Tænk, hvor tiden flyver….
I går kunne jeg fejre min 5 års fødselsdag i min klinik. For 5 år siden tog jeg det store spring fra kommunalt ansat sundhedsplejerske (med præmature som speciale) og sprang ud som selvstændig.
Der er godt nok meget vand i åen siden da, og I dag møder jeg jævnligt forældre, sundhedsplejekollegaer og andre fagfolk, som siger: dig har jeg godt hørt om. Og det er mærkeligt, at være en, som “folk har hørt om”. Men også noget jeg er meget ydmyg overfor. For det lyder nemlig til, at det er for det gode, jeg er blevet et navn “man kender”.
De første år som selvstændig havde jeg meget på hjerte, særligt omkring de præmature, deres udfordringer når det kom til sansemotorik og sanseintegration, og med at finde forståelse i den verden vi lever i. Derfor har mange af mine indlæg efterhånden nogle år på bagen. Men det gør dem ikke mindre aktuelle, for hvor meget har egentlig ændret sig?
Jeg læser stadig om bekymrede forældre, der ikke føler, at deres barn og de selv, bliver mødt med tilstrækkelig indsigt og forståelse af, hvad det kan føre med sig, når man kommer for tidligt til verden. Så derfor må jeg jævnligt liiige pippe lidt op igen om emnet.
Jeg har forsøgt at få medierne i tale, indtil videre dog uden held. Jeg kunne nok prøve mere, men der er jo også sket det i disse år, at jeg har fået mere og mere travlt i min klinik. Et luksusproblem, som jeg er stolt af. For det er min egen fortjeneste. Og det er sørme noget særligt.
Der kommer stadig mange præmature børn i klinikken. Og en del af dem “hænger ved” igennem længere tid. Ikke nødvendigvis fordi vi træner sansemotorik. Men måske er de forsat på et af mine Tumlehold, eller også er der jævnligt kontakt og dialog med forældrene, som jo stadig kæmper barnets kamp. Og jeg forsøger stadig at komme med mine input til, hvordan det kan gribes an.
Man holder aldrig op med at være præmatur. Det er en del af et menneskes historie. Det betyder ikke, at senfølger bliver ved at følge alle hele livet, og at man ikke kan få det godt. For det kan man bestemt. Men for nogen betyder det, at de skal lære sig, hvordan de passer på sig selv, så hjernen kan følge med i den hverdag de lever. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.
Så tillykke til mig selv, og en KÆMPE tak til alle Jer, som er med til at gøre min drøm mulig
