Nogle gange er lige før, at min temperament løber over med mig. Som her forleden, hvor jeg havde besøg i klinikken af en af mine “gamle” kunder. Ja gammel er hun nu ikke, for alderen siger, at skolestart nærmer sig.

Og hvad gør man så, når man er præmatur og har så mange senfølger, at det burde være tydeligt for enhver, at man ikke bare kan starte i en almindelig stor folkeskole?

Når man i forvejen ikke kan rumme en “almindelig dag” i børnehaven, hvordan skal det så pludselig løse sig, fordi man når skolealderen?

Nå, men ikke desto mindre, er det noget, som jeg støder på en gang imellem.

Og det som gør mig så vred, det er, at de besluttende myndigheder, kan træffe beslutninger, i realiteten uden at tage en masse fagfolks udtalelser og anbefalinger til efterretning.

Jeg siger ikke, at det er der den ender, i denne piges sag, men bare det, at de stakkels forældre, skal være angste for,  at det sker, er nok til at få mig op i det røde felt. For hvorfor kan “man” ikke anerkende og berolige disse forældre med, at så galt går det nok ikke. Næh i stedet siger “man”, at de nok ikke skal regne med, at man kan træffe beslutning om eksempelvis specialskole til et sådan barn.

Mange præmaturforældre lever i evig stress og angst over, hvordan det dog skal gå. Det starter allerede ved, eller måske før fødslen. Når de kommer hjem, når barnet skal ud og passes. Ved skift til børnehave og særligt til skolen, hvor alle skal kunne rummes, i inklusionens hellige navn. Og at være præmatur, er jo ikke nogen diagnose vel??

Det er et stykke tid siden jeg har “skældt ud”. Men nu gør jeg det på alle Jeres vegne. Jeg ved ikke om det ændrer noget, men det skal i hvert fald ikke stå usagt hen.

Og selvom mange beslutningstagere og politikere, glemmer at lytte til os fagfolk, så vil jeg da alligevel vove at påpege: AT VI VED FAKTISK GODT, HVAD VI TALER OM!