Pludselig en dag i marts 2020, lukkede verden ned.

Familier blev lukket inde i deres hjem, overladt deres eget selskab. Forældre skulle arbejde hjemme, børnene kunne ikke komme i pasningstilbud og skole. Det var slut med Legeland, svømmehal og brunch på den lokale cafe´.

Her blev stille….

Vi var nok alle mere eller mindre i chok, over det som ramte os. Vi lukkede os sammen om os selv med vores nærmeste. Med mindre vi var en af dem, der knoklede for at sikre alle os andre.

Også min klinik lukkede ned i fysisk form. Nogle familier kunne jeg “mødes med” via Skype. Andre var jeg i dialog med over mail eller telefon.

Og det var her jeg først oplevede det.

Mange forældre fortalte mig nemlig, at deres børn faktisk havde det forbavsende godt. På trods af, at de ikke kunne være sammen med kammerater, kunne komme ud at lege helt som de plejede, eller kommer afsted til fritidsaktiviteter. De havde det godt.

Børnene faldt til ro. De slappede af. Blev gode til at lege selv. Nød samværet med deres forældre, som måske var sendt hjem fra arbejde, eller forsøgte at arbejde hjemme, så vidt det nu var muligt. Søskende blev pludselig bedre legekammerater og familierne kastede sig over fællesaktiviteter som ex. puslespil.

Nu er vi så småt begyndt at åbne op igen. De mindste børn er i pasningstilbud eller i skole. Ganske vist med masser af håndvask og begrænsninger. Men også med små grupper med mere plads og flere voksne til det enkelte barn. De har korte dage, og dagligdagen er stadig uden andre aktiviteter såsom fritidstilbud og sammenkomster med venner og familie.

Jeg fornemmer, at en del af os har fået en mere rolig hverdag. På nogle punkter bestemt mere udfordrende. Men også mere rolig. Og noget tyder på, at børnene profiterer af det.

Jeg synes, at det giver stof til eftertanke i forhold til, hvordan vi levede vores liv inden corona. Mange af os havde godt nok fart på.

Vi oplevede en stigning i børn med angstproblematikker og skoleværgring. Jeg kan ikke lade være at tænke, at mange børn var stressede. Helt som vi voksne også var det. Coronakrisen har også givet en form for stress. Med alt den usikkerhed, håndvask og bekymring. Men den har også givet ro og tid, og måske skal vi bruge det til en anledning til at tage vores liv op til overvejelse.

Vil vi blive ved at have så travlt, så både vi og vores børn bliver stressede? Eller vil vi stoppe op, og ændre noget, med udgangspunkt i de reaktioner vi har set hos børnene i denne periode? Og hos os selv måske? Og det gælder faktisk også de vilkår vi hidtil har budt børnene i daginstitutioner og skoler. Mange børn på lidt plads, og få voksne. Hvad synes du?

Jeg ved godt, hvad jeg vælger.