Om Marianne Bentsen

Jeg er sundhedsplejerske med særlig interesse, viden og erfaring om præmature børn. Jeg er uddannet sygeplejerske, og har det meste af mit mere end 30 årige arbejdsliv, arbejdet med børn. I specialbørnehave, på neonatalafdeling, på børneafdeling, på børnehjem/behandlingshjem, og som støttepædagog i et børnehus. I 2003 blev jeg uddannet som sundhedsplejerske. Jeg har siden arbejdet både med småbørn og skolebørn. I den kommune, hvor jeg var ansat indtil 2014, havde jeg fornøjelsen af at være den sundhedsplejerske i kommunen, som besøgte de familier som fik et præmaturt barn. Siden november 2014 har jeg været selvstændig med egen klinik under konceptet Sanse Motorik - det bedste til dit barn(R) Her arbejder jeg i det daglige med sansemotorisk undersøgelse og træning af børn i alle aldre. En del af børnene er præmature. I november 2015 opstod "Præmatursundhedsplejerske" på Facebook. Her har jeg efter bedste evne, forsøgt at sætte fokus på de særlige udfordringer man kan have som præmatur familie. I min klinik afholder jeg arrangementer, hvor forældre og andre interesserede, har haft mulighed for at dele og udvide deres erfaringer om præmature. Privat er jeg gift, mor til to voksne sønner og farmor til to skønne børn.

MIT NYE TØJ

I går var jeg ude at købe nyt tøj. Nærmere bestemt en jakke og en t-shirt. Der skal broderes på det. Der skal stå “Præmatursundhedsplejerske.dk”.

Det tog lidt tid at finde det rigtige, for det skulle være rigtig farve, kvalitet og pasform. Sådan er det nok for de fleste når de køber nyt tøj. Farve, model, kvalitet og pris skal gå op i en højere enhed.

Men for børn med en overreagerende følesans, er det noget helt andet der er i spil, når de skal have nyt tøj. Hvis de da overhovedet vil have nyt tøj…..

Faktisk foretrækker disse børn ofte at gå i det samme tøj. Ofte bløde bukser og bluser, som ikke strammer nogle steder, eller som ikke må sidde for løst. Tøj som ikke må have vaskemærker i. Som enten skal have lange ærmer, eller som absolut ikke må have lange ærmer. Strømper uden sømme, eller måske slet ingen strømper.

Hvert år når der skal skiftes fra sommertøj til vintertøj, eller omvendt, så bryder helvede løs. For børnene kan ikke holde det nye og anderledes tøj ud. De vil ikke skifte til sandaler eller vinterstøvler. Og der er ikke noget der hedder, at man skal være fin når man går til fødselsdag.

Dag efter dag, skaber denne problemstilling store konflikter og udfordringer i familier rundt omkring. Og igen er der mange præmature som står for skud i forhold til en overreagerende følesans. Det er meget meget anstrengende for både børn og forældre. Og det kan være meget svært for andre, som ikke har det sådan at forstå.

Hos præmature skal vi forstå og vide, at deres følesans fra den dag de blev født, har været budt mere end hjernen på det tidspunkt var i stand til at håndtere. Det nyfødte præmature  barn har fået taget blodprøver, lagt sonder, haft cpap i næsen, fået elektroder af og på og meget andet, som har været forbundet med ubehag. Og det lille barn, med den umodne hjerne, har ikke været i stand til at skærme sig selv. Disse “føle-erindringer” lagres i barnets følehjerne, som en følelse, der kaldes frem, når barnet oplever forskellige følestimuli. Det kan være et kram, nyt tøj, madens konsistens, nye sko osv. Problemet er nu, at hjernen ikke kan tolke rigtigt i forhold til det kroppen mærker. På den måde kan en blød bomuldsbluse føles som var den lavet af sandpapir. Og hvem vil gå med en bluse af sandpapir?Derfor ser vi de voldsomme reaktioner på stimuli, som vi andre kan have det fint med.

Inden vi nu bliver alt for kede af alt det, som det præmature barn har været udsat for, skal vi huske, at det har været nødvendigt med disse tiltag, for at give barnet den bedste start på livet. Og jeg ved, at alle der arbejder på de danske neonatalafdelinger har stor viden omkring, hvordan man bedst mulig skærmer børnene. En viden som bruges i vid omfang af dygtige sygeplejersker, læger og andre som har med de præmature at gøre.

Men vi skal bruge det vi ved om børnenes start til at forstå deres reaktioner. Og så skal vi vide, at vi kan gøre noget ved det. Vi kan nemlig hjælpe hjernen til at forstå, at verden ikke er så farlig, som hjernen husker. Vi skal give hjernen nye føleerindringer, som kan overskygge dem, som er forbundet med ubehag.

Vi skal stimulere barnets følesans. Men altid på en måde som er rar. Massage, som barnet synes om. Det kan være, at der skal ligge nogle tæpper på barnets ryg i starten, så vi dæmper påvirkningen. Vi kan invitere barnet til at mærke forskellige ting, ex. i følekasser eller i naturen. Men igen i barnets tempo. Vi får intet ud af at presse, for så husker hjernen på alt det ubehagelige. Og det var jo det vi skulle aflære.

Over tid kan kroppens tillid bygges op, så børnene efterhånden mærker sig selv på en tilpas måde. Når vi når dertil, så kan det begynde at blive sjovt at skulle ud at købe nyt tøj og nye sko. Og det er vel sådan det skal være…..

 

 

 

GÅ EN TUR FOR BØRN MED REFLUKS

Jeg er blevet inviteret

Refluksforeningen – Refluksbørn.dk har inviteret mig til at deltage i deres event i Fælledparken i København. Målet er at få sat mere fokus på denne problematik, som gør livet mere end vanskeligt for de ramte børn og forældre.

Det er d. 12. maj, og jeg vil være til stede sammen med andre fagfolk, og forhåbentlig en masse, der vil støtte dette arrangement.

Så skal vil mødes? Så kig forbi. Du kan læse mere om arrangementet her https://www.facebook.com/events/1497988446987732/

Se også foreningens video her https://www.facebook.com/refluksboern/videos/1734399493249200/

PRÆMATUR OG TEENAGER

Ingen er vist i tvivl om udfordringerne, når vi ser det præmature barn i kuvøsen, med hjælp til vejrtrækning, spisning, overvågning af hjerteaktion og iltning mv. Det gør dybt indtryk på de fleste, og enhver kan forstå, at her er et barn og en familie, som er udfordret.

Men hvad med de store præmature børn? Skolebarnet, teenageren og den unge?

Når barnet når, særligt teenageårene, så er der ikke ret mange, der tænker det præmature ind længere. Og hvad betyder det for teenageren? Jo, det betyder, at det store barn/den unge, ikke bliver forstået i forhold til adfærd, trivsel og behov som skiller sig ud.

Det kan da ikke passe, at Rasmus på 14 år, ikke kan sidde stille på stolen. At han ikke kan koncentrere sig, og få løst den opgave han bliver sat overfor.

Og hvorfor kniber det for ham at være den gode kammerat? Måske kommer han ofte i konflikt, han er let af provokere, og reagerer voldsomt herpå. Det kan også være, at han ikke rigtig er med i fællesskabet. Måske foretrækker han sit eget selskab efter skole, og måske har han blot en enkelt god ven.

Hvad skal vi tænke om Rasmus?

Jo, vi skal først og fremmest huske på, at man aldrig holder op med at være præmatur. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ser frem til et liv med problemer. Men det betyder, at vi skal huske at tænke det præmature ind, når vi bliver bekymrede over teenagerens adfærd. Man holder jo ikke op med at have sanseintegrationsproblemer fordi man er fyldt 15. Eller 30 for den sags skyld.

Jeg har mødt dem. Det store skolebarn, teenageren og den voksne. Og udfordringerne kan være de samme, som vi ser hos børnehavebarnet. Nemlig udfordringer i forhold til at rumme for mange indtryk, behov for pauser og ro, sanser i ubalance og langvarig sanseintegration.

For et par år siden holdt jeg foredrag med en ung mand, der er født 3½ måned for tidlig. Jeg viste ham min “PowerPoint” hvor problemer med sanseintegration illustreres som et harmonikasammenstød. Da han så dette udbrød han: “Det er præcis sådan jeg har det”! Han havde heldigvis lært sig, at han ikke bare kan drøne derud af. Han må have sine pauser i løbet af dagen. Men når han får det, er der ingen problemer. Han er en velfungerende og veluddannet ung mand. Men han har stadig brug for sine strategier.

Lad os hjælpes ad med at få formidlet til forældre, skolelærere, sagsbehandlere, psykologer mv. og ikke mindst de unge, at vi stadig er nødt til at tænke det at være præmatur ind, når vi vurderer den unges trivsel, adfærd og eventuelle tiltag. Når den unge selv bliver bekendt med denne sammenhæng, falder noget på plads for dem. De kan lettere forholde sig til deres udfordringer. For årsagen er til at tage at føle på. Og det er ikke fordi der i øvrigt er noget galt med dem, hvilket mange af dem føler.

Derfor husk:

  • din præmature teenager har stadig brug for pauser og hvil
  • din præmature teenager kan have behov for sansemotorisk stimulation
  • din præmature teenager kan have glæde af at kende sammenhængen
  • man holder aldrig op  med at være præmatur, men det behøver ikke være et livslangt problem

 

Mange hilsner fra Marianne

HER ER TRAVLT

 

Altså i min klinik. Mange børn og forældre finder vej, fordi børnene er udfordrede. Ca. en tredjedel af børnene er præmature.

Nogle lider af kropslig uro, de er altid i bevægelse.

Nogle er meget følsomme, og rummer ikke de indtryk et almindeligt hverdagsliv bringer.

Nogle er så generede af deres tøj, at det er svært at have tøj på, at skifte fra sommersko til vinterstøvler, at komme i brusebad eller få klippet håret.

Nogle sover meget dårligt. Det tager timer at falde i søvn, og søvnen er urolig og præget af mareridt og night-terror.

Nogle børn er meget usikre i deres bevægelser. Måske er musklerne meget bløde, leddene overstrækker. Eller også er musklerne så spændte, at det er svært at slappe af.

Når man er født for tidligt, så er barnet gået glip af vigtig sansestimulation i mors mave. Den stimulation som hjernen har brug for, for at kroppen kan lave sikre bevægelser, og for at barnet er tilpas i sin krop.

I vores hjerne foregår også sortering af alle de millioner af sanseindtryk, som vi hele tiden modtager.

Når man er født for tidligt, har hjernen ikke nået at lære, hvordan man sorterer sanseindtryk. Det man også kalder sanseintegration.

Derfor ser vi de reaktioner, som jeg har beskrevet ovenfor…..

Når vi træner sansemotorik, så stimulerer vi de sanser, som er i ubalance.

Det er følesansen, labyrintsansen og muskel-ledsansen.

På den måde får hjernen “noget at arbejde med”. Den får mulighed for at øve sig på sanseintegrationsarbejdet.

Og efterhånden oplever vi, at generne aftager. Motorikken bliver mere sikker, sproget udvikles og barnet trives i det hele taget bedre.

Det kan tage tid. For de præmatures hjerne har tidligt i livet, lagret erfaringer og følelser, som ikke alle har været lige hensigtsmæssige. Til gengæld har de været nødvendig for at hjælpe barnet efter en tidlig fødsel.

Så hjernen skal have nye, mere behagelige og hensigtsmæssige erfaringer og følelser. Det hjælper træningen med.

Vi kan ikke lave om på, at børnene er præmature. Men vi kan hjælpe dem med de udfordringer de har.

Jeg er fyldt med glæde over, at få mulighed for at arbejde med det jeg gør. At møde Jer forældre, og Jeres skønne børn. At lytte til Jeres historier og erfaringer på godt og ondt. Og særligt at kunne støtte Jer og Jeres barn i den bedst mulige udvikling.

Tak!

Mange hilsner fra Marianne 🙂

DER ER DA NOGET RAVRUSKENDE GALT!

I dag hører jeg i medierne, at andelen af børn, der får en psykiatrisk diagnose, er fordoblet siden 2010. Nærmere bestemt fra 4 til 9 procent.

9 procent af alle børn, får en diagnose inden de forlader folkeskolen…..ADHD, autismespektrumforstyrrelse, angst eller andet. Jamen der er da noget helt skævt!

Da jeg for mange år siden var under uddannelse til sygeplejerske, talte man om, at hver 6. dansker på et eller andet tidspunkt i livet, ville få kontakt til psykiatrien. Tal som jeg et eller andet sted, godt kunne forholde mig til. Men at hver 10. barn får en diagnose inden de overhovedet når voksenlivet, har jeg svært ved at acceptere.

»Vores kapacitet er blevet større, og vi kan nå ud til flere børn end førhen. Derfor ser vi også mest stigningen som et udtryk for, at der har været et udækket behov, som vi er ved at skyde os ind på,«  udtaler en Jesper Pedersen, ledende overlæge for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Sjælland i KL´s avis Momentum

Jeg er bange for, at det ikke alene er forklaringen. Jeg tænker meget på, at børnene reagerer på det liv vi lever. Som børnepsykolog Henning Strand udtaler i netavisen Zetland: “Vi bliver nødt til at forstå børnenes reaktioner som et svar på det, de bliver udsat for“. Børnepsykiater Søren Hertz siger i sin bog Børn og unge, psykiatri og samfund,  at de besværlige børn kan ses som “whistleblowere”.

Disse citater er naturligvis taget ud af en sammenhæng. Men de passer nu meget godt ind i min antagelse. Nemlig at vores  børns reaktioner, bliver et symptom på, at der er noget skruet helt galt sammen. Vores hverdag, er for manges vedkommende blevet alt for stresset. Og i institutioner og skoler er alle efterhånden så pressede, at det kan være svært, både for børn og vokse at navigere i. Jeg møder jævnlig børn, der ikke kan rumme deres hverdag i institutionen eller skolen. Og der er da også fuld knald på. Mange børn samlet i små rammer, og med alt for få voksne. Voksne der gør deres bedste, men hvis ressourcer ikke rækker. Det er vores børns hverdag. Og så undrer vi os over, at børnene reagerer? Det gør vi andre også på daglig og langvarig stress. Vi kan ganske enkelt ikke holde til det.

Skulle man så oven i købet være en følsom sjæl, som særligt mange præmature, men også andre børn er, ja så går det da helt galt. Så ser vi voldsomme reaktioner, eller som mange forældre beskriver det: nedsmeltninger, hvor barnet bryder helt sammen, og faktisk ikke er i stand til at modtage trøst og hjælp.

STOP VERDEN, JEG VIL AF, tænker jeg nogle gange. Det går for stærkt. Vi må ned i tempo, for vi lider under det her. Og et af resultaterne er måske et stigende antal børn med diagnoser. Nogle vil sige, at det er da lidt af en påstand. Men så lad os tage denne drøftelse når skal forsøge at belyse problemet i en større sammenhæng. Det kunne jeg godt tænke mig, fremfor flere diagnoser, og en socialminister, som tror, at vi kan opdrage os ud af problemet…..

 

HER KAN DU LÆSE OM HVAD JEG TILBYDER

Konsultationer i mit hjemmekontor i Munke Bjergby (nær Sorø)eller pr. telefon/online:

Alle nedenstående tilbud, kan aftales på mabe@sansemotorik.NET eller 2195 9712

Præmaturkonsultation:

Søger du støtte til dit præmature barn, og dig som forælder? Jeg har erfaring med at følge børnene helt op i skole- og teenagealderen. Typisk er behovet stort i forbindelse med start eller skift af dagtilbud, ligesom skolestart kan føre nogle spørgsmål med sig. Det kan også være, at søvn, mad, udvikling og trivsel er i spil. Følger af den præmature fødsel, hvad det betyder for barnet, men måske også for Jer som forældre.

Vi kan drøfte det som er en udfordring for Jer, og som I ønsker. Sammen kan vi kan afdække om der er behov for yderligere tiltag , såsom kontakt til andre faggrupper, behov for sansemotorisk træning eller andet.

Pris 850 kr. pr. time

Sparring for forældre og bedsteforældre:

Har du brug for at vende dit barns/barnebarns/din families situation, så kan vi tage en snak enten på mit kontor eller over telefon/online. Jeg kan guide dig videre i det som er svært i forhold til dit barn. Måske er det forståelsen, måske er det samarbejdet med fagfolk, eller måske er det udfordringerne i familien og generationer imellem. Jeg vil med afsæt i min viden og forståelse om sansemotorik og børns udvikling, byde ind med det som kan være relevant og brugbart for jeres situation.

Pris 850 kr. pr. time

Foredrag om præmature og senfølger, samt om sansemotorik/sanseintegration:

Jeg går gerne ud og holder foredrag eller underviser i præmature og senfølger. Mit fokus er sanseintegration og sansemotorik. Hvad ser vi? Hvad skal vi holde øje med? og hvad gør vi ved det?

Men sansemotoriske udfordringer kan vi også se hos andre børn. Så et oplæg fra mig, kan tage afsæt i, hvordan vi generelt spotter sansemotoriske udfordringer, og hvad vi kan gøre ved det.

Foredrag/undervisning kan tilrettes forældre og/eller fagfolk.

Skriv til mig på mabe@sansemotorik.NET, så vi kan aftale rammer og pris for det I efterspørger.

Konsulent for ex. institutioner/skoler, kommuner eller andre, som har brug for det

Jeg kan hentes ind som konsulent hos jer. Måske fordi I har behov for sparring og vejledning omkring et enkelt barn. Eller hvis I har brug for mere generelt viden i forhold til en større gruppe.

Pris 1000 kr. pr. time + transport

Sansemotorisk undersøgelse og træning

Har jeg jo tidligere gjort det i, i efterhånden 10 år. Men da jeg er gået på delvis pension, vil jeg nu i stedet henvise til mine fantastiske, dygtige og kompetente kollegaer i vores klinikker rundt om i landet.

Du kan finde den nærmeste klinik på vores fælles hjemmeside:

www.sansemotorik.NET

LIDT OM MIG OG MIN BAGGRUND

Jeg er sundhedsplejerske med lang erfaring med præmature børn og deres forældre. Jeg blev uddannet i 2003 og har arbejdet 11 år i kommunal sundhedspleje. Både med spædbørn, småbørn og skolebørn. Mit særområde var de familier, som fik et præmaturt barn.

Jeg blev uddannet som sygeplejerske i 1987, og som sundhedsplejerske i 2003. Jeg har det meste af mit arbejdsliv arbejdet med børn. Både på neonatalafdeling og på børneafdeling med børn i alderen 0-16 år.

Derud over har jeg arbejdet på et behandlings- og observationshjem, som støttepædagog og i en specialbørnehave.

Som sundhedsplejerske havde jeg mulighed for at følge de præmature børn helt op i skolealderen, og har med succes deltaget i møder i forbindelse med start i dagpleje, børnehave og skole.

Jeg har været indehaver af Sanse Motorik i Smørum siden 2014,  som en del af det landsdækkende koncept Sanse Motorik(R) – det bedste til dit barn. I september 2023-2024, havde jeg klinikken til Dianalund, under samme koncept.

Nu har jeg ændret fokus, ikke fra de præmature, men til undervisning, foredrag, konsulentvirksomhed og sparring til forældre og bedsteforældre. Her drager jeg nytte af min store erfaring med at spotte, afdække og behandle såvel sansemotoriske gener, såvel som den særlige sensitivitet som mange præmature er generet af.

Klinikken i Smørum er overtaget af en kær og dygtig kollega, og Dianalund er lukket ned.

I kan finde mig på både Facebook og Instagram som “Præmatursundhedsplejerske”. Jeg er mest aktiv på Facebook.

Privat er jeg gift, mor til 2 voksne sønner, og farmor til 2 børnebørn. Min ældste søn blev født 3 uger før tid, efter en graviditet præget af truende for tidlig fødsel fra uge 30. Jeg var sengeliggende, fik en masse vehæmmende medicin og var selvfølgelig ret bekymret. Min søn fik efterfølgende store udfordringer på det sansemotoriske område. Noget man desværre ikke kendte til dengang, hvilket betød, at det slet ikke blev tænkt ind, og at hjælpen til at løse udfordringerne ikke var tilstrækkelig. I dag forstår jeg, hvordan det hang sammen, og ville ønske, at min søn havde fået den hjælp, som jeg kan tilbyde børn i dag.

 

 

VELKOMMEN HOS PRÆMATURSUNDHEDSPLEJERSKE.DK

Måske kender du mig allerede fra min profil på Facebook. Eller måske er du et nyt bekendtskab.

Uanset hvad, er du velkommen her hos mig.

Med denne blog/side vil jeg sætte fokus på de udfordringer og glæder der er/kan være ved at være født præmatur, eller kende et præmaturt barn. Hvad enten du er forælder, bedsteforælder, god ven, fagperson eller andre med interesse for de præmatures liv og vilkår.

Det er mit ønske, at du som gæst på min side, kan få udvidet din viden og dit perspektiv på det at være præmatur. Viden som kan komme dig selv og præmature børn til gavn.

Det ligger mig meget på sinde, at vi sammen kan få udbredt viden og forståelse for de præmatures situation med det mål, at forældre og børn vil blive mødt med forståelse og anderkendelse. Jeg vil gerne være medvirkende til, at det skal være lettere end det er i dag, at få den hjælp som er nødvendig, for at sikre børnenes udvikling og trivsel. Ikke bare mens de er små, men også når de vokser op, bliver skolebørn, teenagere og voksne. Man holder nemlig aldrig op med at være præmatur.

Vil du i kontakt med mig, kan det ske her:

Mail: mabe@sansemotorik.NET

Mobil: 2195 9712

Så endnu engang velkommen her på siden.

MIT NYE LOGO

Har I set det? Mit nye logo.

Det er min dygtige svigerdatter, der har lavet det. Jeg er så glad for det.

Det viser det lille præmature barn, skærmet og båret af kærlige hænder.

Dette logo er det, som fremover skal være kendetegnende for mig, præmatursundhedsplejerske.

Jeg arbejder stadig på at få selve bloggen færdig, så den bliver fuldt brugbar..

Så tag godt imod mit nye logo, og endnu en gang velkommen til min side.

ER DIT BARNEBARN FØDT FOR TIDLIGT?

 

Som farmor ved jeg, at det er en stor lykke når man får børnebørn. Tiden med graviditeten er fyldt med glæde og spænding. Og måske også frygt for, at tingene ikke går som det skal.

Denne frygt bliver til virkelighed når barnebarnet fødes for tidligt. Pludselig ser alting anderledes ud. De drømme og forventninger man har i forhold til at skulle være bedsteforælder, bliver afløst af bekymring og usikkerhed. Pludselig rækker den viden og de erfaringer man har, slet ikke.

Måske går der lang tid inden man kan få lov at holde sit barnebarn. Og når det endelig sker, kan det være, at barnet reagerer kraftigt på det, og begynder at græde. Det kan også være, at man slet ikke får lov. Måske siger barnets forældre, altså ens eget barn, at den lille nye, slet ikke tåler at være hos andre end mor og far. Og hvordan er man så bedsteforælder?

Det kan være svært at forstå….

Og det kan være en stor sorg.

Måske er det svært at forstå, hvorfor barnets forældre er så beskyttende overfor deres barn. At der skal sprittes hænder, at man slet ikke må komme, hvis man er forkølet. At man ikke kan få lov at passe barnet, og at familien holder sig for sig selv.

Måske oplever man, at ens barnebarn vokser op som en sart plante. Et barn, der skal tages mange hensyn til. Og måske tænker man, at forældrene er til den overbeskyttende side.

Måske oplever man, at barnebarnet ikke trives?

Måske sidder lille Anton ikke stille på stolen når der skal spises? Kræsen er han også. Han er timer om at falde til ro om aftenen, og man er vidne til forældre, der render frem og tilbage, eller ligger hos ham i flere timer. Måske har Anton usikker motorik? hvilket man godt kan forstå, hvis han er kommet for tidligt til verden. Men han gider aldrig sidde på skødet, og hvorfor kan man ikke få lov at kramme, som man længes efter. Og så er der balladen når han skal have tøj på. Strømperne driller, huen kradser og der må ikke være mærker i blusen og underbukserne. Han vil kun gå i noget bestemt tøj, og Bedstes fine hjemmestrikkede trøje duer ikke.

Forældrene fortæller, at det er fordi, at Anton let bliver overstimuleret, men det kan være svært af forstå. For det går da fint når man er sammen med ham. Og den ballade, der så er når han kommer hjem, handler måske mere om de overbeskyttende forældre? Den slags tanker kan man sagtens få.

Der kan være mange forklaringer på, at Anton gør som han gør. Men en oplagt forklaring er, at Antons hjerne har problemer med at forstå alle de sanseindtryk han får. Den er længe om at få styr på indtrykkene, og det kniber med at sortere i dem. Det kalder man sanseintegration. Mange for tidligt fødte er længe om at lave sanseintegrationsarbejdet, og det kan give søvnproblemer, uro og voldsomme reaktioner med skrig og skrål. Også timer og dage efter, at barnet har oplevet noget.

En anden oplagt forklaring kan være, at Anton har problemer med sansemotorikken. Det kan f.eks. være, problemer med at regulere muskelspænding, en usikker balance, og en overreagerende følesans. Så ser vi den adfærd som nævnt ovenfor.

Forklaringen på, at mange for tidligt fødte børn har problemer med sansemotorik og sanseintegration er, at de blev født inden hjernen var færdigudviklet.

Det er faktisk først de sidste 3 måneder af graviditeten, at barnet for alvor får stimuleret grundsanserne, at hjernen begynder at øve sig på at lave sanseintegration, og dermed begynder at forstå det kroppen mærker. Så hvis man er født for tidligt, så er barnet gået glip af denne udvikling i den trygge livmoder. Det skal hjernen så lære efterfølgende.

Anton er således ikke et uopdragent barn, med overbeskyttende forældre. Han er på hårdt arbejde med at holde styr på kroppen, og hans forældre er på hårdt arbejde med at afhjælpe konsekvensen af, at Anton har det sådan.

Mange er ikke klar over, at børns sansemotoriske udfordringer, i så høj grad kan ses i adfærden. Derfor kommer vi let til at tro, at det handler om rammer og opdragelse. Eller vi kan blive bekymrede for om der er noget alvorligt galt med Anton. Om han har en adfærdsforstyrrelse eller andet. Og det er ikke nogen rar bekymring at gå med. Hverken som forælder eller bedsteforælder.

Nu er du allerede lidt klogere, og kan meget bedre forstå Antons adfærd. Og måske forstår du også bedre, hvorfor hans forældre gør som de gør. Ofte har forældre til for tidligt fødte børn nemlig, i kraft af deres erfaringer på godt og ondt, stor viden om, hvad deres barn rummer og magter.

Sansemotorik og sanseintegration kan trænes. Og det kan afhjælpe de gener og udfordringer Anton og andre for tidligt fødte kan have. Hjernen kan blive bedre til sanseintegrationsarbejdet og de kropslige gener kan reduceres. Det giver bedre trivsel for barnet, og dermed også de voksne omkring barnet.

Og det kan resultere i, at Bedste endelig får det store knus hun har længtes efter J

En af de store udfordringer som bedsteforælder er, hvordan man på en god måde, kan byde ind med, hvad der måske kan være i spil hos barn og familie. Vi skal huske, at det skal ske med stor respekt for, og i anerkendelse af, at forældrene kender deres barn bedst. Men omvendt skal vi ikke blande os udenom.

En god tilgang kan være at spørge forældrene, hvad der vil være hjælpsomt for dem? Mens barnet er lille kan det måske være hjælp til madlavning og andre praktiske ting. For på den måde får forældre ro til at passe det lille barn. En stor hjælp er faktisk også at vise, at man forstår og anerkender barnets udfordringer.

Mange forældre til for tidligt fødte børn oplever, at deres omgivelser har svært ved at forstå, hvad deres barn har behov for. Og det er rigtig svært for dem. Faktisk nogle gange en kæmpe udfordring, som giver anledning til stor frustration og sorg. Så her er der noget, der er værd for os bedsteforældre at tænke over…

Hvordan støtter vi bedst vores børn OG deres børn?

For vi bedsteforældre ønsker jo det bedste for vores børnebørn OG deres forældre.