Jeg sidder her sidst på aftenen og skal snart i seng. Mine børn er for længst fløjet fra reden, så jeg er forvænt med muligheden for en god nattesøvn.

Men jeg ved, at det ikke er alle forundt.

Alle Jer som har børn med søvnproblemer. Og de børn, som ikke sover….

Det er fra de små babyer og op til de store skolebørn.

Jeg møder Jer nærmest dagligt i min klinik. Forældre der ringer eller skriver, fordi deres barn ikke sover. Barnet kan ikke falde i søvn, og/eller søvnen er urolig. Der kan være mange opvågninger, eller måske ligger barnet uroligt i søvnen. Nogle har mareridt, nogle har nigthterror.

Fælles er, at alle er trætte. Meget trætte. Forældre der næsten ikke kan tænke af træthed, børn der farer omkring, for at holde hjerne og krop vågen.

Det er virkelig et problem, der er til at tage og føle på.

Der kan være forskellige grunde til, at børn ikke sover. Jeg vil fortælle lidt om den sansemotoriske forklaring. Og selv inden for dette felt, kan der være flere forklaringer.

Børn med kludder i deres sansesystem kan have indsovningsproblemer. Kroppen er så urolig, at barnet ikke kan slappe af, og overgive sig til søvnen. Det kan være en overreagerende følesans, som gør at barnet hele tiden mærker noget, som de “flytter sig fra” eller i hvert fald reagerer på. Labyrintsansen kan give barnet svimmelhed når de kommer ned at ligge og/eller vender sig i sengen. Muskelspændingen kan være så høj, at det bliver rigtig svært at slappe af. Muskelspændingen kan også være lav, og barnet vil instinktivt forsøge at holde hjernen vågen, ved at holde kroppen igang. Hvis nervesystemet er anspændt bliver søvnen urolig. Det kan både være i form af fysisk uro, men også i form af mange drømme som kan være både gode og dårlige.

Når vi sover, bearbejder hjernen sanseindtryk. Det man også kalder at lave sanseintegration. Har barnets hjerne svært ved sanseintegration, kan det både give indsovningsproblemer og urolig søvn. Hos nogle børn kan reaktionen på dagens, eller de forrige dages sanseindtryk, komme med forsinkelse, så det i sig selv kan gå ud over søvnen.

Set i lyset af denne viden, kan vi hjælpe børn med søvnproblemer. Vi kan nemlig træne sansemotorik. Vi kan stimulere de primære sanser, så de er i balance, og så vi hjælper hjernen til bedre sanseintegration.

Derfor siger jeg ja, når forældre spørger om jeg kan hjælpe med deres barns søvnproblemer. Jeg finder nemlig næsten altid en sansemotorisk forklaring på problemet. Og jeg oplever næsten altid en forbedring af søvnen efter en periode med målrettet træning.

Generelt skal vi tænke på, at når vi giver børn svingture, når de gynger, rutscher og vipper, når vi giver dem massage, kram, kys og faste tryk på hele kroppen, når de får lov at bruge muskler, ase og mase, skubbe og trække, jamen så får de stimuleret disse livsvigtige primære sanser. Ofte er den generelle stimulation bare ikke nok. Det har I opdaget, for det har I prøvet. Og så er det, at jeg og mine kollegaer må på banen.

Det er fantastisk når et barn begynder at sove bedre. Når de glade og trætte putter sig om aftenen, og når der kommer en rolig søvn. Hele familien får det bedre. Og så er det en stor tilfredsstillelse at være sansemotorisk konsulent.

Med ønsket om en god søvn til alle 

Hvornår skal børn kunne sidde? Det korte svar er, at det skal de, når de selv kan sætte sig op. Og det vil i praksis sige, at det oftest sker i forbindelse med, at barnet er på vej til at kunne kravle, eller måske først når barnet er i gang med at kravle.

Men hvorfor er det så, at vi ikke bør træne børn i at sidde? Eller sætte dem op når de ser ud til at kunne sidde selv? Det vil jeg fortælle lidt om her.

Børns motoriske udvikling det første år til halvanden, er langt hen ad vejen, styret at det vi kalder spædbarnreflekser eller primære reflekser. Det er disse reflekser, der sætter gang i nye bevægelser eksempelvis at kunne gribe fat om noget, at kunne trille, og at komme op og sidde.

Reflekserne er aktive i den periode de er ved at “lære” kroppen en ny bevægelse, og skal derefter aftage/integreres og dermed forsvinde. Alle spædbarnsreflekser bør være væk når barnet er 1½ år.

Hvis barnet ikke får lov til at være i de enkelte faser (eksempelvis at øve sig på at trille) længe nok, er der stor risiko for, at refleksen forbliver aktiv også når barnet er større. Og så bliver refleksen forstyrrende for barnets bevægemønster og måske og trivsel og adfærd. Det ser jeg ofte i mit daglige virke, hvor jeg arbejder med sansemotorisk træning af børn.

De vigtige reflekser i spædbarnslivet og i forhold til motorikken, er reflekser, der hjælper barnet til hovedløft, gribereflekser særligt i hænderne. Reflekser, der hjælper barnet til at trille, både den ene og den anden vej, og refleksen, der hjælper barnet op at kravle/op at sidde.

Når vi hjælper barnet op at sidde, før det selv kan, ligger barnet selvsagt mindre på gulvet. Og så får barnet ikke trillet længe nok, undgår måske krybefasen inden det kravler. Barnet er måske ikke længe nok i den fase, hvor barnet står på alle 4 og rokker, inden det kan kravle, OG sætter sig på numsen. Det kan medføre en stadig aktiv refleks, som rent faktisk kan forhindre barnet i at kravle, så det i stedet rumper sig afsted, eller kravler med samlede ben. Dette mønster kan jeg se hos selv skolebørn.

SÅ BØRN SKAL FØRST SIDDE NÅR DE SELV SÆTTER SIG OP.

Det skal dog lige bemærkes, at når barnet er stærk nok i ryggen (kan sidde med ret ryg) så mener jeg godt, at de må sidde i en høj stol mens de spiser. Men ind imellem skal de stadig ligge på gulvet.

Og så lige en lille tilføjelse: børn skal heller ikke op at gå før de selv kan kravle hen til møbler, rejser sig op ad dem, og går langs sofaen eller bordet. Så er de ved at være klar til at bære egen vægt, finde balancen, og komme videre ud at gå. Når de kan de, kan vi støtte dem det sidste stykke på vej. Og hvorfor så det? Jo for på den måde sikrer vi barnet en god lang kravleperiode, som gerne må være på 2-3 måneder. For når man kravler, så laver man krydskoordination, som er den ypperste form for koordinationstræning af hjerne og krop. Er vi først begyndt at gå med barnet i hænderne, bliver de ofte svært utilfredse når vil lægger dem ned igen. Og så er vi “fanget” i at vandre rundt med barnet. Det er ikke godt for udviklingen, og vi får ondt i ryggen.

Jamen, hvad skal vi så lave med vores børn? Jo de skal have svingture, hovedet nedad, vugges, krammes, have massage, have lov at mærke alt muligt, lege trillelege, ligge på en stor bold, både på mave og ryg, ride ranke, trille med bolde, kigge på og gribe efter sæbebobler og lege fagtelege. Der er såmænd masser at finde på, som stimulerer barnets udvikling, så reflekser integreres og barnets grundmotorik hjælpes godt på vej.

God fornøjelse

Mit hjerte græder. Jeg sidder og ser TV2´s program om, hvordan nogle børns hverdag i deres daginstitution er.
Små vuggestuebørn, der ikke bliver trøstet, som bliver kaldt egoister, som bliver talt til som om de burde forstå og vide bedre. Børnehavebørn der slås, ødelægger hinandens lege, gemmer sig og som ikke får meget andet end negativ kontakt fra de voksne. Og ikke mindst børn som bliver håndteret så hårdhændet, at det nærmer sig fysiske irettesættelser.
Børn som passes i institutioner, hvor kulturen er blevet så rå, at personalet ikke længere reflekterer over egen praksis, eller sætter sig op imod en helt igennem urimelig behandling af børnene.

DER ER BØRNENE DER BETALER PRISEN FOR, AT DER IKKE ER TILSTRÆKKELIG RESSOURCER PÅ PASNINGSOMRÅDET!

DET KAN VI IKKE VÆRE BEKENDT.

Jeg arbejder med børn, som for nogles vedkommende har svært ved at rumme en dagligdag i institutionen. Måske fordi de har sansemotoriske udfordringer, som gør dem urolige, usikre, udfordrede sprogligt og eller socialt. Måske fordi de har svært ved at integrere alle de sanseindtryk, man møder når mange mennesker er samlet på et (lille) sted.
Disse børn er særligt udsatte, og særligt afhængige af, at de voksne som er omkring dem, har forståelse for, indsigt, og omsorg for, hvordan de bedst støtter børnene. Men de er også afhængige af, at der er ressourcer til at gøre det ekstra, som disse, og i virkeligheden alle børn har behov for, og krav på.

Alle børn har krav på, og fortjener voksnes omsorg og støtte. De er fremtidens voksne. Dem, der skal passe på os når vi bliver gamle. Det kan være svært, hvis man er blevet svigtet som barn, af et system som skulle være med til at forme os som hele mennesker.

Alt ære og respekt til alt det pædagogiske personale, som dagligt kæmper og knokler for at skabe en indholdsrig og omsorgsfuld hverdag for vores børn. I fortjener, at dem der bestemmer, sikrer tilstrækkelige ressourcer til, at I kan gøre det arbejde som I er uddannede til, og ikke bare yder brandslukning.

Måske er det ikke op til mig at blande mig i denne debat. Men det sætter mit arbejde i perspektiv, når jeg i min dagligdag møder så mange børn, som har svært ved at rumme deres dag i daginstitutionen. For hvad er hvad?
Sansemotoriske udfordringer?
Sanseintegrationsproblemer?
Børn der reagerer på en helt igennem uhensigtsmæssig behandling?

Det skal vi dælme være gode til at gennemskue…….