TABT ARBEJDSFORTJENESTE

Et emne som ofte bliver drøftet blandt præmaturforældre.

Hvornår kan man få det? Og hvad skal der til?

Mange af Jer kender jo godt udfordringen: I har et barn, der er for følsomt til at rumme en hel dag og uge i dagplejen eller vuggestuen. For nogle forsætter problemet helt op i skolealderen. Nogle børn er ualmindeligt svære overhovedet at køre ind i deres pasningstilbud. Det klares ikke på de vanlige 1-2 uger, men kan tage måneder, og for nogle lykkes det slet ikke.

Og så er det, at mange spørger til, hvordan man skal klare den situation?

Jo, I skal få relevante fagpersoner ind over, til at støtte Jeres argumenter. Det kan være sundhedsplejersken, lægen på  neonatalafdelingen, dagplejepædagogen, vuggestuepædagogen, PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) for måske er der behov for en sanseprofil og/eller en psykologvurdering.  Og så skal I først og fremmest have fat i en sagsbehandler.

Alle mennesker har en sagsbehandler. Og børnenes findes i kommunens børne-familieafdeling. Det er dem I skal kontakte.

Og lad mig med det samme slå fast: det er ikke bare noget man får. Det kan mange præmaturforældre bevidne. Mange vil få at vide, at deres barn ikke har en diagnose, og derfor ikke umiddelbart er berettiget til særlig støtte. MEN….præmature børn har ofte en eller anden form for “funktionsnedsættelse” som gør, at de af den ene eller anden grund, ikke rummer en almindelig dagligdag. Og derfor kan det være relevant, OG nødvendigt i hvert fald i en periode, at tildele en af forældrene tabt arbejdsfortjeneste, så man kan skabe en hverdag, som barnet kan trives i. Og det skal der argumenteres for. Det kan være, at barnet har mange sygedage pga. nedsat immunforsvar. Det kan være, at der er behov for mange undersøgelser/kontroller på sygehuse og hos speciallæger. Det kan være, at barnet er så sensitivt pga. sin for tidlige fødsel, at det bliver voldsomt overstimuleret, af selv få sanseindtryk. Hvis ikke der findes en løsning, risikerer det at gå ud over barnets udvikling og trivsel. Og det er der ingen i dagens Danmark, der ønsker. Så klø på, og tro på, at det må være muligt også for Jer at få tildelt ydelsen, hvis der er behov for det.

Der er i øvrigt også mange gode råd at hente i præmaturgrupperne på Facebook, hvor forældre gerne deler deres erfaringer.

I næste måned er der erfa-træf for præmatursundhedsplejerskerne på Sjælland og øerne. Der kommer en socialrådgiver og fortæller om netop dette emne. DET glæder jeg mig til at blive klogere på. For det gælder om at kende de rigtige argumenter, når vi skal søge om dækning af nedsat arbejdstid.

Heldigvis kender jeg masser af eksempler på, at det kan lade sig gøre. Så fortvivl ikke, men søg, når I har en hverdag, som ikke hænger sammen pga. Jeres barns udfordringer.

Held og lykke med det!

NÅR BØRN HAR SVÆRT VED AT BLIVE “RENLIGE”. HVAD GØR VI SÅ?

Jeg bliver ofte inspireret af de spørgsmål eller opslag jeg læser på Facebook. Og så får jeg lyst til at skrive….

Denne gang er det om de børn, der har svært ved at blive tørre. Som tisser om natten, som drypper eller har store uheld om dagen, og så dem, der også har udfordringer i forhold til at fuld kontrol over deres afføring.

Der kan være stor forskel på, hvornår børn får kontrol over når de skal af med “noget”. Nogle er  meget tidlige, og smider måske bleen når de er 2 år. Andre har brug for længere tid, og er måske børnehavebørn før det lykkes. Og så er der dem, der langt op i skolealderen stadig kæmper. Og så er det bestemt ikke sjovt længere.

En ting er at blive renlig om dagen. Det bliver de fleste børn omkring 2-4 års alderen. Noget andet er det med at holde sig tør om natten.

Det er faktisk ikke så ualmindeligt, at børn stadig tisser om natten, når de starter i skole. Faktisk gør omkring 20% det. Idag er vi så heldige, at man let kan købe store bleer, og på den måde afhjælpe de gener det medfører, når barnet sover fra tissetåren. I løbet af 0. klasse, vil en del vokse fra det. Vi må altså konstatere, at man ikke er unormal, hvis man tisser om natten som 6-årig.

Har du et barn, som er vådligger efter 6-7 års alderen, er det en god ide´ at få barnet undersøgt på børneambulatoriet eller en inkontinensklinik. Det er nemlig vigtigt at udelukke, at barnet ikke har en urinvejsinfektion, misdannelser i urinvejene, eller en anden fysiologisk forklaring. Det er dog sjældent tilfældet.

En af forklaringerne kan være manglende produktion af det hormon, som hæmmer dannelsen af urin når vi sover. Dette hormon er nogle børn længe om at danne tilstrækkeligt af. En problematik som er arvelig, og derfor ofte ses i generationer i samme familie. En anden forklaring kan være, at blæren ikke rummer ret meget før den må tømme sig. Børn med en af disse problematikker, kan hjælpes enten med ringeapperat eller medicinsk.

MEN….. så er der den sansemotoriske forklaring. Og den er der ikke så mange, der er opmærksomme på, eller kender til. 

Nogle børn har en aktiv galantrefleks. Det er en spædbarnsrefleks, som burde være væk inden 1½-2 års alderen, men som en del børn, med forstyrrelser i følesansen stadig har. Når denne refleks aktiveres, kan den udløse en vandladning.

Vi kan altså have et barn, som når det vender sig i sengen, får udløst refleksen, og dermed kommer til at tisse. Og det kan vi ikke løse med hverken medicin eller ringeapperat. Det skal løses ved at “fjerne” refleksen. Da den hænger sammen med følesansen, er det stimulation af denne, der skal til. Massage…..særligt i området, hvor refleksen er aktiv, nemlig langs rygsøjlen. Denne refleks kan i øvrigt også være skyld i, at nogle børn, har svært ved at få kontrol over vandladningen om dagen.

Børn med rod i følesansen, kan have svært ved at mærke, hvornår blæren eller tarmen giver besked om, at noget er på vej. De registrerer det ikke, og vi tænker, at det er fordi de er optagede af leg eller andet, at de ikke mærker det. Men hjernen registrerer simpelt hen ikke signalerne i tilstrækkelig grad.

Og så er der de børn, der mærker alt for meget. De kan blive helt hysteriske når de mærker urin eller afføring. De vil ikke af med det, holder på det, eller vil kun i bleen. Og når de har forsøgt at holde på det tilstrækkeligt længe, ja så bliver de måske forstoppede, eller der sker uheld.

Igen er vi nødt til at stimulere følesansen, så børnene får en tilpas måde at mærke sig selv på.

Der kan også være en sammenhæng med, hvordan barnets muskelspænding er. Børn med en lav muskelspænding kan have tendens til forstoppelse. Og ikke sjældent oplever jeg, at når vi træner sansemotorik, og dermed også fornemmelsen af den rette muskelspænding, så reduceres behovet for afføringsmidler, som eksempelvis Movicol. Det er ret fantastisk.

En del af de børn jeg møder i min klinik, er udover det sansemotoriske, også udfordrede omkring inkontinens. Men ikke sjældent oplever jeg, at når vi arbejder med det sansemotoriske, så kommer det andet med af sig selv. Jeg har også familier, som henvender sig med inkontinens, som det primære. Det er et spændende område at tage fat på synes jeg, fordi det er en helt anden tilgang, hvilket mange børn også sætter pris på. Det er jo typisk de store børn, som for alvor er generede at ex. nattisseriet, og som derfor er meget motiverede for at skabe en ændring i deres situation.

Jeg håber, at jeg med dette skriv, kan være med til at sætte fokus på en anden måde at få bugt med inkontinens hos børn på.

De kærligste hilsner fra Marianne

FØDT 4 UGER ELLER 4 MÅNEDER FOR TIDLIGT – HVAD ER VÆRST?

For nylig stødte jeg på en diskussion på Facebook, som omhandlede graden af for tidlig fødsel. Hvordan den enkelte mor/forælder oplevede at have født for tidligt. Og om det var værre, jo tidligere barnet var født….

En interessant problemstilling. For hvem kan bedømme, hvad der er værst, og hvordan vi hver især oplever at føde for tidligt?

Som sundhedsplejerske har jeg mødt familier, hvis barn er født 3 mdr. for tidligt, og familier, hvis barn er født 3 uger for tidligt.

Jeg har oplevet mødre, som oplevede det at føde 4 uger for tidligt, som meget skræmmende og angstprovokerende. Mødre som følte stor lettelse over, at deres forholdsvis ”sene” for tidlige fødsel, blev anerkendt som værende en præmatur fødsel. For dem var det nemlig absolut uventet at føde 4 uger før tid. På et tidspunkt, hvor de stadig troede, at de havde tid til at ”blive klar” til den forestående begivenhed.

Forældre, hvis barn fødes flere måneder for tidligt, er selvsagt oftere igennem et svært forløb, hvor starten kan være præget af en hel konkret angst for at miste barnet. Der kan tilstøde forskellige komplikationer, som kan have betydning både for barnets overlevelse, og får barnets udvikling på sigt. Jeg tror, at alle godt kan sætte sig ind i, at det er voldsomt at gennemgå et sådan forløb. Og en del forældre ender da også ud med PTSD (post-traumatisk-stress-syndrom). Ingen tvivl om, at det er meget svært og voldsomt for dem det rammer.

Men nu vil jeg med dette opslag gerne tale de sen-præmatures sag. Både børnenes og forældrenes. For en del af disse børn, er udfordrede på det sansemotoriske og sanseintegrationsmæssige. De bliver let overstimulerede, har kropslig uro, kan have en følesans, der ikke registrerer som den skal, have usikker motorik for bare at nævne nogle af de symptomer vi kan se som tegn på, at hjernen ikke arbejder optimalt. Og mange omkring disse børn, er ikke klar over, at det kan have med den tidlige fødsel at gøre.

Ofte er det sådan, at når man føder blot 4-5 uger for tidligt, så kommer barnet ikke på neonatalafdelingen. Og det er jo sådan set godt, at der ikke er behov for det. Men det kan betyde, at forældrene ikke får den information om det at føde et præmaturt barn, som de ville have fået, hvis barnet lå på neonatalafdelingen. Eksempelvis omkring at skærme barnet, og omkring tegn på senfølger. Der bliver altså ikke talt så meget om sanseintegration eller, hvordan man bedst styrker det præmature barns udvikling. Det er heller ikke sikkert, at familien får tildelt en sundhedsplejerske, som har særlig viden omkring præmature, når de kommer hjem. Det kan betyde, at disse familier lander ”mellem to stole”. De får ikke den støtte som der kan være behov for, så der kan gå lang tid, før forældrene måske bliver klar over, at deres barns udfordringer kan skyldes en for tidlig fødsel. Og der kan gå endnu længere tid før de får hjælp dertil.

Så næste gang du møder et barn, der ”kun” er født 4-5 uger for tidligt, så tænk dette ind. Både af hensyn til barnet, men også til forældrene, som kan have en klar oplevelse af at have født for tidligt. Også selvom vi omkring dem kan tænke, at ”det er da ikke så meget”…….

 

SOMMERTID OG FERIE

Sommer og ferietid er for de fleste forbundet med følelsen af frihed og glæde over at kunne koble fra i nogle uger, og gerne i forbindelse med en rejse.

Men for præmaturforældre er ferietid ofte forbundet med nye bekymringer.

          Ferietid betyder gæstedagpleje eller vikarer i vuggestuen/børnehaven

          Ferietid i institutionen betyder ændring af den daglige struktur

          Ferietid betyder tanker om, hvorvidt man kan rejse med sit præmature barn.

          Hvornår er de gamle nok?

          Bliver de overstimulerede?

          Hvordan skærmer man dem bedst osv. osv.

          For nogle er det slet ikke realistisk at kunne rejse

Jeg blev en gang kontaktet af en mor med et præmaturt barn. Pigen, som jeg kalder Sofie var på det tidspunkt 3 år. Familien skulle på charterrejse sydpå, men i den seneste tid var pigen blevet tiltagende angst for nye ting. Bare det at gå ind ad en dør et nyt sted, var voldsomt skræmmende for hende. Det gav anledning til stor bekymring for, hvordan ferierejsen ville forløbe.

Jeg foreslog mor at lave en bog til Sofie. En billedbog som handlede om den forestående ferie. Billederne skulle i detaljer vise rejsen. Turen til lufthavnen, indtjek og aflevering af kufferter, flyvetur, bus til hotellet, billeder af hotellet osv. Denne bog skulle de kigge i sammen med Sofie i tiden op til rejsen. Og når de skulle til at hjem igen, skulle de læse bogen ”baglæns”.

Efter rejsen blev jeg kontaktet af mor, der fortalte, at turen var gået over al forventning. Sofie havde været tryg og haft styr på, hvad der skulle foregå. Bogen havde virket efter hensigten, og Sofie var glad for sin bog, som nu kunne fungere som et minde om turen. På den måde kunne de også efterfølgende få talt om, og bearbejdet turen.

Dette er blot et eksempel på, hvordan præmature kan hjælpes ved at være forberedt. I kan bruge ideen til Jeres sommerferie, hvad enten den foregår ude eller hjemme. At være forberedt, giver altid tryghed.

Og så kan vi så også huske os selv på, at mange børn, ikke bare de præmature, er fint tilfredse med ferie hjemme i de vante omgivelser. Med ro på, og en anden tid, end der typisk er i hverdagen. Så det kan være et godt valg at blive hjemme.

 

Rigtig god sommer til børn og voksne 

Hilsen Marianne

 

AT BLIVE RØRT VED

Når vi nyder berøring udskiller hjernen velværestoffer, som gør os rolige og godt tilpas.

For mange præmature er det imidlertid en helt anden sag.

Da de blev født var deres hjerne ikke klar til at forstå og anvende det kroppen mærkede. Og når man fødes for tidligt, er lang fra alt berøring af den gode slags. Det lille præmature barn får sonder, cpap, elektroder, stik og meget andet ubehagelig berøring.

Selv den velmente berøring kan medføre ubehag, fordi hjernen ikke forstår at tolke det den mærker. Så blide strøg kan føles væmmeligt for det præmature barn. De har det bedre med at blive holdt om og “rammet ind”.

For en del præmature betyder det, at de vokser op med en overreagerende følesans. For hjernen husker det tidlige ubehag. Ikke bevidst, men på en måde, så barnet reagerer med måske ikke at bryde sig om berøring. Strømper og mærker i tøjet generer. De kan ikke lide at blive klippet, få klippet negle eller gå i brusebad.

Børn der har det sådan, har brug for at få rettet følesansen ind, så de mærker sig selv på en mere hensigtsmæssig måde.

Det kan man gøre ved at stræbe efter berøring/massage, der fremkalder de gode følelser. Det kan tage lang tid at bygge op og skal startes meget forsigtigt, hele tiden under hensyntagen til, hvad barnet kan holde ud.

Når vi rammer det som barnet kan lide, så får vi hjernen til at udskille velværestofferne. Jo flere vi får af dem, jo bedre kan vi få hjernen til at “glemme” ubehaget som var engang.

Helt konkret kan man give barnet massage med hænder og/eller forskellige massageredskaber. Det er ofte godt at starte med at dæmpe signalerne/påvirkningen, ved at give massagen gennem et tæppe. Og så langsomt vænne kroppen til mere og mere.

Det er min erfaring, at dette arbejde tager tid og kræver tålmodighed. Men når vi begynder at få rykket ved barnets opfattelse af det, det mærker, så har vi børn, der ikke længere er så generede, og som kan sætte ord på egne følelser.

Vi skylder børnene at hjælpe dem til en bedre følesans. De har sammen med deres forældre og fagpersoner kæmpet en stor kamp, som heldigvis ofte ender godt. Så derfor skal vi også have den sidste del med, som øger velvære og livskvalitet for børnene og deres forældre.

 

SUNDHEDSPLEJE TIL PRÆMATURFAMILIER

Dette indlæg er med i det nyeste nummer af “Livsbladet” Dansk præmaturforenings blad. Nemlig nr. 1, 18. årgang, maj 2018.

Er det overhovedet nødvendigt med et særligt tilbud? En specialsundhedsplejerske til præmaturfamilier? Ikke alle mener, at det er, men det mener jeg.

Jeg mener, at det at være sundhedsplejerske i en familie med et præmaturt barn, kræver en særlig interesse og viden. Det er selvfølgelig væsentligt, at sundhedsplejersken overordnet set er faglig dygtig, men det mener jeg nu også, at sundhedsplejersker er. Ligeledes er kemien i mellem familien og sundhedsplejersken væsentlig.

Hvis vi kigger på, hvordan sundhedsplejen er tænkt i Danmark, så er tilrettelæggelsen af Den kommunale sundhedstjeneste baseret på den vejledning og de anbefalinger som Sundhedsstyrelsen udstikker. I vejledningen står der, at ”Formålet er at bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst, og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse”. Ligeledes er det fremhævet som et punkt, at ”Alle børn og unge med særlige behov, skal tilbydes en øget indsats, frem til undervisningspligtens ophør” (Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge 2011, s. 10). De præmature børn er ikke nævnt som en specifik gruppe i vejledningen.

I marts 2018 har jeg haft fornøjelsen af at holde oplæg for sundhedsplejerskernes Erfa-grupper omkring præmature både øst og vest for Storebælt. Emnet var ”Præmature og sansemotorik” med fokus på senfølger set i sansemotorisk sammenhæng. Oplægget holdt jeg i min egenskab af ”Præmatursundhedsplejerske” og sansemotorisk konsulent. Og med baggrund i min erfaring omkring præmature, såvel som sundhedsplejerske, men særligt i min klinik, som er en del af det landsdækkende koncept Sanse Motorik® – det bedste til dit barn. Her møder jeg mange præmature børn, i alle aldre, og deres forældre. Fælles for dem er, at de har brug for hjælp til en bedre trivsel og udvikling. Mange er udfordrede pga. problemer med sanseintegration og/eller sansemotoriske udfordringer. Ca. en tredjedel af de, der kommer i min klinik, er præmature.

En del af familierne søger også råd og vejledning til, hvordan de bedst støtter deres præmature barn. Også her gælder det både små og store, med en overvægt hos børn under 10 år. Men dog mange skolebørn. I den alder, er mange præmature sluppet af sundhedsplejen i deres kommune (de ses dog af skolesundhedsplejersken på lige fod med alle andre børn) men forældrene savner steder at henvende sig, for at få råd og vejledning omkring de udfordringer, som stadig kan vise sig. For man vokser jo ikke bare fra at være præmatur.

Jeg har i efterhånden mange år, været en del af den østlige erfa-gruppe. Et forum, hvor vi kan udveksle erfaringer og synspunkter om, hvordan vi bedst tilrettelægger sundhedsplejen for præmaturfamilier. Mange har været med i mange år, og har stor erfaring og viden om området. Men vores møder gør det også tydeligt, hvor forskellige tilbuddene er i de enkelte kommuner.

En del kommuner anser opgaven omkring præmaturfamilien, som en specialopgave, som nogle enkelte sundhedsplejersker varetager. Andre kommuner mener, at dette er en opgave som alle sundhedsplejersker bør kunne varetage. I nogle kommuner er der tilbud om ekstra besøg, præmaturmødregruppe, præmaturcafe, særlige pasningstilbud mv. I andre kommuner tilbydes den samme sundhedspleje som til alle andre børn og familier. Derfor kan præmaturfamilier opleve, at tilbuddet er meget forskelligt, afhængig af, hvilken kommune de bor i. Det samme er i øvrigt tilfældet, når vi taler sundhedspleje i det hele taget. De retningslinjer som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, og som den kommunale sundhedstjeneste tilrettelægges ud fra, er netop retningslinjer, og ikke lovkrav, som derfor kan tolkes meget forskelligt.

Da jeg arbejdede som kommunal sundhedsplejerske, og som kommunens præmatursundhedsplejerske, var jeg så privilegeret at have ret frie hænder til opgaven. Min forgænger havde lavet et fantastisk forarbejde på området, så jeg kunne få lov at gå i hendes kloge fodspor. Og hvad betød det så? Jo vores tilbud så således ud:

  • Alle børn født før uge 37 fik tilbud om at få tilknyttet præmatursundhedsplejerske.
  • Tilbud om besøg på neonatalafdelingen/barselsafsnittet for de senpræmature
  • Tilbud om, at sundhedsplejersken deltog i udskrivningssamtale, og selvfølgelig også ved THO (tidligt hjemmeophold)
  • Antal besøg efter behov første leveår. For nogle betød det måske i omegnen af 10 besøg.
  • Tilbud om, at sundhedsplejersken deltog i møde ved opstart i dagpleje, vuggestue, børnehave og evt. skole
  • Et årligt besøg op til skolestart (vi tilbød i forvejen 1½ års og 2½ års besøg til alle)
  • Tilbud om at deltage i præmaturcafe´

 

Denne måde at tilrettelægge tilbuddet til præmaturfamilierne på betød, at jeg følte, at jeg fik god indsigt i, hvad der er i spil i familierne, også udover barnets første leveår. Og dermed en god fornemmelse af, at senfølger ofte først viser sig, når børnene bliver ældre, og måske først når krav og forventninger stiger, nemlig i forbindelse med skolestart.

Denne viden får man ikke, hvis man slipper børnene inden de bliver 1 år. Det kan efterlade familien i et tomrum, hvor de risikerer at have svært ved at overbevise andre faggrupper om rigtigheden af, at deres barns udfordringer skyldes senfølger efter den for tidlige fødsel. En viden som vi som sundhedsplejersker, kan være med til at viderebringe og tydeliggøre, sammen med forældrene.

Jeg siger ikke, at det er netop den model vi havde, at andre skal have, for der findes andre gode tilbud rundt omkring. Men det er mit indtryk, at det er de færreste kommuner, der følger børnene frem til skolestart. Alle børn tilbydes en årlig undersøgelse hos den praktiserende læge frem til skolestart, hvor skolesundhedstjenesten så tager over. Da det langt fra er alle praktiserende læger, der har særlig viden om præmature, er det ikke altid her familierne kan søge råd og vejledning. Så også af den grund, er det væsentligt, at der er en sundhedsplejerske med præmaturviden tilknyttet de familier som ønsker det.

Jeg har en Facebook-profil som hedder ”Præmatursundhedsplejerske”. Her har jeg spurgt, hvordan folks erfaringer er med hhv. at have en sundhedsplejerske med præmaturerfaring, eller en som ikke har præmaturerfaring. Her svarer langt de fleste, at de ønsker en sundhedsplejerske med viden omkring præmature. Ellers føler de ikke, at de kan få svar på deres spørgsmål, tilstrækkelig vejledning, eller føler sig forstået omkring de særlige udfordringer, som det at være præmaturforældre, kan give. Mange siger dog også, at det er vigtigere med den rette kemi, og at det er fint, hvis sundhedsplejersken søger viden, hvis hun ikke lige selv har svaret. Det kan bare være irriterende at skulle vente på svar. Heldigvis har mange været glade for den sundhedsplejerske de har haft, men mange kunne godt have ønsket sig en med større viden på området.

Dette bekræfter mig i min egen antagelse om, at det er væsentligt, at vi som sundhedsplejersker har en særlig viden om præmature, for i tilstrækkelig grad at kunne løfte opgaven i præmaturfamilierne. Vi kan ikke alle være lige erfarne, det kommer med tiden. Men vi kan som udgangspunkt have interessen, søge viden, og så bør kommunerne vægte området. Det er trods alt omkring 7 % af en årgang, som fødes for tidligt. Og måske den største ”særgruppe” af de børn som fødes. Så må man da være berettiget til en særlig indsats. Om ikke andet for at forebygge, at udfordringerne udvikler sig ud over, hvad der burde være rimeligt.

NOGET OM LABYRINTSANSEN

Læs her den seneste nyhedsmail fra Sanse Motorik(R) – det bedste til dit barn. Det handler om labyrintsansen, som er en vigtig del af vores balance.

HAR DU VENDT DIT BARN PÅ HOVEDET I DAG? 

Børn elsker at blive vugget, kørt med, at få svingture, at gynge og vippe….

Eller gør de? 

Det gør rigtig mange heldigvis. Men der er også en del børn, der undgår den slags aktiviteter, og som protesterer kraftigt når de skal køre i bil, sejle eller op i luften.

Kender du sådan et barn? Hvis du gør, så kender du sandsynligvis et barn med ubalance i labyrintsansen, også kaldet vestibulærsansen. 

Labyrintsansen sidder i vores indre øre, og er en del af vores balance. Det er den, der gør os rundtossede når vi drejer rundt, og som kan gøre os søsyge og køresyge.

Det er den sans som børn (og voksne) stimulerer når vi gynger, triller, vipper, laver kolbøtter, rutcher osv.

Mange børn stimulerer helt naturligt deres labyrintsans. De elsker lege, der gavner denne sans. 

Men nogle børn undgår alle legeredskaber, der “bevæger” sig. De siger nej tak til svingture, til at gynge og på Tivolituren, har de ikke lyst til at prøve ret meget. De kan næsten blive paniske, hvis vi prøver at lokke eller presse dem.

Nogle børn hader bilturen når vi skal køre på sommerferie. Måske kaster de ligefrem op, fordi de bliver voldsomt køresyge. Andre tør ikke sejle, eller bliver meget let søsyge. 

Det er tegn på, at labyrintsansen ikke har det godt. 

Hos nogle børn, giver det usikker balance, usikker motorik og tilbageholdenhed.

Hos andre børn kan det give det helt modsatte, nemlig uro og fuld fart på hele tiden. Begge dele er en måde at kompensere for en usikker balance på.

Nogle børn får søvnproblemer. De vil ikke ned at ligge, og når de endelig sover, er det en urolig søvn.

Børn kan få problemer med labyrintsansen i forbindelse med mellemørebetændelse, væske på øret o.lign.

For tidligt fødte børn har ofte problemer med labyrintsansen, fordi de er gået glip af de ”snurreture” de skulle have haft i mors mave, og i stedet har ligget ret stille i kuvøsen eller på brystet at mor eller far.  

Det er gode er, at labyrintsansen er forholdsvis let at træne. Rolige snurreture rundt om sig selv, både med hovedet opad, liggende og nedad, hjælper til at træne denne sans op. 

3 gode fif: 

          Giv dit barn en rolig svingtur hver dag, evt. mens I danser til god musik 

          Lad dit barn få en trilletur hver dag, gerne udenfor og ned ad bakke 

          En tur med hovedet nedad, evt. kombineret med en rolig svingtur er sjovt og stimulerende

 

Men husk: hvis dit barn viser stor modstand overfor disse lege, så vil vi opfordre Jer til at få hjælp til at få trænet denne sans op.

Det kan vi hjælpe med, ligesom vi kan hjælpe Jer med træning af resten af barnets sanseapparat.

På den måde kan årets bilferie bliver noget sjovere….

 

Lad os hjælpe Jer med at hjælpe Jeres barn 

 

 

 

SPROG OG SANSEMOTORIK

Det er så dejligt når jeg bliver inspireret. Og det blev jeg igen her til aften. Et spørgsmål på Facebook om sprogudvikling, giver mig lyst til at skrive noget om dette.

Den gennemsnitlige sprogudvikling forløber i store træk således:

3-4 mdr. gammel begynder baby at pludre. Sammenhængende lyde og efterhånden i dialog.

7-9 mdr. gammel begynder barnet at pludre ”i stavelser” altså sige: da-da, ba-ba, ma-ma osv.

12-15 måneder gammel begynder der at komme enstavelsesord på.

1½ år gammel forventes barnet at kunne sige en del enkelte ord, og sætninger på 2 ord, ex. mer´ mælk, min bil, vov-vov o.lign.

2½ år gammel skal barnet kunne mange ord, og sige sætninger på 3-4 ord. Kan tale om fortid og fremtid.

3½ år gammel kan barnet tale om mere abstrakte ting, ligesom det kan fortælle om sammenhænge.

4 år gammel bør sproget være ”på plads” og fuldt forståeligt også for fremmede.

Ovenstående er sprogudvikling i store træk, og der er selvfølgelig individuelle variationer. Og som med så mange andre udviklingspunkter, ser vi også her, at de præmature kan være forsinkede i deres sprogudvikling.

Til dels fordi vi skal korrigere for den for tidlige fødsel, men også fordi mange præmatures hjerne er ”optaget” af andre ting. De er oftere end andre børn, udfordrede på sansemotorik og sanseintegration. Og når dette kræver meget af hjernens opmærksomhed, kan det gå ud over sprogudvikling.

Jeg møder en del børn i min klinik, der kommer til mig pga. forsinket sprogudvikling. Ofte finder jeg, når jeg laver sansemotorisk undersøgelse, at der er mange ubalancer i sanseapparatet. Det går vi i gang med at rette op på, vha. sansemotorisk stimulation og træning. Og uden, at vi direkte gør noget i forhold til mundmotorik og sprog, så begynder sproget at myldre frem. Det går ofte ret hurtigt, og er fascinerende at følge.

Dette gælder både præmature og børn født til tiden.

Mange af de børn, der kommer med sproglige udfordringer er 2-4 år. Og selvfølgelig er der også nogle af dem, der skal have stimuleret mundmotorikken, men det er aldrig, der vi starter. Fascinerende er det også at opleve, hvordan finmotoriske færdigheder, herunder mundmotorik, helt af sig selv retter ind, når vi stimulerer sanser og dermed medvirker til en bedre kropsfornemmelse og kropskontrol hos barnet.

Heldigvis er en del talepædagoger opmærksomme på denne sammenhæng, og foreslår sansemotorisk træning til børn med sproglige udfordringer. Og jeg tager gerne imod, og gør mit bedste for at hjælpe barn og forældre på vej.

Hvis du har et barn med sproglige udfordringer, så er du velkommen til at kontakte mig. Du kan læse nærmere her på siden om, hvad jeg tilbyder.

 

 

PRÆMATURE OG ØJENKONTAKT

 

Hvordan er det lige med det?

Mange præmature babyer har svært ved øjenkontakt. De er ofte ældre end andre børn, før de magter det. Ofte er øjenkontakten sparsom og svær at opnå. Det bekymrer mange forældre, og ikke sjældent bliver bekymringen større, fordi andre bemærker den sparsomme øjenkontakt. Også fagfolk…..

Jeg plejer at sige, at før vi kan forvente øjenkontakt skal barnet jo lige være ”blevet født”. Dvs. nå terminsdatoen. Det er ikke det samme som, at man ikke kan få øjenkontakt tidligere. Men vi kan ikke tillade os at forvente det. Og måske er den oveni købet lidt forsinket. For det præmature barn bruger meget energi på andre ting.

Præmature børn er længere tid om at bearbejde sanseindtryk. Øjenkontakt er sanseindtryk. Derfor vil man ofte opleve, at det præmature barn kun kigger kortvarigt, for derefter at vende blikket væk. Barnet har brug for tid til at bearbejde det sete. Også ansigter….. Hvis man forholder sig afventende, vil man opleve, at barnet efter lidt tid, vender tilbage med blikket. Igen kortvarigt, for atter at kigge væk. Dette kan gentage sig mange gange indtil barnet måske får nok, og begynder at lukke øjnene/lægge sig til at sove.

Hvis vi presser barnet i denne proces, risikerer vi at overstimulere barnet. Ja, bare et ”krav” om øjenkontakt kan overstimulere et præmaturt barn. Og såmænd også andre børn.

Vi skal respektere barnets behov for pauser fra øjenkontakten, og ikke forsøge at lokke til yderligere, ex. ved at ”følge efter” barnet. Barnet viser selv, hvad det magter, hvis vi altså ser det.

Jeg hører en gang imellem forældre til præmature børn fortælle, at de får at vide, at de skal arbejde med øjenkontakten hos deres barn. At den ikke er god nok. Men hvordan gør man det?

Jo, man tilbyder barnet kontakt. Altså øjenkontakt og små samtaler. Og når barnet kigger væk, så venter man! At vente er en dyd i denne proces. Man kan med understøtte barnets handlinger ved at sætte ord på det man ser: ”nå der var du, hej med dig”, ”nu kigger du væk, du har brug for en pause”, ”hov, der var du igen” osv. osv. På den måde viser man både barnet (og sig selv) at man forstår, hvad barnet har gang i. Det er værdifuldt for selv et ganske lille barn.

Et præmaturt barn, der presses til øjenkontakt kan reagere med gråd, med at lukke af, med ikke at ville spise. Alt sammen tegn på, at barnet er overstimuleret. Derfor er det så vigtigt, at vi forstår denne fine proces. Respekterer den og følge barnet. Når vi gør det, vil vi opleve, at vi efterhånden får opbygget barnets evne til øjenkontakt. Fordi det oplever at blive respekteret i forhold til, hvad det magter.

Denne fine proces bør alle, der har med præmature børn kende til. For så risikerer vi ikke, at vi kommer til at handle eller vejlede forkert.

Så dette opslag er til alle Jer forældre, bedsteforældre, venner, familie, fagpersoner og andre, der møder de præmature børn