Jeg møder dem jævnlig i klinikken. Børn som går på tå. Og ja, jeg har skrevet om det før. Om årsager og hvad vi kan gøre.

Men denne gang skriver jeg, fordi jeg er frustreret….

Det er så ærgerligt gang på gang at tale med forældre, som kan fortælle, at de har fået at vide, at det går over af sig selv.

Nej, det skal vi sørme ikke satse på!

For nogle børn, gør det måske. Men for mange gør det ikke, og så har vi problemet, hvis vi ikke sætter tidligt ind. For når først barnet har gået på tå i et par år, så er der stor risiko for en forkortet akillessene. Og så bliver den i sig selv skyld i, at det er svært for barnet at komme ned på flad fod.

Når børn går på tæer, som små, altså omkring det tidspunkt, hvor de begynder at gå, kan det skyldes flere ting. Ofte er det en stadig aktiv griberefleks i foden, der er synderen. Denne refleks aftager ofte først, når barnet begynder at gå, og har gået et stykke tid.

Men hvorfor vente på, at denne refleks forsvinder af sig selv? Med risiko for, at den ikke gør det – og måske medfører tågængeri.

Hvorfor ikke sætte ind meget før med massage af babys fod, stræk af de små tæer og stimulation af følesansen under foden på måder, som baby nyder? Det er i hvert fald det jeg opfordrer til på mine SpædbarnsMotorik-hold.

Følsomme fødder er ofte også en synder. Hvis barnet er meget følsomt under fødderne, jamen så vil det være tilbøjeligt til at undgå kontakt med underlaget. Og det kan gøres ved at gå op på tå. Og her kan samme stimulation og behandling være vejen frem. Nemlig fodmassage og stimulation med ex. følekasser til fødderne, mærke forskelligt underlag mv. Men ALTID på barnets præmisser og noget de kan lide.

Og så er der de børn, som i det hele taget er følsomme. Som mentalt er “oppe på tæerne”. De børn har ofte nogle ubalancer i deres sansesystem, eller svært ved at tolke og sortere sanseindtryk. Og så kan man have ekstra behov for at overskue sin omverden. Det gøres fint når man er oppe på tå, og kan se sig omkring.

Så gør noget inden det er for sent. Lad være at tænke, at det går over af sig selv. Også selvom det er det du får at vide af fagfolk.

Jeg troede selv engang, at det var sådan. At det gik over af sig selv. Nu ved jeg bedre. Og derfor bliver jeg SÅ ked af det på vegne af de børn, og forældre, som kommer til mig når barnet er blevet skolebarn, og situationen er helt fastlåst.

Jeg giver ikke op. Jeg prøver at hjælpe med det jeg ved og kan. Men det kan være op ad bakke. Bare fordi vi kom for sent igang…….