Pigen gemmer sig bag sin mor. Hun vil ikke kigge mig i øjnene, og jeg må ikke røre hende. Det tager tid før hun vover sig frem og begynder at undersøge omgivelserne. Hun siger nej tak til det jeg foreslår, at vi skal gøre sammen. Hvad enten det er en tur på gyngen, en tur på min “Tarzanbane” eller at tegne. Hun skal ganske enkelt ikke nyde noget.

Hendes krop og hjerne er i alarmberedskab. Hendes hjerne pumper stress-stoffer ud i blodet, da den virkelig tror, at der er fare på færde. Det er det den har lært tidligt i pigens liv, inden hun kunne passe på sig selv, og flytte sig fra det som ikke var rart. Det er ikke fordi, at hun ikke er blevet behandlet ordentligt. Faktisk blev der passet rigtig godt på hende. Hendes forældre, og andre voksne gjorde alt hvad de kunne, for at give hende en god start på livet.

Hun er født for tidligt. Inden hendes hjerne og krop var klar til at modtage, fortolke og bearbejde det, som hendes lille krop mødte.

Og hendes hjerne husker. På godt og på ondt.

Så når hun i dag møder nye eller ukendte ting, så tror hendes hjerne, at der virkelig er fare på færde. Den råber “ALARM”. Også selvom det hun møder faktisk ikke er spor farligt. Og det er svært at overbevise den om, at det faktisk er ok, det vi har gang i.

Derfor må vi møde pigen med forståelse og indsigt. Forstå, at det er det, der sker. At hun ikke gør det for at være besværlig, på tværs, fordi hun er forkælet, kravafvisende, eller ikke er vant til at møde verden.

Vi må stille og roligt lære hendes hjerne, at verden ikke er farlig. Give hende oplevelser, hvor hun erfarer, at det er ok. Hjælpe hende i et tempo hun kan håndtere.

Lad mig komme med et eksempel: når et barn fødes for tidligt, er følesansen ikke klar til at håndtere den påvirkning barnet møder. Det er stadig meningen, at barnet skal ligge og vugge i fostervandet i mors mave, og mærke den gode følelse, som det giver. I stedet møder barnet nu ubehag og smerte. Får lagt sonde, slanger til at hjælpe vejrtrækning, får taget blodprøver og lagt drop. Får påsat elektroder og plastre, som jo skal af igen. Alt sammen noget, som er uundgåeligt, når vi skal hjælpe det for tidligt fødte barn.

Men når barnet vokser op, husker hjernen, at berøring er forbundet med smerte og ubehag. Derfor har mange for tidligt fødte børn gener ved deres tøj, er angste for brusebad, hårvask, negleklip, hader at træde i græsset, kan have problemer med konsistens af maden osv. Fordi hjernen tolker forkert, kan man sige.

Ingen har lyst til at opleve ubehag. Så derfor vil vi undgå at sætte os selv i den situation. Det er det børnene gør. De passer på sig selv.

Nogle gange er alarmberedskabet så stærkt, at hele kroppen spænder op når nogen nærmer sig. Det er faktisk meget anstrengende at have det sådan.

Disse børn skal have massage. Men det skal altid være på barnets præmisser. Massagen skal være dejlig. Det må ikke kilde, gøre ondt, eller være ubehageligt. Og det kan være en kunst. For kroppen forventer jo netop ubehag. Når jeg begynder at arbejde med at give børnene massage, er det ofte massage med et massageredskab. Men givet igennem en masse lag tæpper. Det kan ex. være en bold, en skrubbe eller en massagerulle. Jeg lægger tæppe på, indtil det ikke længere er ubehageligt. Når massagen er dejlig, vil hjernen udskille vores “velværestoffer”. Og det er her, at vi kan begynde at omprogrammere hjernen til at forstå, at berøring kan være ok. Det kan være en særdeles lang proces. Men det er vejen frem til at dæmpe alarmberedskabet.

Jeg møder ofte børn i min klinik, der har det sådan. Ikke bare for tidligt fødte. Men også andre børn, hvor hjernen råber “alarm”, måske fordi den ikke er god til at tolke og sortere i sanseindtryk. Det hjælper når vi træner sansemotorik. Og det er en gave at opleve, hvordan alarmberedskabet aftager, så børnene får mere mod til at møde verden. For selvom verden kan være farlig, så må vi gå ud i den, med en tro på, at det er ok.

Alt andet er alt for belastende.