Om Marianne Bentsen

Jeg er sundhedsplejerske med særlig interesse, viden og erfaring om præmature børn. Jeg er uddannet sygeplejerske, og har det meste af mit mere end 30 årige arbejdsliv, arbejdet med børn. I specialbørnehave, på neonatalafdeling, på børneafdeling, på børnehjem/behandlingshjem, og som støttepædagog i et børnehus. I 2003 blev jeg uddannet som sundhedsplejerske. Jeg har siden arbejdet både med småbørn og skolebørn. I den kommune, hvor jeg var ansat indtil 2014, havde jeg fornøjelsen af at være den sundhedsplejerske i kommunen, som besøgte de familier som fik et præmaturt barn. Siden november 2014 har jeg været selvstændig med egen klinik under konceptet Sanse Motorik - det bedste til dit barn(R) Her arbejder jeg i det daglige med sansemotorisk undersøgelse og træning af børn i alle aldre. En del af børnene er præmature. I november 2015 opstod "Præmatursundhedsplejerske" på Facebook. Her har jeg efter bedste evne, forsøgt at sætte fokus på de særlige udfordringer man kan have som præmatur familie. I min klinik afholder jeg arrangementer, hvor forældre og andre interesserede, har haft mulighed for at dele og udvide deres erfaringer om præmature. Privat er jeg gift, mor til to voksne sønner og farmor til to skønne børn.

NÅR DER KOMMER NOGET NYT

Måske kan I se, at der er en “fejl” på siden? Det kan jeg i hvert fald selv se.

Det skyldes en opdatering, som åbenbart kræver, at jeg skal ændre noget i opsætningen. Og når jeg skal ændre noget, så er det min IT-support (læs: min mand) der står for det. For IT er bestemt ikke min spidskompetence…

Så lige så snart IT -support har tid (nok mellem jul og nytår) skal vi nok få det rettet.

Indtil da må I og jeg lige leve med, at det ser lidt anderledes ud.

Men det skal da ikke forhindre mig i, at ønsker Jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

HER HAR VÆRET LIDT STILLE – JEG VED DET GODT

Men det er bestemt ikke fordi jeg ikke er her….
 
Jeg har bare haft en vældig travl periode.
Kalenderen har været helt fyldt op,
 
Rigtig mange familier finder vej til min klinik, for at få hjælpe til deres barn med sansemotoriske udfordringer, eller med sanseintegrationsforstyrrelser.
Og da jeg jo elsker at hjælpe, og helst ikke lader folk vente, jamen så har jeg måtte ruppe neglene.
 
Jeg har også været en del ude at undervise i netop emner som sansemotorik, sanseintegration og præmature.
Det har været dagpleje, sundhedsplejersker og pædagoger. Både i kommuner, og på vores eget kursus i Sanse Motorik regi.
 
Der har været gang i mine hold med spædbarnsmotorik og for de store tumlinger. Faktisk så meget, at jeg en overgang måtte oprette ekstra hold.
 
Det er vild luksus at have “gang i klinikken” men nu må der skrues lidt ned for blusset, så der også bliver tid til, ex. at skrive her og på min blog. For at drive en klinik, betyder også mange “udenomsopgaver” som skal passes.
 
Der skal blandt andet netværkes. og helt aktuelt har jeg fået kontakt med en sandplayterapeut, så jeg har en at henvise til, hvis børn har nogle traumer, som kræver en anden opmærksomhed, end det jeg kan tilbyde.
Jeg har samarbejde med zoneterapeuter, kiropraktorer, osteopater m.fl. som jeg gerne vil udvikle.
Alt sammen for at medvirke til Jeres børns trivsel.
 
Og så er det jo i dag 1. december. Så julefreden må gerne begynde at sænke sig bare en smule. Det har vi alle brug for tror jeg. Særligt efter en november, som har været mere grå og mørk en vanlig.
Jo jo. Der er stadig gang i klinikken, men I et mere “normalt” tempo. Og derfor er der selvfølgelig også plads til Jer, hvis I skulle få brug for det.
 
Glædelig 1. december til Jer alle 

5 ÅR MED PRÆMATURE OG SANSEMOTORIK

Tænk, hvor tiden flyver….

I går kunne jeg fejre min 5 års fødselsdag i min klinik. For 5 år siden tog jeg det store spring fra kommunalt ansat sundhedsplejerske (med præmature som speciale) og sprang ud som selvstændig.

Der er godt nok meget vand i åen siden da, og I dag møder jeg jævnligt forældre, sundhedsplejekollegaer og andre fagfolk, som siger: dig har jeg godt hørt om. Og det er mærkeligt, at være en, som “folk har hørt om”. Men også noget jeg er meget ydmyg overfor. For det lyder nemlig til, at det er for det gode, jeg er blevet et navn “man kender”.

De første år som selvstændig havde jeg  meget på hjerte, særligt omkring de præmature, deres udfordringer når det kom til sansemotorik og sanseintegration, og med at finde forståelse i den verden vi lever i. Derfor har mange af mine indlæg efterhånden nogle år på bagen. Men det gør dem ikke mindre aktuelle, for hvor meget har egentlig ændret sig?

Jeg læser stadig om bekymrede forældre, der ikke føler, at deres barn og de selv, bliver mødt med tilstrækkelig indsigt og forståelse af, hvad det kan føre med sig, når man kommer for tidligt til verden. Så derfor må jeg jævnligt liiige pippe lidt op igen om emnet.

Jeg har forsøgt at få medierne i tale, indtil videre dog uden held. Jeg kunne nok prøve mere, men der er jo også sket det i disse år, at jeg har fået mere og mere travlt i min klinik. Et luksusproblem, som jeg er stolt af. For det er min egen fortjeneste. Og det er sørme noget særligt.

Der kommer stadig mange præmature børn i klinikken. Og en del af dem “hænger ved” igennem længere tid. Ikke nødvendigvis fordi vi træner sansemotorik. Men måske er de forsat på et af mine Tumlehold, eller også er der jævnligt kontakt og dialog med forældrene, som jo stadig kæmper barnets kamp. Og jeg forsøger stadig at komme med mine input til, hvordan det kan gribes an.

Man holder aldrig op med at være præmatur. Det er en del af et menneskes historie. Det betyder ikke, at senfølger bliver ved at følge alle hele livet, og at man ikke kan få det godt. For det kan man bestemt. Men for nogen betyder det, at de skal lære sig, hvordan de passer på sig selv, så hjernen kan følge med i den hverdag de lever. Og det er der heldigvis mange, der er rigtig gode til.

Så tillykke til mig selv, og en KÆMPE tak til alle Jer, som er med til at gøre min drøm mulig

 

UUUH, JEG BLIVER GODT NOK FRUSTRERET PÅ JERES VEGNE!

Nogle gange er lige før, at min temperament løber over med mig. Som her forleden, hvor jeg havde besøg i klinikken af en af mine “gamle” kunder. Ja gammel er hun nu ikke, for alderen siger, at skolestart nærmer sig.

Og hvad gør man så, når man er præmatur og har så mange senfølger, at det burde være tydeligt for enhver, at man ikke bare kan starte i en almindelig stor folkeskole?

Når man i forvejen ikke kan rumme en “almindelig dag” i børnehaven, hvordan skal det så pludselig løse sig, fordi man når skolealderen?

Nå, men ikke desto mindre, er det noget, som jeg støder på en gang imellem.

Og det som gør mig så vred, det er, at de besluttende myndigheder, kan træffe beslutninger, i realiteten uden at tage en masse fagfolks udtalelser og anbefalinger til efterretning.

Jeg siger ikke, at det er der den ender, i denne piges sag, men bare det, at de stakkels forældre, skal være angste for,  at det sker, er nok til at få mig op i det røde felt. For hvorfor kan “man” ikke anerkende og berolige disse forældre med, at så galt går det nok ikke. Næh i stedet siger “man”, at de nok ikke skal regne med, at man kan træffe beslutning om eksempelvis specialskole til et sådan barn.

Mange præmaturforældre lever i evig stress og angst over, hvordan det dog skal gå. Det starter allerede ved, eller måske før fødslen. Når de kommer hjem, når barnet skal ud og passes. Ved skift til børnehave og særligt til skolen, hvor alle skal kunne rummes, i inklusionens hellige navn. Og at være præmatur, er jo ikke nogen diagnose vel??

Det er et stykke tid siden jeg har “skældt ud”. Men nu gør jeg det på alle Jeres vegne. Jeg ved ikke om det ændrer noget, men det skal i hvert fald ikke stå usagt hen.

Og selvom mange beslutningstagere og politikere, glemmer at lytte til os fagfolk, så vil jeg da alligevel vove at påpege: AT VI VED FAKTISK GODT, HVAD VI TALER OM!

 

JEG FÅR OGSÅ SVED PÅ PANDEN

De der børn, der kravler på væggene.
Som altid er i bevægelse.
Som altid stiller os spørgsmål.
Som har så meget fart på, at de er ved at falde over deres egne ben.
Som finder alt legetøjet frem, og som ikke leger med noget af det.
som ikke kan sidde stille et øjeblik, heller ikke når vi spiser.
som er timer om at falde i søvn, fordi der er gang kroppen.
Som ikke kan koncentrere sig i skolen.

Som voksne får sved på panden af…..

De kommer her i min klinik.

Med deres trætte forældre, for at få hjælp.

Jeg skal lave en sansemotorisk undersøgelse, som til dels består af aktiviteter sammen med barnet, men også af spørgsmål til forældrene.

Og her er det, at også jeg kan få sved på panden

For det går stærkt, og det er svært at holde fokus.

Det er som om, at barnets uro smitter os alle sammen.

Vi kommer til at mærke, hvordan barnet har det inden i. Den konstante uro og skiften imellem aktiviteter.

Jeg mærker, hvor hårdt det må være, at have det sådan hele tiden. Både for barn og forældre.
Og jeg mærker kun en brøkdel af, hvad de mærker.

De er på overarbejde!

Jeg siger til forældrene, at jeg godt forstår, at det her ikke er let. For jeg skal også arbejde for sagen.

Jeg gør det gerne. For det er mit job, og det jeg brænder for.

At hjælpe børnene til mere ro. Til bedre fornemmelse og kontrol af deres krop. At hjælpe forældrene til at hjælpe deres barn.

At se forældre sænke skuldrene fordi de bliver taget alvorligt, og ikke får at vide, at de skal være bedre til at opdrage deres barn.

Jeg håber, at alle dem, som tænker, at man kan opdrage sig ud af sansemotoriske udfordringer med tiden vil forstå, at det kan man ikke.

At de børn, som er urolige i skolen, og som kan fremstå uopdragne, kan være børn med kludder i sansemotorikken.
For når vi møder børn og forældre, som de har behov for, så kan vi bedre løse problemet.

Og så får vi flere rolige og veltilpasse børn. Og vi får gladere forældre med større overskud.

Til gavn for alle

FOREDRAG I MIN KLINIK – HAR DU TUMLET MED DIT BARN I DAG? 14/11-19 KL. 19

Ja, har du tumlet med dit barn? Eller vil dit barn ikke tumle? Kæmper dit barn med kropslig uro, koncentrationsproblemer, eller er det brusebadet og tøjet der driller?
Er der udfordringer omkring det sociale samspil, og vanskeligheder for barnet med at aflæse andre?
Går barnet på tå, eller er det sproget der ikke udvikler sig?
Alt dette kan du blive klogere på, når jeg åbner dørene til klinikken og fortæller om sammenhængen mellem børns adfærd og trivsel og sansemotorikken.

Foredraget er målrettet dig, som ønsker at blive klogere på dit eget og/eller andres børn. Om du er forælder, pædagog, lærer, sundhedsplejerske eller en anden fagperson, er du lige velkommen.

Prisen er 150 kr. og tilmelding sker til mabe@sansemotorik.NET

Der er begrænsede pladser.

Adressen er Flodvej 73, 2765 Smørum

 

SØVN – ET NÆRMEST UOPNÅELIGT GODE

Jeg sidder her sidst på aftenen og skal snart i seng. Mine børn er for længst fløjet fra reden, så jeg er forvænt med muligheden for en god nattesøvn.

Men jeg ved, at det ikke er alle forundt.

Alle Jer som har børn med søvnproblemer. Og de børn, som ikke sover….

Det er fra de små babyer og op til de store skolebørn.

Jeg møder Jer nærmest dagligt i min klinik. Forældre der ringer eller skriver, fordi deres barn ikke sover. Barnet kan ikke falde i søvn, og/eller søvnen er urolig. Der kan være mange opvågninger, eller måske ligger barnet uroligt i søvnen. Nogle har mareridt, nogle har nigthterror.

Fælles er, at alle er trætte. Meget trætte. Forældre der næsten ikke kan tænke af træthed, børn der farer omkring, for at holde hjerne og krop vågen.

Det er virkelig et problem, der er til at tage og føle på.

Der kan være forskellige grunde til, at børn ikke sover. Jeg vil fortælle lidt om den sansemotoriske forklaring. Og selv inden for dette felt, kan der være flere forklaringer.

Børn med kludder i deres sansesystem kan have indsovningsproblemer. Kroppen er så urolig, at barnet ikke kan slappe af, og overgive sig til søvnen. Det kan være en overreagerende følesans, som gør at barnet hele tiden mærker noget, som de “flytter sig fra” eller i hvert fald reagerer på. Labyrintsansen kan give barnet svimmelhed når de kommer ned at ligge og/eller vender sig i sengen. Muskelspændingen kan være så høj, at det bliver rigtig svært at slappe af. Muskelspændingen kan også være lav, og barnet vil instinktivt forsøge at holde hjernen vågen, ved at holde kroppen igang. Hvis nervesystemet er anspændt bliver søvnen urolig. Det kan både være i form af fysisk uro, men også i form af mange drømme som kan være både gode og dårlige.

Når vi sover, bearbejder hjernen sanseindtryk. Det man også kalder at lave sanseintegration. Har barnets hjerne svært ved sanseintegration, kan det både give indsovningsproblemer og urolig søvn. Hos nogle børn kan reaktionen på dagens, eller de forrige dages sanseindtryk, komme med forsinkelse, så det i sig selv kan gå ud over søvnen.

Set i lyset af denne viden, kan vi hjælpe børn med søvnproblemer. Vi kan nemlig træne sansemotorik. Vi kan stimulere de primære sanser, så de er i balance, og så vi hjælper hjernen til bedre sanseintegration.

Derfor siger jeg ja, når forældre spørger om jeg kan hjælpe med deres barns søvnproblemer. Jeg finder nemlig næsten altid en sansemotorisk forklaring på problemet. Og jeg oplever næsten altid en forbedring af søvnen efter en periode med målrettet træning.

Generelt skal vi tænke på, at når vi giver børn svingture, når de gynger, rutscher og vipper, når vi giver dem massage, kram, kys og faste tryk på hele kroppen, når de får lov at bruge muskler, ase og mase, skubbe og trække, jamen så får de stimuleret disse livsvigtige primære sanser. Ofte er den generelle stimulation bare ikke nok. Det har I opdaget, for det har I prøvet. Og så er det, at jeg og mine kollegaer må på banen.

Det er fantastisk når et barn begynder at sove bedre. Når de glade og trætte putter sig om aftenen, og når der kommer en rolig søvn. Hele familien får det bedre. Og så er det en stor tilfredsstillelse at være sansemotorisk konsulent.

Med ønsket om en god søvn til alle 

 

FOREDRAG I GLOSTRUP D. 27/6-2019

Jeg kommer til Glostrup og holder foredrag om sansemotorik lige om lidt.

Her er hvad Foreningen Familierum skriver om arrangementet, som de står for.

FOREDRAG

HAR DU TUMLET MED DIT BARN I DAG?
et foredrag med fokus på det sansemotoriske. 

Datoer: 27. juni 2019 kl. 19.00-20.30

Hvor: LeragergårdVældegårdsvej 30, 2600 Glostrup
Oplægsholder: Marianne Bentsen, Sundhedsplejerske og Sansemotorisk konsulent

​Om foredraget
I dette foredrag får du inspiration til, hvordan du kan stimulere børns kropskontrol og trivsel

  • Hvorfor er det så vigtigt med en god kropskontrol?
  • Er det så vigtigt at børn kravler?
  • Hvordan hænger motorik sammen med koncentration, indlæring og samvær med andre børn og voksne?
  • Hvordan kan jeg se om mit barn har udfordringer omkring sansemotorik?
  • ​Hvordan er det med de børn som virker meget følsomme?
  • Eller dem som er meget ængstelige?
  • Hvordan kan jeg stimulere mit barns motorik?

Kom og bliv klogere på børns sansemotoriske udvikling, og få viden om sammenhængen med børns adfærd, indlæringsevne og evne til at forstå sig selv. Bliv bedre til at spotte om et barn er udfordret på sansemotorikken, få ideer til, hvordan det kan forebygges, og hør noget om, hvilke børn det ”rammer”.

Foredraget henvender sig til alle, som ønsker større viden og forståelse for børns adfærd og motorik. Hvad enten man er forælder, bedsteforælder eller fagperson.

Det koster kun 20 kr. at deltage, så skynd dig ind på www.familierum.dk og meld dig til.

 

HJÆLP, MIT BARN KAN IKKE SIDDE ENDNU

Hvornår skal børn kunne sidde? Det korte svar er, at det skal de, når de selv kan sætte sig op. Og det vil i praksis sige, at det oftest sker i forbindelse med, at barnet er på vej til at kunne kravle, eller måske først når barnet er i gang med at kravle.

Men hvorfor er det så, at vi ikke bør træne børn i at sidde? Eller sætte dem op når de ser ud til at kunne sidde selv? Det vil jeg fortælle lidt om her.

Børns motoriske udvikling det første år til halvanden, er langt hen ad vejen, styret at det vi kalder spædbarnreflekser eller primære reflekser. Det er disse reflekser, der sætter gang i nye bevægelser eksempelvis at kunne gribe fat om noget, at kunne trille, og at komme op og sidde.

Reflekserne er aktive i den periode de er ved at “lære” kroppen en ny bevægelse, og skal derefter aftage/integreres og dermed forsvinde. Alle spædbarnsreflekser bør være væk når barnet er 1½ år.

Hvis barnet ikke får lov til at være i de enkelte faser (eksempelvis at øve sig på at trille) længe nok, er der stor risiko for, at refleksen forbliver aktiv også når barnet er større. Og så bliver refleksen forstyrrende for barnets bevægemønster og måske og trivsel og adfærd. Det ser jeg ofte i mit daglige virke, hvor jeg arbejder med sansemotorisk træning af børn.

De vigtige reflekser i spædbarnslivet og i forhold til motorikken, er reflekser, der hjælper barnet til hovedløft, gribereflekser særligt i hænderne. Reflekser, der hjælper barnet til at trille, både den ene og den anden vej, og refleksen, der hjælper barnet op at kravle/op at sidde.

Når vi hjælper barnet op at sidde, før det selv kan, ligger barnet selvsagt mindre på gulvet. Og så får barnet ikke trillet længe nok, undgår måske krybefasen inden det kravler. Barnet er måske ikke længe nok i den fase, hvor barnet står på alle 4 og rokker, inden det kan kravle, OG sætter sig på numsen. Det kan medføre en stadig aktiv refleks, som rent faktisk kan forhindre barnet i at kravle, så det i stedet rumper sig afsted, eller kravler med samlede ben. Dette mønster kan jeg se hos selv skolebørn.

SÅ BØRN SKAL FØRST SIDDE NÅR DE SELV SÆTTER SIG OP.

Det skal dog lige bemærkes, at når barnet er stærk nok i ryggen (kan sidde med ret ryg) så mener jeg godt, at de må sidde i en høj stol mens de spiser. Men ind imellem skal de stadig ligge på gulvet.

Og så lige en lille tilføjelse: børn skal heller ikke op at gå før de selv kan kravle hen til møbler, rejser sig op ad dem, og går langs sofaen eller bordet. Så er de ved at være klar til at bære egen vægt, finde balancen, og komme videre ud at gå. Når de kan de, kan vi støtte dem det sidste stykke på vej. Og hvorfor så det? Jo for på den måde sikrer vi barnet en god lang kravleperiode, som gerne må være på 2-3 måneder. For når man kravler, så laver man krydskoordination, som er den ypperste form for koordinationstræning af hjerne og krop. Er vi først begyndt at gå med barnet i hænderne, bliver de ofte svært utilfredse når vil lægger dem ned igen. Og så er vi “fanget” i at vandre rundt med barnet. Det er ikke godt for udviklingen, og vi får ondt i ryggen.

Jamen, hvad skal vi så lave med vores børn? Jo de skal have svingture, hovedet nedad, vugges, krammes, have massage, have lov at mærke alt muligt, lege trillelege, ligge på en stor bold, både på mave og ryg, ride ranke, trille med bolde, kigge på og gribe efter sæbebobler og lege fagtelege. Der er såmænd masser at finde på, som stimulerer barnets udvikling, så reflekser integreres og barnets grundmotorik hjælpes godt på vej.

God fornøjelse

HVER DAG TÆLLER I ET LILLE BARNS LIV……

Mit hjerte græder. Jeg sidder og ser TV2´s program om, hvordan nogle børns hverdag i deres daginstitution er.
Små vuggestuebørn, der ikke bliver trøstet, som bliver kaldt egoister, som bliver talt til som om de burde forstå og vide bedre. Børnehavebørn der slås, ødelægger hinandens lege, gemmer sig og som ikke får meget andet end negativ kontakt fra de voksne. Og ikke mindst børn som bliver håndteret så hårdhændet, at det nærmer sig fysiske irettesættelser.
Børn som passes i institutioner, hvor kulturen er blevet så rå, at personalet ikke længere reflekterer over egen praksis, eller sætter sig op imod en helt igennem urimelig behandling af børnene.

DER ER BØRNENE DER BETALER PRISEN FOR, AT DER IKKE ER TILSTRÆKKELIG RESSOURCER PÅ PASNINGSOMRÅDET!

DET KAN VI IKKE VÆRE BEKENDT.

Jeg arbejder med børn, som for nogles vedkommende har svært ved at rumme en dagligdag i institutionen. Måske fordi de har sansemotoriske udfordringer, som gør dem urolige, usikre, udfordrede sprogligt og eller socialt. Måske fordi de har svært ved at integrere alle de sanseindtryk, man møder når mange mennesker er samlet på et (lille) sted.
Disse børn er særligt udsatte, og særligt afhængige af, at de voksne som er omkring dem, har forståelse for, indsigt, og omsorg for, hvordan de bedst støtter børnene. Men de er også afhængige af, at der er ressourcer til at gøre det ekstra, som disse, og i virkeligheden alle børn har behov for, og krav på.

Alle børn har krav på, og fortjener voksnes omsorg og støtte. De er fremtidens voksne. Dem, der skal passe på os når vi bliver gamle. Det kan være svært, hvis man er blevet svigtet som barn, af et system som skulle være med til at forme os som hele mennesker.

Alt ære og respekt til alt det pædagogiske personale, som dagligt kæmper og knokler for at skabe en indholdsrig og omsorgsfuld hverdag for vores børn. I fortjener, at dem der bestemmer, sikrer tilstrækkelige ressourcer til, at I kan gøre det arbejde som I er uddannede til, og ikke bare yder brandslukning.

Måske er det ikke op til mig at blande mig i denne debat. Men det sætter mit arbejde i perspektiv, når jeg i min dagligdag møder så mange børn, som har svært ved at rumme deres dag i daginstitutionen. For hvad er hvad?
Sansemotoriske udfordringer?
Sanseintegrationsproblemer?
Børn der reagerer på en helt igennem uhensigtsmæssig behandling?

Det skal vi dælme være gode til at gennemskue…….