved at gå op på tå. Og her kan samme stimulation og behandling være vejen frem. Nemlig fodmassage og stimulation med ex. følekasser til fødderne, mærke forskelligt underlag mv. Men ALTID på barnets præmisser og noget de kan lide.

Og så er der de børn, som i det hele taget er følsomme. Som mentalt er “oppe på tæerne”. De børn har ofte nogle ubalancer i deres sansesystem, eller svært ved at tolke og sortere sanseindtryk. Og så kan man have ekstra behov for at overskue sin omverden. Det gøres fint når man er oppe på tå, og kan se sig omkring.

Så gør noget inden det er for sent. Lad være at tænke, at det går over af sig selv. Også selvom det er det du får at vide af fagfolk.

Jeg troede selv engang, at det var sådan. At det gik over af sig selv. Nu ved jeg bedre. Og derfor bliver jeg SÅ ked af det på vegne af de børn, og forældre, som kommer til mig når barnet er blevet skolebarn, og situationen er helt fastlåst.

Jeg giver ikke op. Jeg prøver at hjælpe med det jeg ved og kan. Men det kan være op ad bakke. Bare fordi vi kom for sent igang…….

En dag lå der en mail i min mailboks. En særlig en af slagsen. Det var nemlig Louise, som har podcasten og bloggen, “præmaturfortællinger”. Louise er mor til 3 præmature børn, og bruger noget af sin kostbare tid på, at lave denne podcast, hvor forældre og fagfolk sætter fokus på, hvad det vil sige, at have et for tidligt født barn. Et rigtig godt initiativ synes jeg.

I mailen spurgte Louise, om jeg ville være med, og fortælle om de udfordringer omkring det sansemæssige, som mange forældre havde efterspurgt i hendes podcast.

OG JA! Det ville jeg jo rigtig gerne. Selvfølgelig. For det er jo lige det jeg brænder for. At få budskabet ud om, at det ikke er “gratis” at blive født for tidligt. Selvfølgelig har det en betydning. Hvem kan tro andet? Et svangerskab skal vare omkring 9 måneder for, at barnet er “færdigt” i alle henseender. Herunder i forhold til hjernens udvikling. Ikke i forhold til intelligens eller skader. Men i forhold til evnen til at bearbejde sanseindtryk, og få hjerne og krop til at arbejde sammen.

Så her er podcasten. Lyt med, hvis du har lyst. Og lad din familie, dine venner, dine børns pædagoger og lærere høre den også. For det kan forhåbentlig medvirke til en større forståelse for de præmature børn OG deres nærmeste families udfordringer og trivsel.

TAK til Louise fordi jeg fik den mulighed 🙂

Ovenstående sætning har jeg en gang imellem tænkt, når det hele gik for hurtigt, når der var for meget at tage stilling til, når jeg var stresset, og når jeg bare trængte til, at det hele stoppede op, så jeg kunne få noget ro.

For nyligt skete det. Verden stoppede praktisk talt. Pludselig var vi mange, der ikke skulle “noget”. Vi skulle blive hjemme, ikke gå på arbejde, ikke se familie og venner, ikke gå i teater, til koncert og på dyrskue. Der blev ro……

Jeg opdagede, at på trods af bekymring for, hvor vi var på vej hen med coronapandemien, bekymring for min klinik, for mine gamle forældre, for familiemedlemmer, som blev syge osv., så fik jeg ro på. Jeg skulle ikke nå noget, og så længe jeg skuede ud i fremtiden, så det sådan ud. Så da jeg stod overfor en situation, som jeg aldrig havde forestillet mig at skulle opleve, og som var skræmmende, så blev jeg helt afslappet.

For jeg skulle ikke andet, end ingenting.

OG NU LÆSER JEG SÅ, AT DER HAR VÆRET MARKANT NEDGANG I ANTALLET AF EKSTREMT FOR TIDLIGE FØDSLER I DANMARK UNDER CORORNA!!!

Man kender ikke forklaringen endnu, men er det mon et tegn på, at vi skal til at passe bedre på vores gravide? Et tegn på, at vi skal stoppe op?

Samtidig har jeg hørt fra rigtig mange af mine kunder, som jo har sensitive, præmature, urolige, ængstelige børn, at mange af børnene har fået det meget bedre under nedlukningen.

Det lyder til, at de har haft stor gavn af en periode hjemme, sammen med familien, uden en masse aktiviteter “ud af huset”, mindre grupper i skole og børnehave, flere voksne, og mere tid i naturen. De har fået det bedre!

Så måske er det på tide, at vi på samfundsplan for alvor kigger på, hvad vores travle liv gør ved os allesammen.

Måske skal vil stoppe verden? Ikke med en truende pandemi. Men fordi vi lider under travlheden, og fordi vi gerne vil have det bedre.

Og kære mødre, som har født for tidligt: lad nu være at tænke og føle, at den tidlige fødsel var Jeres egen skyld. Det har I tænkt rigeligt! Og tro mig. Den følelse kender jeg selv alt for godt.

Det her er et vink med en vognstang til os alle på samfundsniveau, og ikke et spørgsmål om at gøre den enkelte ansvarlig.

SÅ MERE RO TIL ALLE, ER MIT ØNSKE. VI TRÆNGER TIL DET 🙂

Pludselig en dag i marts 2020, lukkede verden ned.

Familier blev lukket inde i deres hjem, overladt deres eget selskab. Forældre skulle arbejde hjemme, børnene kunne ikke komme i pasningstilbud og skole. Det var slut med Legeland, svømmehal og brunch på den lokale cafe´.

Her blev stille….

Vi var nok alle mere eller mindre i chok, over det som ramte os. Vi lukkede os sammen om os selv med vores nærmeste. Med mindre vi var en af dem, der knoklede for at sikre alle os andre.

Også min klinik lukkede ned i fysisk form. Nogle familier kunne jeg “mødes med” via Skype. Andre var jeg i dialog med over mail eller telefon.

Og det var her jeg først oplevede det.

Mange forældre fortalte mig nemlig, at deres børn faktisk havde det forbavsende godt. På trods af, at de ikke kunne være sammen med kammerater, kunne komme ud at lege helt som de plejede, eller kommer afsted til fritidsaktiviteter. De havde det godt.

Børnene faldt til ro. De slappede af. Blev gode til at lege selv. Nød samværet med deres forældre, som måske var sendt hjem fra arbejde, eller forsøgte at arbejde hjemme, så vidt det nu var muligt. Søskende blev pludselig bedre legekammerater og familierne kastede sig over fællesaktiviteter som ex. puslespil.

Nu er vi så småt begyndt at åbne op igen. De mindste børn er i pasningstilbud eller i skole. Ganske vist med masser af håndvask og begrænsninger. Men også med små grupper med mere plads og flere voksne til det enkelte barn. De har korte dage, og dagligdagen er stadig uden andre aktiviteter såsom fritidstilbud og sammenkomster med venner og familie.

Jeg fornemmer, at en del af os har fået en mere rolig hverdag. På nogle punkter bestemt mere udfordrende. Men også mere rolig. Og noget tyder på, at børnene profiterer af det.

Jeg synes, at det giver stof til eftertanke i forhold til, hvordan vi levede vores liv inden corona. Mange af os havde godt nok fart på.

Vi oplevede en stigning i børn med angstproblematikker og skoleværgring. Jeg kan ikke lade være at tænke, at mange børn var stressede. Helt som vi voksne også var det. Coronakrisen har også givet en form for stress. Med alt den usikkerhed, håndvask og bekymring. Men den har også givet ro og tid, og måske skal vi bruge det til en anledning til at tage vores liv op til overvejelse.

Vil vi blive ved at have så travlt, så både vi og vores børn bliver stressede? Eller vil vi stoppe op, og ændre noget, med udgangspunkt i de reaktioner vi har set hos børnene i denne periode? Og hos os selv måske? Og det gælder faktisk også de vilkår vi hidtil har budt børnene i daginstitutioner og skoler. Mange børn på lidt plads, og få voksne. Hvad synes du?

Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

DET GLÆDER MIG – HVIS MAN OVERHOVEDET KAN SIGE DET….

Men det glæder mig, at jeg ikke står alene med min bekymring.

For jeg er bekymret 😔

Jeg er bekymret for, hvad alle disse coronaregler i skoler og daginstitutioner gør ved vores børn.

Jeg har set eksempler på børn, der har fået præsenteret skemaer med håndvask oftere end 1 gang i timen. 7 gange håndvask på 5 timer. 45 minutters undervisning, spisning, og ellers håndvask. Skoledagen for et barn i 0. klasse.

Et barn i 4. klasse som har talt 14 gange håndvask på 5½ time!

Voksne der markerer skolegården med streger, som skal angive afstanden mellem børnene. Surprice! Børnene så det ikke 😉

OG DET HER ER IKKE EN KRITIK AF ALLE JER SKØNNE LÆRERE OG PÆDAGOGER SOM GØR JERES ALLERBEDSTE ❤️

Til morgen har børnepsykiateren Per Hove Thomsen været i tv, og udtrykt bekymring for, at flere børn end ellers vil udvikle OCD.

Børnepsykologer udtrykker bekymring for , at ansvaret bliver lagt på børnene. Et ansvar som børn hverken kan eller skal tage.
Læs linket, hvor flere psykologer (Morten og Frej Prahl og Margrethe Bruun Hansen) er på banen med deres bekymring.

Jeg er sådan set ok med, at børnene skal ud i deres hverdag igen. Jeg har det bare overhovedet ikke ok med, at det er på disse betingelser.
Hvis man ikke kan “lukke dem ud” uden så mange regler og restriktioner, så havde det i min verden været bedre, hvis de var blevet hjemme i længere tid, med de legemuligheder det måtte kunne give.

Det er som at blæse og ville have mel i munden.

Børnene skal tilbage til hverdagen, men den hverdag vi risikerer at byde børnene, tager ikke hensyn til, og højde for, hvordan børn udvikler sig.

De først 7 år i et barns liv, er i følge den amerikanske ergoterapeut Jean Ayres, DEN SANSEMOTORISKE UDVIKLINGS ÅR.

Og sansemotorisk udvikling kræver, at børn får lov at mærke verden omkring sig, bruge kroppen, og ikke mindst, at de har tæt samspil og samvær med andre mennesker. Børn og voksne. De er dybt afhængige af at blive rørt ved, og kunne røre ved ting og mennesker.

Det gode ved det her er, at børnene skal være mere ude. Det giver gode muligheder for netop det med at bruge kroppen, så langt så godt.
Men hvis det at lege, og at lege med andre bliver knyttet op på endnu mere håndvask og “huske at holde afstand” jamen så kan ængstelige og tænksomme børn komme til at drage uheldige slutninger, såsom, at det er farligt at lege ude og med andre børn.

Så kunne vi ikke tage en beslutning om, at enten så får børnene lov til at være børn, stort set som de plejer, og så klarer vi voksne det med Corona?
Eller også så lukker vi os inde i lidt længere tid, indtil vi føler os mere sikre og klar til at turde vove at lade børnene leve et mere almindeligt liv.

De bedste tanker til Jer og Jeres børn ❤️

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-04-18-psykolog-om-video-fra-sundhedsstyrelsen-jeg-ville-saa-gerne-traekke-den-video?fbclid=IwAR3ntUhBgQxTLQsYtyr92AMmwdbfZsIgQJMfK-h2nc0Jy3z9UUM5VNLoglc

Jeg kan læse og høre, at mange kommuner rundt omkring nu kun tilbyder sundhedspleje i form af nødberedskab. Og det betyder for manges vedkommende, at der ingen sundhedsplejerske kommer ☹

Så derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg tilbyder PRÆMATURKONSULTATIONER VIA SKYPE ELLER TELEFON 😊

Dette er ikke et nyt tiltag, men noget jeg hele tiden har haft, og som flere har benyttet sig af.

Så har du brug for at kunne sparre, få vejledning, input, en snak, forståelse eller andet, så tøv ikke med at kontakte mig. Og det er uanset om du har en baby, eller et stort barn.

Det koster 300 kr. for ½ time, og betales forud via Mobilepay.

Skriv på mabe@sansemotorik.NET

Jeg glæder mig til at være dig behjælpelig i denne tid, hvor intet er som det plejer.

Mvh. Marianne