Om Marianne Bentsen

Jeg er sundhedsplejerske med særlig interesse, viden og erfaring om præmature børn. Jeg er uddannet sygeplejerske, og har det meste af mit mere end 30 årige arbejdsliv, arbejdet med børn. I specialbørnehave, på neonatalafdeling, på børneafdeling, på børnehjem/behandlingshjem, og som støttepædagog i et børnehus. I 2003 blev jeg uddannet som sundhedsplejerske. Jeg har siden arbejdet både med småbørn og skolebørn. I den kommune, hvor jeg var ansat indtil 2014, havde jeg fornøjelsen af at være den sundhedsplejerske i kommunen, som besøgte de familier som fik et præmaturt barn. Siden november 2014 har jeg været selvstændig med egen klinik under konceptet Sanse Motorik - det bedste til dit barn(R) Her arbejder jeg i det daglige med sansemotorisk undersøgelse og træning af børn i alle aldre. En del af børnene er præmature. I november 2015 opstod "Præmatursundhedsplejerske" på Facebook. Her har jeg efter bedste evne, forsøgt at sætte fokus på de særlige udfordringer man kan have som præmatur familie. I min klinik afholder jeg arrangementer, hvor forældre og andre interesserede, har haft mulighed for at dele og udvide deres erfaringer om præmature. Privat er jeg gift, mor til to voksne sønner og farmor til to skønne børn.

Når vi lytter. Altså virkelig lytter….

Det med at lytte til barnet, er et punkt, der ligger mig meget på sinde.

Altså virkelig at høre efter hvad de siger! Og tage det alvorligt. Jamen så sker der noget positivt.

Min mand sagde for nyligt: Marianne taler ikke til børn, hun taler med børn.

Og det er vel lige præcis det, der er essensen. Og det som gør, at børn får tillid til os som voksne. Når vi gør os umage med at høre, hvad det er de siger. Både med ord, men så sandelig også med kroppen.

En gang imellem oplever jeg et barn, der pludselig reagerer med vrede eller flugt midt i en træningssession. Og heldigvis ser jeg det, får sat ord på det, så barnet føler sig set.

Og næste punkt er så, at få barnet til at føle sig taget alvorligt: “Nu tror jeg, at jeg bad dig om noget, som blev for svært. Det må du undskylde. Vi laver noget andet i stedet”. Eller: “Nu troede du, at jeg grinede af dig. Og faktisk grinede jeg, fordi jeg syntes, at vi havde det sjovt. Men sådan oplevede du det ikke, så det beklager jeg”.

Barnet nikker/siger ja, og så kan vi faktisk komme videre derfra. Få fjernet presset, og bevaret tilliden til hinanden.

Når børn oplever at blive set, anerkendt og respekteret, så er det faktisk, at vi kan rykke grænser. Det kan lyde fortærsket, men er det ikke det vi alle har brug for? At blive set og hørt i det vi udtrykker. Blive anerkendt i, at følelsen er ok og legal. Og at der er en løsning videre frem. Så kan vi føle os taget i hånden, fremfor at blive skubbet frem.

Det er vel sådan vi alle vokser. Børn som voksne. Eller rettere alle mennesker.

Børn med sansemæssige udfordringer, udtrykker sig ofte med kroppen. De kan ikke sætte ord på, det som er svært, eller det de har brug for. Men kroppen taler.

Den piller ved ting, bider, skubber, har fart på eller slår måske.

Vi voksne skylder børnene at forstå det kroppen fortæller. For på den måde kan vi undgå en masse irettesættelser, og i stedet støtte barnet i at få dækket de sansemæssige behov.

Når kroppen taler, har kroppen brug for at mærke et svar, i form af sansestimulation.

Lige netop det, er blevet min måde at forstå og tænke sansemotorik på. Og det er med det i mente, at jeg møder børn.

NYE TIDER

Vi går den dejlige sommer i møde, og for mit vedkommende bliver det en sommer med forandring.

For snart 1 år siden, rykkede vi teltpælene op, og flyttede til Midtsjælland, for at udleve drømmen om landejendom og natur omkring os. Og det har vi ikke fortrudt!

Samtidig har jeg længe leget med tanken om at pensionere mig selv. Og jeg kan mærke, at det er ved at være tid til at skrue ned for blusset.

Jeg stopper dog ikke helt, men vil stadig tilbyde:

  • Hjemmekonsultation, primært på Sjælland (medmindre man er flere i samme område andre steder i landet)
  • Præmaturkonsultation i mit hjemmekontor
  • Sparring for forældre i mit hjemmekontor
  • Sparring for bedsteforældre i mit hjemmekontor
  • Online sparring for forældre og bedsteforældre
  • Online sparring med fokus på det præmature barn
  • Konsulentbistand til institutioner, skoler, kommuner mv.
  • Undervisning og foredrag

Ovenstående kan indtil videre, stadig bookes på https://sansemotorikdianalund.onlinebooq.dk/

Jeg vil ikke længere kunne tilbyde sansemotoriske træningsforløb, da jeg lukker min klinikdel ned. Jeg henviser i stedet til mine dygtige kollegaer rundt i hele landet. Dem kan I finde her www.sansemotorik.NET/afdelinger

De familier som allerede er i gang med et træningsforløb, når at blive afsluttet, eller bliver taget hånd om fremover, i forhold til, hvad der er behov for.

Jeg vil stadig være en del af Sanse Motorik® – det bedste til dit barn. Blot med andre funktioner og tilbud. Og ”Præmatursundhedsplejersken” kommer også til at forsætte.

Har I spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte mig på 2195 9712.

Med ønsket om en rigtig dejlig sommer til jer alle

Marianne

SPARRING FOR BEDSTEFORÆLDRE

NYHED HOS PRÆMATURSUNDHEDSPLEJERSKE

At blive bedsteforældre, er for de fleste en af de største gaver i livet.

Men hvad gør man, når bedsteforældrerollen bliver svær?

Måske er du blevet bedsteforælder til et barn, som har det svært.

Det kan være, at dit barnebarn er født for tidligt, eller måske har han/hun en diagnose ex. autisme eller ADHD. Det kan også bare være, at du oplever, at dit barnebarn har det svært.

Og det får indflydelse på, hvordan du kan være bedsteforælder. For så kan man højest sandsynligt ikke gøre som ”man plejer”.

Samarbejdet med barnets forældre kan blive udfordret, og det kan være svært at finde sin rolle.

Med et helt arbejdslivs erfaring med børn, og deres forældre, kan jeg hjælpe dig til at forstå, hvad der er på spil, og hvad der kan være godt at gøre.

Med afsæt i min viden og erfaring som sansemotorisk konsulent, kan jeg guide dig videre i det som er svært.

Mine mange års erfaring som sundhedsplejerske, har jeg mødt forældre i nærmest alle tænkelige situationer, og med børn i alle aldre og sammenhænge.

Jeg har særlig viden om for tidligt fødte børn, men efterhånden også en del viden og erfaring i arbejdet med børn med ex. autisme og ADHD.

Og ikke mindst er jeg selv bedsteforælder og kender til de følelser, der kan komme i spil.

Book tid på mabe@sansemotorik.Net eller 2195 9712. Eller på bookingsiden https://sansemotorikdianalund.onlinebooq.dk/

Shot of an adorable little girl warmly hugging her grandmother outdoors

GOD ANDERLEDESHED

Et begreb, som jeg stødte på, da jeg læste til sundhedsplejerske for 20 år siden (tænk, at det er så længe siden….)

Nå, men jeg holder meget af den tanke om, at gøre noget anderledes. At tænke ud af boksen.

Og det må jeg gøre jævnligt i mødet med børnene i min klinik.

For de kommer ikke bare altid glade ind ad døren. Faktisk er der mange, som er bekymrede, utrygge eller decideret bange.

Jeg går altid ud og hilser pænt på, og ikke sjældent må vores møde starte i venterummet, hvor jeg må sætte mig ud til familien, for stille og roligt at gøre barnet tryg nok til at komme indenfor.

Men engang imellem er det ikke engang tilstrækkeligt.

Som for nyligt, hvor jeg endte med at hoppe i overtøjet og tage mor og barn med på en lille gåtur i den nærliggende skov. Med det ene for øje at bevare den skrøbelige relation, som vi havde. For selvom det ikke var første gang vi så hinanden, så var følelsen af at blive stillet overfor en forventning eller nogle krav, bare for meget for barnet…. Og her taler vi om barnets følelse, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det faktiske.

Men nogle børn er så pressede, at yderligere pres udløser angst. Og har man prøvet at have angst, så ved man, at yderligere pres, vil medføre kamp eller flugt. Eller også, at man “fryser” i situationen, hvilket er forfærdeligt at være i.

Der er en betegnelse for denne adfærd. Nemlig “ekstremt kravafvisende adfærd”, også kaldet PDA.

Ligesom med skolevægring, så synes jeg, at det er nogle lidt misvisende og trælse betegnelser, da det kan føles som om, at ansvaret for adfærden lægges over på barnet. Og det er dybt urimeligt i min optik, da barnet reagerer på noget som er alt for svært. Såsom omgivelserne eller de krav/forventninger vi har.

Når børn “afviser” krav, eller ikke kan gå i skole, er det fordi de reagerer på noget som er for svært for dem. De gør det af nød, og fordi de ikke magter andet.

Og det skal vi som voksne omkring dem forstå. For gør vi ikke det, er vi med til at eskalere situationen og følelsen. Og vi skal også forstå, at selv det, som i vores øjne, ikke er krav eller forventninger, kan føles sådan for barnet.

For et krav eller en forventning kan også være: “jeg er glad for at se dig, nu skal vi hygge os, jeg håber, at du bliver glad for gaven” og lignende, som de fleste vil opleve som positive tilkendegivelser, overfor et andet menneske.

Men sådan er det ikke, hvis man er ramt at PDA. For så føler man, at der er krav om, at man viser glæde, er glad for gaven osv.

Så det her kan være virkelig svært at være i for børn OG voksne.

Og jeg har ikke facitlisten her. Jeg prøver efter bedste evne, i hvert fald at forstå, hvad et er der sker, når børn reagerer kraftigt og voldsomt. At de faktisk bliver angste.

Så her prøver jeg at gøre noget andet end jeg plejer. Som ex. den lille skovtur, som i øvrigt endte i klinikken med spisning af den medbragte madpakke, og lidt leg. Og så blev mor instrueret i den videre sansemotoriske træning, som de godt kan arbejde videre med hjemme i kendte og trygge omgivelser.

Vil I vide mere om ekstremt kravafvisende børn, så søg evt. på PDA profil, for så er der kloge mennesker, der kan give viden og hjælp på området.

De bedste tanker fra Marianne

DEN GODE PAUSE

Ja, hvad er den gode pause?

For dig?

For mig?

For dit barn?

Det kan vi faktisk ikke vide, med mindre, at vi spørger.

Og det gør jeg ofte. Altså spørger de større børn, hvad en god pause er for dem.

For det som er en god pause for den ene, er ikke nødvendigvis den gode pause for en anden.

Jeg kan få så forskellige svar som:

  • at komme ud i klatrestativet i skolegården alene
  • at få lov til at sidde ude på gangen for mig selv
  • at læse
  • at spille computer eller lign.
  • eller at lave noget kreativt.
  • I min klinik, er det ofte hulen, der giver en pause

Så når vi har med børn at gøre, som har brug for pauser, så kan det være en god ide´ at spørge, hvad der giver deres system en pause?

Og måske, hvor lang de forestiller sig, at den skal være?

Og nej. Vi behøver ikke at være så bekymrede for, at de misbruger det. Men måske kan lige 5 minutter mere end vi forestiller os, være det som gør, at pauser bliver god.

Så….. Hvad er en god pause for dit barn?

NYHED: NU TILBYDER JEG HJEMMEBESØG PÅ SJÆLLAND

Er det svært for jer at komme til min klinik, kan jeg komme hjem til jer, så vi kan mødes i trygge og vante rammer.

Tilbuddet er til præmature i alle aldre, og et besøg kan f.eks. indeholde følgende:

Vejledning og støtte til, hvordan man som forældre og familie, bedst støtter det præmature barn.

Hvordan man sikrer den bedste overgang til pasningstilbud og skole.

Eller hvordan støtter man den præmature teenager.

At skærme og skubbe i rette mængder.

Om senfølger og sanseintegrationsudfordringer, eller hvad der ellers måtte røre sig hos Jeres barn/familie.

Men det kan også være, at I har noget andet som fylder, og så tager vi selvfølgelig afsæt i det.

Pris 1500 kr. for 1½ time.

Prisen gælder for en max. afstand på 50 km fra Sorø, og der tillægges kørselspenge efter statens høje takst.

Skal jeg køre længere, finder vi en pris, passer i forhold til min køretid.

Det er selvfølgelig også stadig muligt at få en præmaturkonsultation i min klinik i Dianalund. Eller et sansemotorisk forløb. I kan se alt sammen på min bookingside, som I finder lige her:

https://sansemotorikdianalund.onlinebooq.dk/

JEG RYKKER TIL DIANALUND – MIDT PÅ SJÆLLAND

Ja, her sker spændende nyt.

Efter, at have haft base i min klinik i Smørum, rykker jeg nu vestover. Både privat og med mit virke.

Jeg åbner ny klinik i Dianalund. Stadig som en del af konceptet Sanse Motorik® – det bedste til dit barn.

Dvs. at jeg stadig vil tilbyde sansemotoriske træningsforløb, som hidtil. Nu bliver det bare lettere, for Jer som bor væk fra Københavnsområdet at komme til mig.

Jeg vil også stadig tilbyde præmaturkonsultationer, både i klinikken og online.

Hvis du ønsker hjælp til dit barn, så kan du kontakte mig på samme mail og mobilnr. som hidtil. Nemlig mabe@sansemotorik.NET og 2195 9712.

Jeg glæder mig til stadig at stå til rådighed for de præmature børn, og deres familier.

Mange hilsner fra Marianne

TÅGÆNGER. GØR NOGET INDEN DET BLIVER FOR SVÆRT!

Jeg møder dem jævnlig i klinikken. Børn som går på tå. Og ja, jeg har skrevet om det før. Om årsager og hvad vi kan gøre.

Men denne gang skriver jeg, fordi jeg er frustreret….

Det er så ærgerligt gang på gang at tale med forældre, som kan fortælle, at de har fået at vide, at det går over af sig selv.

Nej, det skal vi sørme ikke satse på!

For nogle børn, gør det måske. Men for mange gør det ikke, og så har vi problemet, hvis vi ikke sætter tidligt ind. For når først barnet har gået på tå i et par år, så er der stor risiko for en forkortet akillessene. Og så bliver den i sig selv skyld i, at det er svært for barnet at komme ned på flad fod.

Når børn går på tæer, som små, altså omkring det tidspunkt, hvor de begynder at gå, kan det skyldes flere ting. Ofte er det en stadig aktiv griberefleks i foden, der er synderen. Denne refleks aftager ofte først, når barnet begynder at gå, og har gået et stykke tid.

Men hvorfor vente på, at denne refleks forsvinder af sig selv? Med risiko for, at den ikke gør det – og måske medfører tågængeri.

Hvorfor ikke sætte ind meget før med massage af babys fod, stræk af de små tæer og stimulation af følesansen under foden på måder, som baby nyder? Det er i hvert fald det jeg opfordrer til på mine SpædbarnsMotorik-hold.

Følsomme fødder er ofte også en synder. Hvis barnet er meget følsomt under fødderne, jamen så vil det være tilbøjeligt til at undgå kontakt med underlaget. Og det kan gøres ved at gå op på tå. Og her kan samme stimulation og behandling være vejen frem. Nemlig fodmassage og stimulation med ex. følekasser til fødderne, mærke forskelligt underlag mv. Men ALTID på barnets præmisser og noget de kan lide.

Og så er der de børn, som i det hele taget er følsomme. Som mentalt er “oppe på tæerne”. De børn har ofte nogle ubalancer i deres sansesystem, eller svært ved at tolke og sortere sanseindtryk. Og så kan man have ekstra behov for at overskue sin omverden. Det gøres fint når man er oppe på tå, og kan se sig omkring.

Så gør noget inden det er for sent. Lad være at tænke, at det går over af sig selv. Også selvom det er det du får at vide af fagfolk.

Jeg troede selv engang, at det var sådan. At det gik over af sig selv. Nu ved jeg bedre. Og derfor bliver jeg SÅ ked af det på vegne af de børn, og forældre, som kommer til mig når barnet er blevet skolebarn, og situationen er helt fastlåst.

Jeg giver ikke op. Jeg prøver at hjælpe med det jeg ved og kan. Men det kan være op ad bakke. Bare fordi vi kom for sent igang…….

HØR PODCAST OM PRÆMATURE OG SANSEMOTORIK/SANSEINTEGRATION

En dag lå der en mail i min mailboks. En særlig en af slagsen. Det var nemlig Louise, som har podcasten og bloggen, “præmaturfortællinger”. Louise er mor til 3 præmature børn, og bruger noget af sin kostbare tid på, at lave denne podcast, hvor forældre og fagfolk sætter fokus på, hvad det vil sige, at have et for tidligt født barn. Et rigtig godt initiativ synes jeg.

I mailen spurgte Louise, om jeg ville være med, og fortælle om de udfordringer omkring det sansemæssige, som mange forældre havde efterspurgt i hendes podcast.

OG JA! Det ville jeg jo rigtig gerne. Selvfølgelig. For det er jo lige det jeg brænder for. At få budskabet ud om, at det ikke er “gratis” at blive født for tidligt. Selvfølgelig har det en betydning. Hvem kan tro andet? Et svangerskab skal vare omkring 9 måneder for, at barnet er “færdigt” i alle henseender. Herunder i forhold til hjernens udvikling. Ikke i forhold til intelligens eller skader. Men i forhold til evnen til at bearbejde sanseindtryk, og få hjerne og krop til at arbejde sammen.

Så her er podcasten. Lyt med, hvis du har lyst. Og lad din familie, dine venner, dine børns pædagoger og lærere høre den også. For det kan forhåbentlig medvirke til en større forståelse for de præmature børn OG deres nærmeste families udfordringer og trivsel.

TAK til Louise fordi jeg fik den mulighed 🙂

STOP VERDEN, JEG VIL AF

Ovenstående sætning har jeg en gang imellem tænkt, når det hele gik for hurtigt, når der var for meget at tage stilling til, når jeg var stresset, og når jeg bare trængte til, at det hele stoppede op, så jeg kunne få noget ro.

For nyligt skete det. Verden stoppede praktisk talt. Pludselig var vi mange, der ikke skulle “noget”. Vi skulle blive hjemme, ikke gå på arbejde, ikke se familie og venner, ikke gå i teater, til koncert og på dyrskue. Der blev ro……

Jeg opdagede, at på trods af bekymring for, hvor vi var på vej hen med coronapandemien, bekymring for min klinik, for mine gamle forældre, for familiemedlemmer, som blev syge osv., så fik jeg ro på. Jeg skulle ikke nå noget, og så længe jeg skuede ud i fremtiden, så det sådan ud. Så da jeg stod overfor en situation, som jeg aldrig havde forestillet mig at skulle opleve, og som var skræmmende, så blev jeg helt afslappet.

For jeg skulle ikke andet, end ingenting.

OG NU LÆSER JEG SÅ, AT DER HAR VÆRET MARKANT NEDGANG I ANTALLET AF EKSTREMT FOR TIDLIGE FØDSLER I DANMARK UNDER CORORNA!!!

Man kender ikke forklaringen endnu, men er det mon et tegn på, at vi skal til at passe bedre på vores gravide? Et tegn på, at vi skal stoppe op?

Samtidig har jeg hørt fra rigtig mange af mine kunder, som jo har sensitive, præmature, urolige, ængstelige børn, at mange af børnene har fået det meget bedre under nedlukningen.

Det lyder til, at de har haft stor gavn af en periode hjemme, sammen med familien, uden en masse aktiviteter “ud af huset”, mindre grupper i skole og børnehave, flere voksne, og mere tid i naturen. De har fået det bedre!

Så måske er det på tide, at vi på samfundsplan for alvor kigger på, hvad vores travle liv gør ved os allesammen.

Måske skal vil stoppe verden? Ikke med en truende pandemi. Men fordi vi lider under travlheden, og fordi vi gerne vil have det bedre.

Og kære mødre, som har født for tidligt: lad nu være at tænke og føle, at den tidlige fødsel var Jeres egen skyld. Det har I tænkt rigeligt! Og tro mig. Den følelse kender jeg selv alt for godt.

Det her er et vink med en vognstang til os alle på samfundsniveau, og ikke et spørgsmål om at gøre den enkelte ansvarlig.

SÅ MERE RO TIL ALLE, ER MIT ØNSKE. VI TRÆNGER TIL DET 🙂