DET SOM HJERTET BANKER FOR

Min mand driller mig en gang imellem. Han driller mig med, at jeg har det allerbedst, når der er nogle børn jeg kan hjælpe…. Og det er trods alt ikke så godt med børn i nød, heller ikke selvom man gerne vil have nogen at hjælpe

Men faktisk har han helt ret. F.eks. så har vi i  familien i mange år, taget på skiferie, og nydt det i fulde drag. Men jeg er altså ikke verdens modigste menneske, og da jeg altid har kæmpet med højdeskræk, ja så kan det være udfordrende at bevæge sig rundt på ski i høje bjerge. Så en gang imellem sker der det, at jeg ikke kan komme ned ad bakken. Den er for stejl, for puklet, for iset, der er for mange mennesker osv. Og der står jeg så og stivner, og har flere gange endt med at tage skiene af, og krabbe mig ned. Ikke særlig elegant skulle jeg hilse at sige.

Men så er det, at jeg nogen gange er så heldig, at et barn er i “nød”. Er faldet og skal hjælpes op, og lidt ned ad bakken til mor og far. Og så skal I ellers se Fru Bentsen. Så kan jeg sagtens klare skiene, få hjulpet barnet op, trøstet og få guidet barnet sikkert ned ad bakken. Glemt er mine egne trængsler i min iver efter at hjælpe barnet. Så joken på vores ture er, at hvis der bare er et barn jeg kan hjælpe, så kan jeg komme ned af en hvilken som helst bakke!

Det skal lige siges, at jeg trods alt også gerne hjælper voksne….

Nå men hvad har det så med præmature at gøre? Såmænd ikke andet end, at det giver mig en hel masse glæde og tilfredsstillelse at arbejde med disse børn og deres forældre.

For mange år siden da jeg arbejdede på neonatalafdelingen, var min store udfordring, at hvis jeg ikke følte, at jeg kunne passe børnene, som jeg ønskede, at mine egne børn blev passet, så blev jeg meget frustreret og ked af det. Og det var jo desværre ikke altid muligt. Så da jeg som sundhedsplejerske en del år senere, fik mulighed, og faktisk ret frie hænder, for at arbejde med denne gruppe igen, så var det jo som at finde sin rette hylde.

Og da jeg så år senere startede som selvstændig, jamen så kunne jeg føre det helt ud i livet. At kæmpe sammen med alle de præmature for bedre forståelse og bedre rammer. På den måde er jeg kommet til at arbejde med noget af det, som jeg holder allermest af.

Forleden fik jeg en mail fra en mor, som skrev, at hun kunne mærke udfra mine opslag, videoer osv. at jeg har hjerte i de præmature børn. Det blev jeg selvfølgelig rigtig glad for, at hun syntes. For det er sådan det er. De præmature er min hjertesag.

Jeg ved såmænd ikke, hvor det er kommet fra. Bare at jeg allerede som helt nyuddannet sygeplejerske følte en stor tiltrækning i forhold til arbejdet på neonatalafdelingen. Og siden, da jeg blev sundhedsplejerske tænkte jeg, at det var oplagt at arbejde med de præmature her også. At jeg så ind imellem selv skulle opleve at være i fare for at føde for tidligt to gange, at ligge og aflaste i 6 uger, få vehæmmende medicin og ende med at føde 3 uger før termin, og få et barn med sansemotoriske udfordringer, ja det var jo ikke til at vide.

Men på en eller anden måde er ringen sluttet. I morgen drager jeg til Aalborg og holder foredrag for en masse mennesker, der finder det meningsfuldt at høre netop, hvad jeg har at sige. Hvor heldig kan man være?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *