HVORFOR ER DER INGEN DER HAR FORTALT MIG DET?

 

Et spørgsmål jeg jævnligt bliver stillet i min dagligdag i klinikken, når jeg holder foredrag eller når jeg blander mig i debatter på Facebook.

Og hvad henvises der så til? Jo, såmænd det faktum, at der stadig er masser af forældre, der oplever at få en ”aha-oplevelse” i forhold til deres barns reaktioner og adfærd, når de hører om sanseintegration og sansemotorik.

Pludselig kan de genkende deres barn i de beskrivelser jeg kommer med. Pludselig forstår de, hvorfor deres børn ikke kan sidde stille på stolen, hvorfor de har været så længe om at lære at cykle, hvorfor de sover så dårligt, hvorfor de har spiseproblemer, ikke vil have forskelligt tøj på, hvorfor de reagerer med gråd og vrede efter en dag i institution eller skole, hvorfor de har problemer med at lære at læse osv. osv.

Og så er det spørgsmålet til mig lyder: hvorfor er der ingen der har fortalt mig det?

Jeg tænker, at der ikke er noget entydigt svar på det. Måske handler det om, at vi som fagfolk stadig har til gode, at blive skarpe nok til at spotte, hvorvidt et barns adfærd kan skyldes sansemotoriske udfordringer. Ganske enkelt fordi vi ikke ved nok om det? Eller er det fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved det?

Hvis jeg tænker nogle år tilbage, hvor jeg var offentlig ansat sundhedsplejerske, så vidste jeg da godt noget om sanseintegration, og var optaget af, hvordan vi bedst kunne skærme de præmature børn, som jeg besøgte. Efter et kursus om motorik, blev jeg mere skarp på at spotte ex. de børn, som pga. låsninger i nakke og ryg, ikke brød sig om at ligge på maven og ikke kunne løfte deres hoved. Jeg fik nogle ideer til, hvordan man bedre kunne stimulere børnene, hvilket jeg flittigt prøvede at formidle. Jeg men når jeg tænker på, hvad jeg ved nu, så er jeg klar over, at jeg slet ikke har vidst nok.

En anden forklaring er også, at selvom vi godt ved noget, så er der sjældent ressourcer til at få gjort noget ved det. Eller til at gøre det, der skal til. Det hjælper jo ikke så meget at få lavet ex. en sanseprofil, hvis man ikke kan tilbyde træning af sanserne. Derfor oplever mange forældre meget lang ventetid og utilstrækkelige tilbud om hjælp. Og så er vi lige vidt.

Jeg elsker at komme ud og holde foredrag, fordi det giver mig muligheden for at indvi endnu flere i sansemotorikkens verden. Og fordi jeg oplever forældre, der endelig finder svar på nogle af de spørgsmål og bekymringer de har omkring deres barn. Det giver så meget mening.

Jeg elsker at have muligheden for at hjælpe børn og forældre hver dag i min klinik. At se, hvordan et barn får ro og styr på kroppen, og hvordan forældre bliver mere afslappede, fordi de pludselig får en helt anden vinkel på deres barn. Allerede det afhjælper mange konfliktpunkter.

Men jeg savner godt nok, at der gives tilskud til disse forløb. For det giver IKKE mening. Der tænker man godt nok ikke særligt langsigtet.

Jeg vil slutte med at gå omkring 20 år tilbage i tiden. Da min førstefødte var omkring 8-9 år. En dreng med krudt i måsen, sproglige udfordringer i form af bl.a. stammen, med tics, problemer med at læse andres signaler, hvilket medførte mange konflikter og på sigt mobning. Problemer med inkontinens, ondt i maven og manglende lyst til at gå i skole. Ja, sågar med udtalelser som ”det ville også være bedre, hvis jeg slet ikke var her”. Kan I genkende det derude?

Jeg ville ønske, at man dengang havde vidst noget om sansemotorik. For han var da prototypen på et barn med sådanne vanskeligheder. For øvrigt født kun 3 uger før tid, men efter en graviditet med en sengeliggende mor. Vi fik ingen hjælp, ud over tests for ADHD (som han ikke havde) Så han har haft en meget svært skoletid. I dag er han heldigvis en glad ung mand, der klarer sig rigtig godt.

Dengang var der ingen der talte om sansemotorik. Men det er der i dag! Så derfor bør vi bruge den viden vi har til at sikre, at disse børn og deres forældre får den hjælp og støtte, som de har brug for. Der er alt for mange misforståede børn og forældre derude……..

 

 

4 kommentarer


    1. Jamen velbekomme.
      Og tak til dig,fordi du så ofte deler, det jeg skriver, på Facebook.

      Svar

  1. Jeg er mor til en 23 årig dreng ( født i uge 30, 1100g) Jeg har ofte brokket mig over, at der bruges så mange ressourcer på at få de præmatur børn til at overleve, men når de så bliver større, skal man kæmpe for hjælp hver gang man har brug for hjælp.

    Svar

    1. Hej Bodil
      Ja, jeg kan jo kun give dig ret. Det giver ikke ret meget mening. Men jeg tror desværre, at mange ikke er klar over, eller glemmer, at det at være præmatur ikke bare forsvinder, fordi man bliver ældre.
      Tak for dit indlæg.
      Mvh. Marianne

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *