Ikke bare på mig selv, som kan stresse lidt over julepynt og julegaveindkøb (Jeg elsker julen) Men på de børn, som kommer i klinikken.

December er bare en måned, der presser i forvejen sensitive og pressede børn.

Der er meget, der ikke er som det plejer.

Bare det, at der er julelys og nisser rundt omkring, kan være nok til, at følsomme børn bliver overstimulerede. Nye ting at kigge på og forholde sig til….

Og så er der alle arrangementerne. Alt det vi skal deltage i.

Julehygge i børnehaven og sfo´en. I skolen. Med familien, og firmaets juletræsfest.

Der skal åbnes kalendere, pakkes gaver op, laves gaver, købes juletræ osv. osv.

Alt sammen arrangementer, som de fleste af hos, trods alt hygger os med, men som let bliver for meget for de følsomme børn.

Så kunsten er, som den altid er med præmature, og andre følsomme børn, at finde balancen.

Hvis I ikke allerede har tænkt det, så HUSK, at man behøver ikke at deltage i det hele.

Det er faktisk ok at sige nej til noget, på barnets vegne. For barnet siger det sjældent direkte.

Men de siger det med deres adfærd. Som en præmaturmor sagde til mig i dag: vi ved, at hun har svært ved at spise i december, men har nu også erfaret, at det kommer igen, når vi er ovre på den anden side.

Det kan gå ud over søvnen, give uro, nedsmeltninger, øget følsomhed overfor ex. tøj og lign. Nogle af de symptomer som I måske kender til i forvejen, tager til i styrke og hyppighed i denne tid.

Men ud over at skære ned på aktiviterne, kan vi også gøre noget andet. Nemlig tænke stimulation af de primære sanser.

Give barnet massage, som får dem til at slappe af (må ikke kilde), faste tryk på hele kroppen, og så rolige svingture i armene eller måske en vuggetur i et tæppe. At blive rullet fast ind i et tæppe, og blive klappet rytmisk på hele kroppen, kan også få en stresset hjerne til at slappe af.

Det kan rent faktisk hjælpe så meget, at I måske kan opleve det som en af “mine” familier oplevede forrige jul. Nemlig at have den bedste jul nogensinde, i den 6 årige drengs liv. Der var ro på, der blev sovet længe, og der blev hygget.

Så ved jeg, at sansemotorikken har gjort en forskel

Måske kan I se, at der er en “fejl” på siden? Det kan jeg i hvert fald selv se.

Det skyldes en opdatering, som åbenbart kræver, at jeg skal ændre noget i opsætningen. Og når jeg skal ændre noget, så er det min IT-support (læs: min mand) der står for det. For IT er bestemt ikke min spidskompetence…

Så lige så snart IT -support har tid (nok mellem jul og nytår) skal vi nok få det rettet.

Indtil da må I og jeg lige leve med, at det ser lidt anderledes ud.

Men det skal da ikke forhindre mig i, at ønsker Jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

Tænk, hvor tiden flyver….

I går kunne jeg fejre min 5 års fødselsdag i min klinik. For 5 år siden tog jeg det store spring fra kommunalt ansat sundhedsplejerske (med præmature som speciale) og sprang ud som selvstændig.

Der er godt nok meget vand i åen siden da, og I dag møder jeg jævnligt forældre, sundhedsplejekollegaer og andre fagfolk, som siger: dig har jeg godt hørt om. Og det er mærkeligt, at være en, som “folk har hørt om”. Men også noget jeg er meget ydmyg overfor. For det lyder nemlig til, at det er for det gode, jeg er blevet et navn “man kender”.

De første år som selvstændig havde jeg  meget på hjerte, særligt omkring de præmature, deres udfordringer når det kom til sansemotorik og sanseintegration, og med at finde forståelse i den verden vi lever i. Derfor har mange af mine indlæg efterhånden nogle år på bagen. Men det gør dem ikke mindre aktuelle, for hvor meget har egentlig ændret sig?

Jeg læser stadig om bekymrede forældre, der ikke føler, at deres barn og de selv, bliver mødt med tilstrækkelig indsigt og forståelse af, hvad det kan føre med sig, når man kommer for tidligt til verden. Så derfor må jeg jævnligt liiige pippe lidt op igen om emnet.

Jeg har forsøgt at få medierne i tale, indtil videre dog uden held. Jeg kunne nok prøve mere, men der er jo også sket det i disse år, at jeg har fået mere og mere travlt i min klinik. Et luksusproblem, som jeg er stolt af. For det er min egen fortjeneste. Og det er sørme noget særligt.

Der kommer stadig mange præmature børn i klinikken. Og en del af dem “hænger ved” igennem længere tid. Ikke nødvendigvis fordi vi træner sansemotorik. Men måske er de forsat på et af mine Tumlehold, eller også er der jævnligt kontakt og dialog med forældrene, som jo stadig kæmper barnets kamp. Og jeg forsøger stadig at komme med mine input til, hvordan det kan gribes an.

Man holder aldrig op med at være præmatur. Det er en del af et menneskes historie. Det betyder ikke, at senfølger bliver ved at følge alle hele livet, og at man ikke kan få det godt. For det kan man bestemt. Men for nogen betyder det, at de skal lære sig, hvordan de passer på sig selv, så hjernen kan følge med i den hverdag de lever. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.

Så tillykke til mig selv, og en KÆMPE tak til alle Jer, som er med til at gøre min drøm mulig

Nogle gange er lige før, at min temperament løber over med mig. Som her forleden, hvor jeg havde besøg i klinikken af en af mine “gamle” kunder. Ja gammel er hun nu ikke, for alderen siger, at skolestart nærmer sig.

Og hvad gør man så, når man er præmatur og har så mange senfølger, at det burde være tydeligt for enhver, at man ikke bare kan starte i en almindelig stor folkeskole?

Når man i forvejen ikke kan rumme en “almindelig dag” i børnehaven, hvordan skal det så pludselig løse sig, fordi man når skolealderen?

Nå, men ikke desto mindre, er det noget, som jeg støder på en gang imellem.

Og det som gør mig så vred, det er, at de besluttende myndigheder, kan træffe beslutninger, i realiteten uden at tage en masse fagfolks udtalelser og anbefalinger til efterretning.

Jeg siger ikke, at det er der den ender, i denne piges sag, men bare det, at de stakkels forældre, skal være angste for,  at det sker, er nok til at få mig op i det røde felt. For hvorfor kan “man” ikke anerkende og berolige disse forældre med, at så galt går det nok ikke. Næh i stedet siger “man”, at de nok ikke skal regne med, at man kan træffe beslutning om eksempelvis specialskole til et sådan barn.

Mange præmaturforældre lever i evig stress og angst over, hvordan det dog skal gå. Det starter allerede ved, eller måske før fødslen. Når de kommer hjem, når barnet skal ud og passes. Ved skift til børnehave og særligt til skolen, hvor alle skal kunne rummes, i inklusionens hellige navn. Og at være præmatur, er jo ikke nogen diagnose vel??

Det er et stykke tid siden jeg har “skældt ud”. Men nu gør jeg det på alle Jeres vegne. Jeg ved ikke om det ændrer noget, men det skal i hvert fald ikke stå usagt hen.

Og selvom mange beslutningstagere og politikere, glemmer at lytte til os fagfolk, så vil jeg da alligevel vove at påpege: AT VI VED FAKTISK GODT, HVAD VI TALER OM!

De der børn, der kravler på væggene.
Som altid er i bevægelse.
Som altid stiller os spørgsmål.
Som har så meget fart på, at de er ved at falde over deres egne ben.
Som finder alt legetøjet frem, og som ikke leger med noget af det.
som ikke kan sidde stille et øjeblik, heller ikke når vi spiser.
som er timer om at falde i søvn, fordi der er gang kroppen.
Som ikke kan koncentrere sig i skolen.

Jeg sidder her sidst på aftenen og skal snart i seng. Mine børn er for længst fløjet fra reden, så jeg er forvænt med muligheden for en god nattesøvn.

Men jeg ved, at det ikke er alle forundt.

Alle Jer som har børn med søvnproblemer. Og de børn, som ikke sover….

Det er fra de små babyer og op til de store skolebørn.

Jeg møder Jer nærmest dagligt i min klinik. Forældre der ringer eller skriver, fordi deres barn ikke sover. Barnet kan ikke falde i søvn, og/eller søvnen er urolig. Der kan være mange opvågninger, eller måske ligger barnet uroligt i søvnen. Nogle har mareridt, nogle har nigthterror.

Fælles er, at alle er trætte. Meget trætte. Forældre der næsten ikke kan tænke af træthed, børn der farer omkring, for at holde hjerne og krop vågen.

Det er virkelig et problem, der er til at tage og føle på.

Der kan være forskellige grunde til, at børn ikke sover. Jeg vil fortælle lidt om den sansemotoriske forklaring. Og selv inden for dette felt, kan der være flere forklaringer.

Børn med kludder i deres sansesystem kan have indsovningsproblemer. Kroppen er så urolig, at barnet ikke kan slappe af, og overgive sig til søvnen. Det kan være en overreagerende følesans, som gør at barnet hele tiden mærker noget, som de “flytter sig fra” eller i hvert fald reagerer på. Labyrintsansen kan give barnet svimmelhed når de kommer ned at ligge og/eller vender sig i sengen. Muskelspændingen kan være så høj, at det bliver rigtig svært at slappe af. Muskelspændingen kan også være lav, og barnet vil instinktivt forsøge at holde hjernen vågen, ved at holde kroppen igang. Hvis nervesystemet er anspændt bliver søvnen urolig. Det kan både være i form af fysisk uro, men også i form af mange drømme som kan være både gode og dårlige.

Når vi sover, bearbejder hjernen sanseindtryk. Det man også kalder at lave sanseintegration. Har barnets hjerne svært ved sanseintegration, kan det både give indsovningsproblemer og urolig søvn. Hos nogle børn kan reaktionen på dagens, eller de forrige dages sanseindtryk, komme med forsinkelse, så det i sig selv kan gå ud over søvnen.

Set i lyset af denne viden, kan vi hjælpe børn med søvnproblemer. Vi kan nemlig træne sansemotorik. Vi kan stimulere de primære sanser, så de er i balance, og så vi hjælper hjernen til bedre sanseintegration.

Derfor siger jeg ja, når forældre spørger om jeg kan hjælpe med deres barns søvnproblemer. Jeg finder nemlig næsten altid en sansemotorisk forklaring på problemet. Og jeg oplever næsten altid en forbedring af søvnen efter en periode med målrettet træning.

Generelt skal vi tænke på, at når vi giver børn svingture, når de gynger, rutscher og vipper, når vi giver dem massage, kram, kys og faste tryk på hele kroppen, når de får lov at bruge muskler, ase og mase, skubbe og trække, jamen så får de stimuleret disse livsvigtige primære sanser. Ofte er den generelle stimulation bare ikke nok. Det har I opdaget, for det har I prøvet. Og så er det, at jeg og mine kollegaer må på banen.

Det er fantastisk når et barn begynder at sove bedre. Når de glade og trætte putter sig om aftenen, og når der kommer en rolig søvn. Hele familien får det bedre. Og så er det en stor tilfredsstillelse at være sansemotorisk konsulent.

Med ønsket om en god søvn til alle 

Hvornår skal børn kunne sidde? Det korte svar er, at det skal de, når de selv kan sætte sig op. Og det vil i praksis sige, at det oftest sker i forbindelse med, at barnet er på vej til at kunne kravle, eller måske først når barnet er i gang med at kravle.

Men hvorfor er det så, at vi ikke bør træne børn i at sidde? Eller sætte dem op når de ser ud til at kunne sidde selv? Det vil jeg fortælle lidt om her.

Børns motoriske udvikling det første år til halvanden, er langt hen ad vejen, styret at det vi kalder spædbarnreflekser eller primære reflekser. Det er disse reflekser, der sætter gang i nye bevægelser eksempelvis at kunne gribe fat om noget, at kunne trille, og at komme op og sidde.

Reflekserne er aktive i den periode de er ved at “lære” kroppen en ny bevægelse, og skal derefter aftage/integreres og dermed forsvinde. Alle spædbarnsreflekser bør være væk når barnet er 1½ år.

Hvis barnet ikke får lov til at være i de enkelte faser (eksempelvis at øve sig på at trille) længe nok, er der stor risiko for, at refleksen forbliver aktiv også når barnet er større. Og så bliver refleksen forstyrrende for barnets bevægemønster og måske og trivsel og adfærd. Det ser jeg ofte i mit daglige virke, hvor jeg arbejder med sansemotorisk træning af børn.

De vigtige reflekser i spædbarnslivet og i forhold til motorikken, er reflekser, der hjælper barnet til hovedløft, gribereflekser særligt i hænderne. Reflekser, der hjælper barnet til at trille, både den ene og den anden vej, og refleksen, der hjælper barnet op at kravle/op at sidde.

Når vi hjælper barnet op at sidde, før det selv kan, ligger barnet selvsagt mindre på gulvet. Og så får barnet ikke trillet længe nok, undgår måske krybefasen inden det kravler. Barnet er måske ikke længe nok i den fase, hvor barnet står på alle 4 og rokker, inden det kan kravle, OG sætter sig på numsen. Det kan medføre en stadig aktiv refleks, som rent faktisk kan forhindre barnet i at kravle, så det i stedet rumper sig afsted, eller kravler med samlede ben. Dette mønster kan jeg se hos selv skolebørn.

SÅ BØRN SKAL FØRST SIDDE NÅR DE SELV SÆTTER SIG OP.

Det skal dog lige bemærkes, at når barnet er stærk nok i ryggen (kan sidde med ret ryg) så mener jeg godt, at de må sidde i en høj stol mens de spiser. Men ind imellem skal de stadig ligge på gulvet.

Og så lige en lille tilføjelse: børn skal heller ikke op at gå før de selv kan kravle hen til møbler, rejser sig op ad dem, og går langs sofaen eller bordet. Så er de ved at være klar til at bære egen vægt, finde balancen, og komme videre ud at gå. Når de kan de, kan vi støtte dem det sidste stykke på vej. Og hvorfor så det? Jo for på den måde sikrer vi barnet en god lang kravleperiode, som gerne må være på 2-3 måneder. For når man kravler, så laver man krydskoordination, som er den ypperste form for koordinationstræning af hjerne og krop. Er vi først begyndt at gå med barnet i hænderne, bliver de ofte svært utilfredse når vil lægger dem ned igen. Og så er vi “fanget” i at vandre rundt med barnet. Det er ikke godt for udviklingen, og vi får ondt i ryggen.

Jamen, hvad skal vi så lave med vores børn? Jo de skal have svingture, hovedet nedad, vugges, krammes, have massage, have lov at mærke alt muligt, lege trillelege, ligge på en stor bold, både på mave og ryg, ride ranke, trille med bolde, kigge på og gribe efter sæbebobler og lege fagtelege. Der er såmænd masser at finde på, som stimulerer barnets udvikling, så reflekser integreres og barnets grundmotorik hjælpes godt på vej.

God fornøjelse