Det nye nummer af “Livsbladet” er netop dumpet ind i min postkasse. Til Jer som ikke kender det, kan jeg fortælle, at det er Dansk Præmaturforenings medlemsblad.

Den første artikel jeg slår op på, er lige vand på min mølle. Den er skrevet af Nancy Bazilchuck og handler om den præmature hjerne. Om at præmatures hjerner virker anderledes end hos andre. Det gælder særligt for børn med en fødselsvægt under 1500g. Noget der kan følge præmaturt fødte hele livet.

Det er norske læger, som i forbindelse med forskning i hjerneskader, også har interesseret sig for, hvordan forholdet er mellem lav fødselsvægt og kognitiv udvikling. Altså hjernens evne til at organisere og reagere på sanseindtryk.

Lige netop det som kan være svært for præmature. Ikke bare børn, men også når man bliver teenager og voksen. Det som jeg ofte taler om i form af sanseintegrationsproblemer.

I undersøgelserne brugte man hjernescanninger til at undersøge aktivitetsniveauet i forskellige områder i hjernen, mens forsøgsdeltagerne skulle løse en opgave. Der var to grupper. En gruppe med lav fødselsvægt, og en med normal fødselsvægt. Forsøgtdeltagerne løste opgaven lige godt, men på hver sin måde (det her handler nemlig ikke om intelligens). Blandt andet kunne man se, at evnen til at tænke abstrakt, identificere relationer og løse nye problemer, kan være udfordret hos personer med lav fødselsvægt. De fandt også, at den præmature hjerne ofte reagerer som om, at den støder på noget nyt hver gang. Også selvom personen står overfor kendte opgaver. De bliver dermed mere overraskede og føler sig mindre forberedte. Også overfor opgaver/situationer, som ikke vil virke sådan på andre mennesker. Hvis verden i høj grad opleves uforudsigelig, er der en forøget risiko for udvikling af angstproblemer.

Kan I genkende det? Jeg synes, at det giver så meget mening i forhold til de udfordringer og senfølger vi kan se hos præmature børn. Her er der altså noget forskning, der understøtter det som vi ser. Det understøtter også, at det giver mening at hjælpe præmature børn netop med at skabe struktur, da det i sig selv kan være med til at forebygge, at følelsen af manglende kontrol, bliver så markant, at den udvikler sig til angstproblematikker.

Hvis I vil læse artiklen detaljeret, så vil jeg anbefale Jer at få fat i Livsbladet og læse den der.

Gudskelov er det ikke mig selv jeg taler om….

Jeg tænker på det der sker, når verden ramler sammen for de præmature børn. Når de bare får nok!

Det rammer store og små, og det rammer barnets familie.

Jeg har set videooptagelser af et barn med en sådan “nedsmeltning”. Det er ikke noget rart syn. Men det understøtter på bedste vis, det som forældrene beskriver og oplever. Nemlig et barn, der er ude af sig selv. Som græder/skriger, og som værst af alt, ikke kan trøstes.

Og i modsætning til andre børns “sammenbrud” så varer disse nedsmeltninger i længere tid. Nogle gange i adskillige timer. Og det er godt nok lang tid, ikke at kunne hjælpe sit barn.

Nogle gange oplever jeg i min klinik, at familier må melde afbud til træning i sidste øjeblik. Ganske enkelt fordi barnets dag er ramlet. Måske er de udmattede af dagen i børnehaven, eller måske kan de større børn bare ikke længere, rumme alle de krav, som alle stiller til dem. Og så melder de sig helt ud. De små skriger, de store løber måske væk, eller vil ikke komme ud fra deres værelse.

Jeg ved, at vi med den sansemotoriske stimulation, kan hjælpe børn og unge, og dæmpe deres udbrud. De kan aftage i både hyppighed og styrke. Men vi kommer heller ikke udenom at kigge på de rammer, som tegner barnets dagligdag. Ude og hjemme.

De fleste forældre har med tiden lært, hvad deres barn rummer, og ved hvad der sker, når det går galt. Men det ved resten af verden ikke. Så derfor risikerer barnet, ikke at blive mødt i deres behov for ex. pauser, når de er i skole, børnehave, til sport osv. Derfor er vi også nødt til at arbejde på at lære barnet, hvordan de selv kan tage deres “pauser”. De kræver dog stadig, at omgivelserne så accepterer dette og samarbejder med barnet og familien. Når det lykkes, kan vi i langt højere grad undgå, at børn og unge, bliver så pressede, at det udløser et “sammenbrud”

Denne problemstilling er en af grundene til, at jeg bliver ved at skrive om præmature og deres behov. Jeg håber, at vi med fælles oplysning efterhånden kan få alle til at forstå og anerkende, at det ikke er uden betydning, at man bliver født før hjernen er klar. Men også at vi med den rette støtte, kan hjælpe barnet til et godt børne- og voksenliv.

Ja, som overskriften siger, så har jeg fået et nyt faneblad her på siden.

I kan fremover under “Arrangementer” se, hvornår og hvor jeg afholder ex. foredrag eller andre arrangementer.

Jeg håber, at I får glæde af det.