DEN STORE FORSKEL

 

Nogle gange må jeg forbavses over, hvor forskelligt vi tænker.

Hvor forskellig vores tilgang kan være…..

Jeg oplever jævnligt forældre fortælle, om de krav de oplever, at deres børn kan møde. Eksempelvis når vi gerne vil styrke barnets udvikling.

Jeg har hørt om børn, der skulle krybe flere hundrede meter hver dag. For at blive bedre til at krybe.

Om børn, der skal have tøj på, som sidder tæt, som kan ”mærkes” og som skal frotteres med et lufttørret håndklæde.

Om børn, der skal stå på vippebrædt, med en bold mellem benene, mens de skal kaste bolde i en lille kurv.

Alt sammen foreslået for at styrke barnets udvikling…….

Og alle er det børn med udfordringer omkring balance, følesans, koordination og andre sansemotoriske problemstillinger.

Jeg har det bare helt anderledes i forhold til, hvordan vi styrker børns udvikling. Jeg tror på, at vi er nødt til at møde barnet, der hvor det er. Med krav som barnet er i stand til at honorere. For jeg tror på, at børn gør det bedste de kan. Hvis de kan!

Barnets motoriske fundament skabes af de ”primære sanser”. Nemlig labyrintsans, følesans og muskel-ledsans, som sammen med et godt samarbejde mellem de to hjernehalvdele og synet er ansvarlig for, at vi kan lave sikre bevægelser.

Jeg tror på, at vi skal starte helt fra bunden, når vi skal styrke børns motorik. Nemlig med stimulation af de primære sanser. Og vel at mærke i et tempo som barnet kan deltage i.

Når fundamentet er på plads, så begynder barnet at føle kropskontrol, har en god kropsfornemmelse, og begynder at få selvtillid og turde flytte grænser. Og så kan vi få barnet med på at udfordre balancen, følesansen osv.

For mange år siden, kendte jeg en pige med store sansemotoriske og sanseintegrationsmæssige udfordringer. Jeg kendte lidt, men langt fra nok til emnet. Det var en kold vinterdag med sne. Lige vejr til at gå ud at kælke. Så det skulle vi selvfølgelig. Pga. kulden insisterede jeg på, at pigen skulle have hue og vanter på. Vel vidende, at hun ikke brød sig om det. Fordi jeg insisterede, tog hun det på, og turen gik afsted til kælkebakken. Op på toppen og ned ad bakken på kælken. Herefter skete der noget, som fik mine øjne op for, hvad jeg havde budt hende. Hun sagde: ”Så, nu er jeg færdig med at kælke”, hvorefter hun tog hue og vanter af. Jeg spurgte om ikke hun ville have flere ture? (hun havde kun fået en). Men næ tak, det ville hun ikke. For det var jo forbundet med et krav om at have hue og vanter på. Der stod jeg og indså, hvad jeg havde budt hende. I den grad at overskride egne grænser, for at få lov at kælke……. Jeg har aldrig glemt den dag. For det var der, det for alvor gik op for mig, hvad det vil sige at have en overreagerende følesans. Og hvordan det medfører, at man bliver nødt til at ”finde sig” i ubehag, for at foretage sig aktiviteter, der for andre blot er stor nydelse.

Derfor giver det mening for mig, og heldigvis også for de børn og forældre, som kommer i min klinik, at vi træner sansemotorik og sanseintegration, som vi gør. Nemlig med stille og roligt at bygge sanser og motorik op. Så ser jeg nemlig børn, der støt og roligt rykker grænser og færdigheder. Og det er fedt!

For børn gør det bedste de kan. Hvis de kan…….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *