En dag lå der en mail i min mailboks. En særlig en af slagsen. Det var nemlig Louise, som har podcasten og bloggen, “præmaturfortællinger”. Louise er mor til 3 præmature børn, og bruger noget af sin kostbare tid på, at lave denne podcast, hvor forældre og fagfolk sætter fokus på, hvad det vil sige, at have et for tidligt født barn. Et rigtig godt initiativ synes jeg.
I mailen spurgte Louise, om jeg ville være med, og fortælle om de udfordringer omkring det sansemæssige, som mange forældre havde efterspurgt i hendes podcast.
OG JA! Det ville jeg jo rigtig gerne. Selvfølgelig. For det er jo lige det jeg brænder for. At få budskabet ud om, at det ikke er “gratis” at blive født for tidligt. Selvfølgelig har det en betydning. Hvem kan tro andet? Et svangerskab skal vare omkring 9 måneder for, at barnet er “færdigt” i alle henseender. Herunder i forhold til hjernens udvikling. Ikke i forhold til intelligens eller skader. Men i forhold til evnen til at bearbejde sanseindtryk, og få hjerne og krop til at arbejde sammen.
Så her er podcasten. Lyt med, hvis du har lyst. Og lad din familie, dine venner, dine børns pædagoger og lærere høre den også. For det kan forhåbentlig medvirke til en større forståelse for de præmature børn OG deres nærmeste families udfordringer og trivsel.
Ovenstående sætning har jeg en gang imellem tænkt, når det hele gik for hurtigt, når der var for meget at tage stilling til, når jeg var stresset, og når jeg bare trængte til, at det hele stoppede op, så jeg kunne få noget ro.
For nyligt skete det. Verden stoppede praktisk talt. Pludselig var vi mange, der ikke skulle “noget”. Vi skulle blive hjemme, ikke gå på arbejde, ikke se familie og venner, ikke gå i teater, til koncert og på dyrskue. Der blev ro……
Jeg opdagede, at på trods af bekymring for, hvor vi var på vej hen med coronapandemien, bekymring for min klinik, for mine gamle forældre, for familiemedlemmer, som blev syge osv., så fik jeg ro på. Jeg skulle ikke nå noget, og så længe jeg skuede ud i fremtiden, så det sådan ud. Så da jeg stod overfor en situation, som jeg aldrig havde forestillet mig at skulle opleve, og som var skræmmende, så blev jeg helt afslappet.
For jeg skulle ikke andet, end ingenting.
OG NU LÆSER JEG SÅ, AT DER HAR VÆRET MARKANT NEDGANG I ANTALLET AF EKSTREMT FOR TIDLIGE FØDSLER I DANMARK UNDER CORORNA!!!
Man kender ikke forklaringen endnu, men er det mon et tegn på, at vi skal til at passe bedre på vores gravide? Et tegn på, at vi skal stoppe op?
Samtidig har jeg hørt fra rigtig mange af mine kunder, som jo har sensitive, præmature, urolige, ængstelige børn, at mange af børnene har fået det meget bedre under nedlukningen.
Det lyder til, at de har haft stor gavn af en periode hjemme, sammen med familien, uden en masse aktiviteter “ud af huset”, mindre grupper i skole og børnehave, flere voksne, og mere tid i naturen. De har fået det bedre!
Så måske er det på tide, at vi på samfundsplan for alvor kigger på, hvad vores travle liv gør ved os allesammen.
Måske skal vil stoppe verden? Ikke med en truende pandemi. Men fordi vi lider under travlheden, og fordi vi gerne vil have det bedre.
Og kære mødre, som har født for tidligt: lad nu være at tænke og føle, at den tidlige fødsel var Jeres egen skyld. Det har I tænkt rigeligt! Og tro mig. Den følelse kender jeg selv alt for godt.
Det her er et vink med en vognstang til os alle på samfundsniveau, og ikke et spørgsmål om at gøre den enkelte ansvarlig.
SÅ MERE RO TIL ALLE, ER MIT ØNSKE. VI TRÆNGER TIL DET 🙂
Pludselig en dag i marts 2020, lukkede verden ned.
Familier blev lukket inde i deres hjem, overladt deres eget selskab. Forældre skulle arbejde hjemme, børnene kunne ikke komme i pasningstilbud og skole. Det var slut med Legeland, svømmehal og brunch på den lokale cafe´.
Her blev stille….
Vi var nok alle mere eller mindre i chok, over det som ramte os. Vi lukkede os sammen om os selv med vores nærmeste. Med mindre vi var en af dem, der knoklede for at sikre alle os andre.
Også min klinik lukkede ned i fysisk form. Nogle familier kunne jeg “mødes med” via Skype. Andre var jeg i dialog med over mail eller telefon.
Og det var her jeg først oplevede det.
Mange forældre fortalte mig nemlig, at deres børn faktisk havde det forbavsende godt. På trods af, at de ikke kunne være sammen med kammerater, kunne komme ud at lege helt som de plejede, eller kommer afsted til fritidsaktiviteter. De havde det godt.
Børnene faldt til ro. De slappede af. Blev gode til at lege selv. Nød samværet med deres forældre, som måske var sendt hjem fra arbejde, eller forsøgte at arbejde hjemme, så vidt det nu var muligt. Søskende blev pludselig bedre legekammerater og familierne kastede sig over fællesaktiviteter som ex. puslespil.
Nu er vi så småt begyndt at åbne op igen. De mindste børn er i pasningstilbud eller i skole. Ganske vist med masser af håndvask og begrænsninger. Men også med små grupper med mere plads og flere voksne til det enkelte barn. De har korte dage, og dagligdagen er stadig uden andre aktiviteter såsom fritidstilbud og sammenkomster med venner og familie.
Jeg fornemmer, at en del af os har fået en mere rolig hverdag. På nogle punkter bestemt mere udfordrende. Men også mere rolig. Og noget tyder på, at børnene profiterer af det.
Jeg synes, at det giver stof til eftertanke i forhold til, hvordan vi levede vores liv inden corona. Mange af os havde godt nok fart på.
Vi oplevede en stigning i børn med angstproblematikker og skoleværgring. Jeg kan ikke lade være at tænke, at mange børn var stressede. Helt som vi voksne også var det. Coronakrisen har også givet en form for stress. Med alt den usikkerhed, håndvask og bekymring. Men den har også givet ro og tid, og måske skal vi bruge det til en anledning til at tage vores liv op til overvejelse.
Vil vi blive ved at have så travlt, så både vi og vores børn bliver stressede? Eller vil vi stoppe op, og ændre noget, med udgangspunkt i de reaktioner vi har set hos børnene i denne periode? Og hos os selv måske? Og det gælder faktisk også de vilkår vi hidtil har budt børnene i daginstitutioner og skoler. Mange børn på lidt plads, og få voksne. Hvad synes du?
DET GLÆDER MIG – HVIS MAN OVERHOVEDET KAN SIGE DET….
Men det glæder mig, at jeg ikke står alene med min bekymring.
For jeg er bekymret 😔
Jeg er bekymret for, hvad alle disse coronaregler i skoler og daginstitutioner gør ved vores børn.
Jeg har set eksempler på børn, der har fået præsenteret skemaer med håndvask oftere end 1 gang i timen. 7 gange håndvask på 5 timer. 45 minutters undervisning, spisning, og ellers håndvask. Skoledagen for et barn i 0. klasse.
Et barn i 4. klasse som har talt 14 gange håndvask på 5½ time!
Voksne der markerer skolegården med streger, som skal angive afstanden mellem børnene. Surprice! Børnene så det ikke 😉
OG DET HER ER IKKE EN KRITIK AF ALLE JER SKØNNE LÆRERE OG PÆDAGOGER SOM GØR JERES ALLERBEDSTE ❤️
Til morgen har børnepsykiateren Per Hove Thomsen været i tv, og udtrykt bekymring for, at flere børn end ellers vil udvikle OCD.
Børnepsykologer udtrykker bekymring for , at ansvaret bliver lagt på børnene. Et ansvar som børn hverken kan eller skal tage. Læs linket, hvor flere psykologer (Morten og Frej Prahl og Margrethe Bruun Hansen) er på banen med deres bekymring.
Jeg er sådan set ok med, at børnene skal ud i deres hverdag igen. Jeg har det bare overhovedet ikke ok med, at det er på disse betingelser. Hvis man ikke kan “lukke dem ud” uden så mange regler og restriktioner, så havde det i min verden været bedre, hvis de var blevet hjemme i længere tid, med de legemuligheder det måtte kunne give.
Det er som at blæse og ville have mel i munden.
Børnene skal tilbage til hverdagen, men den hverdag vi risikerer at byde børnene, tager ikke hensyn til, og højde for, hvordan børn udvikler sig.
De først 7 år i et barns liv, er i følge den amerikanske ergoterapeut Jean Ayres, DEN SANSEMOTORISKE UDVIKLINGS ÅR.
Og sansemotorisk udvikling kræver, at børn får lov at mærke verden omkring sig, bruge kroppen, og ikke mindst, at de har tæt samspil og samvær med andre mennesker. Børn og voksne. De er dybt afhængige af at blive rørt ved, og kunne røre ved ting og mennesker.
Det gode ved det her er, at børnene skal være mere ude. Det giver gode muligheder for netop det med at bruge kroppen, så langt så godt. Men hvis det at lege, og at lege med andre bliver knyttet op på endnu mere håndvask og “huske at holde afstand” jamen så kan ængstelige og tænksomme børn komme til at drage uheldige slutninger, såsom, at det er farligt at lege ude og med andre børn.
Så kunne vi ikke tage en beslutning om, at enten så får børnene lov til at være børn, stort set som de plejer, og så klarer vi voksne det med Corona? Eller også så lukker vi os inde i lidt længere tid, indtil vi føler os mere sikre og klar til at turde vove at lade børnene leve et mere almindeligt liv.
Jeg kan læse
og høre, at mange kommuner rundt omkring nu kun tilbyder sundhedspleje i form
af nødberedskab. Og det betyder for manges vedkommende, at der ingen sundhedsplejerske
kommer ☹
Så derfor vil
jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg tilbyder PRÆMATURKONSULTATIONER VIA SKYPE
ELLER TELEFON 😊
Dette er
ikke et nyt tiltag, men noget jeg hele tiden har haft, og som flere har benyttet
sig af.
Så har du
brug for at kunne sparre, få vejledning, input, en snak, forståelse eller
andet, så tøv ikke med at kontakte mig. Og det er uanset om du har en baby,
eller et stort barn.
Det koster
300 kr. for ½ time, og betales forud via Mobilepay.
Pigen gemmer sig bag sin mor. Hun vil ikke kigge mig i øjnene, og jeg må ikke røre hende. Det tager tid før hun vover sig frem og begynder at undersøge omgivelserne. Hun siger nej tak til det jeg foreslår, at vi skal gøre sammen. Hvad enten det er en tur på gyngen, en tur på min “Tarzanbane” eller at tegne. Hun skal ganske enkelt ikke nyde noget.
Hendes krop og hjerne er i alarmberedskab. Hendes hjerne pumper stress-stoffer ud i blodet, da den virkelig tror, at der er fare på færde. Det er det den har lært tidligt i pigens liv, inden hun kunne passe på sig selv, og flytte sig fra det som ikke var rart. Det er ikke fordi, at hun ikke er blevet behandlet ordentligt. Faktisk blev der passet rigtig godt på hende. Hendes forældre, og andre voksne gjorde alt hvad de kunne, for at give hende en god start på livet.
Hun er født for tidligt. Inden hendes hjerne og krop var klar til at modtage, fortolke og bearbejde det, som hendes lille krop mødte.
Og hendes hjerne husker. På godt og på ondt.
Så når hun i dag møder nye eller ukendte ting, så tror hendes hjerne, at der virkelig er fare på færde. Den råber “ALARM”. Også selvom det hun møder faktisk ikke er spor farligt. Og det er svært at overbevise den om, at det faktisk er ok, det vi har gang i.
Derfor må vi møde pigen med forståelse og indsigt. Forstå, at det er det, der sker. At hun ikke gør det for at være besværlig, på tværs, fordi hun er forkælet, kravafvisende, eller ikke er vant til at møde verden.
Vi må stille og roligt lære hendes hjerne, at verden ikke er farlig. Give hende oplevelser, hvor hun erfarer, at det er ok. Hjælpe hende i et tempo hun kan håndtere.
Lad mig komme med et eksempel: når et barn fødes for tidligt, er følesansen ikke klar til at håndtere den påvirkning barnet møder. Det er stadig meningen, at barnet skal ligge og vugge i fostervandet i mors mave, og mærke den gode følelse, som det giver. I stedet møder barnet nu ubehag og smerte. Får lagt sonde, slanger til at hjælpe vejrtrækning, får taget blodprøver og lagt drop. Får påsat elektroder og plastre, som jo skal af igen. Alt sammen noget, som er uundgåeligt, når vi skal hjælpe det for tidligt fødte barn.
Men når barnet vokser op, husker hjernen, at berøring er forbundet med smerte og ubehag. Derfor har mange for tidligt fødte børn gener ved deres tøj, er angste for brusebad, hårvask, negleklip, hader at træde i græsset, kan have problemer med konsistens af maden osv. Fordi hjernen tolker forkert, kan man sige.
Ingen har lyst til at opleve ubehag. Så derfor vil vi undgå at sætte os selv i den situation. Det er det børnene gør. De passer på sig selv.
Nogle gange er alarmberedskabet så stærkt, at hele kroppen spænder op når nogen nærmer sig. Det er faktisk meget anstrengende at have det sådan.
Disse børn skal have massage. Men det skal altid være på barnets præmisser. Massagen skal være dejlig. Det må ikke kilde, gøre ondt, eller være ubehageligt. Og det kan være en kunst. For kroppen forventer jo netop ubehag. Når jeg begynder at arbejde med at give børnene massage, er det ofte massage med et massageredskab. Men givet igennem en masse lag tæpper. Det kan ex. være en bold, en skrubbe eller en massagerulle. Jeg lægger tæppe på, indtil det ikke længere er ubehageligt. Når massagen er dejlig, vil hjernen udskille vores “velværestoffer”. Og det er her, at vi kan begynde at omprogrammere hjernen til at forstå, at berøring kan være ok. Det kan være en særdeles lang proces. Men det er vejen frem til at dæmpe alarmberedskabet.
Jeg møder ofte børn i min klinik, der har det sådan. Ikke bare for tidligt fødte. Men også andre børn, hvor hjernen råber “alarm”, måske fordi den ikke er god til at tolke og sortere i sanseindtryk. Det hjælper når vi træner sansemotorik. Og det er en gave at opleve, hvordan alarmberedskabet aftager, så børnene får mere mod til at møde verden. For selvom verden kan være farlig, så må vi gå ud i den, med en tro på, at det er ok.
Jeg har fået den store ære at skrive en artikel i sundhedsplejerskernes faglige sammenslutnings fagblad “Sundhedsplejersken nr. 1 2020. Det er den I får her 🙂
Der er ting
jeg ville ønske jeg havde haft større viden om da jeg arbejdede som
sundhedsplejerske.
F.eks.
hvorfor nogle spædbørn bliver ved at have svært ved at ligge på maven og løfte
deres hoved, på trods af alle vores velmenende og kloge råd. Jeg var jo godt
klar over, at det kunne handle om manglende styrke, om børn der var låst et
sted i nakke, ryg eller bækken eller om børn, der pga. megen gråd og/eller
gylpen, var svære at få til at ligge på maven, i mere end få minutter ad
gangen. Men jeg vidste ikke det jeg ved i dag.
Jeg ville
gerne have kunne vejledt mere nuanceret. F.eks. i forhold til alle de børn vi
ser med dårlig søvn. Som er svære at få til at sove, og som sover kort tid af
gangen. Eller dem som er svære at få i gang med fast føde. De børn, som ikke
bryder sig om at få skiftet tøj og ble, dem som ikke vil ligge tæt og trøstes,
og dem som har svært ved kontakten med andre end lige mor og far.
De større
børn med den kropslige uro, som har forsinket sprogudvikling, som ikke vil have
tøj på, som bider og slår, som er selvstimulerende, eller som trækker sig fra
kontakt. De børn som mange voksne bliver udfordrede af, og hvor vi kommer til
at tænke på, og arbejde med samspil og opdragelse, uden at det rigtig virker. Børn,
som har svært ved at blive renlige.
De store
børn i skolen, som ikke kan sidde stille på stolen, som ikke kan koncentrere
sig, og som har svært ved indlæring. Dem som ikke kan få det til at fungere med
deres kammerater, og de voksne omkring dem. Dem som sidder og hænger ind over
bordet, og som er trætte ud over det sædvanlige.
Og så er der
selvfølgelig alle dem, som var meget usikre motorisk ved indskolingsundersøgelsen,
og som jeg manglede ordentlige tilbud til. Eller som ikke blev ret meget bedre,
selvom de var med på skolens motorikhold.
Alle de børn
og forældre…
Nu kan det
jo komme til at lyde som om, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op? Så
slemt var det da heldigvis ikke. Jeg havde masser af ideer, handlemuligheder og
tilbud. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft viden til at tænke
sansemotorikken ind.
Jeg ville
ønske, at jeg havde vidst mere om primære sanser, om muskelspænding, og om hvordan
primære reflekser kan være styrende for børns adfærd og motorik. Det er den
viden, som jeg vil prøve at bringe videre til Jer, mine kollegaer rundt om i
landet. Måske ved I det allerede, for det er der da heldigvis en masse, der
godt ved, men måske kan I alligevel få lidt flere nuancer og handlemuligheder
på.
Jeg vil i
det kommende ridse op, hvad sansemotorik
egentlig er:
Kort
fortalt, så får hjernen sanseinformationer fra vores primære sanser, når vi
bruger kroppen. Disse sanseinformationer kan omsættes i hjernen, så vi kan
skabe nye og bedre bevægelser. Man kan sige, at det er en form for cyklus, hvor
bevægelser, sanseinformationer, og nye bevægelser hele tiden er i samspil med
hinanden.
Vores primære sanser, er labyrintsans
(vestibulær) følesans (taktil) og muskelledsans (kinestetisk sans). Det er
sanser, som vi ikke kan leve foruden, og som er med til at danne fundamentet
for, at vi kan bevæge og mærke vores krop.
Sammen med
de primære sanser skal koordination af bevægelser og samsyn medvirke til en
sikker motorik. Altså at vores grundmotorik er på plads og vores bevægelser
bliver automatiserede.
Det med
primære sanser, tror jeg efterhånden, at en del sundhedsplejersker har ret godt
styr på. Alligevel er det ikke nødvendigvis det vi kigger på, når vi vurderer
et barns motorik. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg vidste heller ikke ret
meget om, hvordan primære sreflekser indvirker på den motoriske udvikling, på
godt og på ondt. Gad vide om jeg havde sovet i timen?
Derfor vil
jeg i denne artikel særligt sætte fokus på disse reflekser, som alle hænger sammen med de primære sanser.
Forhåbentlig vil I læsere have fået en uddybet vinkel på, hvordan vi vurderer
små og store børns grundmotorik når i har læst dette.
Spædbarnsreflekser eller primære reflekser, er overordnet set reflekser, som sætter nye
bevægelser i gang i barnets første år. Så som gribe, hovedløft, trille, op at
sidde, kravle og i det hele taget at holde kroppen oprejst. Reflekserne modner
de bevidste bevægelser og danner ”små automatiseringer, som med tiden bliver
til en stor automatiseret bevægelse. Altså bevægelser vi ikke tænker over, at
vi udfører. De primærereflekser skal være integrerede (væk) når barnet er 1½
år, ellers bliver de forstyrrende for barnets kropsopfattelse og kropskontrol.
Som
sundhedsplejersker tjekker vi de nyfødtes reflekser i etableringsbesøget. Gribereflekser,
sutte, kravle, gang og moro. For de viser os noget om, at nervesystemet
fungerer som det skal. Men der er andre reflekser, hvis betydning ville jeg
have ønsket, at jeg havde vidst meget mere om. For så havde min vejledning
været noget anderledes. Og nogle af disse reflekser er nogle, som mange af os
slet ikke kigger på når vi vurderer børnene.
Jeg vil
starte med en lille case:
Jeg bliver
kontaktet af en mor til en 5 mdr. gammel pige, i det følgende kaldt Sara. Det
er kiropraktoren, der har henvist. Sara er behandlet der mange gange, da hun
var låst i ryg og nakke. Hun var svær at amme, da hun slet ikke kunne ligge ind
til brystet. Det var blevet bedre efter behandlingerne. Men hun kunne stadig
ikke løfte sit hoved.
Da de kom
til mig, kunne jeg hurtigt konstatere, at det var labyrintsansen den var gal
med. Den var ikke stimuleret tilstrækkeligt, og derfor var forløbet med at få
integreret TLR (tonisk labyrintrefleks) og få hovedrejsningrefleksen i gang,
ikke på plads. Dette skyldtes ikke mangelfuld stimulation fra forældrenes side,
men andre faktorer, som jeg vil komme ind på i det følgende.
Jeg satte
derfor mor i gang med at give Sara rolige svingture hver dag. Andre sanser blev
også stimuleret, men dette var det overordnede indsatsområdet. Efter 3 uger kom
mor og Sara tilbage i klinikken, og nu kunne hun løfte sit hoved. Både når hun
lå på maven, ligesom hun kunne holde sit hoved rygliggende. En fantastisk
udvikling. Jeg så Sara samlet 3 gange inden for 1½ måned, så var problemet
løst. Tiden arbejdede selvfølgelig også med, men det var helt klart, at
udviklingen blev boostet vha. denne stimulation.
Det er blot
et af mange eksempler på, hvordan man med anderledes vejledning kan styrke og booste
barnets udvikling.
Jeg vil her
lave en gennemgang af de reflekser
som jeg arbejder med i min klinik. Der er mange flere nuancer og elementer i
min sansemotoriske praksis, som dog vil være alt for omfattende at komme ind på
her.
TLR (tonisk labyrint refleks)
Mest
aktiv fra fødslen/er en fødselshjælper
Ses
ved at barnet maveliggende (eller i lodret position) folder kroppen sammen
Med
hovedet nedad, vil barnet gå i en bue bagover
Integreres
via stimulation af labyrintsansen. I første omgang når barnet maveliggende
kortvarigt løfter sit hoved, men ellers ved svingture, vuggen, hoved nedad osv.
Afløses
af hovedrejsningsrefleksen når den er integreret (barnet kan nu løfte hovedet
både mave og rygliggende, og dermed tage af ved fald, dvs. udvikler
faldrefleks)
Bør
være integreret omkring 2-3 måneders alderen
Hos
det store barn, kan en stadig aktiv refleks medføre manglende hovedløft og
besvær med at holde kroppen i oprejst position. Med andre ord, kan en stadig
aktiv TLR medføre manglende kropsstabilitet hos det store barn, og hos voksne
for den sags skyld.
GALANT/SPINAL REFLEKS
Aktiv
fra fødslen men mest omkring 3-6 mdr.s alderen. Bør integreres omkring 6
måneders alderen og allersenest omkring 1½ år.
Er
en muskelsammentrækning omkring ryg og hofter når man stryger langs rygsøjlen,
lænd og baglår.
Hjælper
barnet til at trille og når det skal op at sidde og gå (rotation i kroppen)
Integreres
refleksen ikke, er det ofte skyld i kropslig uro. Det er konkret svært at sidde
stille.
Stimuleres
af taktilsansen, og hænger ofte sammen med taktile forstyrrelser.
Kan
være skyld i ufrivillig vandladning dag og nat.
Ses
ofte hos sensitive børn
GRIBEREFLEKSER
I
hænder og fødder. Mest et levn fra da vi var aber og skulle holde fast i mors
pels
Ved
berøring i hhv. håndflade eller fodsål, vil fingre/tæer krummes
Kan
give finmotoriske forstyrrelser, hvis griberefleks i hænder ikke integreres i 4
måneders alderen, som den bør.
Kan
give børn som går på tæer, eller besværliggøre en god afvikling af gangen, hvis
den ikke integreres når barnet er kommet op at gå.
Stimuleres
af følesansen
ATNR
(asymmetric tonic neck reflex)
Ses
når babys hoved drejer til den ene side ved, at samme sides ben og arm
strækkes, mens modsatte sides ben og arm bøjes. Hos det store barn ses
tilsvarende bevægemønster.
Er
aktiv fra fødslen, men topper omkring 3- 4 måneders alderen. Bør være
integreret i 7 måneders alderen.
Hjælper
barnet til at trille fra mave til ryg (sammen med galantrefleksen) og integreres
således når barnet triller tilstrækkelig meget.
Arbejder
sammen med hovedløftet, idet hovedet skal kunne løftes for, at armen kommer fri
af kroppen i trillet.
Kan
give problemer med at lære at cykle, svært ved koordination (hæmmer de to
kropshalvdeles frie bevægelighed) og finmotorik (skrivefærdigheder), og dermed
også indlæring, hvis den ikke integreres.
Hænger
sammen med, og stimuleres/integreres vha. muskelspænding, specielt i
halsmuskulaturen.
STNR
(symmetric tonic neck reflex)
Mest
aktiv omkring 6-9 måneders alderen. Bør integreres senest omkring 11-12
måneders alderen.
Integreres
når barnet står i kravlestilling og ”rokker”
Bevirker
at barnet kommer liggende fra gulvet til at rejse kroppen fra gulvet og senere
til siddende stilling.
Når
refleksen er aktiv, vil vi se, at når barnet kigger op, lander det med numsen i
gulvet, og når det kigger ned, knækker armene sammen, og måske hovedet i
gulvet.
Så
længe refleksen er aktiv, er det besværligt at komme videre frem og kravle.
Kan
være skyld i, at børn kravler på strakte ben, med samlede ben, eller rumper sig
frem.
Kan
være skyld i klodsede og besværliggjorte bevægelser hos det større barn.
Ligesom
det er tilfældet med ATNR, er der en sammenhæng med muskelspænding i
halsmuskulaturen.
MOROREFLEKSEN
Ved jeg, at
vi som sundhedsplejersker kender særdeles godt. Men det som er værd at tænke
ind her er, at den, når den ikke integreres, kan den hænge sammen med en større
ængstelighed og opmærksomhed hos et barn. Og det kan så medføre:
Forsinket
motorisk udvikling, da barnet er tilbageholdende.
Usikkerhed
og ængstelighed – i værste fald angstproblematikker.
Et
usikkert barn, kan reagere med at blive kontrollerende og kravafvisende.
Sensitivitet
overfor lyde og lys
Koncentrationsbesvær.
Sanseintegrationsforstyrrelser.
Stimuleres
og hænger sammen med alle primære sanser. Således vil sansemotorisk træning få
refleksen til at aftage, øge evnen til sanseintegration og dermed gøre barnet
mere tilpas og sikkert i egen krop.
Som det ses
af ovenstående kan, ikke integrerede primære reflekser, være skyld i mange af
de symptomer vi ser hos børn med sansemotoriske udfordringer, hvorfor de er
værd at kende til, og tænke ind i vores vurdering af børnene.
I forhold
til casen med Sara i starten, var der sket det, at hun var så låst i ryg mv. at
hun ikke kunne starte de små hovedløft når hun lå på maven. Hun fik derfor ikke
selv startet stimulationen af labyrintsansen. Efterfølgende brød hun sig ikke
om det. Og det er ikke let at vende et barn på hovedet, som tydeligt viser
ubehag ved det. Sara havde ikke i tilstrækkelig grad stimuleret sin
muskel-ledsans, idet hun ikke kunne ligge på maven, og spænde muskler og løfte
sit hoved. Så TLR var ikke integreret, og hovedrejsningsrefleksen kunne ikke
komme i gang. Hun fik løsnet sine låsninger, og så stimuleret labyrintsans, og
muskel-ledsans, som det primære. Det bevirkede, at TLR aftog og blev integreret,
hvorefter hovedrejsningsrefleksen kunne komme på plads.
Jeg har
efterhånden set denne proces flere gange. Også hos store børn, som faktisk ikke
var i stand til at løfte deres hovedet når de lå på mave og ryg, og som efter
denne stimulation, fik det på plads, fordi reflekserne kom på plads. Det er ret
fantastisk at opleve. Og tag ikke fejl. Når et barn har svært ved hovedløft,
skyldes det sjældent et ”stort hoved” men derimod en aktiv TLR.
Via mit
daglige arbejde med børn i alle aldre, med enkelte eller flere aktive primære reflekser,
har jeg erfaret, hvor forstyrrende disse reflekser kan være, for børns evne til
at kontrollere egne bevægelser. Et rigtig godt eksempel er når jeg vil teste
barnet for en aktiv STNR og ATNR. Jeg beder barnet stå på alle 4. Jeg stiller
mig i firestående ved siden af, og viser således, hvad jeg mener. Jeg ser nu
børn, der står med strakte ben, eller som sætter sig, eller som slet ikke kan
placere sig i firestående stilling. Nogle er sågar ved at vælte. Hvordan tror I
det er for sådan et barn at komme til at kravle? Når jeg konstaterer en aktiv
ATNR, som bevirket, at venstre arm bøjer, når hovedet drejes til højre, og
omvendt, så spørger jeg til, hvordan det har været at lære at cykle? Og ofte er
svaret, at det har – eller er, meget svært. Barnet slingrer afsted. Og det
forstå jeg sørme godt. For når barnet kigger til højre, vil refleksen få
cykelstyret til at dreje til venstre. Og så er det svært at cykle!
I min optik
nytter det således ikke noget at bede børn øve sig i at cykle og kravle, hvis aktive
primære reflekser forhindrer deres frie bevægelighed. Vi er nødt til at få
reflekserne til at aftage og integreres først. Og da alle reflekserne er koblet
til en af de primære sanser, er det sanserne vi skal arbejde med, evt.
suppleret med øvelser, som retter sig direkte mod refleksen. Når vi gør det, og
refleksen er aftaget, vil vi opleve, at børnene af sig selv kommer til at kunne
cykle og kravle. Det er bare én af grundene til, at ”funktionstræning” efter
min opfattelse, sjældent er vejen frem når vi skal styrke børns grundmotorik.
I forhold
til ubalancer i de primære sanser, gør det samme sig gældende. For eksempel
møder jeg mange børn med en usikker balance, som blandt andet viser sig ved, at
barnet har svært ved at gå på line. Jeg starter aldrig med at bede disse børn
om at øve sig på at gå på line. Jeg arbejder i stedet med at stimulere
labyrintsansen, som ofte trænger til at blive rettet ind. Vi arbejder med
barnets evne til at regulere muskelspænding, så hjernen kan få de rigtige
beskeder ud til led og muskler, og dermed lave de bevægelser, der skal til, for
at holde balancen. Vi arbejder med koordination og følesans, for vi skal både
kunne koordinere bevægelser, og mærke, hvad der foregår i kroppen. Så det er
med andre ord, et helt andet sted at starte. Det er det som er forklaringen på,
at nogle børn bliver ved at være motorisk udfordrede, selvom de har deltaget på
skolens motorikhold. For nogle virker funktionstræning, men for mange gør den
ikke. Der beder vi blot barnet om at gøre mere af det, som er svært. Og er det
fair?
Jeg er så
heldig, at jeg har fået lov til at undervise sundhedsplejersker i flere
kommuner. En opgave jeg er meget ydmyg overfor. I min undervisning har jeg sat
fokus på netop primære reflekser, og hvorfor vi skal tænke stimulation af
primære sanser, før vi tænker funktionstræning. Jeg er af den opfattelse, at
mange af sundhedsplejerskerne, ligesom jeg selv, har fået en øjenåbner i
forhold til, hvordan vi skal vurdere og arbejde med børns sansemotoriske
udvikling. Jeg håber, at jeg med denne artikel kan nå endnu længere ud med mit
budskab, for der er ingen tvivl om, at vi som sundhedsplejersker bør kende til,
og arbejde ud fra denne viden, når vi vejleder forældre og andre faggrupper
omkring, hvordan vi skal styrke børns udvikling. Både i forhold til det
forebyggende og sundhedsfremmende perspektiv, men så sandelig også i forhold
til alle de børn, der kæmper med udfordringer omkring sansemotorik – og
sanseintegration for den sags skyld.
Kilder:
Sanse Motorik® – det bedste til dit barn (www.sansemotorik.net/artikler-og-links/)
Anne Brodersen & Bente Pedersen (Grundmotorik testning
og træning 2008)
A. Jean Ayres (Sanseintegration hos børn 2. udgave 4. oplag
2017)
Anni Kirk og Maria Beadle (Superbarn 2015)
The
organized mind (www.theorganizedmindhq.com)
Primitivereflekser.no (www.primitivereflekser.no)
Når baby står på alle 4 og rokker, er det et vigtig led i at få integreret en af spædbarnsreflekserne
Jeg møder dem jævnligt i min klinik. Ikke surikater, men børn der går på tå.
Tågængeri kan være grunden til, at de kommer i første
omgang, men ofte er det bare et symptom blandt andre problemstillinger.
Og som forælder vil man gerne vide, hvad grunden kan være til, at børn går på tå.
Jeg har et par bud:
Det kan skyldes en stadig aktiv griberefleks i
foden
Det kan skyldes en overreagerende følesans
En afkortet/stram akillessene
Det kan skyldes stor opmærksomhed overfor
omgivelserne
Spædbørn skal have griberefleks i fødderne. Den skal aftage
og forsvinde når barnet kommer op og gå (seneste omkring 1½ års alderen) men
hos nogen bliver den ved at være aktiv. Det kan medføre, at barnet bliver
tågænger.
Når børn er overdrevent kildne eller følsomme på fødderne,
kan det både give problemer i forhold til at have strømper og sko på, men også
medføre, at barnet bliver tågænger.
En stram akillessene kan ”trække” børn op på tå. Og børn som
går på tå, vil med tiden få en stram akillessene.
Og så er der de meget opmærksomme børn.
Og det er her surikaten kommer ind i billedet. For jeg ser
for mig, det lille dyr med den høje grad af opmærksomhed. Som står højt på tå,
med hele kroppen og halsen strakt, for at holde øje med alt.
Hos surikaten giver det mening, for der skal være nogen i
flokken, der skuer ud over savannen, og sikrer, at flokken bliver advaret om
farer. Men når børn har den adfærd, er det tegn på, at de er alt for
opmærksomme. Og så er de på ”overarbejde”. For børn skal ikke holde øje med
hele verden. Det har vi de voksne til. Det er bare ikke så enkelt, for nogle
børn er overopmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Mange af disse børn
har følsomme sanser. De mærker og registrer ting, som andre ikke lægger mærke
til. Nogle af dem bekymrer sig om alt for meget. For nogle kan det udvikle sig
til en grad af ængstelighed, som ikke er hensigtsmæssig. Deres nervesystem er i
ubalance, og har brug for at blive beroliget. Og hvordan gør vi så det?
Vi skal stimulere krop og hjerne, så vi får dæmpet
alarmsignalerne, og fremmer udskillelsen af de beroligende stoffer, som vores
hjerne er i stand til at udskille.
Vi skal stimulere de sanser, som har med kropskontrol og
kropsfornemmelse at gøre.
Børnene skal bruge kroppen. De skal gynge, trille, hoppe,
klatre, og så skal de have masser af kram og knus. Seancer med beroligende
massage, hvor man er særlig omhyggelig med at få masseret fødder og laver
udstrækning af akillessenen, er alt sammen aktiviteter, der kan berolige den
overopmærksomme hjerne, og hjælpe til, at vi får børnene ned på flad fod.
Det er ikke let, og det tager tid. Men det kan lykkes. Det har vi erfaring for hos Sanse Motorik.
Ikke bare på mig selv, som kan stresse
lidt over julepynt og julegaveindkøb (Jeg elsker julen) Men på de børn, som
kommer i klinikken.
December er bare en måned, der presser i
forvejen sensitive og pressede børn.
Der er meget, der ikke er som det
plejer.
Bare det, at der er julelys og nisser
rundt omkring, kan være nok til, at følsomme børn bliver overstimulerede. Nye
ting at kigge på og forholde sig til….
Og så er der alle arrangementerne. Alt
det vi skal deltage i.
Julehygge i børnehaven og sfo´en. I
skolen. Med familien, og firmaets juletræsfest.
Der skal åbnes kalendere, pakkes gaver
op, laves gaver, købes juletræ osv. osv.
Alt sammen arrangementer, som de fleste
af hos, trods alt hygger os med, men som let bliver for meget for de følsomme
børn.
Så kunsten er, som den altid er med
præmature, og andre følsomme børn, at finde balancen.
Hvis I ikke allerede har tænkt det, så
HUSK, at man behøver ikke at deltage i det hele.
Det er faktisk ok at sige nej til noget,
på barnets vegne. For barnet siger det sjældent direkte.
Men de siger det med deres adfærd. Som
en præmaturmor sagde til mig i dag: vi ved, at hun har svært ved at spise i
december, men har nu også erfaret, at det kommer igen, når vi er ovre på den
anden side.
Det kan gå ud over søvnen, give uro,
nedsmeltninger, øget følsomhed overfor ex. tøj og lign. Nogle af de symptomer
som I måske kender til i forvejen, tager til i styrke og hyppighed i denne tid.
Men ud over at skære ned på aktiviterne,
kan vi også gøre noget andet. Nemlig tænke stimulation af de primære sanser.
Give barnet massage, som får dem til at
slappe af (må ikke kilde), faste tryk på hele kroppen, og så rolige svingture i
armene eller måske en vuggetur i et tæppe. At blive rullet fast ind i et tæppe,
og blive klappet rytmisk på hele kroppen, kan også få en stresset hjerne til at
slappe af.
Det kan rent faktisk hjælpe så meget, at I måske kan opleve det som en af “mine” familier oplevede forrige jul. Nemlig at have den bedste jul nogensinde, i den 6 årige drengs liv. Der var ro på, der blev sovet længe, og der blev hygget.
Så ved jeg, at sansemotorikken har gjort en forskel
Måske kan I se, at der er en “fejl” på siden? Det kan jeg i hvert fald selv se.
Det skyldes en opdatering, som åbenbart kræver, at jeg skal ændre noget i opsætningen. Og når jeg skal ændre noget, så er det min IT-support (læs: min mand) der står for det. For IT er bestemt ikke min spidskompetence…
Så lige så snart IT -support har tid (nok mellem jul og nytår) skal vi nok få det rettet.
Indtil da må I og jeg lige leve med, at det ser lidt anderledes ud.
Men det skal da ikke forhindre mig i, at ønsker Jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.
