Som farmor ved jeg, at det er en stor lykke når man får børnebørn. Tiden med graviditeten er fyldt med glæde og spænding. Og måske også frygt for, at tingene ikke går som det skal.
Denne frygt bliver til virkelighed når barnebarnet fødes for tidligt. Pludselig ser alting anderledes ud. De drømme og forventninger man har i forhold til at skulle være bedsteforælder, bliver afløst af bekymring og usikkerhed. Pludselig rækker den viden og de erfaringer man har, slet ikke.
Måske går der lang tid inden man kan få lov at holde sit barnebarn. Og når det endelig sker, kan det være, at barnet reagerer kraftigt på det, og begynder at græde. Det kan også være, at man slet ikke får lov. Måske siger barnets forældre, altså ens eget barn, at den lille nye, slet ikke tåler at være hos andre end mor og far. Og hvordan er man så bedsteforælder?
Det kan være svært at forstå….
Og det kan være en stor sorg.
Måske er det svært at forstå, hvorfor barnets forældre er så beskyttende overfor deres barn. At der skal sprittes hænder, at man slet ikke må komme, hvis man er forkølet. At man ikke kan få lov at passe barnet, og at familien holder sig for sig selv.
Måske oplever man, at ens barnebarn vokser op som en sart plante. Et barn, der skal tages mange hensyn til. Og måske tænker man, at forældrene er til den overbeskyttende side.
Måske oplever man, at barnebarnet ikke trives?
Måske sidder lille Anton ikke stille på stolen når der skal spises? Kræsen er han også. Han er timer om at falde til ro om aftenen, og man er vidne til forældre, der render frem og tilbage, eller ligger hos ham i flere timer. Måske har Anton usikker motorik? hvilket man godt kan forstå, hvis han er kommet for tidligt til verden. Men han gider aldrig sidde på skødet, og hvorfor kan man ikke få lov at kramme, som man længes efter. Og så er der balladen når han skal have tøj på. Strømperne driller, huen kradser og der må ikke være mærker i blusen og underbukserne. Han vil kun gå i noget bestemt tøj, og Bedstes fine hjemmestrikkede trøje duer ikke.
Forældrene fortæller, at det er fordi, at Anton let bliver overstimuleret, men det kan være svært af forstå. For det går da fint når man er sammen med ham. Og den ballade, der så er når han kommer hjem, handler måske mere om de overbeskyttende forældre? Den slags tanker kan man sagtens få.
Der kan være mange forklaringer på, at Anton gør som han gør. Men en oplagt forklaring er, at Antons hjerne har problemer med at forstå alle de sanseindtryk han får. Den er længe om at få styr på indtrykkene, og det kniber med at sortere i dem. Det kalder man sanseintegration. Mange for tidligt fødte er længe om at lave sanseintegrationsarbejdet, og det kan give søvnproblemer, uro og voldsomme reaktioner med skrig og skrål. Også timer og dage efter, at barnet har oplevet noget.
En anden oplagt forklaring kan være, at Anton har problemer med sansemotorikken. Det kan f.eks. være, problemer med at regulere muskelspænding, en usikker balance, og en overreagerende følesans. Så ser vi den adfærd som nævnt ovenfor.
Forklaringen på, at mange for tidligt fødte børn har problemer med sansemotorik og sanseintegration er, at de blev født inden hjernen var færdigudviklet.
Det er faktisk først de sidste 3 måneder af graviditeten, at barnet for alvor får stimuleret grundsanserne, at hjernen begynder at øve sig på at lave sanseintegration, og dermed begynder at forstå det kroppen mærker. Så hvis man er født for tidligt, så er barnet gået glip af denne udvikling i den trygge livmoder. Det skal hjernen så lære efterfølgende.
Anton er således ikke et uopdragent barn, med overbeskyttende forældre. Han er på hårdt arbejde med at holde styr på kroppen, og hans forældre er på hårdt arbejde med at afhjælpe konsekvensen af, at Anton har det sådan.
Mange er ikke klar over, at børns sansemotoriske udfordringer, i så høj grad kan ses i adfærden. Derfor kommer vi let til at tro, at det handler om rammer og opdragelse. Eller vi kan blive bekymrede for om der er noget alvorligt galt med Anton. Om han har en adfærdsforstyrrelse eller andet. Og det er ikke nogen rar bekymring at gå med. Hverken som forælder eller bedsteforælder.
Nu er du allerede lidt klogere, og kan meget bedre forstå Antons adfærd. Og måske forstår du også bedre, hvorfor hans forældre gør som de gør. Ofte har forældre til for tidligt fødte børn nemlig, i kraft af deres erfaringer på godt og ondt, stor viden om, hvad deres barn rummer og magter.
Sansemotorik og sanseintegration kan trænes. Og det kan afhjælpe de gener og udfordringer Anton og andre for tidligt fødte kan have. Hjernen kan blive bedre til sanseintegrationsarbejdet og de kropslige gener kan reduceres. Det giver bedre trivsel for barnet, og dermed også de voksne omkring barnet.
Og det kan resultere i, at Bedste endelig får det store knus hun har længtes efter J
En af de store udfordringer som bedsteforælder er, hvordan man på en god måde, kan byde ind med, hvad der måske kan være i spil hos barn og familie. Vi skal huske, at det skal ske med stor respekt for, og i anerkendelse af, at forældrene kender deres barn bedst. Men omvendt skal vi ikke blande os udenom.
En god tilgang kan være at spørge forældrene, hvad der vil være hjælpsomt for dem? Mens barnet er lille kan det måske være hjælp til madlavning og andre praktiske ting. For på den måde får forældre ro til at passe det lille barn. En stor hjælp er faktisk også at vise, at man forstår og anerkender barnets udfordringer.
Mange forældre til for tidligt fødte børn oplever, at deres omgivelser har svært ved at forstå, hvad deres barn har behov for. Og det er rigtig svært for dem. Faktisk nogle gange en kæmpe udfordring, som giver anledning til stor frustration og sorg. Så her er der noget, der er værd for os bedsteforældre at tænke over…
Hvordan støtter vi bedst vores børn OG deres børn?
For vi bedsteforældre ønsker jo det bedste for vores børnebørn OG deres forældre.
