Sommer og ferietid er for de fleste forbundet med følelsen af frihed og glæde over at kunne koble fra i nogle uger, og gerne i forbindelse med en rejse.

Men for præmaturforældre er ferietid ofte forbundet med nye bekymringer.

–          Ferietid betyder gæstedagpleje eller vikarer i vuggestuen/børnehaven

–          Ferietid i institutionen betyder ændring af den daglige struktur

–          Ferietid betyder tanker om, hvorvidt man kan rejse med sit præmature barn.

–          Hvornår er de gamle nok?

–          Bliver de overstimulerede?

–          Hvordan skærmer man dem bedst osv. osv.

–          For nogle er det slet ikke realistisk at kunne rejse

Jeg blev en gang kontaktet af en mor med et præmaturt barn. Pigen, som jeg kalder Sofie var på det tidspunkt 3 år. Familien skulle på charterrejse sydpå, men i den seneste tid var pigen blevet tiltagende angst for nye ting. Bare det at gå ind ad en dør et nyt sted, var voldsomt skræmmende for hende. Det gav anledning til stor bekymring for, hvordan ferierejsen ville forløbe.

Jeg foreslog mor at lave en bog til Sofie. En billedbog som handlede om den forestående ferie. Billederne skulle i detaljer vise rejsen. Turen til lufthavnen, indtjek og aflevering af kufferter, flyvetur, bus til hotellet, billeder af hotellet osv. Denne bog skulle de kigge i sammen med Sofie i tiden op til rejsen. Og når de skulle til at hjem igen, skulle de læse bogen ”baglæns”.

Efter rejsen blev jeg kontaktet af mor, der fortalte, at turen var gået over al forventning. Sofie havde været tryg og haft styr på, hvad der skulle foregå. Bogen havde virket efter hensigten, og Sofie var glad for sin bog, som nu kunne fungere som et minde om turen. På den måde kunne de også efterfølgende få talt om, og bearbejdet turen.

Dette er blot et eksempel på, hvordan præmature kan hjælpes ved at være forberedt. I kan bruge ideen til Jeres sommerferie, hvad enten den foregår ude eller hjemme. At være forberedt, giver altid tryghed.

Og så kan vi så også huske os selv på, at mange børn, ikke bare de præmature, er fint tilfredse med ferie hjemme i de vante omgivelser. Med ro på, og en anden tid, end der typisk er i hverdagen. Så det kan være et godt valg at blive hjemme.

Rigtig god sommer til børn og voksne 

Hilsen Marianne

Når vi nyder berøring udskiller hjernen velværestoffer, som gør os rolige og godt tilpas.

For mange præmature er det imidlertid en helt anden sag.

Da de blev født var deres hjerne ikke klar til at forstå og anvende det kroppen mærkede. Og når man fødes for tidligt, er lang fra alt berøring af den gode slags. Det lille præmature barn får sonder, cpap, elektroder, stik og meget andet ubehagelig berøring.

Selv den velmente berøring kan medføre ubehag, fordi hjernen ikke forstår at tolke det den mærker. Så blide strøg kan føles væmmeligt for det præmature barn. De har det bedre med at blive holdt om og “rammet ind”.

For en del præmature betyder det, at de vokser op med en overreagerende følesans. For hjernen husker det tidlige ubehag. Ikke bevidst, men på en måde, så barnet reagerer med måske ikke at bryde sig om berøring. Strømper og mærker i tøjet generer. De kan ikke lide at blive klippet, få klippet negle eller gå i brusebad.

Børn der har det sådan, har brug for at få rettet følesansen ind, så de mærker sig selv på en mere hensigtsmæssig måde.

Det kan man gøre ved at stræbe efter berøring/massage, der fremkalder de gode følelser. Det kan tage lang tid at bygge op og skal startes meget forsigtigt, hele tiden under hensyntagen til, hvad barnet kan holde ud.

Når vi rammer det som barnet kan lide, så får vi hjernen til at udskille velværestofferne. Jo flere vi får af dem, jo bedre kan vi få hjernen til at “glemme” ubehaget som var engang.

Helt konkret kan man give barnet massage med hænder og/eller forskellige massageredskaber. Det er ofte godt at starte med at dæmpe signalerne/påvirkningen, ved at give massagen gennem et tæppe. Og så langsomt vænne kroppen til mere og mere.

Det er min erfaring, at dette arbejde tager tid og kræver tålmodighed. Men når vi begynder at få rykket ved barnets opfattelse af det, det mærker, så har vi børn, der ikke længere er så generede, og som kan sætte ord på egne følelser.

Vi skylder børnene at hjælpe dem til en bedre følesans. De har sammen med deres forældre og fagpersoner kæmpet en stor kamp, som heldigvis ofte ender godt. Så derfor skal vi også have den sidste del med, som øger velvære og livskvalitet for børnene og deres forældre.

Dette indlæg er med i det nyeste nummer af “Livsbladet” Dansk præmaturforenings blad. Nemlig nr. 1, 18. årgang, maj 2018.

Er det overhovedet nødvendigt med et særligt tilbud? En specialsundhedsplejerske til præmaturfamilier? Ikke alle mener, at det er, men det mener jeg.

Jeg mener, at det at være sundhedsplejerske i en familie med et præmaturt barn, kræver en særlig interesse og viden. Det er selvfølgelig væsentligt, at sundhedsplejersken overordnet set er faglig dygtig, men det mener jeg nu også, at sundhedsplejersker er. Ligeledes er kemien i mellem familien og sundhedsplejersken væsentlig.

Hvis vi kigger på, hvordan sundhedsplejen er tænkt i Danmark, så er tilrettelæggelsen af Den kommunale sundhedstjeneste baseret på den vejledning og de anbefalinger som Sundhedsstyrelsen udstikker. I vejledningen står der, at ”Formålet er at bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst, og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse”. Ligeledes er det fremhævet som et punkt, at ”Alle børn og unge med særlige behov, skal tilbydes en øget indsats, frem til undervisningspligtens ophør” (Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge 2011, s. 10). De præmature børn er ikke nævnt som en specifik gruppe i vejledningen.

I marts 2018 har jeg haft fornøjelsen af at holde oplæg for sundhedsplejerskernes Erfa-grupper omkring præmature både øst og vest for Storebælt. Emnet var ”Præmature og sansemotorik” med fokus på senfølger set i sansemotorisk sammenhæng. Oplægget holdt jeg i min egenskab af ”Præmatursundhedsplejerske” og sansemotorisk konsulent. Og med baggrund i min erfaring omkring præmature, såvel som sundhedsplejerske, men særligt i min klinik, som er en del af det landsdækkende koncept Sanse Motorik® – det bedste til dit barn. Her møder jeg mange præmature børn, i alle aldre, og deres forældre. Fælles for dem er, at de har brug for hjælp til en bedre trivsel og udvikling. Mange er udfordrede pga. problemer med sanseintegration og/eller sansemotoriske udfordringer. Ca. en tredjedel af de, der kommer i min klinik, er præmature.

En del af familierne søger også råd og vejledning til, hvordan de bedst støtter deres præmature barn. Også her gælder det både små og store, med en overvægt hos børn under 10 år. Men dog mange skolebørn. I den alder, er mange præmature sluppet af sundhedsplejen i deres kommune (de ses dog af skolesundhedsplejersken på lige fod med alle andre børn) men forældrene savner steder at henvende sig, for at få råd og vejledning omkring de udfordringer, som stadig kan vise sig. For man vokser jo ikke bare fra at være præmatur.

Jeg har i efterhånden mange år, været en del af den østlige erfa-gruppe. Et forum, hvor vi kan udveksle erfaringer og synspunkter om, hvordan vi bedst tilrettelægger sundhedsplejen for præmaturfamilier. Mange har været med i mange år, og har stor erfaring og viden om området. Men vores møder gør det også tydeligt, hvor forskellige tilbuddene er i de enkelte kommuner.

En del kommuner anser opgaven omkring præmaturfamilien, som en specialopgave, som nogle enkelte sundhedsplejersker varetager. Andre kommuner mener, at dette er en opgave som alle sundhedsplejersker bør kunne varetage. I nogle kommuner er der tilbud om ekstra besøg, præmaturmødregruppe, præmaturcafe, særlige pasningstilbud mv. I andre kommuner tilbydes den samme sundhedspleje som til alle andre børn og familier. Derfor kan præmaturfamilier opleve, at tilbuddet er meget forskelligt, afhængig af, hvilken kommune de bor i. Det samme er i øvrigt tilfældet, når vi taler sundhedspleje i det hele taget. De retningslinjer som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, og som den kommunale sundhedstjeneste tilrettelægges ud fra, er netop retningslinjer, og ikke lovkrav, som derfor kan tolkes meget forskelligt.

Da jeg arbejdede som kommunal sundhedsplejerske, og som kommunens præmatursundhedsplejerske, var jeg så privilegeret at have ret frie hænder til opgaven. Min forgænger havde lavet et fantastisk forarbejde på området, så jeg kunne få lov at gå i hendes kloge fodspor. Og hvad betød det så? Jo vores tilbud så således ud:

• Alle børn født før uge 37 fik tilbud om at få tilknyttet præmatursundhedsplejerske.
• Tilbud om besøg på neonatalafdelingen/barselsafsnittet for de senpræmature
• Tilbud om, at sundhedsplejersken deltog i udskrivningssamtale, og selvfølgelig også ved THO (tidligt hjemmeophold)
• Antal besøg efter behov første leveår. For nogle betød det måske i omegnen af 10 besøg.
• Tilbud om, at sundhedsplejersken deltog i møde ved opstart i dagpleje, vuggestue, børnehave og evt. skole
• Et årligt besøg op til skolestart (vi tilbød i forvejen 1½ års og 2½ års besøg til alle)
• Tilbud om at deltage i præmaturcafe´

Denne måde at tilrettelægge tilbuddet til præmaturfamilierne på betød, at jeg følte, at jeg fik god indsigt i, hvad der er i spil i familierne, også udover barnets første leveår. Og dermed en god fornemmelse af, at senfølger ofte først viser sig, når børnene bliver ældre, og måske først når krav og forventninger stiger, nemlig i forbindelse med skolestart.

Denne viden får man ikke, hvis man slipper børnene inden de bliver 1 år. Det kan efterlade familien i et tomrum, hvor de risikerer at have svært ved at overbevise andre faggrupper om rigtigheden af, at deres barns udfordringer skyldes senfølger efter den for tidlige fødsel. En viden som vi som sundhedsplejersker, kan være med til at viderebringe og tydeliggøre, sammen med forældrene.

Jeg siger ikke, at det er netop den model vi havde, at andre skal have, for der findes andre gode tilbud rundt omkring. Men det er mit indtryk, at det er de færreste kommuner, der følger børnene frem til skolestart. Alle børn tilbydes en årlig undersøgelse hos den praktiserende læge frem til skolestart, hvor skolesundhedstjenesten så tager over. Da det langt fra er alle praktiserende læger, der har særlig viden om præmature, er det ikke altid her familierne kan søge råd og vejledning. Så også af den grund, er det væsentligt, at der er en sundhedsplejerske med præmaturviden tilknyttet de familier som ønsker det.

Jeg har en Facebook-profil som hedder ”Præmatursundhedsplejerske”. Her har jeg spurgt, hvordan folks erfaringer er med hhv. at have en sundhedsplejerske med præmaturerfaring, eller en som ikke har præmaturerfaring. Her svarer langt de fleste, at de ønsker en sundhedsplejerske med viden omkring præmature. Ellers føler de ikke, at de kan få svar på deres spørgsmål, tilstrækkelig vejledning, eller føler sig forstået omkring de særlige udfordringer, som det at være præmaturforældre, kan give. Mange siger dog også, at det er vigtigere med den rette kemi, og at det er fint, hvis sundhedsplejersken søger viden, hvis hun ikke lige selv har svaret. Det kan bare være irriterende at skulle vente på svar. Heldigvis har mange været glade for den sundhedsplejerske de har haft, men mange kunne godt have ønsket sig en med større viden på området.

Dette bekræfter mig i min egen antagelse om, at det er væsentligt, at vi som sundhedsplejersker har en særlig viden om præmature, for i tilstrækkelig grad at kunne løfte opgaven i præmaturfamilierne. Vi kan ikke alle være lige erfarne, det kommer med tiden. Men vi kan som udgangspunkt have interessen, søge viden, og så bør kommunerne vægte området. Det er trods alt omkring 7 % af en årgang, som fødes for tidligt. Og måske den største ”særgruppe” af de børn som fødes. Så må man da være berettiget til en særlig indsats. Om ikke andet for at forebygge, at udfordringerne udvikler sig ud over, hvad der burde være rimeligt.

Læs her den seneste nyhedsmail fra Sanse Motorik(R) – det bedste til dit barn. Det handler om labyrintsansen, som er en vigtig del af vores balance.

HAR DU VENDT DIT BARN PÅ HOVEDET I DAG? 

Børn elsker at blive vugget, kørt med, at få svingture, at gynge og vippe….

Eller gør de? 

Det gør rigtig mange heldigvis. Men der er også en del børn, der undgår den slags aktiviteter, og som protesterer kraftigt når de skal køre i bil, sejle eller op i luften.

Kender du sådan et barn? Hvis du gør, så kender du sandsynligvis et barn med ubalance i labyrintsansen, også kaldet vestibulærsansen. 

Labyrintsansen sidder i vores indre øre, og er en del af vores balance. Det er den, der gør os rundtossede når vi drejer rundt, og som kan gøre os søsyge og køresyge.

Det er den sans som børn (og voksne) stimulerer når vi gynger, triller, vipper, laver kolbøtter, rutcher osv.

Mange børn stimulerer helt naturligt deres labyrintsans. De elsker lege, der gavner denne sans. 

Men nogle børn undgår alle legeredskaber, der “bevæger” sig. De siger nej tak til svingture, til at gynge og på Tivolituren, har de ikke lyst til at prøve ret meget. De kan næsten blive paniske, hvis vi prøver at lokke eller presse dem.

Nogle børn hader bilturen når vi skal køre på sommerferie. Måske kaster de ligefrem op, fordi de bliver voldsomt køresyge. Andre tør ikke sejle, eller bliver meget let søsyge. 

Det er tegn på, at labyrintsansen ikke har det godt. 

Hos nogle børn, giver det usikker balance, usikker motorik og tilbageholdenhed.

Hos andre børn kan det give det helt modsatte, nemlig uro og fuld fart på hele tiden. Begge dele er en måde at kompensere for en usikker balance på.

Nogle børn får søvnproblemer. De vil ikke ned at ligge, og når de endelig sover, er det en urolig søvn.

Børn kan få problemer med labyrintsansen i forbindelse med mellemørebetændelse, væske på øret o.lign.

For tidligt fødte børn har ofte problemer med labyrintsansen, fordi de er gået glip af de ”snurreture” de skulle have haft i mors mave, og i stedet har ligget ret stille i kuvøsen eller på brystet at mor eller far.  

Det er gode er, at labyrintsansen er forholdsvis let at træne. Rolige snurreture rundt om sig selv, både med hovedet opad, liggende og nedad, hjælper til at træne denne sans op. 

3 gode fif: 

–          Giv dit barn en rolig svingtur hver dag, evt. mens I danser til god musik 

–          Lad dit barn få en trilletur hver dag, gerne udenfor og ned ad bakke 

–          En tur med hovedet nedad, evt. kombineret med en rolig svingtur er sjovt og stimulerende

Men husk: hvis dit barn viser stor modstand overfor disse lege, så vil vi opfordre Jer til at få hjælp til at få trænet denne sans op.

Det kan vi hjælpe med, ligesom vi kan hjælpe Jer med træning af resten af barnets sanseapparat.

På den måde kan årets bilferie bliver noget sjovere….

Lad os hjælpe Jer med at hjælpe Jeres barn 

Det er så dejligt når jeg bliver inspireret. Og det blev jeg igen her til aften. Et spørgsmål på Facebook om sprogudvikling, giver mig lyst til at skrive noget om dette.

Den gennemsnitlige sprogudvikling forløber i store træk således:

3-4 mdr. gammel begynder baby at pludre. Sammenhængende lyde og efterhånden i dialog.

7-9 mdr. gammel begynder barnet at pludre ”i stavelser” altså sige: da-da, ba-ba, ma-ma osv.

12-15 måneder gammel begynder der at komme enstavelsesord på.

1½ år gammel forventes barnet at kunne sige en del enkelte ord, og sætninger på 2 ord, ex. mer´ mælk, min bil, vov-vov o.lign.

2½ år gammel skal barnet kunne mange ord, og sige sætninger på 3-4 ord. Kan tale om fortid og fremtid.

3½ år gammel kan barnet tale om mere abstrakte ting, ligesom det kan fortælle om sammenhænge.

4 år gammel bør sproget være ”på plads” og fuldt forståeligt også for fremmede.

Ovenstående er sprogudvikling i store træk, og der er selvfølgelig individuelle variationer. Og som med så mange andre udviklingspunkter, ser vi også her, at de præmature kan være forsinkede i deres sprogudvikling.

Til dels fordi vi skal korrigere for den for tidlige fødsel, men også fordi mange præmatures hjerne er ”optaget” af andre ting. De er oftere end andre børn, udfordrede på sansemotorik og sanseintegration. Og når dette kræver meget af hjernens opmærksomhed, kan det gå ud over sprogudvikling.

Jeg møder en del børn i min klinik, der kommer til mig pga. forsinket sprogudvikling. Ofte finder jeg, når jeg laver sansemotorisk undersøgelse, at der er mange ubalancer i sanseapparatet. Det går vi i gang med at rette op på, vha. sansemotorisk stimulation og træning. Og uden, at vi direkte gør noget i forhold til mundmotorik og sprog, så begynder sproget at myldre frem. Det går ofte ret hurtigt, og er fascinerende at følge.

Dette gælder både præmature og børn født til tiden.

Mange af de børn, der kommer med sproglige udfordringer er 2-4 år. Og selvfølgelig er der også nogle af dem, der skal have stimuleret mundmotorikken, men det er aldrig, der vi starter. Fascinerende er det også at opleve, hvordan finmotoriske færdigheder, herunder mundmotorik, helt af sig selv retter ind, når vi stimulerer sanser og dermed medvirker til en bedre kropsfornemmelse og kropskontrol hos barnet.

Heldigvis er en del talepædagoger opmærksomme på denne sammenhæng, og foreslår sansemotorisk træning til børn med sproglige udfordringer. Og jeg tager gerne imod, og gør mit bedste for at hjælpe barn og forældre på vej.

Hvis du har et barn med sproglige udfordringer, så er du velkommen til at kontakte mig. Du kan læse nærmere her på siden om, hvad jeg tilbyder.

Hvordan er det lige med det?

Mange præmature babyer har svært ved øjenkontakt. De er ofte ældre end andre børn, før de magter det. Ofte er øjenkontakten sparsom og svær at opnå. Det bekymrer mange forældre, og ikke sjældent bliver bekymringen større, fordi andre bemærker den sparsomme øjenkontakt. Også fagfolk…..

Jeg plejer at sige, at før vi kan forvente øjenkontakt skal barnet jo lige være ”blevet født”. Dvs. nå terminsdatoen. Det er ikke det samme som, at man ikke kan få øjenkontakt tidligere. Men vi kan ikke tillade os at forvente det. Og måske er den oveni købet lidt forsinket. For det præmature barn bruger meget energi på andre ting.

Præmature børn er længere tid om at bearbejde sanseindtryk. Øjenkontakt er sanseindtryk. Derfor vil man ofte opleve, at det præmature barn kun kigger kortvarigt, for derefter at vende blikket væk. Barnet har brug for tid til at bearbejde det sete. Også ansigter….. Hvis man forholder sig afventende, vil man opleve, at barnet efter lidt tid, vender tilbage med blikket. Igen kortvarigt, for atter at kigge væk. Dette kan gentage sig mange gange indtil barnet måske får nok, og begynder at lukke øjnene/lægge sig til at sove.

Hvis vi presser barnet i denne proces, risikerer vi at overstimulere barnet. Ja, bare et ”krav” om øjenkontakt kan overstimulere et præmaturt barn. Og såmænd også andre børn.

Vi skal respektere barnets behov for pauser fra øjenkontakten, og ikke forsøge at lokke til yderligere, ex. ved at ”følge efter” barnet. Barnet viser selv, hvad det magter, hvis vi altså ser det.

Jeg hører en gang imellem forældre til præmature børn fortælle, at de får at vide, at de skal arbejde med øjenkontakten hos deres barn. At den ikke er god nok. Men hvordan gør man det?

Jo, man tilbyder barnet kontakt. Altså øjenkontakt og små samtaler. Og når barnet kigger væk, så venter man! At vente er en dyd i denne proces. Man kan med understøtte barnets handlinger ved at sætte ord på det man ser: ”nå der var du, hej med dig”, ”nu kigger du væk, du har brug for en pause”, ”hov, der var du igen” osv. osv. På den måde viser man både barnet (og sig selv) at man forstår, hvad barnet har gang i. Det er værdifuldt for selv et ganske lille barn.

Et præmaturt barn, der presses til øjenkontakt kan reagere med gråd, med at lukke af, med ikke at ville spise. Alt sammen tegn på, at barnet er overstimuleret. Derfor er det så vigtigt, at vi forstår denne fine proces. Respekterer den og følge barnet. Når vi gør det, vil vi opleve, at vi efterhånden får opbygget barnets evne til øjenkontakt. Fordi det oplever at blive respekteret i forhold til, hvad det magter.

Denne fine proces bør alle, der har med præmature børn kende til. For så risikerer vi ikke, at vi kommer til at handle eller vejlede forkert.

Så dette opslag er til alle Jer forældre, bedsteforældre, venner, familie, fagpersoner og andre, der møder de præmature børn

Nogle gange må jeg forbavses over, hvor forskelligt vi tænker.

Hvor forskellig vores tilgang kan være…..

Jeg oplever jævnligt forældre fortælle, om de krav de oplever, at deres børn kan møde. Eksempelvis når vi gerne vil styrke barnets udvikling.

Jeg har hørt om børn, der skulle krybe flere hundrede meter hver dag. For at blive bedre til at krybe.

Om børn, der skal have tøj på, som sidder tæt, som kan ”mærkes” og som skal frotteres med et lufttørret håndklæde.

Om børn, der skal stå på vippebrædt, med en bold mellem benene, mens de skal kaste bolde i en lille kurv.

Alt sammen foreslået for at styrke barnets udvikling…….

Og alle er det børn med udfordringer omkring balance, følesans, koordination og andre sansemotoriske problemstillinger.

Jeg har det bare helt anderledes i forhold til, hvordan vi styrker børns udvikling. Jeg tror på, at vi er nødt til at møde barnet, der hvor det er. Med krav som barnet er i stand til at honorere. For jeg tror på, at børn gør det bedste de kan. Hvis de kan!

Barnets motoriske fundament skabes af de ”primære sanser”. Nemlig labyrintsans, følesans og muskel-ledsans, som sammen med et godt samarbejde mellem de to hjernehalvdele og synet er ansvarlig for, at vi kan lave sikre bevægelser.

Jeg tror på, at vi skal starte helt fra bunden, når vi skal styrke børns motorik. Nemlig med stimulation af de primære sanser. Og vel at mærke i et tempo som barnet kan deltage i.

Når fundamentet er på plads, så begynder barnet at føle kropskontrol, har en god kropsfornemmelse, og begynder at få selvtillid og turde flytte grænser. Og så kan vi få barnet med på at udfordre balancen, følesansen osv.

For mange år siden, kendte jeg en pige med store sansemotoriske og sanseintegrationsmæssige udfordringer. Jeg kendte lidt, men langt fra nok til emnet. Det var en kold vinterdag med sne. Lige vejr til at gå ud at kælke. Så det skulle vi selvfølgelig. Pga. kulden insisterede jeg på, at pigen skulle have hue og vanter på. Vel vidende, at hun ikke brød sig om det. Fordi jeg insisterede, tog hun det på, og turen gik afsted til kælkebakken. Op på toppen og ned ad bakken på kælken. Herefter skete der noget, som fik mine øjne op for, hvad jeg havde budt hende. Hun sagde: ”Så, nu er jeg færdig med at kælke”, hvorefter hun tog hue og vanter af. Jeg spurgte om ikke hun ville have flere ture? (hun havde kun fået en). Men næ tak, det ville hun ikke. For det var jo forbundet med et krav om at have hue og vanter på. Der stod jeg og indså, hvad jeg havde budt hende. I den grad at overskride egne grænser, for at få lov at kælke……. Jeg har aldrig glemt den dag. For det var der, det for alvor gik op for mig, hvad det vil sige at have en overreagerende følesans. Og hvordan det medfører, at man bliver nødt til at ”finde sig” i ubehag, for at foretage sig aktiviteter, der for andre blot er stor nydelse.

Derfor giver det mening for mig, og heldigvis også for de børn og forældre, som kommer i min klinik, at vi træner sansemotorik og sanseintegration, som vi gør. Nemlig med stille og roligt at bygge sanser og motorik op. Så ser jeg nemlig børn, der støt og roligt rykker grænser og færdigheder. Og det er fedt!

For børn gør det bedste de kan. Hvis de kan…….

Et spørgsmål jeg jævnligt bliver stillet i min dagligdag i klinikken, når jeg holder foredrag eller når jeg blander mig i debatter på Facebook.

Og hvad henvises der så til? Jo, såmænd det faktum, at der stadig er masser af forældre, der oplever at få en ”aha-oplevelse” i forhold til deres barns reaktioner og adfærd, når de hører om sanseintegration og sansemotorik.

Pludselig kan de genkende deres barn i de beskrivelser jeg kommer med. Pludselig forstår de, hvorfor deres børn ikke kan sidde stille på stolen, hvorfor de har været så længe om at lære at cykle, hvorfor de sover så dårligt, hvorfor de har spiseproblemer, ikke vil have forskelligt tøj på, hvorfor de reagerer med gråd og vrede efter en dag i institution eller skole, hvorfor de har problemer med at lære at læse osv. osv.

Og så er det spørgsmålet til mig lyder: hvorfor er der ingen der har fortalt mig det?

Jeg tænker, at der ikke er noget entydigt svar på det. Måske handler det om, at vi som fagfolk stadig har til gode, at blive skarpe nok til at spotte, hvorvidt et barns adfærd kan skyldes sansemotoriske udfordringer. Ganske enkelt fordi vi ikke ved nok om det? Eller er det fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved det?

Hvis jeg tænker nogle år tilbage, hvor jeg var offentlig ansat sundhedsplejerske, så vidste jeg da godt noget om sanseintegration, og var optaget af, hvordan vi bedst kunne skærme de præmature børn, som jeg besøgte. Efter et kursus om motorik, blev jeg mere skarp på at spotte ex. de børn, som pga. låsninger i nakke og ryg, ikke brød sig om at ligge på maven og ikke kunne løfte deres hoved. Jeg fik nogle ideer til, hvordan man bedre kunne stimulere børnene, hvilket jeg flittigt prøvede at formidle. Jeg men når jeg tænker på, hvad jeg ved nu, så er jeg klar over, at jeg slet ikke har vidst nok.

En anden forklaring er også, at selvom vi godt ved noget, så er der sjældent ressourcer til at få gjort noget ved det. Eller til at gøre det, der skal til. Det hjælper jo ikke så meget at få lavet ex. en sanseprofil, hvis man ikke kan tilbyde træning af sanserne. Derfor oplever mange forældre meget lang ventetid og utilstrækkelige tilbud om hjælp. Og så er vi lige vidt.

Jeg elsker at komme ud og holde foredrag, fordi det giver mig muligheden for at indvi endnu flere i sansemotorikkens verden. Og fordi jeg oplever forældre, der endelig finder svar på nogle af de spørgsmål og bekymringer de har omkring deres barn. Det giver så meget mening.

Jeg elsker at have muligheden for at hjælpe børn og forældre hver dag i min klinik. At se, hvordan et barn får ro og styr på kroppen, og hvordan forældre bliver mere afslappede, fordi de pludselig får en helt anden vinkel på deres barn. Allerede det afhjælper mange konfliktpunkter.

Men jeg savner godt nok, at der gives tilskud til disse forløb. For det giver IKKE mening. Der tænker man godt nok ikke særligt langsigtet.

Jeg vil slutte med at gå omkring 20 år tilbage i tiden. Da min førstefødte var omkring 8-9 år. En dreng med krudt i måsen, sproglige udfordringer i form af bl.a. stammen, med tics, problemer med at læse andres signaler, hvilket medførte mange konflikter og på sigt mobning. Problemer med inkontinens, ondt i maven og manglende lyst til at gå i skole. Ja, sågar med udtalelser som ”det ville også være bedre, hvis jeg slet ikke var her”. Kan I genkende det derude?

Jeg ville ønske, at man dengang havde vidst noget om sansemotorik. For han var da prototypen på et barn med sådanne vanskeligheder. For øvrigt født kun 3 uger før tid, men efter en graviditet med en sengeliggende mor. Vi fik ingen hjælp, ud over tests for ADHD (som han ikke havde) Så han har haft en meget svært skoletid. I dag er han heldigvis en glad ung mand, der klarer sig rigtig godt.

Dengang var der ingen der talte om sansemotorik. Men det er der i dag! Så derfor bør vi bruge den viden vi har til at sikre, at disse børn og deres forældre får den hjælp og støtte, som de har brug for. Der er alt for mange misforståede børn og forældre derude……..

I dag var det så, at vi mødtes i Fælledparken for den fælles sag at få sat fokus på refluks. Jeg var indbudt og spurgt om jeg ville sige lidt om refluks og sansemotorik. Jeg lavede et oplæg, som lød sådan:

Jeg hedder Marianne Bentsen. Nogle kender mig måske bedre som ”præmatursundhedsplejersken” Jeg er også en del af det landsdækkende koncept Sanse Motorik(R)– det bedste til dit barn.

Tak fordi jeg måtte komme her i dag.

Jeg vil gerne gøre op med begrebet ”kolik”

Og jeg vil gerne gøre op med opfattelsen om, at børn der ikke ”gider” ligge på maven, bare skal lægges på maven for at vænne sig til det.

Der er en grund til begge dele.

Kolik er et symptom og ikke en sygdom i sig selv.

Et symptom på ubehag og/eller smerter. Og vi må finde ud af, hvor smerterne eller ubehaget har rod.

Barnet kan have låsninger i nakke, ryg, bækken, kæbe eller andre steder.

Barnet kan have refluks, og så er det også forbundet med ubehag og/eller smerter at ligge på maven. Eller maden kommer op igen når vi lægger barnet på maven.

Og lad os lige slå fast:

–         Børn må gerne gylpe. Faktisk lige så meget de vil. Hvis det vel at mærke ikke går ud over deres trivsel = vækst. Og hvis de vel og mærke ikke er generet af det. For så er det kun mængden af vasketøj, der er et issue. Og måske den let genkendelig lugt, der følger med…..

Barnet kan have stressede og bekymrede forældre, eller måske ligefrem en forælder med en efterfødselsreaktion.

Barnet kan have sansemotoriske gener, som giver dem ubehag i sansesystemet.

Faktisk kan der være mange grunde. Men børn græder ikke bare for at græde. De forsøger at udtrykke noget.

Spædbørn må gerne græde. Det er en naturlig måde at udtrykke sig på. Men vi skal ikke acceptere mange timers gråd hver dag. Så er der noget galt. Der kan være mange forklaringer, og en af dem er refluks. Det er derfor vi er samlet her i dag.

Jeg er ikke ekspert på refluks. Men jeg anerkender, at det findes, og at det giver store problemer i de familier som rammes.

Og med fare for at træde nogle over tæerne, vil jeg også bemærke, at vi skal være vågne overfor, hvad der er hvad, så vi ikke ender ud i, at for mange børn ryger med i ”reflukskassen”. For risikerer vi, at begrebet mister troværdighed. Vi skal altså være dygtige til at skelne….

Og så det sansemotoriske:

Barnet kan have lav muskelspænding, og så er det meget hårdt at ligge på maven.

Barnet kan have en overreagerende følesans, der gør, at kontakten med underlaget, giver ubehag. Eller kontakt i det hele taget. Også i munden….

Barnet kan have en refleks, der gør hovedløftet svært.

Hvis det er det sansemotoriske som er i spil, så skal vi sætte ind på anden vis, for at skabe forudsætningerne for, at barnet kan ligge på maven og løfte sit hoved.

Børn med refluks har svært ved at ligge på maven. De gylper eller har smerter.

Og det er vigtigt at børn ligger på maven. Og når de ikke vil/kan ligge på maven, har det betydning for sansestimulation og videre udvikling. Derfor kan børn med refluks ende med sansemotoriske udfordringer.

Børn med refluks, kan heller ikke få stimuleret deres labyrintsans vha. svingture, hoved nedad, kolbøtter mv. De har det bedst med hovedet opad, siddende hos mor eller far. Dette kan også give problemer med sansemotorikken på sigt.

Børns hjerne udvikles gennem den sansestimulation der sker når barnet bevæger sig. Sansestimulation giver basis for nye bevægelseserfaringer. Derfor er børns motoriske udvikling afhængig af den sansestimulation de oplever.

Børn, der tidligt i deres liv oplever smerte, gemmer disse føleerindringer i deres følehjerne. Hjernen husker smerter og ubehag, og det kan gøre barnet/hjernen mere ”på vagt” overfor verden. Dette kan også gå ud over det sansemotoriske, da børnene måske ikke af sig selv vil søge de udfordringer, og den stimulation, der er nødvendig for den motoriske udvikling.

Vi kan gøre noget ved det sansemotoriske. Vi kan booste børnenes udvikling ved at stimulere deres sanser. Så har I et barn, hvor I oplever, at refluksen har fået betydning for motorikken, så er der hjælp at hente.

Måske har Jeres kommune en motorikvejleder ansat som kan vejlede Jer i, hvordan I kan stimulere Jeres barn. Men hvis ikke, så har Sanse Motorik afdelinger 6 steder i Danmark. Og så er det bare at kontakte en af os, så skal vi nok hjælpe Jer videre J

Tak fordi jeg måtte komme.

I går var jeg ude at købe nyt tøj. Nærmere bestemt en jakke og en t-shirt. Der skal broderes på det. Der skal stå “Præmatursundhedsplejerske.dk”.

Det tog lidt tid at finde det rigtige, for det skulle være rigtig farve, kvalitet og pasform. Sådan er det nok for de fleste når de køber nyt tøj. Farve, model, kvalitet og pris skal gå op i en højere enhed.

Men for børn med en overreagerende følesans, er det noget helt andet der er i spil, når de skal have nyt tøj. Hvis de da overhovedet vil have nyt tøj…..

Faktisk foretrækker disse børn ofte at gå i det samme tøj. Ofte bløde bukser og bluser, som ikke strammer nogle steder, eller som ikke må sidde for løst. Tøj som ikke må have vaskemærker i. Som enten skal have lange ærmer, eller som absolut ikke må have lange ærmer. Strømper uden sømme, eller måske slet ingen strømper.

Hvert år når der skal skiftes fra sommertøj til vintertøj, eller omvendt, så bryder helvede løs. For børnene kan ikke holde det nye og anderledes tøj ud. De vil ikke skifte til sandaler eller vinterstøvler. Og der er ikke noget der hedder, at man skal være fin når man går til fødselsdag.

Dag efter dag, skaber denne problemstilling store konflikter og udfordringer i familier rundt omkring. Og igen er der mange præmature som står for skud i forhold til en overreagerende følesans. Det er meget meget anstrengende for både børn og forældre. Og det kan være meget svært for andre, som ikke har det sådan at forstå.

Hos præmature skal vi forstå og vide, at deres følesans fra den dag de blev født, har været budt mere end hjernen på det tidspunkt var i stand til at håndtere. Det nyfødte præmature  barn har fået taget blodprøver, lagt sonder, haft cpap i næsen, fået elektroder af og på og meget andet, som har været forbundet med ubehag. Og det lille barn, med den umodne hjerne, har ikke været i stand til at skærme sig selv. Disse “føle-erindringer” lagres i barnets følehjerne, som en følelse, der kaldes frem, når barnet oplever forskellige følestimuli. Det kan være et kram, nyt tøj, madens konsistens, nye sko osv. Problemet er nu, at hjernen ikke kan tolke rigtigt i forhold til det kroppen mærker. På den måde kan en blød bomuldsbluse føles som var den lavet af sandpapir. Og hvem vil gå med en bluse af sandpapir?Derfor ser vi de voldsomme reaktioner på stimuli, som vi andre kan have det fint med.

Inden vi nu bliver alt for kede af alt det, som det præmature barn har været udsat for, skal vi huske, at det har været nødvendigt med disse tiltag, for at give barnet den bedste start på livet. Og jeg ved, at alle der arbejder på de danske neonatalafdelinger har stor viden omkring, hvordan man bedst mulig skærmer børnene. En viden som bruges i vid omfang af dygtige sygeplejersker, læger og andre som har med de præmature at gøre.

Men vi skal bruge det vi ved om børnenes start til at forstå deres reaktioner. Og så skal vi vide, at vi kan gøre noget ved det. Vi kan nemlig hjælpe hjernen til at forstå, at verden ikke er så farlig, som hjernen husker. Vi skal give hjernen nye føleerindringer, som kan overskygge dem, som er forbundet med ubehag.

Vi skal stimulere barnets følesans. Men altid på en måde som er rar. Massage, som barnet synes om. Det kan være, at der skal ligge nogle tæpper på barnets ryg i starten, så vi dæmper påvirkningen. Vi kan invitere barnet til at mærke forskellige ting, ex. i følekasser eller i naturen. Men igen i barnets tempo. Vi får intet ud af at presse, for så husker hjernen på alt det ubehagelige. Og det var jo det vi skulle aflære.

Over tid kan kroppens tillid bygges op, så børnene efterhånden mærker sig selv på en tilpas måde. Når vi når dertil, så kan det begynde at blive sjovt at skulle ud at købe nyt tøj og nye sko. Og det er vel sådan det skal være…..