I går var jeg ude at købe nyt tøj. Nærmere bestemt en jakke og en t-shirt. Der skal broderes på det. Der skal stå “Præmatursundhedsplejerske.dk”.
Det tog lidt tid at finde det rigtige, for det skulle være rigtig farve, kvalitet og pasform. Sådan er det nok for de fleste når de køber nyt tøj. Farve, model, kvalitet og pris skal gå op i en højere enhed.
Men for børn med en overreagerende følesans, er det noget helt andet der er i spil, når de skal have nyt tøj. Hvis de da overhovedet vil have nyt tøj…..
Faktisk foretrækker disse børn ofte at gå i det samme tøj. Ofte bløde bukser og bluser, som ikke strammer nogle steder, eller som ikke må sidde for løst. Tøj som ikke må have vaskemærker i. Som enten skal have lange ærmer, eller som absolut ikke må have lange ærmer. Strømper uden sømme, eller måske slet ingen strømper.
Hvert år når der skal skiftes fra sommertøj til vintertøj, eller omvendt, så bryder helvede løs. For børnene kan ikke holde det nye og anderledes tøj ud. De vil ikke skifte til sandaler eller vinterstøvler. Og der er ikke noget der hedder, at man skal være fin når man går til fødselsdag.
Dag efter dag, skaber denne problemstilling store konflikter og udfordringer i familier rundt omkring. Og igen er der mange præmature som står for skud i forhold til en overreagerende følesans. Det er meget meget anstrengende for både børn og forældre. Og det kan være meget svært for andre, som ikke har det sådan at forstå.
Hos præmature skal vi forstå og vide, at deres følesans fra den dag de blev født, har været budt mere end hjernen på det tidspunkt var i stand til at håndtere. Det nyfødte præmature barn har fået taget blodprøver, lagt sonder, haft cpap i næsen, fået elektroder af og på og meget andet, som har været forbundet med ubehag. Og det lille barn, med den umodne hjerne, har ikke været i stand til at skærme sig selv. Disse “føle-erindringer” lagres i barnets følehjerne, som en følelse, der kaldes frem, når barnet oplever forskellige følestimuli. Det kan være et kram, nyt tøj, madens konsistens, nye sko osv. Problemet er nu, at hjernen ikke kan tolke rigtigt i forhold til det kroppen mærker. På den måde kan en blød bomuldsbluse føles som var den lavet af sandpapir. Og hvem vil gå med en bluse af sandpapir?Derfor ser vi de voldsomme reaktioner på stimuli, som vi andre kan have det fint med.
Inden vi nu bliver alt for kede af alt det, som det præmature barn har været udsat for, skal vi huske, at det har været nødvendigt med disse tiltag, for at give barnet den bedste start på livet. Og jeg ved, at alle der arbejder på de danske neonatalafdelinger har stor viden omkring, hvordan man bedst mulig skærmer børnene. En viden som bruges i vid omfang af dygtige sygeplejersker, læger og andre som har med de præmature at gøre.
Men vi skal bruge det vi ved om børnenes start til at forstå deres reaktioner. Og så skal vi vide, at vi kan gøre noget ved det. Vi kan nemlig hjælpe hjernen til at forstå, at verden ikke er så farlig, som hjernen husker. Vi skal give hjernen nye føleerindringer, som kan overskygge dem, som er forbundet med ubehag.
Vi skal stimulere barnets følesans. Men altid på en måde som er rar. Massage, som barnet synes om. Det kan være, at der skal ligge nogle tæpper på barnets ryg i starten, så vi dæmper påvirkningen. Vi kan invitere barnet til at mærke forskellige ting, ex. i følekasser eller i naturen. Men igen i barnets tempo. Vi får intet ud af at presse, for så husker hjernen på alt det ubehagelige. Og det var jo det vi skulle aflære.
Over tid kan kroppens tillid bygges op, så børnene efterhånden mærker sig selv på en tilpas måde. Når vi når dertil, så kan det begynde at blive sjovt at skulle ud at købe nyt tøj og nye sko. Og det er vel sådan det skal være…..
