SANSEMOTORIK I SUNDHEDSPLEJEN

Udgivet den af
Svar

– og noget om primære reflekser.

Jeg har fået den store ære at skrive en artikel i sundhedsplejerskernes faglige sammenslutnings fagblad “Sundhedsplejersken nr. 1 2020. Det er den I får her 🙂

Der er ting jeg ville ønske jeg havde haft større viden om da jeg arbejdede som sundhedsplejerske.

F.eks. hvorfor nogle spædbørn bliver ved at have svært ved at ligge på maven og løfte deres hoved, på trods af alle vores velmenende og kloge råd. Jeg var jo godt klar over, at det kunne handle om manglende styrke, om børn der var låst et sted i nakke, ryg eller bækken eller om børn, der pga. megen gråd og/eller gylpen, var svære at få til at ligge på maven, i mere end få minutter ad gangen. Men jeg vidste ikke det jeg ved i dag.

Jeg ville gerne have kunne vejledt mere nuanceret. F.eks. i forhold til alle de børn vi ser med dårlig søvn. Som er svære at få til at sove, og som sover kort tid af gangen. Eller dem som er svære at få i gang med fast føde. De børn, som ikke bryder sig om at få skiftet tøj og ble, dem som ikke vil ligge tæt og trøstes, og dem som har svært ved kontakten med andre end lige mor og far.

De større børn med den kropslige uro, som har forsinket sprogudvikling, som ikke vil have tøj på, som bider og slår, som er selvstimulerende, eller som trækker sig fra kontakt. De børn som mange voksne bliver udfordrede af, og hvor vi kommer til at tænke på, og arbejde med samspil og opdragelse, uden at det rigtig virker. Børn, som har svært ved at blive renlige.

De store børn i skolen, som ikke kan sidde stille på stolen, som ikke kan koncentrere sig, og som har svært ved indlæring. Dem som ikke kan få det til at fungere med deres kammerater, og de voksne omkring dem. Dem som sidder og hænger ind over bordet, og som er trætte ud over det sædvanlige.

Og så er der selvfølgelig alle dem, som var meget usikre motorisk ved indskolingsundersøgelsen, og som jeg manglede ordentlige tilbud til. Eller som ikke blev ret meget bedre, selvom de var med på skolens motorikhold.

Alle de børn og forældre…

Nu kan det jo komme til at lyde som om, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op? Så slemt var det da heldigvis ikke. Jeg havde masser af ideer, handlemuligheder og tilbud. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft viden til at tænke sansemotorikken ind.

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst mere om primære sanser, om muskelspænding, og om hvordan primære reflekser kan være styrende for børns adfærd og motorik. Det er den viden, som jeg vil prøve at bringe videre til Jer, mine kollegaer rundt om i landet. Måske ved I det allerede, for det er der da heldigvis en masse, der godt ved, men måske kan I alligevel få lidt flere nuancer og handlemuligheder på.

Jeg vil i det kommende ridse op, hvad sansemotorik egentlig er:

Kort fortalt, så får hjernen sanseinformationer fra vores primære sanser, når vi bruger kroppen. Disse sanseinformationer kan omsættes i hjernen, så vi kan skabe nye og bedre bevægelser. Man kan sige, at det er en form for cyklus, hvor bevægelser, sanseinformationer, og nye bevægelser hele tiden er i samspil med hinanden.

Vores primære sanser, er labyrintsans (vestibulær) følesans (taktil) og muskelledsans (kinestetisk sans). Det er sanser, som vi ikke kan leve foruden, og som er med til at danne fundamentet for, at vi kan bevæge og mærke vores krop.

Sammen med de primære sanser skal koordination af bevægelser og samsyn medvirke til en sikker motorik. Altså at vores grundmotorik er på plads og vores bevægelser bliver automatiserede.

Det med primære sanser, tror jeg efterhånden, at en del sundhedsplejersker har ret godt styr på. Alligevel er det ikke nødvendigvis det vi kigger på, når vi vurderer et barns motorik. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg vidste heller ikke ret meget om, hvordan primære sreflekser indvirker på den motoriske udvikling, på godt og på ondt. Gad vide om jeg havde sovet i timen?

Derfor vil jeg i denne artikel særligt sætte fokus på disse reflekser, som alle hænger sammen med de primære sanser. Forhåbentlig vil I læsere have fået en uddybet vinkel på, hvordan vi vurderer små og store børns grundmotorik når i har læst dette.

Spædbarnsreflekser eller primære reflekser, er overordnet set reflekser, som sætter nye bevægelser i gang i barnets første år. Så som gribe, hovedløft, trille, op at sidde, kravle og i det hele taget at holde kroppen oprejst. Reflekserne modner de bevidste bevægelser og danner ”små automatiseringer, som med tiden bliver til en stor automatiseret bevægelse. Altså bevægelser vi ikke tænker over, at vi udfører. De primærereflekser skal være integrerede (væk) når barnet er 1½ år, ellers bliver de forstyrrende for barnets kropsopfattelse og kropskontrol.

Som sundhedsplejersker tjekker vi de nyfødtes reflekser i etableringsbesøget. Gribereflekser, sutte, kravle, gang og moro. For de viser os noget om, at nervesystemet fungerer som det skal. Men der er andre reflekser, hvis betydning ville jeg have ønsket, at jeg havde vidst meget mere om. For så havde min vejledning været noget anderledes. Og nogle af disse reflekser er nogle, som mange af os slet ikke kigger på når vi vurderer børnene.

Jeg vil starte med en lille case:

Jeg bliver kontaktet af en mor til en 5 mdr. gammel pige, i det følgende kaldt Sara. Det er kiropraktoren, der har henvist. Sara er behandlet der mange gange, da hun var låst i ryg og nakke. Hun var svær at amme, da hun slet ikke kunne ligge ind til brystet. Det var blevet bedre efter behandlingerne. Men hun kunne stadig ikke løfte sit hoved.

Da de kom til mig, kunne jeg hurtigt konstatere, at det var labyrintsansen den var gal med. Den var ikke stimuleret tilstrækkeligt, og derfor var forløbet med at få integreret TLR (tonisk labyrintrefleks) og få hovedrejsningrefleksen i gang, ikke på plads. Dette skyldtes ikke mangelfuld stimulation fra forældrenes side, men andre faktorer, som jeg vil komme ind på i det følgende.

Jeg satte derfor mor i gang med at give Sara rolige svingture hver dag. Andre sanser blev også stimuleret, men dette var det overordnede indsatsområdet. Efter 3 uger kom mor og Sara tilbage i klinikken, og nu kunne hun løfte sit hoved. Både når hun lå på maven, ligesom hun kunne holde sit hoved rygliggende. En fantastisk udvikling. Jeg så Sara samlet 3 gange inden for 1½ måned, så var problemet løst. Tiden arbejdede selvfølgelig også med, men det var helt klart, at udviklingen blev boostet vha. denne stimulation.

Det er blot et af mange eksempler på, hvordan man med anderledes vejledning kan styrke og booste barnets udvikling.

Jeg vil her lave en gennemgang af de reflekser som jeg arbejder med i min klinik. Der er mange flere nuancer og elementer i min sansemotoriske praksis, som dog vil være alt for omfattende at komme ind på her.

TLR (tonisk labyrint refleks)

  • Mest aktiv fra fødslen/er en fødselshjælper
  • Ses ved at barnet maveliggende (eller i lodret position) folder kroppen sammen
  • Med hovedet nedad, vil barnet gå i en bue bagover
  • Integreres via stimulation af labyrintsansen. I første omgang når barnet maveliggende kortvarigt løfter sit hoved, men ellers ved svingture, vuggen, hoved nedad osv.
  • Afløses af hovedrejsningsrefleksen når den er integreret (barnet kan nu løfte hovedet både mave og rygliggende, og dermed tage af ved fald, dvs. udvikler faldrefleks)
  • Bør være integreret omkring 2-3 måneders alderen
  • Hos det store barn, kan en stadig aktiv refleks medføre manglende hovedløft og besvær med at holde kroppen i oprejst position. Med andre ord, kan en stadig aktiv TLR medføre manglende kropsstabilitet hos det store barn, og hos voksne for den sags skyld.

GALANT/SPINAL REFLEKS

  • Aktiv fra fødslen men mest omkring 3-6 mdr.s alderen. Bør integreres omkring 6 måneders alderen og allersenest omkring 1½ år.
  • Er en muskelsammentrækning omkring ryg og hofter når man stryger langs rygsøjlen, lænd og baglår.
  • Hjælper barnet til at trille og når det skal op at sidde og gå (rotation i kroppen)
  • Integreres refleksen ikke, er det ofte skyld i kropslig uro. Det er konkret svært at sidde stille.
  • Stimuleres af taktilsansen, og hænger ofte sammen med taktile forstyrrelser.
  • Kan være skyld i ufrivillig vandladning dag og nat.
  • Ses ofte hos sensitive børn

GRIBEREFLEKSER

  • I hænder og fødder. Mest et levn fra da vi var aber og skulle holde fast i mors pels
  • Ved berøring i hhv. håndflade eller fodsål, vil fingre/tæer krummes
  • Kan give finmotoriske forstyrrelser, hvis griberefleks i hænder ikke integreres i 4 måneders alderen, som den bør.
  • Kan give børn som går på tæer, eller besværliggøre en god afvikling af gangen, hvis den ikke integreres når barnet er kommet op at gå.
  • Stimuleres af følesansen

ATNR (asymmetric tonic neck reflex)

  • Ses når babys hoved drejer til den ene side ved, at samme sides ben og arm strækkes, mens modsatte sides ben og arm bøjes. Hos det store barn ses tilsvarende bevægemønster.
  • Er aktiv fra fødslen, men topper omkring 3- 4 måneders alderen. Bør være integreret i 7 måneders alderen.
  • Hjælper barnet til at trille fra mave til ryg (sammen med galantrefleksen) og integreres således når barnet triller tilstrækkelig meget.
  • Arbejder sammen med hovedløftet, idet hovedet skal kunne løftes for, at armen kommer fri af kroppen i trillet.
  • Kan give problemer med at lære at cykle, svært ved koordination (hæmmer de to kropshalvdeles frie bevægelighed) og finmotorik (skrivefærdigheder), og dermed også indlæring, hvis den ikke integreres.
  • Hænger sammen med, og stimuleres/integreres vha. muskelspænding, specielt i halsmuskulaturen.

STNR (symmetric tonic neck reflex)

  • Mest aktiv omkring 6-9 måneders alderen. Bør integreres senest omkring 11-12 måneders alderen.
  • Integreres når barnet står i kravlestilling og ”rokker”
  • Bevirker at barnet kommer liggende fra gulvet til at rejse kroppen fra gulvet og senere til siddende stilling.
  • Når refleksen er aktiv, vil vi se, at når barnet kigger op, lander det med numsen i gulvet, og når det kigger ned, knækker armene sammen, og måske hovedet i gulvet.
  • Så længe refleksen er aktiv, er det besværligt at komme videre frem og kravle.
  • Kan være skyld i, at børn kravler på strakte ben, med samlede ben, eller rumper sig frem.
  • Kan være skyld i klodsede og besværliggjorte bevægelser hos det større barn.
  • Ligesom det er tilfældet med ATNR, er der en sammenhæng med muskelspænding i halsmuskulaturen.

MOROREFLEKSEN

Ved jeg, at vi som sundhedsplejersker kender særdeles godt. Men det som er værd at tænke ind her er, at den, når den ikke integreres, kan den hænge sammen med en større ængstelighed og opmærksomhed hos et barn. Og det kan så medføre:

  • Forsinket motorisk udvikling, da barnet er tilbageholdende.
  • Usikkerhed og ængstelighed – i værste fald angstproblematikker.
  • Et usikkert barn, kan reagere med at blive kontrollerende og kravafvisende.
  • Sensitivitet overfor lyde og lys
  • Koncentrationsbesvær.
  • Sanseintegrationsforstyrrelser.
  • Stimuleres og hænger sammen med alle primære sanser. Således vil sansemotorisk træning få refleksen til at aftage, øge evnen til sanseintegration og dermed gøre barnet mere tilpas og sikkert i egen krop.

Som det ses af ovenstående kan, ikke integrerede primære reflekser, være skyld i mange af de symptomer vi ser hos børn med sansemotoriske udfordringer, hvorfor de er værd at kende til, og tænke ind i vores vurdering af børnene.

I forhold til casen med Sara i starten, var der sket det, at hun var så låst i ryg mv. at hun ikke kunne starte de små hovedløft når hun lå på maven. Hun fik derfor ikke selv startet stimulationen af labyrintsansen. Efterfølgende brød hun sig ikke om det. Og det er ikke let at vende et barn på hovedet, som tydeligt viser ubehag ved det. Sara havde ikke i tilstrækkelig grad stimuleret sin muskel-ledsans, idet hun ikke kunne ligge på maven, og spænde muskler og løfte sit hoved. Så TLR var ikke integreret, og hovedrejsningsrefleksen kunne ikke komme i gang. Hun fik løsnet sine låsninger, og så stimuleret labyrintsans, og muskel-ledsans, som det primære. Det bevirkede, at TLR aftog og blev integreret, hvorefter hovedrejsningsrefleksen kunne komme på plads.

Jeg har efterhånden set denne proces flere gange. Også hos store børn, som faktisk ikke var i stand til at løfte deres hovedet når de lå på mave og ryg, og som efter denne stimulation, fik det på plads, fordi reflekserne kom på plads. Det er ret fantastisk at opleve. Og tag ikke fejl. Når et barn har svært ved hovedløft, skyldes det sjældent et ”stort hoved” men derimod en aktiv TLR.

Via mit daglige arbejde med børn i alle aldre, med enkelte eller flere aktive primære reflekser, har jeg erfaret, hvor forstyrrende disse reflekser kan være, for børns evne til at kontrollere egne bevægelser. Et rigtig godt eksempel er når jeg vil teste barnet for en aktiv STNR og ATNR. Jeg beder barnet stå på alle 4. Jeg stiller mig i firestående ved siden af, og viser således, hvad jeg mener. Jeg ser nu børn, der står med strakte ben, eller som sætter sig, eller som slet ikke kan placere sig i firestående stilling. Nogle er sågar ved at vælte. Hvordan tror I det er for sådan et barn at komme til at kravle? Når jeg konstaterer en aktiv ATNR, som bevirket, at venstre arm bøjer, når hovedet drejes til højre, og omvendt, så spørger jeg til, hvordan det har været at lære at cykle? Og ofte er svaret, at det har – eller er, meget svært. Barnet slingrer afsted. Og det forstå jeg sørme godt. For når barnet kigger til højre, vil refleksen få cykelstyret til at dreje til venstre. Og så er det svært at cykle!

I min optik nytter det således ikke noget at bede børn øve sig i at cykle og kravle, hvis aktive primære reflekser forhindrer deres frie bevægelighed. Vi er nødt til at få reflekserne til at aftage og integreres først. Og da alle reflekserne er koblet til en af de primære sanser, er det sanserne vi skal arbejde med, evt. suppleret med øvelser, som retter sig direkte mod refleksen. Når vi gør det, og refleksen er aftaget, vil vi opleve, at børnene af sig selv kommer til at kunne cykle og kravle. Det er bare én af grundene til, at ”funktionstræning” efter min opfattelse, sjældent er vejen frem når vi skal styrke børns grundmotorik.

I forhold til ubalancer i de primære sanser, gør det samme sig gældende. For eksempel møder jeg mange børn med en usikker balance, som blandt andet viser sig ved, at barnet har svært ved at gå på line. Jeg starter aldrig med at bede disse børn om at øve sig på at gå på line. Jeg arbejder i stedet med at stimulere labyrintsansen, som ofte trænger til at blive rettet ind. Vi arbejder med barnets evne til at regulere muskelspænding, så hjernen kan få de rigtige beskeder ud til led og muskler, og dermed lave de bevægelser, der skal til, for at holde balancen. Vi arbejder med koordination og følesans, for vi skal både kunne koordinere bevægelser, og mærke, hvad der foregår i kroppen. Så det er med andre ord, et helt andet sted at starte. Det er det som er forklaringen på, at nogle børn bliver ved at være motorisk udfordrede, selvom de har deltaget på skolens motorikhold. For nogle virker funktionstræning, men for mange gør den ikke. Der beder vi blot barnet om at gøre mere af det, som er svært. Og er det fair?

Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at undervise sundhedsplejersker i flere kommuner. En opgave jeg er meget ydmyg overfor. I min undervisning har jeg sat fokus på netop primære reflekser, og hvorfor vi skal tænke stimulation af primære sanser, før vi tænker funktionstræning. Jeg er af den opfattelse, at mange af sundhedsplejerskerne, ligesom jeg selv, har fået en øjenåbner i forhold til, hvordan vi skal vurdere og arbejde med børns sansemotoriske udvikling. Jeg håber, at jeg med denne artikel kan nå endnu længere ud med mit budskab, for der er ingen tvivl om, at vi som sundhedsplejersker bør kende til, og arbejde ud fra denne viden, når vi vejleder forældre og andre faggrupper omkring, hvordan vi skal styrke børns udvikling. Både i forhold til det forebyggende og sundhedsfremmende perspektiv, men så sandelig også i forhold til alle de børn, der kæmper med udfordringer omkring sansemotorik – og sanseintegration for den sags skyld.

Kilder:

Sanse Motorik® – det bedste til dit barn (www.sansemotorik.net/artikler-og-links/)

Anne Brodersen & Bente Pedersen (Grundmotorik testning og træning 2008)

A. Jean Ayres (Sanseintegration hos børn 2. udgave 4. oplag 2017)

Anni Kirk og Maria Beadle (Superbarn 2015)

The organized mind (www.theorganizedmindhq.com)

Primitivereflekser.no (www.primitivereflekser.no)

Når baby står på alle 4 og rokker, er det et vigtig led i at få integreret en af spædbarnsreflekserne

OM SURIKATER OG BØRN, DER GÅR PÅ TÅ

Udgivet den af
2

Jeg møder dem jævnligt i min klinik. Ikke surikater, men børn der går på tå.

Tågængeri kan være grunden til, at de kommer i første omgang, men ofte er det bare et symptom blandt andre problemstillinger.

Og som forælder vil man gerne vide, hvad grunden kan være til, at børn går på tå.

Jeg har et par bud:

  • Det kan skyldes en stadig aktiv griberefleks i foden
  • Det kan skyldes en overreagerende følesans
  • En afkortet/stram akillessene
  • Det kan skyldes stor opmærksomhed overfor omgivelserne

Spædbørn skal have griberefleks i fødderne. Den skal aftage og forsvinde når barnet kommer op og gå (seneste omkring 1½ års alderen) men hos nogen bliver den ved at være aktiv. Det kan medføre, at barnet bliver tågænger.

Når børn er overdrevent kildne eller følsomme på fødderne, kan det både give problemer i forhold til at have strømper og sko på, men også medføre, at barnet bliver tågænger.

En stram akillessene kan ”trække” børn op på tå. Og børn som går på tå, vil med tiden få en stram akillessene.

Og så er der de meget opmærksomme børn.

Og det er her surikaten kommer ind i billedet. For jeg ser for mig, det lille dyr med den høje grad af opmærksomhed. Som står højt på tå, med hele kroppen og halsen strakt, for at holde øje med alt.

Hos surikaten giver det mening, for der skal være nogen i flokken, der skuer ud over savannen, og sikrer, at flokken bliver advaret om farer. Men når børn har den adfærd, er det tegn på, at de er alt for opmærksomme. Og så er de på ”overarbejde”. For børn skal ikke holde øje med hele verden. Det har vi de voksne til. Det er bare ikke så enkelt, for nogle børn er overopmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Mange af disse børn har følsomme sanser. De mærker og registrer ting, som andre ikke lægger mærke til. Nogle af dem bekymrer sig om alt for meget. For nogle kan det udvikle sig til en grad af ængstelighed, som ikke er hensigtsmæssig. Deres nervesystem er i ubalance, og har brug for at blive beroliget. Og hvordan gør vi så det?

Vi skal stimulere krop og hjerne, så vi får dæmpet alarmsignalerne, og fremmer udskillelsen af de beroligende stoffer, som vores hjerne er i stand til at udskille.

Vi skal stimulere de sanser, som har med kropskontrol og kropsfornemmelse at gøre.

Børnene skal bruge kroppen. De skal gynge, trille, hoppe, klatre, og så skal de have masser af kram og knus. Seancer med beroligende massage, hvor man er særlig omhyggelig med at få masseret fødder og laver udstrækning af akillessenen, er alt sammen aktiviteter, der kan berolige den overopmærksomme hjerne, og hjælpe til, at vi får børnene ned på flad fod.

Det er ikke let, og det tager tid. Men det kan lykkes. Det har vi erfaring for hos Sanse Motorik.

JEG KAN MÆRKE, AT DET DECEMBER…

Udgivet den af
Svar

Ikke bare på mig selv, som kan stresse lidt over julepynt og julegaveindkøb (Jeg elsker julen) Men på de børn, som kommer i klinikken.

December er bare en måned, der presser i forvejen sensitive og pressede børn.

Der er meget, der ikke er som det plejer.

Bare det, at der er julelys og nisser rundt omkring, kan være nok til, at følsomme børn bliver overstimulerede. Nye ting at kigge på og forholde sig til….

Og så er der alle arrangementerne. Alt det vi skal deltage i.

Julehygge i børnehaven og sfo´en. I skolen. Med familien, og firmaets juletræsfest.

Der skal åbnes kalendere, pakkes gaver op, laves gaver, købes juletræ osv. osv.

Alt sammen arrangementer, som de fleste af hos, trods alt hygger os med, men som let bliver for meget for de følsomme børn.

Så kunsten er, som den altid er med præmature, og andre følsomme børn, at finde balancen.

Hvis I ikke allerede har tænkt det, så HUSK, at man behøver ikke at deltage i det hele.

Det er faktisk ok at sige nej til noget, på barnets vegne. For barnet siger det sjældent direkte.

Men de siger det med deres adfærd. Som en præmaturmor sagde til mig i dag: vi ved, at hun har svært ved at spise i december, men har nu også erfaret, at det kommer igen, når vi er ovre på den anden side.

Det kan gå ud over søvnen, give uro, nedsmeltninger, øget følsomhed overfor ex. tøj og lign. Nogle af de symptomer som I måske kender til i forvejen, tager til i styrke og hyppighed i denne tid.

Men ud over at skære ned på aktiviterne, kan vi også gøre noget andet. Nemlig tænke stimulation af de primære sanser.

Give barnet massage, som får dem til at slappe af (må ikke kilde), faste tryk på hele kroppen, og så rolige svingture i armene eller måske en vuggetur i et tæppe. At blive rullet fast ind i et tæppe, og blive klappet rytmisk på hele kroppen, kan også få en stresset hjerne til at slappe af.

Det kan rent faktisk hjælpe så meget, at I måske kan opleve det som en af “mine” familier oplevede forrige jul. Nemlig at have den bedste jul nogensinde, i den 6 årige drengs liv. Der var ro på, der blev sovet længe, og der blev hygget.

Så ved jeg, at sansemotorikken har gjort en forskel

NÅR DER KOMMER NOGET NYT

Udgivet den af
Svar

Måske kan I se, at der er en “fejl” på siden? Det kan jeg i hvert fald selv se.

Det skyldes en opdatering, som åbenbart kræver, at jeg skal ændre noget i opsætningen. Og når jeg skal ændre noget, så er det min IT-support (læs: min mand) der står for det. For IT er bestemt ikke min spidskompetence…

Så lige så snart IT -support har tid (nok mellem jul og nytår) skal vi nok få det rettet.

Indtil da må I og jeg lige leve med, at det ser lidt anderledes ud.

Men det skal da ikke forhindre mig i, at ønsker Jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

HER HAR VÆRET LIDT STILLE – JEG VED DET GODT

Udgivet den af
Svar
Men det er bestemt ikke fordi jeg ikke er her….
 
Jeg har bare haft en vældig travl periode.
Kalenderen har været helt fyldt op,
 
Rigtig mange familier finder vej til min klinik, for at få hjælpe til deres barn med sansemotoriske udfordringer, eller med sanseintegrationsforstyrrelser.
Og da jeg jo elsker at hjælpe, og helst ikke lader folk vente, jamen så har jeg måtte ruppe neglene.
 
Jeg har også været en del ude at undervise i netop emner som sansemotorik, sanseintegration og præmature.
Det har været dagpleje, sundhedsplejersker og pædagoger. Både i kommuner, og på vores eget kursus i Sanse Motorik regi.
 
Der har været gang i mine hold med spædbarnsmotorik og for de store tumlinger. Faktisk så meget, at jeg en overgang måtte oprette ekstra hold.
 
Det er vild luksus at have “gang i klinikken” men nu må der skrues lidt ned for blusset, så der også bliver tid til, ex. at skrive her og på min blog. For at drive en klinik, betyder også mange “udenomsopgaver” som skal passes.
 
Der skal blandt andet netværkes. og helt aktuelt har jeg fået kontakt med en sandplayterapeut, så jeg har en at henvise til, hvis børn har nogle traumer, som kræver en anden opmærksomhed, end det jeg kan tilbyde.
Jeg har samarbejde med zoneterapeuter, kiropraktorer, osteopater m.fl. som jeg gerne vil udvikle.
Alt sammen for at medvirke til Jeres børns trivsel.
 
Og så er det jo i dag 1. december. Så julefreden må gerne begynde at sænke sig bare en smule. Det har vi alle brug for tror jeg. Særligt efter en november, som har været mere grå og mørk en vanlig.
Jo jo. Der er stadig gang i klinikken, men I et mere “normalt” tempo. Og derfor er der selvfølgelig også plads til Jer, hvis I skulle få brug for det.
 
Glædelig 1. december til Jer alle 

5 ÅR MED PRÆMATURE OG SANSEMOTORIK

Udgivet den af
Svar

Tænk, hvor tiden flyver….

I går kunne jeg fejre min 5 års fødselsdag i min klinik. For 5 år siden tog jeg det store spring fra kommunalt ansat sundhedsplejerske (med præmature som speciale) og sprang ud som selvstændig.

Der er godt nok meget vand i åen siden da, og I dag møder jeg jævnligt forældre, sundhedsplejekollegaer og andre fagfolk, som siger: dig har jeg godt hørt om. Og det er mærkeligt, at være en, som “folk har hørt om”. Men også noget jeg er meget ydmyg overfor. For det lyder nemlig til, at det er for det gode, jeg er blevet et navn “man kender”.

De første år som selvstændig havde jeg  meget på hjerte, særligt omkring de præmature, deres udfordringer når det kom til sansemotorik og sanseintegration, og med at finde forståelse i den verden vi lever i. Derfor har mange af mine indlæg efterhånden nogle år på bagen. Men det gør dem ikke mindre aktuelle, for hvor meget har egentlig ændret sig?

Jeg læser stadig om bekymrede forældre, der ikke føler, at deres barn og de selv, bliver mødt med tilstrækkelig indsigt og forståelse af, hvad det kan føre med sig, når man kommer for tidligt til verden. Så derfor må jeg jævnligt liiige pippe lidt op igen om emnet.

Jeg har forsøgt at få medierne i tale, indtil videre dog uden held. Jeg kunne nok prøve mere, men der er jo også sket det i disse år, at jeg har fået mere og mere travlt i min klinik. Et luksusproblem, som jeg er stolt af. For det er min egen fortjeneste. Og det er sørme noget særligt.

Der kommer stadig mange præmature børn i klinikken. Og en del af dem “hænger ved” igennem længere tid. Ikke nødvendigvis fordi vi træner sansemotorik. Men måske er de forsat på et af mine Tumlehold, eller også er der jævnligt kontakt og dialog med forældrene, som jo stadig kæmper barnets kamp. Og jeg forsøger stadig at komme med mine input til, hvordan det kan gribes an.

Man holder aldrig op med at være præmatur. Det er en del af et menneskes historie. Det betyder ikke, at senfølger bliver ved at følge alle hele livet, og at man ikke kan få det godt. For det kan man bestemt. Men for nogen betyder det, at de skal lære sig, hvordan de passer på sig selv, så hjernen kan følge med i den hverdag de lever. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.

Så tillykke til mig selv, og en KÆMPE tak til alle Jer, som er med til at gøre min drøm mulig

 

UUUH, JEG BLIVER GODT NOK FRUSTRERET PÅ JERES VEGNE!

Udgivet den af
Svar

Nogle gange er lige før, at min temperament løber over med mig. Som her forleden, hvor jeg havde besøg i klinikken af en af mine “gamle” kunder. Ja gammel er hun nu ikke, for alderen siger, at skolestart nærmer sig.

Og hvad gør man så, når man er præmatur og har så mange senfølger, at det burde være tydeligt for enhver, at man ikke bare kan starte i en almindelig stor folkeskole?

Når man i forvejen ikke kan rumme en “almindelig dag” i børnehaven, hvordan skal det så pludselig løse sig, fordi man når skolealderen?

Nå, men ikke desto mindre, er det noget, som jeg støder på en gang imellem.

Og det som gør mig så vred, det er, at de besluttende myndigheder, kan træffe beslutninger, i realiteten uden at tage en masse fagfolks udtalelser og anbefalinger til efterretning.

Jeg siger ikke, at det er der den ender, i denne piges sag, men bare det, at de stakkels forældre, skal være angste for,  at det sker, er nok til at få mig op i det røde felt. For hvorfor kan “man” ikke anerkende og berolige disse forældre med, at så galt går det nok ikke. Næh i stedet siger “man”, at de nok ikke skal regne med, at man kan træffe beslutning om eksempelvis specialskole til et sådan barn.

Mange præmaturforældre lever i evig stress og angst over, hvordan det dog skal gå. Det starter allerede ved, eller måske før fødslen. Når de kommer hjem, når barnet skal ud og passes. Ved skift til børnehave og særligt til skolen, hvor alle skal kunne rummes, i inklusionens hellige navn. Og at være præmatur, er jo ikke nogen diagnose vel??

Det er et stykke tid siden jeg har “skældt ud”. Men nu gør jeg det på alle Jeres vegne. Jeg ved ikke om det ændrer noget, men det skal i hvert fald ikke stå usagt hen.

Og selvom mange beslutningstagere og politikere, glemmer at lytte til os fagfolk, så vil jeg da alligevel vove at påpege: AT VI VED FAKTISK GODT, HVAD VI TALER OM!

 

JEG FÅR OGSÅ SVED PÅ PANDEN

Udgivet den af
Svar

De der børn, der kravler på væggene.
Som altid er i bevægelse.
Som altid stiller os spørgsmål.
Som har så meget fart på, at de er ved at falde over deres egne ben.
Som finder alt legetøjet frem, og som ikke leger med noget af det.
som ikke kan sidde stille et øjeblik, heller ikke når vi spiser.
som er timer om at falde i søvn, fordi der er gang kroppen.
Som ikke kan koncentrere sig i skolen.

Som voksne får sved på panden af…..

De kommer her i min klinik.

Med deres trætte forældre, for at få hjælp.

Jeg skal lave en sansemotorisk undersøgelse, som til dels består af aktiviteter sammen med barnet, men også af spørgsmål til forældrene.

Og her er det, at også jeg kan få sved på panden

For det går stærkt, og det er svært at holde fokus.

Det er som om, at barnets uro smitter os alle sammen.

Vi kommer til at mærke, hvordan barnet har det inden i. Den konstante uro og skiften imellem aktiviteter.

Jeg mærker, hvor hårdt det må være, at have det sådan hele tiden. Både for barn og forældre.
Og jeg mærker kun en brøkdel af, hvad de mærker.

De er på overarbejde!

Jeg siger til forældrene, at jeg godt forstår, at det her ikke er let. For jeg skal også arbejde for sagen.

Jeg gør det gerne. For det er mit job, og det jeg brænder for.

At hjælpe børnene til mere ro. Til bedre fornemmelse og kontrol af deres krop. At hjælpe forældrene til at hjælpe deres barn.

At se forældre sænke skuldrene fordi de bliver taget alvorligt, og ikke får at vide, at de skal være bedre til at opdrage deres barn.

Jeg håber, at alle dem, som tænker, at man kan opdrage sig ud af sansemotoriske udfordringer med tiden vil forstå, at det kan man ikke.

At de børn, som er urolige i skolen, og som kan fremstå uopdragne, kan være børn med kludder i sansemotorikken.
For når vi møder børn og forældre, som de har behov for, så kan vi bedre løse problemet.

Og så får vi flere rolige og veltilpasse børn. Og vi får gladere forældre med større overskud.

Til gavn for alle

FOREDRAG I MIN KLINIK – HAR DU TUMLET MED DIT BARN I DAG? 14/11-19 KL. 19

Udgivet den af
Svar

Ja, har du tumlet med dit barn? Eller vil dit barn ikke tumle? Kæmper dit barn med kropslig uro, koncentrationsproblemer, eller er det brusebadet og tøjet der driller?
Er der udfordringer omkring det sociale samspil, og vanskeligheder for barnet med at aflæse andre?
Går barnet på tå, eller er det sproget der ikke udvikler sig?
Alt dette kan du blive klogere på, når jeg åbner dørene til klinikken og fortæller om sammenhængen mellem børns adfærd og trivsel og sansemotorikken.

Foredraget er målrettet dig, som ønsker at blive klogere på dit eget og/eller andres børn. Om du er forælder, pædagog, lærer, sundhedsplejerske eller en anden fagperson, er du lige velkommen.

Prisen er 150 kr. og tilmelding sker til mabe@sansemotorik.NET

Der er begrænsede pladser.

Adressen er Flodvej 73, 2765 Smørum

 

SØVN – ET NÆRMEST UOPNÅELIGT GODE

Udgivet den af
2

Jeg sidder her sidst på aftenen og skal snart i seng. Mine børn er for længst fløjet fra reden, så jeg er forvænt med muligheden for en god nattesøvn.

Men jeg ved, at det ikke er alle forundt.

Alle Jer som har børn med søvnproblemer. Og de børn, som ikke sover….

Det er fra de små babyer og op til de store skolebørn.

Jeg møder Jer nærmest dagligt i min klinik. Forældre der ringer eller skriver, fordi deres barn ikke sover. Barnet kan ikke falde i søvn, og/eller søvnen er urolig. Der kan være mange opvågninger, eller måske ligger barnet uroligt i søvnen. Nogle har mareridt, nogle har nigthterror.

Fælles er, at alle er trætte. Meget trætte. Forældre der næsten ikke kan tænke af træthed, børn der farer omkring, for at holde hjerne og krop vågen.

Det er virkelig et problem, der er til at tage og føle på.

Der kan være forskellige grunde til, at børn ikke sover. Jeg vil fortælle lidt om den sansemotoriske forklaring. Og selv inden for dette felt, kan der være flere forklaringer.

Børn med kludder i deres sansesystem kan have indsovningsproblemer. Kroppen er så urolig, at barnet ikke kan slappe af, og overgive sig til søvnen. Det kan være en overreagerende følesans, som gør at barnet hele tiden mærker noget, som de “flytter sig fra” eller i hvert fald reagerer på. Labyrintsansen kan give barnet svimmelhed når de kommer ned at ligge og/eller vender sig i sengen. Muskelspændingen kan være så høj, at det bliver rigtig svært at slappe af. Muskelspændingen kan også være lav, og barnet vil instinktivt forsøge at holde hjernen vågen, ved at holde kroppen igang. Hvis nervesystemet er anspændt bliver søvnen urolig. Det kan både være i form af fysisk uro, men også i form af mange drømme som kan være både gode og dårlige.

Når vi sover, bearbejder hjernen sanseindtryk. Det man også kalder at lave sanseintegration. Har barnets hjerne svært ved sanseintegration, kan det både give indsovningsproblemer og urolig søvn. Hos nogle børn kan reaktionen på dagens, eller de forrige dages sanseindtryk, komme med forsinkelse, så det i sig selv kan gå ud over søvnen.

Set i lyset af denne viden, kan vi hjælpe børn med søvnproblemer. Vi kan nemlig træne sansemotorik. Vi kan stimulere de primære sanser, så de er i balance, og så vi hjælper hjernen til bedre sanseintegration.

Derfor siger jeg ja, når forældre spørger om jeg kan hjælpe med deres barns søvnproblemer. Jeg finder nemlig næsten altid en sansemotorisk forklaring på problemet. Og jeg oplever næsten altid en forbedring af søvnen efter en periode med målrettet træning.

Generelt skal vi tænke på, at når vi giver børn svingture, når de gynger, rutscher og vipper, når vi giver dem massage, kram, kys og faste tryk på hele kroppen, når de får lov at bruge muskler, ase og mase, skubbe og trække, jamen så får de stimuleret disse livsvigtige primære sanser. Ofte er den generelle stimulation bare ikke nok. Det har I opdaget, for det har I prøvet. Og så er det, at jeg og mine kollegaer må på banen.

Det er fantastisk når et barn begynder at sove bedre. Når de glade og trætte putter sig om aftenen, og når der kommer en rolig søvn. Hele familien får det bedre. Og så er det en stor tilfredsstillelse at være sansemotorisk konsulent.

Med ønsket om en god søvn til alle