At blive bedsteforældre, er for de fleste en af de største gaver i livet.
Men hvad gør man, når bedsteforældrerollen bliver svær?
Måske er du blevet bedsteforælder til et barn, som har det svært.
Det kan være, at dit barnebarn er født for tidligt, eller måske har han/hun en diagnose ex. autisme eller ADHD. Det kan også bare være, at du oplever, at dit barnebarn har det svært.
Og det får indflydelse på, hvordan du kan være bedsteforælder. For så kan man højest sandsynligt ikke gøre som ”man plejer”.
Samarbejdet med barnets forældre kan blive udfordret, og det kan være svært at finde sin rolle.
Med et helt arbejdslivs erfaring med børn, og deres forældre, kan jeg hjælpe dig til at forstå, hvad der er på spil, og hvad der kan være godt at gøre.
Med afsæt i min viden og erfaring som sansemotorisk konsulent, kan jeg guide dig videre i det som er svært.
Mine mange års erfaring som sundhedsplejerske, har jeg mødt forældre i nærmest alle tænkelige situationer, og med børn i alle aldre og sammenhænge.
Jeg har særlig viden om for tidligt fødte børn, men efterhånden også en del viden og erfaring i arbejdet med børn med ex. autisme og ADHD.
Og ikke mindst er jeg selv bedsteforælder og kender til de følelser, der kan komme i spil.
Book tid på mabe@sansemotorik.Net eller 2195 9712. Eller på bookingsiden https://sansemotorikdianalund.onlinebooq.dk/
Shot of an adorable little girl warmly hugging her grandmother outdoors
Et begreb, som jeg stødte på, da jeg læste til sundhedsplejerske for 20 år siden (tænk, at det er så længe siden….)
Nå, men jeg holder meget af den tanke om, at gøre noget anderledes. At tænke ud af boksen.
Og det må jeg gøre jævnligt i mødet med børnene i min klinik.
For de kommer ikke bare altid glade ind ad døren. Faktisk er der mange, som er bekymrede, utrygge eller decideret bange.
Jeg går altid ud og hilser pænt på, og ikke sjældent må vores møde starte i venterummet, hvor jeg må sætte mig ud til familien, for stille og roligt at gøre barnet tryg nok til at komme indenfor.
Men engang imellem er det ikke engang tilstrækkeligt.
Som for nyligt, hvor jeg endte med at hoppe i overtøjet og tage mor og barn med på en lille gåtur i den nærliggende skov. Med det ene for øje at bevare den skrøbelige relation, som vi havde. For selvom det ikke var første gang vi så hinanden, så var følelsen af at blive stillet overfor en forventning eller nogle krav, bare for meget for barnet…. Og her taler vi om barnets følelse, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det faktiske.
Men nogle børn er så pressede, at yderligere pres udløser angst. Og har man prøvet at have angst, så ved man, at yderligere pres, vil medføre kamp eller flugt. Eller også, at man “fryser” i situationen, hvilket er forfærdeligt at være i.
Der er en betegnelse for denne adfærd. Nemlig “ekstremt kravafvisende adfærd”, også kaldet PDA.
Ligesom med skolevægring, så synes jeg, at det er nogle lidt misvisende og trælse betegnelser, da det kan føles som om, at ansvaret for adfærden lægges over på barnet. Og det er dybt urimeligt i min optik, da barnet reagerer på noget som er alt for svært. Såsom omgivelserne eller de krav/forventninger vi har.
Når børn “afviser” krav, eller ikke kan gå i skole, er det fordi de reagerer på noget som er for svært for dem. De gør det af nød, og fordi de ikke magter andet.
Og det skal vi som voksne omkring dem forstå. For gør vi ikke det, er vi med til at eskalere situationen og følelsen. Og vi skal også forstå, at selv det, som i vores øjne, ikke er krav eller forventninger, kan føles sådan for barnet.
For et krav eller en forventning kan også være: “jeg er glad for at se dig, nu skal vi hygge os, jeg håber, at du bliver glad for gaven” og lignende, som de fleste vil opleve som positive tilkendegivelser, overfor et andet menneske.
Men sådan er det ikke, hvis man er ramt at PDA. For så føler man, at der er krav om, at man viser glæde, er glad for gaven osv.
Så det her kan være virkelig svært at være i for børn OG voksne.
Og jeg har ikke facitlisten her. Jeg prøver efter bedste evne, i hvert fald at forstå, hvad et er der sker, når børn reagerer kraftigt og voldsomt. At de faktisk bliver angste.
Så her prøver jeg at gøre noget andet end jeg plejer. Som ex. den lille skovtur, som i øvrigt endte i klinikken med spisning af den medbragte madpakke, og lidt leg. Og så blev mor instrueret i den videre sansemotoriske træning, som de godt kan arbejde videre med hjemme i kendte og trygge omgivelser.
Vil I vide mere om ekstremt kravafvisende børn, så søg evt. på PDA profil, for så er der kloge mennesker, der kan give viden og hjælp på området.
