NÅR DER KOMMER NOGET NYT

Måske kan I se, at der er en “fejl” på siden? Det kan jeg i hvert fald selv se.

Det skyldes en opdatering, som åbenbart kræver, at jeg skal ændre noget i opsætningen. Og når jeg skal ændre noget, så er det min IT-support (læs: min mand) der står for det. For IT er bestemt ikke min spidskompetence…

Så lige så snart IT -support har tid (nok mellem jul og nytår) skal vi nok få det rettet.

Indtil da må I og jeg lige leve med, at det ser lidt anderledes ud.

Men det skal da ikke forhindre mig i, at ønsker Jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

HER HAR VÆRET LIDT STILLE – JEG VED DET GODT

Men det er bestemt ikke fordi jeg ikke er her….
 
Jeg har bare haft en vældig travl periode.
Kalenderen har været helt fyldt op,
 
Rigtig mange familier finder vej til min klinik, for at få hjælpe til deres barn med sansemotoriske udfordringer, eller med sanseintegrationsforstyrrelser.
Og da jeg jo elsker at hjælpe, og helst ikke lader folk vente, jamen så har jeg måtte ruppe neglene.
 
Jeg har også været en del ude at undervise i netop emner som sansemotorik, sanseintegration og præmature.
Det har været dagpleje, sundhedsplejersker og pædagoger. Både i kommuner, og på vores eget kursus i Sanse Motorik regi.
 
Der har været gang i mine hold med spædbarnsmotorik og for de store tumlinger. Faktisk så meget, at jeg en overgang måtte oprette ekstra hold.
 
Det er vild luksus at have “gang i klinikken” men nu må der skrues lidt ned for blusset, så der også bliver tid til, ex. at skrive her og på min blog. For at drive en klinik, betyder også mange “udenomsopgaver” som skal passes.
 
Der skal blandt andet netværkes. og helt aktuelt har jeg fået kontakt med en sandplayterapeut, så jeg har en at henvise til, hvis børn har nogle traumer, som kræver en anden opmærksomhed, end det jeg kan tilbyde.
Jeg har samarbejde med zoneterapeuter, kiropraktorer, osteopater m.fl. som jeg gerne vil udvikle.
Alt sammen for at medvirke til Jeres børns trivsel.
 
Og så er det jo i dag 1. december. Så julefreden må gerne begynde at sænke sig bare en smule. Det har vi alle brug for tror jeg. Særligt efter en november, som har været mere grå og mørk en vanlig.
Jo jo. Der er stadig gang i klinikken, men I et mere “normalt” tempo. Og derfor er der selvfølgelig også plads til Jer, hvis I skulle få brug for det.
 
Glædelig 1. december til Jer alle 

5 ÅR MED PRÆMATURE OG SANSEMOTORIK

Tænk, hvor tiden flyver….

I går kunne jeg fejre min 5 års fødselsdag i min klinik. For 5 år siden tog jeg det store spring fra kommunalt ansat sundhedsplejerske (med præmature som speciale) og sprang ud som selvstændig.

Der er godt nok meget vand i åen siden da, og I dag møder jeg jævnligt forældre, sundhedsplejekollegaer og andre fagfolk, som siger: dig har jeg godt hørt om. Og det er mærkeligt, at være en, som “folk har hørt om”. Men også noget jeg er meget ydmyg overfor. For det lyder nemlig til, at det er for det gode, jeg er blevet et navn “man kender”.

De første år som selvstændig havde jeg  meget på hjerte, særligt omkring de præmature, deres udfordringer når det kom til sansemotorik og sanseintegration, og med at finde forståelse i den verden vi lever i. Derfor har mange af mine indlæg efterhånden nogle år på bagen. Men det gør dem ikke mindre aktuelle, for hvor meget har egentlig ændret sig?

Jeg læser stadig om bekymrede forældre, der ikke føler, at deres barn og de selv, bliver mødt med tilstrækkelig indsigt og forståelse af, hvad det kan føre med sig, når man kommer for tidligt til verden. Så derfor må jeg jævnligt liiige pippe lidt op igen om emnet.

Jeg har forsøgt at få medierne i tale, indtil videre dog uden held. Jeg kunne nok prøve mere, men der er jo også sket det i disse år, at jeg har fået mere og mere travlt i min klinik. Et luksusproblem, som jeg er stolt af. For det er min egen fortjeneste. Og det er sørme noget særligt.

Der kommer stadig mange præmature børn i klinikken. Og en del af dem “hænger ved” igennem længere tid. Ikke nødvendigvis fordi vi træner sansemotorik. Men måske er de forsat på et af mine Tumlehold, eller også er der jævnligt kontakt og dialog med forældrene, som jo stadig kæmper barnets kamp. Og jeg forsøger stadig at komme med mine input til, hvordan det kan gribes an.

Man holder aldrig op med at være præmatur. Det er en del af et menneskes historie. Det betyder ikke, at senfølger bliver ved at følge alle hele livet, og at man ikke kan få det godt. For det kan man bestemt. Men for nogen betyder det, at de skal lære sig, hvordan de passer på sig selv, så hjernen kan følge med i den hverdag de lever. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.

Så tillykke til mig selv, og en KÆMPE tak til alle Jer, som er med til at gøre min drøm mulig

 

UUUH, JEG BLIVER GODT NOK FRUSTRERET PÅ JERES VEGNE!

Nogle gange er lige før, at min temperament løber over med mig. Som her forleden, hvor jeg havde besøg i klinikken af en af mine “gamle” kunder. Ja gammel er hun nu ikke, for alderen siger, at skolestart nærmer sig.

Og hvad gør man så, når man er præmatur og har så mange senfølger, at det burde være tydeligt for enhver, at man ikke bare kan starte i en almindelig stor folkeskole?

Når man i forvejen ikke kan rumme en “almindelig dag” i børnehaven, hvordan skal det så pludselig løse sig, fordi man når skolealderen?

Nå, men ikke desto mindre, er det noget, som jeg støder på en gang imellem.

Og det som gør mig så vred, det er, at de besluttende myndigheder, kan træffe beslutninger, i realiteten uden at tage en masse fagfolks udtalelser og anbefalinger til efterretning.

Jeg siger ikke, at det er der den ender, i denne piges sag, men bare det, at de stakkels forældre, skal være angste for,  at det sker, er nok til at få mig op i det røde felt. For hvorfor kan “man” ikke anerkende og berolige disse forældre med, at så galt går det nok ikke. Næh i stedet siger “man”, at de nok ikke skal regne med, at man kan træffe beslutning om eksempelvis specialskole til et sådan barn.

Mange præmaturforældre lever i evig stress og angst over, hvordan det dog skal gå. Det starter allerede ved, eller måske før fødslen. Når de kommer hjem, når barnet skal ud og passes. Ved skift til børnehave og særligt til skolen, hvor alle skal kunne rummes, i inklusionens hellige navn. Og at være præmatur, er jo ikke nogen diagnose vel??

Det er et stykke tid siden jeg har “skældt ud”. Men nu gør jeg det på alle Jeres vegne. Jeg ved ikke om det ændrer noget, men det skal i hvert fald ikke stå usagt hen.

Og selvom mange beslutningstagere og politikere, glemmer at lytte til os fagfolk, så vil jeg da alligevel vove at påpege: AT VI VED FAKTISK GODT, HVAD VI TALER OM!

 

JEG FÅR OGSÅ SVED PÅ PANDEN

De der børn, der kravler på væggene.
Som altid er i bevægelse.
Som altid stiller os spørgsmål.
Som har så meget fart på, at de er ved at falde over deres egne ben.
Som finder alt legetøjet frem, og som ikke leger med noget af det.
som ikke kan sidde stille et øjeblik, heller ikke når vi spiser.
som er timer om at falde i søvn, fordi der er gang kroppen.
Som ikke kan koncentrere sig i skolen.

Som voksne får sved på panden af…..

De kommer her i min klinik.

Med deres trætte forældre, for at få hjælp.

Jeg skal lave en sansemotorisk undersøgelse, som til dels består af aktiviteter sammen med barnet, men også af spørgsmål til forældrene.

Og her er det, at også jeg kan få sved på panden

For det går stærkt, og det er svært at holde fokus.

Det er som om, at barnets uro smitter os alle sammen.

Vi kommer til at mærke, hvordan barnet har det inden i. Den konstante uro og skiften imellem aktiviteter.

Jeg mærker, hvor hårdt det må være, at have det sådan hele tiden. Både for barn og forældre.
Og jeg mærker kun en brøkdel af, hvad de mærker.

De er på overarbejde!

Jeg siger til forældrene, at jeg godt forstår, at det her ikke er let. For jeg skal også arbejde for sagen.

Jeg gør det gerne. For det er mit job, og det jeg brænder for.

At hjælpe børnene til mere ro. Til bedre fornemmelse og kontrol af deres krop. At hjælpe forældrene til at hjælpe deres barn.

At se forældre sænke skuldrene fordi de bliver taget alvorligt, og ikke får at vide, at de skal være bedre til at opdrage deres barn.

Jeg håber, at alle dem, som tænker, at man kan opdrage sig ud af sansemotoriske udfordringer med tiden vil forstå, at det kan man ikke.

At de børn, som er urolige i skolen, og som kan fremstå uopdragne, kan være børn med kludder i sansemotorikken.
For når vi møder børn og forældre, som de har behov for, så kan vi bedre løse problemet.

Og så får vi flere rolige og veltilpasse børn. Og vi får gladere forældre med større overskud.

Til gavn for alle

SØVN – ET NÆRMEST UOPNÅELIGT GODE

Jeg sidder her sidst på aftenen og skal snart i seng. Mine børn er for længst fløjet fra reden, så jeg er forvænt med muligheden for en god nattesøvn.

Men jeg ved, at det ikke er alle forundt.

Alle Jer som har børn med søvnproblemer. Og de børn, som ikke sover….

Det er fra de små babyer og op til de store skolebørn.

Jeg møder Jer nærmest dagligt i min klinik. Forældre der ringer eller skriver, fordi deres barn ikke sover. Barnet kan ikke falde i søvn, og/eller søvnen er urolig. Der kan være mange opvågninger, eller måske ligger barnet uroligt i søvnen. Nogle har mareridt, nogle har nigthterror.

Fælles er, at alle er trætte. Meget trætte. Forældre der næsten ikke kan tænke af træthed, børn der farer omkring, for at holde hjerne og krop vågen.

Det er virkelig et problem, der er til at tage og føle på.

Der kan være forskellige grunde til, at børn ikke sover. Jeg vil fortælle lidt om den sansemotoriske forklaring. Og selv inden for dette felt, kan der være flere forklaringer.

Børn med kludder i deres sansesystem kan have indsovningsproblemer. Kroppen er så urolig, at barnet ikke kan slappe af, og overgive sig til søvnen. Det kan være en overreagerende følesans, som gør at barnet hele tiden mærker noget, som de “flytter sig fra” eller i hvert fald reagerer på. Labyrintsansen kan give barnet svimmelhed når de kommer ned at ligge og/eller vender sig i sengen. Muskelspændingen kan være så høj, at det bliver rigtig svært at slappe af. Muskelspændingen kan også være lav, og barnet vil instinktivt forsøge at holde hjernen vågen, ved at holde kroppen igang. Hvis nervesystemet er anspændt bliver søvnen urolig. Det kan både være i form af fysisk uro, men også i form af mange drømme som kan være både gode og dårlige.

Når vi sover, bearbejder hjernen sanseindtryk. Det man også kalder at lave sanseintegration. Har barnets hjerne svært ved sanseintegration, kan det både give indsovningsproblemer og urolig søvn. Hos nogle børn kan reaktionen på dagens, eller de forrige dages sanseindtryk, komme med forsinkelse, så det i sig selv kan gå ud over søvnen.

Set i lyset af denne viden, kan vi hjælpe børn med søvnproblemer. Vi kan nemlig træne sansemotorik. Vi kan stimulere de primære sanser, så de er i balance, og så vi hjælper hjernen til bedre sanseintegration.

Derfor siger jeg ja, når forældre spørger om jeg kan hjælpe med deres barns søvnproblemer. Jeg finder nemlig næsten altid en sansemotorisk forklaring på problemet. Og jeg oplever næsten altid en forbedring af søvnen efter en periode med målrettet træning.

Generelt skal vi tænke på, at når vi giver børn svingture, når de gynger, rutscher og vipper, når vi giver dem massage, kram, kys og faste tryk på hele kroppen, når de får lov at bruge muskler, ase og mase, skubbe og trække, jamen så får de stimuleret disse livsvigtige primære sanser. Ofte er den generelle stimulation bare ikke nok. Det har I opdaget, for det har I prøvet. Og så er det, at jeg og mine kollegaer må på banen.

Det er fantastisk når et barn begynder at sove bedre. Når de glade og trætte putter sig om aftenen, og når der kommer en rolig søvn. Hele familien får det bedre. Og så er det en stor tilfredsstillelse at være sansemotorisk konsulent.

Med ønsket om en god søvn til alle 

 

HJÆLP, MIT BARN KAN IKKE SIDDE ENDNU

Hvornår skal børn kunne sidde? Det korte svar er, at det skal de, når de selv kan sætte sig op. Og det vil i praksis sige, at det oftest sker i forbindelse med, at barnet er på vej til at kunne kravle, eller måske først når barnet er i gang med at kravle.

Men hvorfor er det så, at vi ikke bør træne børn i at sidde? Eller sætte dem op når de ser ud til at kunne sidde selv? Det vil jeg fortælle lidt om her.

Børns motoriske udvikling det første år til halvanden, er langt hen ad vejen, styret at det vi kalder spædbarnreflekser eller primære reflekser. Det er disse reflekser, der sætter gang i nye bevægelser eksempelvis at kunne gribe fat om noget, at kunne trille, og at komme op og sidde.

Reflekserne er aktive i den periode de er ved at “lære” kroppen en ny bevægelse, og skal derefter aftage/integreres og dermed forsvinde. Alle spædbarnsreflekser bør være væk når barnet er 1½ år.

Hvis barnet ikke får lov til at være i de enkelte faser (eksempelvis at øve sig på at trille) længe nok, er der stor risiko for, at refleksen forbliver aktiv også når barnet er større. Og så bliver refleksen forstyrrende for barnets bevægemønster og måske og trivsel og adfærd. Det ser jeg ofte i mit daglige virke, hvor jeg arbejder med sansemotorisk træning af børn.

De vigtige reflekser i spædbarnslivet og i forhold til motorikken, er reflekser, der hjælper barnet til hovedløft, gribereflekser særligt i hænderne. Reflekser, der hjælper barnet til at trille, både den ene og den anden vej, og refleksen, der hjælper barnet op at kravle/op at sidde.

Når vi hjælper barnet op at sidde, før det selv kan, ligger barnet selvsagt mindre på gulvet. Og så får barnet ikke trillet længe nok, undgår måske krybefasen inden det kravler. Barnet er måske ikke længe nok i den fase, hvor barnet står på alle 4 og rokker, inden det kan kravle, OG sætter sig på numsen. Det kan medføre en stadig aktiv refleks, som rent faktisk kan forhindre barnet i at kravle, så det i stedet rumper sig afsted, eller kravler med samlede ben. Dette mønster kan jeg se hos selv skolebørn.

SÅ BØRN SKAL FØRST SIDDE NÅR DE SELV SÆTTER SIG OP.

Det skal dog lige bemærkes, at når barnet er stærk nok i ryggen (kan sidde med ret ryg) så mener jeg godt, at de må sidde i en høj stol mens de spiser. Men ind imellem skal de stadig ligge på gulvet.

Og så lige en lille tilføjelse: børn skal heller ikke op at gå før de selv kan kravle hen til møbler, rejser sig op ad dem, og går langs sofaen eller bordet. Så er de ved at være klar til at bære egen vægt, finde balancen, og komme videre ud at gå. Når de kan de, kan vi støtte dem det sidste stykke på vej. Og hvorfor så det? Jo for på den måde sikrer vi barnet en god lang kravleperiode, som gerne må være på 2-3 måneder. For når man kravler, så laver man krydskoordination, som er den ypperste form for koordinationstræning af hjerne og krop. Er vi først begyndt at gå med barnet i hænderne, bliver de ofte svært utilfredse når vil lægger dem ned igen. Og så er vi “fanget” i at vandre rundt med barnet. Det er ikke godt for udviklingen, og vi får ondt i ryggen.

Jamen, hvad skal vi så lave med vores børn? Jo de skal have svingture, hovedet nedad, vugges, krammes, have massage, have lov at mærke alt muligt, lege trillelege, ligge på en stor bold, både på mave og ryg, ride ranke, trille med bolde, kigge på og gribe efter sæbebobler og lege fagtelege. Der er såmænd masser at finde på, som stimulerer barnets udvikling, så reflekser integreres og barnets grundmotorik hjælpes godt på vej.

God fornøjelse

HVER DAG TÆLLER I ET LILLE BARNS LIV……

Mit hjerte græder. Jeg sidder og ser TV2´s program om, hvordan nogle børns hverdag i deres daginstitution er.
Små vuggestuebørn, der ikke bliver trøstet, som bliver kaldt egoister, som bliver talt til som om de burde forstå og vide bedre. Børnehavebørn der slås, ødelægger hinandens lege, gemmer sig og som ikke får meget andet end negativ kontakt fra de voksne. Og ikke mindst børn som bliver håndteret så hårdhændet, at det nærmer sig fysiske irettesættelser.
Børn som passes i institutioner, hvor kulturen er blevet så rå, at personalet ikke længere reflekterer over egen praksis, eller sætter sig op imod en helt igennem urimelig behandling af børnene.

DER ER BØRNENE DER BETALER PRISEN FOR, AT DER IKKE ER TILSTRÆKKELIG RESSOURCER PÅ PASNINGSOMRÅDET!

DET KAN VI IKKE VÆRE BEKENDT.

Jeg arbejder med børn, som for nogles vedkommende har svært ved at rumme en dagligdag i institutionen. Måske fordi de har sansemotoriske udfordringer, som gør dem urolige, usikre, udfordrede sprogligt og eller socialt. Måske fordi de har svært ved at integrere alle de sanseindtryk, man møder når mange mennesker er samlet på et (lille) sted.
Disse børn er særligt udsatte, og særligt afhængige af, at de voksne som er omkring dem, har forståelse for, indsigt, og omsorg for, hvordan de bedst støtter børnene. Men de er også afhængige af, at der er ressourcer til at gøre det ekstra, som disse, og i virkeligheden alle børn har behov for, og krav på.

Alle børn har krav på, og fortjener voksnes omsorg og støtte. De er fremtidens voksne. Dem, der skal passe på os når vi bliver gamle. Det kan være svært, hvis man er blevet svigtet som barn, af et system som skulle være med til at forme os som hele mennesker.

Alt ære og respekt til alt det pædagogiske personale, som dagligt kæmper og knokler for at skabe en indholdsrig og omsorgsfuld hverdag for vores børn. I fortjener, at dem der bestemmer, sikrer tilstrækkelige ressourcer til, at I kan gøre det arbejde som I er uddannede til, og ikke bare yder brandslukning.

Måske er det ikke op til mig at blande mig i denne debat. Men det sætter mit arbejde i perspektiv, når jeg i min dagligdag møder så mange børn, som har svært ved at rumme deres dag i daginstitutionen. For hvad er hvad?
Sansemotoriske udfordringer?
Sanseintegrationsproblemer?
Børn der reagerer på en helt igennem uhensigtsmæssig behandling?

Det skal vi dælme være gode til at gennemskue…….

HUN VAR SIMPELTHEN SÅ HURTIG OG DYGTIG MOTORISK

Ovenstående er en bemærkning jeg ofte støder på. De børn, der som små var meget hurtige i deres udvikling. De trillede næsten fra starten, sad tidligt, kravlede da de var 6 måneder, og gik måske 9-10 måneder gamle.

Ofte klapper familie og venner begejstrede i deres hænder, og i mødregruppen bliver der næsten misundelse over det kvikke barn (jeg ved, at det er sat lidt på spidsen).

MEN…. det er faktisk ikke altid, at det hurtige barn, er et udtryk for et særligt kvikt barn. Det er nærmere et udtryk for et barn, der tidligt viser tegn på sansemotoriske udfordringer.

For ikke sjældent viser energien og hurtigheden sig på andre områder også. Nemlig i form af søvnproblemer, spiseproblemer, børn der ikke vil putte og nusses, børn der altid er i bevægelse og børn der senere ikke kan fordybe sig.

Når jeg møder de “hurtige” børn i min klinik, viser det sig ofte, at de har sansemotoriske udfordringer. De har en overreagerende følesans, de har mange aktive spædbarnsreflekser (disse skal være væk når barnet er 1½ år) og det gælder selv store børn i skolealderen. De har kludder i labyrintsansen, og ofte en høj muskelspænding.

En del af børnene har en god motorik ja, men sansefundamentet er ikke på plads. Man kan sammenligne de primære sanser med fundamentet i et hus. Hvis vi bygger et hus med et dårligt, eller uden fundament, så kan huset se flot og nyt ud, men der skal ikke meget til, før det falder sammen. Sådan er det også  med børns motorik. Hvis ikke sansefundamentet er på plads, så virker kroppen måske umiddelbart godt, men barnet har andre symptomer, som ex. uro, manglende koncentration, gener med tøj, bad, mad mv. og rigtig ofte søvnproblemer.

Jeg taler ofte med forældre som er tvivl om deres barn har sansemotoriske udfordringer. Netop fordi de har en god motorik. De har bare også mange af de symptomer som jeg har beskrevet ovenfor. Og ja, så har de sansemotoriske udfordringer. Det er også ofte sådan, at jo ældre børnene bliver, jo bedre bliver de til at kompensere for de sansemæssige ubalancer. Så det kan blive endnu sværere at få øje på, udover en teenager, der ikke trives.

Sansemotorik er så meget andet end blot motorik. Og derfor er det også sanserne vi i første omgang koncentrerer os om, når man kommer med sit barn til mig. Det nytter nemlig ikke at træne at gå på line, hvis man er dårlig til det. Så skal der trænes labyrintsans, muskelspænding og koordination. Bare for at nævne noget. Og når det kommer på plads, så kommer balancen af sig selv.

Så har du et barn med fuld fart på, og hvor noget af det ovenstående virker bekendt, så tænk SANSEMOTORIK.

NÅR BØRN LANDER MELLEM 2 STOLE

Skolestarten nærmer sig. Og således også for de præmature børn. For mange er det heldigvis forbundet med glæde og spænding, fordi børnene er parate til nye udfordringer, og forældrene er trygge ved, at det nok skal gå godt.

Men for nogle giver tanken om skolestart anledning til mange bekymringer, stress og utryghed. Det er forældre til børn, der pga. deres for tidlige fødsel, ikke lige passer ind i kasserne. Det kan forekomme for svært at starte i en almindelig folkeskole, men også for stort et skridt at tage, at lade dem gå i en specialklasse eller specialskole.

Jeg har mødt flere store børn, og deres forældre, hvor skolelivet har udviklet sig til en stor udfordring. Børnene som bliver overstimulerede, har kropslig uro, koncentrationsproblemer og dermed udfordringer omkring indlæring, risikerer at blive fejltolkede i skolen. Man glemmer at tænke deres præmaturitet ind. Og det kan der være flere grunde til.

Enten kan det skyldes, at forældrene ikke oplyser skolen om, at barnet er født for tidligt, og hvilken betydning det har for netop deres barn. Det kan også skyldes, at skolen ikke i tilstrækkelig grad, tænker det ind. Eller glemmer det. Mange tror desværre stadig, at når barnet når skolealderen, så er det ikke noget vi behøver at tænke på længere. Og det er en stor misforståelse. For ofte viser senfølgerne sig for alvor i skolealderen. Her er der nemlig langt større krav til barnet om både indlæringsmæssige og sociale kompetencer, end nogensiden tidligere i barnets liv.

Når børnene ikke bliver set i det rigtige lys, er der stor risiko for, at vi tænker, at der kan være andre ting i spil. Såsom diagnoser… Og ja, der er en overvægt af præmature børn, som får en diagnose. Men så er der alle de andre. Dem som ligner, og som har behov for de rammer som ex. en specialskole kan tilbyde.

Det er de børn, der kan lande mellem 2 stole.

For hvad sker der når et sensitivt, letafledeligt præmaturt barn, går i en klasse med meget urolige og udadreagerende børn? Jeg kender flere eksempler på, at det ikke går godt. Rammerne er gode, med særlig struktur, piktogrammer og små klasser. Men alligevel er der nogle af børnene, der ikke trives og udvikler sig her. De bliver overstimulerede, utrygge og får ikke udnyttet det potentiale som mange af dem har.

Og nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke går ind for specialklasser og specialskoler. Det gør jeg i høj grad, for alt for mange børn mangler sådan et tilbud, i inklusionens hellige navn.

Jeg kender børn, som efterfølgende blev flyttet til en almindelig folkeskole, eventuelt med støtte, som har haft stor glæde af det. Jeg kender børn, som ender isolerede i deres skoletilbud, fordi man ikke kan finde ud af, hvad der er det rette til dem. Jeg kender børn, der starter i små privatskoler, i håb om, at det er løsningen, men som må flyttes til folkeskolen, fordi lilleskolen ikke har ressourcer til at støtte disse børn. Og jeg kender børn, hvor flytning fra folkeskolen til specialskolen eller lilleskolen, er det rette.

Så hvad vil jeg sige med dette? Jo, at vi skal tænke os rigtig godt om, når vi vælger skoletilbud til de præmature børn. At der er mange aspekter vi skal tænke ind. At småt er godt, men ikke altid. Det som er det vigtige er i virkeligheden de mennesker, der møder børnene. Hvis de lærere og andre fagfolk, der møder barnet og hele familien, forstår og rummer de præmatures særlige behov og potentialer, så kan det fungere rigtig godt. Det kender jeg heldigvis flere eksempler på. Børn der er kommet i skole, hvor støtten, forståelsen og ikke mindst samarbejdet fungerer rigtig godt. Og når det gør det, så får børnene de bedste muligheder for at udvikle sig til de fantastiske, kloge, sjove, indsigtsfulde og ressourcefyldte mennesker de er.

Så mit råd til alle os, der møder de præmature førskole- og skolebørn er: Vi skal sætte os ind i, hvad det vil sige at være præmatur, hvad senfølger er, hvad sanseintegrationsforstyrrelser er, hvad sansemotoriske udfordringer er, hvordan vi skal forstå barnets reaktioner og adfærd, og ikke mindst, hvordan vi bedst støtter og udvikler disse børn. Og så skal vi lytte til forældrene, som jeg igen må understrege, ikke bare er pylderforældre, der ikke tør udfordre deres børn. Det er forældre, der kender deres børn, og dagligt knokler for barnets trivsel, ikke sjældent med store omkostninger i kølvandet.

Det skal vi vide og huske!