Pludselig en dag i marts 2020, lukkede verden ned.

Familier blev lukket inde i deres hjem, overladt deres eget selskab. Forældre skulle arbejde hjemme, børnene kunne ikke komme i pasningstilbud og skole. Det var slut med Legeland, svømmehal og brunch på den lokale cafe´.

Her blev stille….

Vi var nok alle mere eller mindre i chok, over det som ramte os. Vi lukkede os sammen om os selv med vores nærmeste. Med mindre vi var en af dem, der knoklede for at sikre alle os andre.

Også min klinik lukkede ned i fysisk form. Nogle familier kunne jeg “mødes med” via Skype. Andre var jeg i dialog med over mail eller telefon.

Og det var her jeg først oplevede det.

Mange forældre fortalte mig nemlig, at deres børn faktisk havde det forbavsende godt. På trods af, at de ikke kunne være sammen med kammerater, kunne komme ud at lege helt som de plejede, eller kommer afsted til fritidsaktiviteter. De havde det godt.

Børnene faldt til ro. De slappede af. Blev gode til at lege selv. Nød samværet med deres forældre, som måske var sendt hjem fra arbejde, eller forsøgte at arbejde hjemme, så vidt det nu var muligt. Søskende blev pludselig bedre legekammerater og familierne kastede sig over fællesaktiviteter som ex. puslespil.

Nu er vi så småt begyndt at åbne op igen. De mindste børn er i pasningstilbud eller i skole. Ganske vist med masser af håndvask og begrænsninger. Men også med små grupper med mere plads og flere voksne til det enkelte barn. De har korte dage, og dagligdagen er stadig uden andre aktiviteter såsom fritidstilbud og sammenkomster med venner og familie.

Jeg fornemmer, at en del af os har fået en mere rolig hverdag. På nogle punkter bestemt mere udfordrende. Men også mere rolig. Og noget tyder på, at børnene profiterer af det.

Jeg synes, at det giver stof til eftertanke i forhold til, hvordan vi levede vores liv inden corona. Mange af os havde godt nok fart på.

Vi oplevede en stigning i børn med angstproblematikker og skoleværgring. Jeg kan ikke lade være at tænke, at mange børn var stressede. Helt som vi voksne også var det. Coronakrisen har også givet en form for stress. Med alt den usikkerhed, håndvask og bekymring. Men den har også givet ro og tid, og måske skal vi bruge det til en anledning til at tage vores liv op til overvejelse.

Vil vi blive ved at have så travlt, så både vi og vores børn bliver stressede? Eller vil vi stoppe op, og ændre noget, med udgangspunkt i de reaktioner vi har set hos børnene i denne periode? Og hos os selv måske? Og det gælder faktisk også de vilkår vi hidtil har budt børnene i daginstitutioner og skoler. Mange børn på lidt plads, og få voksne. Hvad synes du?

Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

DET GLÆDER MIG – HVIS MAN OVERHOVEDET KAN SIGE DET….

Men det glæder mig, at jeg ikke står alene med min bekymring.

For jeg er bekymret 😔

Jeg er bekymret for, hvad alle disse coronaregler i skoler og daginstitutioner gør ved vores børn.

Jeg har set eksempler på børn, der har fået præsenteret skemaer med håndvask oftere end 1 gang i timen. 7 gange håndvask på 5 timer. 45 minutters undervisning, spisning, og ellers håndvask. Skoledagen for et barn i 0. klasse.

Et barn i 4. klasse som har talt 14 gange håndvask på 5½ time!

Voksne der markerer skolegården med streger, som skal angive afstanden mellem børnene. Surprice! Børnene så det ikke 😉

OG DET HER ER IKKE EN KRITIK AF ALLE JER SKØNNE LÆRERE OG PÆDAGOGER SOM GØR JERES ALLERBEDSTE ❤️

Til morgen har børnepsykiateren Per Hove Thomsen været i tv, og udtrykt bekymring for, at flere børn end ellers vil udvikle OCD.

Børnepsykologer udtrykker bekymring for , at ansvaret bliver lagt på børnene. Et ansvar som børn hverken kan eller skal tage.
Læs linket, hvor flere psykologer (Morten og Frej Prahl og Margrethe Bruun Hansen) er på banen med deres bekymring.

Jeg er sådan set ok med, at børnene skal ud i deres hverdag igen. Jeg har det bare overhovedet ikke ok med, at det er på disse betingelser.
Hvis man ikke kan “lukke dem ud” uden så mange regler og restriktioner, så havde det i min verden været bedre, hvis de var blevet hjemme i længere tid, med de legemuligheder det måtte kunne give.

Det er som at blæse og ville have mel i munden.

Børnene skal tilbage til hverdagen, men den hverdag vi risikerer at byde børnene, tager ikke hensyn til, og højde for, hvordan børn udvikler sig.

De først 7 år i et barns liv, er i følge den amerikanske ergoterapeut Jean Ayres, DEN SANSEMOTORISKE UDVIKLINGS ÅR.

Og sansemotorisk udvikling kræver, at børn får lov at mærke verden omkring sig, bruge kroppen, og ikke mindst, at de har tæt samspil og samvær med andre mennesker. Børn og voksne. De er dybt afhængige af at blive rørt ved, og kunne røre ved ting og mennesker.

Det gode ved det her er, at børnene skal være mere ude. Det giver gode muligheder for netop det med at bruge kroppen, så langt så godt.
Men hvis det at lege, og at lege med andre bliver knyttet op på endnu mere håndvask og “huske at holde afstand” jamen så kan ængstelige og tænksomme børn komme til at drage uheldige slutninger, såsom, at det er farligt at lege ude og med andre børn.

Så kunne vi ikke tage en beslutning om, at enten så får børnene lov til at være børn, stort set som de plejer, og så klarer vi voksne det med Corona?
Eller også så lukker vi os inde i lidt længere tid, indtil vi føler os mere sikre og klar til at turde vove at lade børnene leve et mere almindeligt liv.

De bedste tanker til Jer og Jeres børn ❤️

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-04-18-psykolog-om-video-fra-sundhedsstyrelsen-jeg-ville-saa-gerne-traekke-den-video?fbclid=IwAR3ntUhBgQxTLQsYtyr92AMmwdbfZsIgQJMfK-h2nc0Jy3z9UUM5VNLoglc

Jeg kan læse og høre, at mange kommuner rundt omkring nu kun tilbyder sundhedspleje i form af nødberedskab. Og det betyder for manges vedkommende, at der ingen sundhedsplejerske kommer ☹

Så derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg tilbyder PRÆMATURKONSULTATIONER VIA SKYPE ELLER TELEFON 😊

Dette er ikke et nyt tiltag, men noget jeg hele tiden har haft, og som flere har benyttet sig af.

Så har du brug for at kunne sparre, få vejledning, input, en snak, forståelse eller andet, så tøv ikke med at kontakte mig. Og det er uanset om du har en baby, eller et stort barn.

Det koster 300 kr. for ½ time, og betales forud via Mobilepay.

Skriv på mabe@sansemotorik.NET

Jeg glæder mig til at være dig behjælpelig i denne tid, hvor intet er som det plejer.

Mvh. Marianne

Pigen gemmer sig bag sin mor. Hun vil ikke kigge mig i øjnene, og jeg må ikke røre hende. Det tager tid før hun vover sig frem og begynder at undersøge omgivelserne. Hun siger nej tak til det jeg foreslår, at vi skal gøre sammen. Hvad enten det er en tur på gyngen, en tur på min “Tarzanbane” eller at tegne. Hun skal ganske enkelt ikke nyde noget.

Hendes krop og hjerne er i alarmberedskab. Hendes hjerne pumper stress-stoffer ud i blodet, da den virkelig tror, at der er fare på færde. Det er det den har lært tidligt i pigens liv, inden hun kunne passe på sig selv, og flytte sig fra det som ikke var rart. Det er ikke fordi, at hun ikke er blevet behandlet ordentligt. Faktisk blev der passet rigtig godt på hende. Hendes forældre, og andre voksne gjorde alt hvad de kunne, for at give hende en god start på livet.

Hun er født for tidligt. Inden hendes hjerne og krop var klar til at modtage, fortolke og bearbejde det, som hendes lille krop mødte.

Og hendes hjerne husker. På godt og på ondt.

Så når hun i dag møder nye eller ukendte ting, så tror hendes hjerne, at der virkelig er fare på færde. Den råber “ALARM”. Også selvom det hun møder faktisk ikke er spor farligt. Og det er svært at overbevise den om, at det faktisk er ok, det vi har gang i.

Derfor må vi møde pigen med forståelse og indsigt. Forstå, at det er det, der sker. At hun ikke gør det for at være besværlig, på tværs, fordi hun er forkælet, kravafvisende, eller ikke er vant til at møde verden.

Vi må stille og roligt lære hendes hjerne, at verden ikke er farlig. Give hende oplevelser, hvor hun erfarer, at det er ok. Hjælpe hende i et tempo hun kan håndtere.

Lad mig komme med et eksempel: når et barn fødes for tidligt, er følesansen ikke klar til at håndtere den påvirkning barnet møder. Det er stadig meningen, at barnet skal ligge og vugge i fostervandet i mors mave, og mærke den gode følelse, som det giver. I stedet møder barnet nu ubehag og smerte. Får lagt sonde, slanger til at hjælpe vejrtrækning, får taget blodprøver og lagt drop. Får påsat elektroder og plastre, som jo skal af igen. Alt sammen noget, som er uundgåeligt, når vi skal hjælpe det for tidligt fødte barn.

Men når barnet vokser op, husker hjernen, at berøring er forbundet med smerte og ubehag. Derfor har mange for tidligt fødte børn gener ved deres tøj, er angste for brusebad, hårvask, negleklip, hader at træde i græsset, kan have problemer med konsistens af maden osv. Fordi hjernen tolker forkert, kan man sige.

Ingen har lyst til at opleve ubehag. Så derfor vil vi undgå at sætte os selv i den situation. Det er det børnene gør. De passer på sig selv.

Nogle gange er alarmberedskabet så stærkt, at hele kroppen spænder op når nogen nærmer sig. Det er faktisk meget anstrengende at have det sådan.

Disse børn skal have massage. Men det skal altid være på barnets præmisser. Massagen skal være dejlig. Det må ikke kilde, gøre ondt, eller være ubehageligt. Og det kan være en kunst. For kroppen forventer jo netop ubehag. Når jeg begynder at arbejde med at give børnene massage, er det ofte massage med et massageredskab. Men givet igennem en masse lag tæpper. Det kan ex. være en bold, en skrubbe eller en massagerulle. Jeg lægger tæppe på, indtil det ikke længere er ubehageligt. Når massagen er dejlig, vil hjernen udskille vores “velværestoffer”. Og det er her, at vi kan begynde at omprogrammere hjernen til at forstå, at berøring kan være ok. Det kan være en særdeles lang proces. Men det er vejen frem til at dæmpe alarmberedskabet.

Jeg møder ofte børn i min klinik, der har det sådan. Ikke bare for tidligt fødte. Men også andre børn, hvor hjernen råber “alarm”, måske fordi den ikke er god til at tolke og sortere i sanseindtryk. Det hjælper når vi træner sansemotorik. Og det er en gave at opleve, hvordan alarmberedskabet aftager, så børnene får mere mod til at møde verden. For selvom verden kan være farlig, så må vi gå ud i den, med en tro på, at det er ok.

Alt andet er alt for belastende.

Jeg møder dem jævnligt i min klinik. Ikke surikater, men børn der går på tå.

Tågængeri kan være grunden til, at de kommer i første omgang, men ofte er det bare et symptom blandt andre problemstillinger.

Og som forælder vil man gerne vide, hvad grunden kan være til, at børn går på tå.

Jeg har et par bud:

• Det kan skyldes en stadig aktiv griberefleks i foden
• Det kan skyldes en overreagerende følesans
• En afkortet/stram akillessene
• Det kan skyldes stor opmærksomhed overfor omgivelserne

Spædbørn skal have griberefleks i fødderne. Den skal aftage og forsvinde når barnet kommer op og gå (seneste omkring 1½ års alderen) men hos nogen bliver den ved at være aktiv. Det kan medføre, at barnet bliver tågænger.

Når børn er overdrevent kildne eller følsomme på fødderne, kan det både give problemer i forhold til at have strømper og sko på, men også medføre, at barnet bliver tågænger.

En stram akillessene kan ”trække” børn op på tå. Og børn som går på tå, vil med tiden få en stram akillessene.

Og så er der de meget opmærksomme børn.

Og det er her surikaten kommer ind i billedet. For jeg ser for mig, det lille dyr med den høje grad af opmærksomhed. Som står højt på tå, med hele kroppen og halsen strakt, for at holde øje med alt.

Hos surikaten giver det mening, for der skal være nogen i flokken, der skuer ud over savannen, og sikrer, at flokken bliver advaret om farer. Men når børn har den adfærd, er det tegn på, at de er alt for opmærksomme. Og så er de på ”overarbejde”. For børn skal ikke holde øje med hele verden. Det har vi de voksne til. Det er bare ikke så enkelt, for nogle børn er overopmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Mange af disse børn har følsomme sanser. De mærker og registrer ting, som andre ikke lægger mærke til. Nogle af dem bekymrer sig om alt for meget. For nogle kan det udvikle sig til en grad af ængstelighed, som ikke er hensigtsmæssig. Deres nervesystem er i ubalance, og har brug for at blive beroliget. Og hvordan gør vi så det?

Vi skal stimulere krop og hjerne, så vi får dæmpet alarmsignalerne, og fremmer udskillelsen af de beroligende stoffer, som vores hjerne er i stand til at udskille.

Vi skal stimulere de sanser, som har med kropskontrol og kropsfornemmelse at gøre.

Børnene skal bruge kroppen. De skal gynge, trille, hoppe, klatre, og så skal de have masser af kram og knus. Seancer med beroligende massage, hvor man er særlig omhyggelig med at få masseret fødder og laver udstrækning af akillessenen, er alt sammen aktiviteter, der kan berolige den overopmærksomme hjerne, og hjælpe til, at vi får børnene ned på flad fod.

Det er ikke let, og det tager tid. Men det kan lykkes. Det har vi erfaring for hos Sanse Motorik.

Ikke bare på mig selv, som kan stresse lidt over julepynt og julegaveindkøb (Jeg elsker julen) Men på de børn, som kommer i klinikken.

December er bare en måned, der presser i forvejen sensitive og pressede børn.

Der er meget, der ikke er som det plejer.

Bare det, at der er julelys og nisser rundt omkring, kan være nok til, at følsomme børn bliver overstimulerede. Nye ting at kigge på og forholde sig til….

Og så er der alle arrangementerne. Alt det vi skal deltage i.

Julehygge i børnehaven og sfo´en. I skolen. Med familien, og firmaets juletræsfest.

Der skal åbnes kalendere, pakkes gaver op, laves gaver, købes juletræ osv. osv.

Alt sammen arrangementer, som de fleste af hos, trods alt hygger os med, men som let bliver for meget for de følsomme børn.

Så kunsten er, som den altid er med præmature, og andre følsomme børn, at finde balancen.

Hvis I ikke allerede har tænkt det, så HUSK, at man behøver ikke at deltage i det hele.

Det er faktisk ok at sige nej til noget, på barnets vegne. For barnet siger det sjældent direkte.

Men de siger det med deres adfærd. Som en præmaturmor sagde til mig i dag: vi ved, at hun har svært ved at spise i december, men har nu også erfaret, at det kommer igen, når vi er ovre på den anden side.

Det kan gå ud over søvnen, give uro, nedsmeltninger, øget følsomhed overfor ex. tøj og lign. Nogle af de symptomer som I måske kender til i forvejen, tager til i styrke og hyppighed i denne tid.

Men ud over at skære ned på aktiviterne, kan vi også gøre noget andet. Nemlig tænke stimulation af de primære sanser.

Give barnet massage, som får dem til at slappe af (må ikke kilde), faste tryk på hele kroppen, og så rolige svingture i armene eller måske en vuggetur i et tæppe. At blive rullet fast ind i et tæppe, og blive klappet rytmisk på hele kroppen, kan også få en stresset hjerne til at slappe af.

Det kan rent faktisk hjælpe så meget, at I måske kan opleve det som en af “mine” familier oplevede forrige jul. Nemlig at have den bedste jul nogensinde, i den 6 årige drengs liv. Der var ro på, der blev sovet længe, og der blev hygget.

Så ved jeg, at sansemotorikken har gjort en forskel

Måske kan I se, at der er en “fejl” på siden? Det kan jeg i hvert fald selv se.

Det skyldes en opdatering, som åbenbart kræver, at jeg skal ændre noget i opsætningen. Og når jeg skal ændre noget, så er det min IT-support (læs: min mand) der står for det. For IT er bestemt ikke min spidskompetence…

Så lige så snart IT -support har tid (nok mellem jul og nytår) skal vi nok få det rettet.

Indtil da må I og jeg lige leve med, at det ser lidt anderledes ud.

Men det skal da ikke forhindre mig i, at ønsker Jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

Tænk, hvor tiden flyver….

I går kunne jeg fejre min 5 års fødselsdag i min klinik. For 5 år siden tog jeg det store spring fra kommunalt ansat sundhedsplejerske (med præmature som speciale) og sprang ud som selvstændig.

Der er godt nok meget vand i åen siden da, og I dag møder jeg jævnligt forældre, sundhedsplejekollegaer og andre fagfolk, som siger: dig har jeg godt hørt om. Og det er mærkeligt, at være en, som “folk har hørt om”. Men også noget jeg er meget ydmyg overfor. For det lyder nemlig til, at det er for det gode, jeg er blevet et navn “man kender”.

De første år som selvstændig havde jeg  meget på hjerte, særligt omkring de præmature, deres udfordringer når det kom til sansemotorik og sanseintegration, og med at finde forståelse i den verden vi lever i. Derfor har mange af mine indlæg efterhånden nogle år på bagen. Men det gør dem ikke mindre aktuelle, for hvor meget har egentlig ændret sig?

Jeg læser stadig om bekymrede forældre, der ikke føler, at deres barn og de selv, bliver mødt med tilstrækkelig indsigt og forståelse af, hvad det kan føre med sig, når man kommer for tidligt til verden. Så derfor må jeg jævnligt liiige pippe lidt op igen om emnet.

Jeg har forsøgt at få medierne i tale, indtil videre dog uden held. Jeg kunne nok prøve mere, men der er jo også sket det i disse år, at jeg har fået mere og mere travlt i min klinik. Et luksusproblem, som jeg er stolt af. For det er min egen fortjeneste. Og det er sørme noget særligt.

Der kommer stadig mange præmature børn i klinikken. Og en del af dem “hænger ved” igennem længere tid. Ikke nødvendigvis fordi vi træner sansemotorik. Men måske er de forsat på et af mine Tumlehold, eller også er der jævnligt kontakt og dialog med forældrene, som jo stadig kæmper barnets kamp. Og jeg forsøger stadig at komme med mine input til, hvordan det kan gribes an.

Man holder aldrig op med at være præmatur. Det er en del af et menneskes historie. Det betyder ikke, at senfølger bliver ved at følge alle hele livet, og at man ikke kan få det godt. For det kan man bestemt. Men for nogen betyder det, at de skal lære sig, hvordan de passer på sig selv, så hjernen kan følge med i den hverdag de lever. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.

Så tillykke til mig selv, og en KÆMPE tak til alle Jer, som er med til at gøre min drøm mulig