Skolestarten nærmer sig. Og således også for de præmature børn. For mange er det heldigvis forbundet med glæde og spænding, fordi børnene er parate til nye udfordringer, og forældrene er trygge ved, at det nok skal gå godt.

Men for nogle giver tanken om skolestart anledning til mange bekymringer, stress og utryghed. Det er forældre til børn, der pga. deres for tidlige fødsel, ikke lige passer ind i kasserne. Det kan forekomme for svært at starte i en almindelig folkeskole, men også for stort et skridt at tage, at lade dem gå i en specialklasse eller specialskole.

Jeg har mødt flere store børn, og deres forældre, hvor skolelivet har udviklet sig til en stor udfordring. Børnene som bliver overstimulerede, har kropslig uro, koncentrationsproblemer og dermed udfordringer omkring indlæring, risikerer at blive fejltolkede i skolen. Man glemmer at tænke deres præmaturitet ind. Og det kan der være flere grunde til.

Enten kan det skyldes, at forældrene ikke oplyser skolen om, at barnet er født for tidligt, og hvilken betydning det har for netop deres barn. Det kan også skyldes, at skolen ikke i tilstrækkelig grad, tænker det ind. Eller glemmer det. Mange tror desværre stadig, at når barnet når skolealderen, så er det ikke noget vi behøver at tænke på længere. Og det er en stor misforståelse. For ofte viser senfølgerne sig for alvor i skolealderen. Her er der nemlig langt større krav til barnet om både indlæringsmæssige og sociale kompetencer, end nogensiden tidligere i barnets liv.

Når børnene ikke bliver set i det rigtige lys, er der stor risiko for, at vi tænker, at der kan være andre ting i spil. Såsom diagnoser… Og ja, der er en overvægt af præmature børn, som får en diagnose. Men så er der alle de andre. Dem som ligner, og som har behov for de rammer som ex. en specialskole kan tilbyde.

Det er de børn, der kan lande mellem 2 stole.

For hvad sker der når et sensitivt, letafledeligt præmaturt barn, går i en klasse med meget urolige og udadreagerende børn? Jeg kender flere eksempler på, at det ikke går godt. Rammerne er gode, med særlig struktur, piktogrammer og små klasser. Men alligevel er der nogle af børnene, der ikke trives og udvikler sig her. De bliver overstimulerede, utrygge og får ikke udnyttet det potentiale som mange af dem har.

Og nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke går ind for specialklasser og specialskoler. Det gør jeg i høj grad, for alt for mange børn mangler sådan et tilbud, i inklusionens hellige navn.

Jeg kender børn, som efterfølgende blev flyttet til en almindelig folkeskole, eventuelt med støtte, som har haft stor glæde af det. Jeg kender børn, som ender isolerede i deres skoletilbud, fordi man ikke kan finde ud af, hvad der er det rette til dem. Jeg kender børn, der starter i små privatskoler, i håb om, at det er løsningen, men som må flyttes til folkeskolen, fordi lilleskolen ikke har ressourcer til at støtte disse børn. Og jeg kender børn, hvor flytning fra folkeskolen til specialskolen eller lilleskolen, er det rette.

Så hvad vil jeg sige med dette? Jo, at vi skal tænke os rigtig godt om, når vi vælger skoletilbud til de præmature børn. At der er mange aspekter vi skal tænke ind. At småt er godt, men ikke altid. Det som er det vigtige er i virkeligheden de mennesker, der møder børnene. Hvis de lærere og andre fagfolk, der møder barnet og hele familien, forstår og rummer de præmatures særlige behov og potentialer, så kan det fungere rigtig godt. Det kender jeg heldigvis flere eksempler på. Børn der er kommet i skole, hvor støtten, forståelsen og ikke mindst samarbejdet fungerer rigtig godt. Og når det gør det, så får børnene de bedste muligheder for at udvikle sig til de fantastiske, kloge, sjove, indsigtsfulde og ressourcefyldte mennesker de er.

Så mit råd til alle os, der møder de præmature førskole- og skolebørn er: Vi skal sætte os ind i, hvad det vil sige at være præmatur, hvad senfølger er, hvad sanseintegrationsforstyrrelser er, hvad sansemotoriske udfordringer er, hvordan vi skal forstå barnets reaktioner og adfærd, og ikke mindst, hvordan vi bedst støtter og udvikler disse børn. Og så skal vi lytte til forældrene, som jeg igen må understrege, ikke bare er pylderforældre, der ikke tør udfordre deres børn. Det er forældre, der kender deres børn, og dagligt knokler for barnets trivsel, ikke sjældent med store omkostninger i kølvandet.

Det skal vi vide og huske!

Jeg møder jævnligt børn, der er udfordrede omkring koncentration og indlæring i skolen. For nogle ses disse udfordringer allerede i børnehaven, hvilket kan gøre, at der bliver bekymring omkring barnets skoleparathed. For når det er svært at holde fokus og koncentration, vil det unægtelig give problemer i forhold til skolen.

For nogle børn er forklaringen kropslig uro. Hvis barnet skal bruge meget energi på at sidde stille på stolen, jamen så er det svært samtidig at høre efter. Og når man ikke hører de informationer, som læreren giver, så bliver det svært at komme igang de opgaver man skal. Det kan også være svært at holde fokus, fordi barnet hele tiden bliver afledt af lyde og bevægelser omkring det. De bliver forstyrret af de andre børn, og kan ikke lukke af for det, som foregår omkring dem. På den måde bliver det svært at få lavet de opgaver man skal.

Det kan således både være svært at komme igang, men også at fastholde tilstrækkelig koncentration, til at blive færdig.

Når barnet har det sådan, kan det medføre mange frustrationer. Både for barnet selv, for lærerne og for forældre. Og ofte følger spørgsmålet: hvordan kan vi hjælpe til bedre koncentration og indlæring?

Mit bud er, at vi skal afdække, om der er kludder i sansemotorikken. For hvis der er ubalancer i de primære sanser, aktive spædbarnsreflekser, problemer med koordination og samsyn, så går det ud over evnen til koncentration og dermed indlæring.

Hvis vi finder nogle fokusområder i sansemotorikken, hvad vi ofte gør, så skal vi igang med at træne sansemotorik. Min erfaring er, at når der kommer balance i kropsfornemmelse og kropskontrol, så bliver der overskud i hjernen til andre færdigheder, og i det her tilfælde, koncentration og indlæring.

Hos de mindre børn kan vi se, at deres sprogudvikling bliver forsinket, når sansemotorikken driller. Hos de større børn, er det ofte udfordringerne med koncentration og indlæring.

Det skal bemærkes, at børn med kludder i sansemotorikken, godt kan have en sikker motorik….. Men da sansegrundlaget ikke er tilpas, så er de igang med at kompensere. Og det tager de et sted fra. Eksempelvis fra indlæring. Omkring hver 6. barn, der starter i skole, har motoriske udfordringer. Så derfor ser vi også en del børn, som bliver udfordrede i skolen. Det ville være skønt og gavnligt, hvis vi kunne tilbyde alle disse børn et sansemotorisk forløb, for det vil på sigt afhjælpe mange problemer, og dermed hurtigt tjene sig selv hjem på flere måder. Men det starter med, at vi overhovedet forstår og anderkender denne sammenhæng.

Krop og hjerne hænger sammen, så derfor kan det være godt at starte med kroppen, når vi vil arbejde med hjernen.