Ovenstående sætning har jeg en gang imellem tænkt, når det hele gik for hurtigt, når der var for meget at tage stilling til, når jeg var stresset, og når jeg bare trængte til, at det hele stoppede op, så jeg kunne få noget ro.

For nyligt skete det. Verden stoppede praktisk talt. Pludselig var vi mange, der ikke skulle “noget”. Vi skulle blive hjemme, ikke gå på arbejde, ikke se familie og venner, ikke gå i teater, til koncert og på dyrskue. Der blev ro……

Jeg opdagede, at på trods af bekymring for, hvor vi var på vej hen med coronapandemien, bekymring for min klinik, for mine gamle forældre, for familiemedlemmer, som blev syge osv., så fik jeg ro på. Jeg skulle ikke nå noget, og så længe jeg skuede ud i fremtiden, så det sådan ud. Så da jeg stod overfor en situation, som jeg aldrig havde forestillet mig at skulle opleve, og som var skræmmende, så blev jeg helt afslappet.

For jeg skulle ikke andet, end ingenting.

OG NU LÆSER JEG SÅ, AT DER HAR VÆRET MARKANT NEDGANG I ANTALLET AF EKSTREMT FOR TIDLIGE FØDSLER I DANMARK UNDER CORORNA!!!

Man kender ikke forklaringen endnu, men er det mon et tegn på, at vi skal til at passe bedre på vores gravide? Et tegn på, at vi skal stoppe op?

Samtidig har jeg hørt fra rigtig mange af mine kunder, som jo har sensitive, præmature, urolige, ængstelige børn, at mange af børnene har fået det meget bedre under nedlukningen.

Det lyder til, at de har haft stor gavn af en periode hjemme, sammen med familien, uden en masse aktiviteter “ud af huset”, mindre grupper i skole og børnehave, flere voksne, og mere tid i naturen. De har fået det bedre!

Så måske er det på tide, at vi på samfundsplan for alvor kigger på, hvad vores travle liv gør ved os allesammen.

Måske skal vil stoppe verden? Ikke med en truende pandemi. Men fordi vi lider under travlheden, og fordi vi gerne vil have det bedre.

Og kære mødre, som har født for tidligt: lad nu være at tænke og føle, at den tidlige fødsel var Jeres egen skyld. Det har I tænkt rigeligt! Og tro mig. Den følelse kender jeg selv alt for godt.

Det her er et vink med en vognstang til os alle på samfundsniveau, og ikke et spørgsmål om at gøre den enkelte ansvarlig.

SÅ MERE RO TIL ALLE, ER MIT ØNSKE. VI TRÆNGER TIL DET 🙂