Jeg bliver ofte inspireret af de spørgsmål eller opslag jeg læser på Facebook. Og så får jeg lyst til at skrive….

Denne gang er det om de børn, der har svært ved at blive tørre. Som tisser om natten, som drypper eller har store uheld om dagen, og så dem, der også har udfordringer i forhold til at fuld kontrol over deres afføring.

Der kan være stor forskel på, hvornår børn får kontrol over når de skal af med “noget”. Nogle er  meget tidlige, og smider måske bleen når de er 2 år. Andre har brug for længere tid, og er måske børnehavebørn før det lykkes. Og så er der dem, der langt op i skolealderen stadig kæmper. Og så er det bestemt ikke sjovt længere.

En ting er at blive renlig om dagen. Det bliver de fleste børn omkring 2-4 års alderen. Noget andet er det med at holde sig tør om natten.

Det er faktisk ikke så ualmindeligt, at børn stadig tisser om natten, når de starter i skole. Faktisk gør omkring 20% det. Idag er vi så heldige, at man let kan købe store bleer, og på den måde afhjælpe de gener det medfører, når barnet sover fra tissetåren. I løbet af 0. klasse, vil en del vokse fra det. Vi må altså konstatere, at man ikke er unormal, hvis man tisser om natten som 6-årig.

Har du et barn, som er vådligger efter 6-7 års alderen, er det en god ide´ at få barnet undersøgt på børneambulatoriet eller en inkontinensklinik. Det er nemlig vigtigt at udelukke, at barnet ikke har en urinvejsinfektion, misdannelser i urinvejene, eller en anden fysiologisk forklaring. Det er dog sjældent tilfældet.

En af forklaringerne kan være manglende produktion af det hormon, som hæmmer dannelsen af urin når vi sover. Dette hormon er nogle børn længe om at danne tilstrækkeligt af. En problematik som er arvelig, og derfor ofte ses i generationer i samme familie. En anden forklaring kan være, at blæren ikke rummer ret meget før den må tømme sig. Børn med en af disse problematikker, kan hjælpes enten med ringeapperat eller medicinsk.

MEN….. så er der den sansemotoriske forklaring. Og den er der ikke så mange, der er opmærksomme på, eller kender til. 

Nogle børn har en aktiv galantrefleks. Det er en spædbarnsrefleks, som burde være væk inden 1½-2 års alderen, men som en del børn, med forstyrrelser i følesansen stadig har. Når denne refleks aktiveres, kan den udløse en vandladning.

Vi kan altså have et barn, som når det vender sig i sengen, får udløst refleksen, og dermed kommer til at tisse. Og det kan vi ikke løse med hverken medicin eller ringeapperat. Det skal løses ved at “fjerne” refleksen. Da den hænger sammen med følesansen, er det stimulation af denne, der skal til. Massage…..særligt i området, hvor refleksen er aktiv, nemlig langs rygsøjlen. Denne refleks kan i øvrigt også være skyld i, at nogle børn, har svært ved at få kontrol over vandladningen om dagen.

Børn med rod i følesansen, kan have svært ved at mærke, hvornår blæren eller tarmen giver besked om, at noget er på vej. De registrerer det ikke, og vi tænker, at det er fordi de er optagede af leg eller andet, at de ikke mærker det. Men hjernen registrerer simpelt hen ikke signalerne i tilstrækkelig grad.

Og så er der de børn, der mærker alt for meget. De kan blive helt hysteriske når de mærker urin eller afføring. De vil ikke af med det, holder på det, eller vil kun i bleen. Og når de har forsøgt at holde på det tilstrækkeligt længe, ja så bliver de måske forstoppede, eller der sker uheld.

Igen er vi nødt til at stimulere følesansen, så børnene får en tilpas måde at mærke sig selv på.

Der kan også være en sammenhæng med, hvordan barnets muskelspænding er. Børn med en lav muskelspænding kan have tendens til forstoppelse. Og ikke sjældent oplever jeg, at når vi træner sansemotorik, og dermed også fornemmelsen af den rette muskelspænding, så reduceres behovet for afføringsmidler, som eksempelvis Movicol. Det er ret fantastisk.

En del af de børn jeg møder i min klinik, er udover det sansemotoriske, også udfordrede omkring inkontinens. Men ikke sjældent oplever jeg, at når vi arbejder med det sansemotoriske, så kommer det andet med af sig selv. Jeg har også familier, som henvender sig med inkontinens, som det primære. Det er et spændende område at tage fat på synes jeg, fordi det er en helt anden tilgang, hvilket mange børn også sætter pris på. Det er jo typisk de store børn, som for alvor er generede at ex. nattisseriet, og som derfor er meget motiverede for at skabe en ændring i deres situation.

Jeg håber, at jeg med dette skriv, kan være med til at sætte fokus på en anden måde at få bugt med inkontinens hos børn på.

De kærligste hilsner fra Marianne

For nylig stødte jeg på en diskussion på Facebook, som omhandlede graden af for tidlig fødsel. Hvordan den enkelte mor/forælder oplevede at have født for tidligt. Og om det var værre, jo tidligere barnet var født….

En interessant problemstilling. For hvem kan bedømme, hvad der er værst, og hvordan vi hver især oplever at føde for tidligt?

Som sundhedsplejerske har jeg mødt familier, hvis barn er født 3 mdr. for tidligt, og familier, hvis barn er født 3 uger for tidligt.

Jeg har oplevet mødre, som oplevede det at føde 4 uger for tidligt, som meget skræmmende og angstprovokerende. Mødre som følte stor lettelse over, at deres forholdsvis ”sene” for tidlige fødsel, blev anerkendt som værende en præmatur fødsel. For dem var det nemlig absolut uventet at føde 4 uger før tid. På et tidspunkt, hvor de stadig troede, at de havde tid til at ”blive klar” til den forestående begivenhed.

Forældre, hvis barn fødes flere måneder for tidligt, er selvsagt oftere igennem et svært forløb, hvor starten kan være præget af en hel konkret angst for at miste barnet. Der kan tilstøde forskellige komplikationer, som kan have betydning både for barnets overlevelse, og får barnets udvikling på sigt. Jeg tror, at alle godt kan sætte sig ind i, at det er voldsomt at gennemgå et sådan forløb. Og en del forældre ender da også ud med PTSD (post-traumatisk-stress-syndrom). Ingen tvivl om, at det er meget svært og voldsomt for dem det rammer.

Men nu vil jeg med dette opslag gerne tale de sen-præmatures sag. Både børnenes og forældrenes. For en del af disse børn, er udfordrede på det sansemotoriske og sanseintegrationsmæssige. De bliver let overstimulerede, har kropslig uro, kan have en følesans, der ikke registrerer som den skal, have usikker motorik for bare at nævne nogle af de symptomer vi kan se som tegn på, at hjernen ikke arbejder optimalt. Og mange omkring disse børn, er ikke klar over, at det kan have med den tidlige fødsel at gøre.

Ofte er det sådan, at når man føder blot 4-5 uger for tidligt, så kommer barnet ikke på neonatalafdelingen. Og det er jo sådan set godt, at der ikke er behov for det. Men det kan betyde, at forældrene ikke får den information om det at føde et præmaturt barn, som de ville have fået, hvis barnet lå på neonatalafdelingen. Eksempelvis omkring at skærme barnet, og omkring tegn på senfølger. Der bliver altså ikke talt så meget om sanseintegration eller, hvordan man bedst styrker det præmature barns udvikling. Det er heller ikke sikkert, at familien får tildelt en sundhedsplejerske, som har særlig viden omkring præmature, når de kommer hjem. Det kan betyde, at disse familier lander ”mellem to stole”. De får ikke den støtte som der kan være behov for, så der kan gå lang tid, før forældrene måske bliver klar over, at deres barns udfordringer kan skyldes en for tidlig fødsel. Og der kan gå endnu længere tid før de får hjælp dertil.

Så næste gang du møder et barn, der ”kun” er født 4-5 uger for tidligt, så tænk dette ind. Både af hensyn til barnet, men også til forældrene, som kan have en klar oplevelse af at have født for tidligt. Også selvom vi omkring dem kan tænke, at ”det er da ikke så meget”…….