OM SURIKATER OG BØRN, DER GÅR PÅ TÅ

Jeg møder dem jævnligt i min klinik. Ikke surikater, men børn der går på tå.

Tågængeri kan være grunden til, at de kommer i første omgang, men ofte er det bare et symptom blandt andre problemstillinger.

Og som forælder vil man gerne vide, hvad grunden kan være til, at børn går på tå.

Jeg har et par bud:

  • Det kan skyldes en stadig aktiv griberefleks i foden
  • Det kan skyldes en overreagerende følesans
  • En afkortet/stram akillessene
  • Det kan skyldes stor opmærksomhed overfor omgivelserne

Spædbørn skal have griberefleks i fødderne. Den skal aftage og forsvinde når barnet kommer op og gå (seneste omkring 1½ års alderen) men hos nogen bliver den ved at være aktiv. Det kan medføre, at barnet bliver tågænger.

Når børn er overdrevent kildne eller følsomme på fødderne, kan det både give problemer i forhold til at have strømper og sko på, men også medføre, at barnet bliver tågænger.

En stram akillessene kan ”trække” børn op på tå. Og børn som går på tå, vil med tiden få en stram akillessene.

Og så er der de meget opmærksomme børn.

Og det er her surikaten kommer ind i billedet. For jeg ser for mig, det lille dyr med den høje grad af opmærksomhed. Som står højt på tå, med hele kroppen og halsen strakt, for at holde øje med alt.

Hos surikaten giver det mening, for der skal være nogen i flokken, der skuer ud over savannen, og sikrer, at flokken bliver advaret om farer. Men når børn har den adfærd, er det tegn på, at de er alt for opmærksomme. Og så er de på ”overarbejde”. For børn skal ikke holde øje med hele verden. Det har vi de voksne til. Det er bare ikke så enkelt, for nogle børn er overopmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Mange af disse børn har følsomme sanser. De mærker og registrer ting, som andre ikke lægger mærke til. Nogle af dem bekymrer sig om alt for meget. For nogle kan det udvikle sig til en grad af ængstelighed, som ikke er hensigtsmæssig. Deres nervesystem er i ubalance, og har brug for at blive beroliget. Og hvordan gør vi så det?

Vi skal stimulere krop og hjerne, så vi får dæmpet alarmsignalerne, og fremmer udskillelsen af de beroligende stoffer, som vores hjerne er i stand til at udskille.

Vi skal stimulere de sanser, som har med kropskontrol og kropsfornemmelse at gøre.

Børnene skal bruge kroppen. De skal gynge, trille, hoppe, klatre, og så skal de have masser af kram og knus. Seancer med beroligende massage, hvor man er særlig omhyggelig med at få masseret fødder og laver udstrækning af akillessenen, er alt sammen aktiviteter, der kan berolige den overopmærksomme hjerne, og hjælpe til, at vi får børnene ned på flad fod.

Det er ikke let, og det tager tid. Men det kan lykkes. Det har vi erfaring for hos Sanse Motorik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *