For nylig stødte jeg på en diskussion på Facebook, som omhandlede graden af for tidlig fødsel. Hvordan den enkelte mor/forælder oplevede at have født for tidligt. Og om det var værre, jo tidligere barnet var født….

En interessant problemstilling. For hvem kan bedømme, hvad der er værst, og hvordan vi hver især oplever at føde for tidligt?

Som sundhedsplejerske har jeg mødt familier, hvis barn er født 3 mdr. for tidligt, og familier, hvis barn er født 3 uger for tidligt.

Jeg har oplevet mødre, som oplevede det at føde 4 uger for tidligt, som meget skræmmende og angstprovokerende. Mødre som følte stor lettelse over, at deres forholdsvis ”sene” for tidlige fødsel, blev anerkendt som værende en præmatur fødsel. For dem var det nemlig absolut uventet at føde 4 uger før tid. På et tidspunkt, hvor de stadig troede, at de havde tid til at ”blive klar” til den forestående begivenhed.

Forældre, hvis barn fødes flere måneder for tidligt, er selvsagt oftere igennem et svært forløb, hvor starten kan være præget af en hel konkret angst for at miste barnet. Der kan tilstøde forskellige komplikationer, som kan have betydning både for barnets overlevelse, og får barnets udvikling på sigt. Jeg tror, at alle godt kan sætte sig ind i, at det er voldsomt at gennemgå et sådan forløb. Og en del forældre ender da også ud med PTSD (post-traumatisk-stress-syndrom). Ingen tvivl om, at det er meget svært og voldsomt for dem det rammer.

Men nu vil jeg med dette opslag gerne tale de sen-præmatures sag. Både børnenes og forældrenes. For en del af disse børn, er udfordrede på det sansemotoriske og sanseintegrationsmæssige. De bliver let overstimulerede, har kropslig uro, kan have en følesans, der ikke registrerer som den skal, have usikker motorik for bare at nævne nogle af de symptomer vi kan se som tegn på, at hjernen ikke arbejder optimalt. Og mange omkring disse børn, er ikke klar over, at det kan have med den tidlige fødsel at gøre.

Ofte er det sådan, at når man føder blot 4-5 uger for tidligt, så kommer barnet ikke på neonatalafdelingen. Og det er jo sådan set godt, at der ikke er behov for det. Men det kan betyde, at forældrene ikke får den information om det at føde et præmaturt barn, som de ville have fået, hvis barnet lå på neonatalafdelingen. Eksempelvis omkring at skærme barnet, og omkring tegn på senfølger. Der bliver altså ikke talt så meget om sanseintegration eller, hvordan man bedst styrker det præmature barns udvikling. Det er heller ikke sikkert, at familien får tildelt en sundhedsplejerske, som har særlig viden omkring præmature, når de kommer hjem. Det kan betyde, at disse familier lander ”mellem to stole”. De får ikke den støtte som der kan være behov for, så der kan gå lang tid, før forældrene måske bliver klar over, at deres barns udfordringer kan skyldes en for tidlig fødsel. Og der kan gå endnu længere tid før de får hjælp dertil.

Så næste gang du møder et barn, der ”kun” er født 4-5 uger for tidligt, så tænk dette ind. Både af hensyn til barnet, men også til forældrene, som kan have en klar oplevelse af at have født for tidligt. Også selvom vi omkring dem kan tænke, at ”det er da ikke så meget”…….